|  | 		    
					
        
         
          
         
	
          | |  | Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs l~ Fra : Bo Warming
 | 
 Dato :  10-12-06 13:58
 | 
 |  | Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
 
 Glisrup har stor respekt for Freud  men tror ikke på gavn af
 psykologer, som han betegner som "sekteriske"
 
 Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig  hypnose og
 magnetiske overtro i sine første årtier.
 
 Så læste han Nietzsche og populariserede  denne geniale psykologi -
 som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
 kunstnerisk
 
 Udover sine klogt analyserende  bøger er Freud blevet respekteret ved
 at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor de
 henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la læger,
 og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
 betaling.
 
 Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
 en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
 skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
 
 
 
 Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som andet
 end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
 sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
 
 
 
 I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
 freudiansk psykologi,
 
 - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
 science-efterlignende fremmedord.
 
 
 
 Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
 overlades til det frie marked,
 
 og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
 erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
 
 
 
 Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
 de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
 for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
 
 
 
 Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
 bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
 Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
 
 
 
 
 |  |  | 
  Patruljen (11-12-2006) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Patruljen
 | 
 Dato :  11-12-06 11:17
 | 
 |  | 
 Bo Warming skrev:
 > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
 >
 > Glisrup har stor respekt for Freud  men tror ikke på gavn af
 > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
 >
 > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig  hypnose og
 > magnetiske overtro i sine første årtier.
 >
 > Så læste han Nietzsche og populariserede  denne geniale psykologi -
 > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
 > kunstnerisk
 >
 > Udover sine klogt analyserende  bøger er Freud blevet respekteret ved
 > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor de
 > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la læger,
 > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
 > betaling.
 >
 > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
 > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
 > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
 >
 >
 >
 > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som andet
 > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
 > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
 >
 >
 >
 > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
 > freudiansk psykologi,
 >
 > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
 > science-efterlignende fremmedord.
 >
 >
 >
 > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
 > overlades til det frie marked,
 >
 > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
 > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
 >
 >
 >
 > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
 > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
 > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
 >
 >
 >
 > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
 > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
 > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
 
 
 
 Man skal starte et sted, Warming. Konceptet er i stadig udvikling -
 
 " Fra gammel tid kaldes en somatisk sygdom også for Aet onde@, f.eks.
 et halsonde eller et maveonde. Tilsvarende har man sagt om den psykisk
 syge, at han eller hun er plaget eller ligefrem besat af det onde. Onde
 ånder, dæmoner eller djævle har taget den syges krop og sjæl i
 besiddelse. Derfra stammer forestillingen om, at helbredelse består i
 at uddrive det onde. Nu er djævelen som indbegrebet af det onde for
 længst blevet afsløret som et skræmmebillede, hvormed navnlig kirken
 prøvede at skræmme menigheden og opdrage den til at holde sig på
 dydens smalle sti. Dermed har man dog ikke afskaffet det onde. I den
 psykologiske diskussion har det holdt sig på dagsordenen, også efter
 at overtro og religiøs dogmatik er blevet erstattet af en rationel
 analytisk tilgang. Som en abstrakt fællesnævner for de forskellige
 opfattelser kan man konstatere, at det onde altid på en eller anden
 måde ækvivalerer med det udelukkede og uintegrerede. Det onde er
 gennem historien i stadig mindre udstrækning blevet betragtet som et
 selvgyldigt væsen (med eller uden horn i panden) og i stadig højere
 grad som noget, der hænger sammen med en overtrædelse af
 samfundsmæssige og/eller moralske love.
 
 Freud interesserede sig i psykoanalysens konstitueringsperiode en del
 for djævleuddrivelsen som model for den terapeutiske proces, og han
 tilføjede endnu en dimension til demaskeringen af djævelen ved at
 hævde, at det onde udspringer af den fortrængte seksualitet. Det onde
 antager sine mest uhyrlige skikkelser, når driftsimpulserne ikke
 underkastes rationel kontrol efter lovens principper, men søges
 bemestret gennem anvendelse af forsvarsmekanismer. Forsvarsmekanismerne
 er bogstavelig talt skyld i, at dæmonerne huserer i det ubevidste,
 hvor de er utilgængelige for rationelle argumenter. Terapiens opgave
 bliver derfor at bevidstgøre og reintegrere de dele af
 driftsimpulserne, der ikke er en reel trussel mod individet eller
 samfundet, hvorefter det er op til jeget at kontrollere de resterende
 dele. Drifterne er ikke onde i sig selv, men de bliver onde, når de
 behandles dårligt. I psykoanalysens første optimistiske fase er det
 onde egentlig kun det gode, der er kommet på afveje.
 
