| MIG: Fredning i privat regi kan skade arvinger
 Staten freder naturskønhed og historiske steder, fordi staten er
 ondskabsfuldt moraliserende og mener at privatkapitalismen kunne gøre
 de steder kapitalistisk udnyttede, så der ikke ville blive sat de
 tanker i gang ved besøg, som fredningsmyndighederne hæger om
 I virkeligheden ville etablering af overskudsvivende restaurant på
 Hammershus eller Dyrehavens Eremitage-slette føre til at FLERE
 danskere ville besøge stedet og tænke dybt over natur, skønhed og
 historie.
 Jeg blev opdraget til at være idealist og  som 5 årig besluttede jeg
 en dag  at ville   rejse til Afrika og missionere kristendom, for min
 søndagsskolelærer havde talt godt for den sag. Og jeg nød at føle mig
 bedre end de jævnaldrende, som holdt mig ude af legen.
 Jeg bekæmpede i 4 årsult og sygdom i ulande efter jeg havde afsluttet
 universitets-kemi-studie 1970, og da det blev  indlysende for mig , at
 sådant gør skade, blev jeg Glistrup-partimedlem
 Jeg har har fortsat som hobby at øge trivsel for medmennesker, og da
 den bog jeg skriver på, næppe kan udgives af et forlag i det
 socialistiske Danmark, så satser jeg mere og mere på at skabe
 bevaringsværdig street art ud af mit plankeværk, så forbipasserendes
 tanker får et mildt spark i retning af at modarbejde indvandring ,
 mindske skatter, privatisere og afvikle lovjungle.
 De fleste forbipasserende roser min kunst til skyeerne,selvom mange
 erkender, at de ikke selv ville godtage sådan facade om deres egen
 bolig, fordi det er "for specielt".
 Jeg er ved at blive så indbildsk ,at jeg mener at have skabt et
 virkelig gavnligt  "monument til privatisering" - en effektiv på
 mindelse om, at statslig byforskønnelse altid er spild af skattepenge
 til forkælelse af statens underlødige kunstnervenner.
 Da mine børn er sat godt i vej og ikke er afhængig af en stor ubunden
 arv, overvejer jeg at skrive testamente om, at retten til brug af
 husets indre, tilfalder primært arvinger, der vil holde kunstværket
 ved lige, fx ikke opsige lejemål for vicevært, som jeg har uddannet i
 vedligeholdelse.
 Alle - og klarest udtrykt af  min søn, der er vokset op i huset - er
 enige om, at forældre skylder ikke deres børn noget, men har ret til
 at testamentere alt andet end den stadig mindre tvangsarv til Kattens
 Værn, udgivelse af en bog eller til egen egoistiske vellevned.
 Derfor har jeg vistnok en slags grønt lys til det påtænkte testamente,
 selvom det uvægerlig vil blive misforstået som et råb om opmærksomhed
 og omtale, men selv hvis jeg er selvbedrager og fortrænger sådant, så
 er idealismen helt ukritisabel, i mine øjne. Blandt mine idoler er
 "Kaptajnen fra Køpenich" hvis anti-militaristiske bluffnummer fik
 latter og bifald fra både den krigsliderlige Kejser Wilhelm2 og
 millioner af preussere og andre.
 Hvis jeg var ham og i tvivl om hvorvidt bluffnummeret ville blive
 glemt, ville jeg have testamenteret min formue til et fond der sku
 drive et museum om den berømte og gavnlige happening.
 Kommunen har besøgt mig én gang, da én af skulpturerne hang lavere ned
 over fortovet end den tilladte højde, men har understreget, at de er
 humane og ikke pedantiske skrankepaver. De tænker nok, at jeg som
 64-årig snart må overlade provokationen til andre, og så vil den
 forsvinde.
 
 
 |