---

Ufrivillig medicinering er falliterklæring

Læger foreslår forskellige typer medicin vedr forskellige sygdomme.

Normalt vil patienten værdsætte hvad derved gøres ved sygdommens symptomer
og vil være motiveret for gentagelse af brugen af medicinen.

Men til de udviklingshæmmede bruges medicin der har så ubehagelige
bivirkninger at man kun kan få medicinen i afvigeren ved at personalet
bruger fysisk vold.

At læger kan leve med "bistand uden samtykke" er ubegribeligt.

Kun hvis ens service er værdsat, må det være udholdeligt at være læge.



Jeg blev glad da afsløringerne af vold på plejehjem førte til at borgmester
Mikkel Warming lovede ny kurs med mindre brug af medicin.

Debatten er desværre gledet over på, hvem der skal være tilsynsførende.

Top-prioritet må være at holde op med at give medicin dårligt ry som en
straf.



Næsten alle bostederne har i dag et rum pr beboer, så det må være
overkommeligt at bruge rummet som gummicelle og lade indespærring i eget rum
være eneste form for straf, hvis nogen er asocial overfor de andre patienter



Fordi patienterne har eget rum og især fremprovokerer vold, når de tvinges
til en "hygiejne-situation" må der være basis for at eksperimentere med
andre pis-lort løsninger end træk og slip toilettet.Det må være muligt at
give patienten indflydelse på hvordan problemet løses. Erfaringerne med ny
løsninger må kunne bruges til mere normale patienter fx pensionister med
inkontinens.

Det er en overkommelig udfordring som må gøre det meningsfuldt at være
behandler - noget så enkelt må kunne løses, uanset patientens psyke.

Hvis der direkte chikaneres fra patientens side og ønskes opmærksomhed, så
må man låse patienten inde i sit rum , og han/hun vil så indse, at det er
værst for en selv at undlade at samarbejde med personalet. Tvang og
ufrivillig medicin bør yderst sjældent bruges

At skulle totalrengøre et totalt tilsvinet rum er et relativt mindre problem
sammenlignet med at forstyrre en psyke med "kemisk spændetrøje"