| Mozarts sidste mundbevægelser
 
 
 
 Efter et intenst kreativt liv, hvor han havde steget maximalt i
 hakkeordenen blandt østrigske musik-personligheder, var Mozart
 udbrændt og havde leveret hvad han kunne, og alt ville blive
 anti-klimax og nedtur.
 
 Selvom han ellers havde modstået tidens mange infektionssygdomme fx
 den i storbyerne fremherskende og vildst dødelige byldepest, så ramtes
 han af betændelse og var opsvulmet og lå i sin seng og forklarede sin
 komponist-lærling, hvordan han skulle færdiggøre sit Requem, et stort
 og genialt værk og bestillingsarbejde, men ikke blandt hans største
 efter vor tids smag.
 
 Han var så opsvulmet, at han ikke kunne vende sig i sengen, men med
 mundbevægelser "dikterede" han rytmen i de paukeslag som skulle være
 del af det pompøse kirkelige pragtværk.
 
 Han var slave af pligt-etik -  helt som Eichmann, Himmler og Best - og
 skulle sikre, at indtægter og renome videreførtes hos hans kone og
 hans børn.
 
 Evigheden og kommende generationer af musiknydere ragede ham en
 høstblomst, men det var en hård tid og dødeligheden var grim hos
 underklassen, og hans børn fik næsten så fremragende en social arv og
 økonomisk arv som hvad havde kickstartet Mozarts egen karriere. De fik
 gode job og levede længe, og Mozarts etik var så ukritisabel som fx
 Hitlers, men på ingen måde opofrende.
 
 Skæbnen er vigtig. Fri vilje er illusion, i mange tilfælde. Markedets
 udbud og efterspørgsel var i top og DERFOR og kun derfor var den tids
 komponister og videnskabsmænd langt mere lykkeskabende end noget
 sidestykke i vor tid.
 
 Om den larmerock som BZ hylder og samler bistandsnassere omkring i
 Jagtvej-huset til og med januar 2007 er lige så lykkeskabende, vil jeg
 ikke udelukke.
 
 Men at sætte trivsel på skinner var noget, som Vesten var god til i
 1700-tallet og 1800-tallet og der er grund til at tvivle på, at vi
 stadig er duelige, når vi satser på forkælelse og Islam.
 
 Mozarts far har næppe slået sin søn,  "Wir haben aber andere
 Methoden" - han tyrraniserede til selvhad, hvis ikke Mozart stod helt
 op på tæerne , kreativitetsmæssigt, og dygtiggjorde sig til gavn for
 sig selv og derved for fællesskabet, fyrsten, fyrstedømmet..
 
 At tiden ikke var bange for at respektere forældres kærlige psykiske
 og fysiske vold, som naturlig, var een årsag til at den tid havde
 kollosalt større psykisk sundhed end vor tid.
 
 Che Guevarre minder meget om Mozart, et charmerende legebarn som var
 barn af den totale markedsfrihed som det amerikanske kontinent er
 ekspert i. At han var vildledt socialist er en bagatel, for det havde
 ikke stor betydning - voldspykopater er der overalt og han anførte
 nogen af dem, men visse ting ligger i tidsånden og individet kan ikke
 ændre på det og ingen forstår det før generationer senere.
 
 
 
 Che Guevarres barndom prægedes af at hans mor aldrig tillod at han
 brugte sin astma som undskyldning for ikke at yde sit bedste. Sådan.
 Det der ikke nedbryder, gør dig stærkere.
 
 
 
 
 |