| Den udskældte fedme-konge
 
 I 1760erne da psykiatrien var ved at opfinde sig selv som fremtidens
 store  spydspids for psykologisk lægevidenskab  og mangfoldig social
 terapi , og patienterne var især overklassehystader, havde man brug
 for at opdigte sindsyge hos berømtheder og havde stort held med Georg3
 i London og Christian7 i København
 Ingen nåede preussernes oplyst enevældige kloge monark Friedrich der
 Grosse til sokkeholderne
 Man kan ikke undgå at blive særling af hof-forkælelse og alt for mange
 privatlærere og det kan forklare de to såkaldt sindsyge kongers
 nykker. Den britiske monark havde desuden stofskiftesygdommen porfyri
 hvis enorme smerteanfald gør irritabel og det omdigtedes til sindsyge.
 Danskerkongen havde som livlæge Struense der er de bedste
 regeringschef Danmark har haft og derfor misundtes af hoffet og
 henrettedes og inden da fyldte han kongens morgenkaffe med opium
 daglig så han fik et letkontrollerbart abstinensvrag at manipulere
 efter behag. Alt hof elsker syge, svage  konger, hvilket giver dem
 magt
 Begge var veluddannede og præsentable og Georg3 levede længe til stor
 sorg for hans søn, der ønskede at få kongemagten, og som slog
 kedsomheden ihjel med at spise sig tyk og fed og klæde sig moderigtigt
 og da tiden var til dydig adfærd kritiseredes Georg4s
 podagragigtsmerter som selvforskyldte og da han døde som 68årig og
 havde meget fedt ved hjertet, hånede The Times ham - retfærdigt?
 
 Alle er produkt af arv og miljø. Britisk kongeslægt har altid haft
 elendige gener, blødersyge mm mm.
 Social arv kan man gøre noget ved og hoffet gør altid hvad IKKE burde
 gøres.
 Når kongen ikke tages med på råd, er det forståeligt at særheder
 udvikles - så er jobbet meningsløst og træls
 
 
 |