Den 15. maj mindedes palæstinenserne den 59. årsdag for al-Naqba
 ("katastrofen"), en sørgedag for dannelsen af den moderne stat Israel
 den 15. maj 1948.
 
 På en måde er al-Naqba den væsentligste begivenhed, som adskiller
 palæstinensernes historiske oplevelser fra andre arabiske, muslimske
 gruppers og former deres unikke, nationale identitet.
 
 Det er værd at lægge mærke til, at palæstinenserne bruger den samme
 dag, hvor Israel erklærede sin selvstændighed, til at markere deres
 nationaldag. Som det er tilfældet med så meget i palæstinensisk
 samfund og kultur, er det deres jødiske naboers handlinger – ikke
 noget, de selv har foretaget sig – som er det konstante fokus for
 deres opmærksomhed.
 
 Hvilket fører os frem til følgende spørgsmål: Hvad er mere præcist den
 virkelige "katastrofe"? Med udgangspunkt i, at dette års
 al-Naqba-mindedag blev overskygget af anarkiet og de interne kampe i
 Gaza, siger mange palæstinensere, at den virkelige Naqba er manglen på
 samhørighed i deres samfund. Denne interne fraktionsdannelse bliver
 faktisk af palæstinenserne ofte nævnt som en af nøgleårsagerne til, at
 de overhovedet tabte krigen i 1948 imod dannelsen af Israel.
 
 Måske. Men et kig på et andet aspekt af dette års Naqba-begivenheder
 kunne måske give os et bedre vink om, hvad der er det egentlige,
 palæstinensiske problem.
 
 Tidligt om morgenen den 15. maj brugte Hamas morterer, missiler og
 maskingeværer til at angribe Præsidentens Vagtkorps, som hører under
 Fatah, og som var udstationeret nær ved Karni-grænseovergangen til
 Israel. Hamas ramte derefter en jeep, som medførte
 Fatah-forstærkninger, og sikrede sig, at deres mål var døde, ved at
 skyde dem i hovedet på nært hold.
 
 Da skyderierne var ovre, var mere end 10 Fatah-medlemmer døde og et
 tilsvarende antal sårede.
 
 Idet det pludselig gik op for Hamas, at deres uprovokerede massakre
 måske var gået for vidt, hævdede de, at det i virkeligheden var
 Israel, som havde dræbt Fatah-folkene, og truede enhver journalist,
 som måtte vove at rapportere andet.
 
 Derpå, med et virkelig perverst træk, sendte Hamas mere end 20
 raketter mod den israelske by Sderot "for at hævne" den massakre, som
 de selv havde begået.
 
 Med de overvældende beviser og vidneberetninger fra dem, der var til
 stede, stod det klart for de fleste palæstinensere, at Hamas havde
 udført massakren. Men da de skulle forsøge at forklare årsagen til de
 aktuelle interne kampe, insisterede flere palæstinensere, herunder
 Musa Abu Marzouk, viceformand for Hamas' politbureau, på, at Israel på
 en eller anden måde havde skylden.
 
 Dette er den virkelige palæstinensiske Naqba, katastrofen ved roden
 til den palæstinensiske lidelse endda før 1948.
 
 I stedet for at påtage sig ansvaret for deres rolle i skabelsen af
 deres egen skæbne har palæstinenserne bogstavelig talt ved hver eneste
 anledning fordrejet deres livssyn for udelukkende at lægge skylden på
 Israel.
 
 Der optræder ingen selverkendelse, for slet ikke at nævne selvkritik.
 Ingen fornemmelse af ansvarlighed.
 
 Siden Seksdageskrigen i 1967 er denne tendens blot blevet forværret.
 Alt for ofte hævder palæstinenserne, at det er livet under israelsk
 besættelse, som har "drevet" dem til terrorisme, som om de ikke havde
 andet valg end at spadsere ind på en café og sprænge de mennesker, som
 sidder der, i luften.
 
 Sådan en indstilling ignorerer ikke blot den palæstinensiske
 terrorisme før 1967 og faktisk også før 1948. Den anerkender heller
 ikke, at historien har talløse eksempler på ikke-voldelige bevægelser,
 som har været langt mere effektive til at opnå deres mål.
 
 Men den allermest ulykkelige del af den palæstinensiske skæbne er, at
 de har haft så mange støtter rundt om i verden (herunder betydelige
 dele af den israelske offentlighed), at de på ingen måde var bestemt
 for den fattigdom og elendighed, som de befinder sig i i dag. De var
 så afgjort ikke bestemt til at forblive statsløse næsten 60 år efter,
 at FN vedtog sin delingsplan.
 Lektien er, at først når palæstinenserne, både ledelsen og
 offentligheden, begynder at overveje, hvordan deres egne handlinger
 har været den primære årsag til den bedrøvelige tilstand, de befinder
 sig i, vil der være en chance for, at den forbedres.
 
 Og når denne sande sjælegranskning omsider finder sted, og de begynder
 at påtage sig ansvaret for deres kollektive skæbne, vil det
 palæstinensiske folk være i stand til at hjælpe sig selv langt mere,
 end alle de andre verdensnationer nogensinde har kunnet. 
 
 
 -- 
 Si vis pacem - para bellum
  
            
             |