 På grund af vanskeligheder i terapien kom Freud imidlertid i tvivl om,
 hvorvidt denne forklaring var fuldt dækkende. Det var, som om en rest
 af det onde ikke ville ud, ikke responderede på den anlagte
 forståelse, og ikke lod sig integrere i personligheden trods aldrig
 så megen analytisk behandling. Nogle patienters indædte modstand mod
 at blive helbredt havde tilsyneladende andre kilder end den fortrængte
 seksualitet, men hvilke? Det er med dette spørgsmål som
 hovedsynsvinkel, jeg i artiklen vil forsøge at skelne mellem to
 varianter af det onde: Der er det Anormale@ onde, der er et resultat af
 lystens sammenstød med loven, og som for længst har fået sin faste
 plads i etikken, pædagogikken, strafferetten og psykoterapien, og der
 er det Adæmonisk@ onde, der afviser enhver pædagogisk, terapeutisk og
 retslig intervention, og som navnlig er blevet observeret af grublere
 inden for teologi, filosofi og psykoanalyse. Jeg vil kun i mindre grad
 behandle det onde i den ordinære forstand, hvor det er modpol til det
 gode. Det er temmelig dækkende beskrevet i den psykodynamiske
 psykologi, ikke mindst i teorien om barnets realitetstilpasning og
 moraludvikling. Til gengæld vil jeg des mere fokusere på, hvad der er
 blevet af det dæmonisk onde i psykoanalysen, efter at Freud havde
 udpeget det.
 
 
 
 
 
 1. Djævle og dæmoner
 
 
 Fra antropologien og folkloristikken kender vi utallige beskrivelser
 af, hvordan et givet samfund havde shamaner, medicinmænd,
 heksedoktorer eller åndemanere som særligt sagkyndige m.h.t.
 relationen til de højere magter. Med til disse personers
 stillingsbeskrivelse hørte også varetagelsen af psykoterapeutiske
 opgaver, når medlemmer af fællesskabets opførte sig unormalt. I
 tilfælde af forstyrret tale og adfærd var besættelse af onde ånder
 den mest nærliggende årsagsforklaring, og den teknik, der blev
 anvendt ved uddrivelsen, har mange lighedspunkter med egentlig
 psykoterapi. Behandlingen synes i alle tilfælde at indebære en
 overføringsrelation mellem åndemaneren og den besatte samt en
 stress-situation, hvor den onde ånd under udførelse af bestemte
 ritualer blev formanet til at slippe sit greb. En erfaren åndemaner
 kunne diagnosticere om ikke mange forskellige sygdomme så i hvert fald
 mange forskellige ånder (f.eks. udpege bestemte afdøde personer med
 relation til slægten eller stammen), ligesom han rådede over et
 repertoire af teknikker til at angribe dem. Hvis ånderne blev
 tilskrivet magiske evner, kendte han en modsat rettet magi. Psykotiske
 personer, der hallucinerede stemmer og syner, har selvsagt hørt til
 det privilegerede klientel, fordi de bedre end andre var i stand til at
 give detaljerede oplysninger om ånderne. Søvnen spillede en dobbelt
 rolle, dels som en tilstand, hvor man er særligt sårbar for
 angribende onde ånder (som man i drømme ikke kan værge sig mod), og
 dels som en tilstand, hvor de atter kan uddrives (helbredende
 trancetilstande, tempelsøvn). Særlig forundring har epilepsien vakt
 med dens uregelmæssige vekslen mellem normaltilstand og spektakulære
 anfald. Den har tidligere været kendt under betegnelser som Aden
 hellige sygdom@ og Ale grand mal@ (det store onde), jvf. Ellenberger
 1970 og Bromberg 1975.
 
 Efter kristendommens fremkomst overtog munke og præster efterhånden
 de opgaver, der tidligere havde påhvilet medicinmænd og åndemanere,
 men nu med tilføjelse af nye grundtoner som tro, synd og skyld.
 Skriftemålet var formentlig det nærmeste, man i middelalderen og
 renæssancen kom til at praktisere psykoterapi inden for kirken, og det
 var terapi fra den mere moralske skuffe. Onde ånder ville man ikke
 høre tale om. Der var tidligt blandt kirkelige autoriteter en stærk
 vilje til at udrense sådanne elementer af overtro, og derfor fik de,
 der mente sig besatte, ofte bedre hjælp uden for end inden for kirken.
 Trods kirkens samfundsmæssige dominans i middelalderen kunne den ikke
 uden videre komme den folkelige overtro til livs og derfor heller ikke
 den folkelige sygdomstro knyttet til ånder.
 
 Hekseforfølgelserne, der satte ind i Europa i slutningen af
 1400-tallet og florerede til midten af 1600-tallet, er på mange måder
 et paradoksalt fænomen, da man her i kirkens regi indoptog elementer
 af folkelig overtro, som man tidligere havde bekæmpet. Hvor perioden i
 de fleste henseender betød et civilisatorisk fremskridt, var
 hekseprocesserne et tilbageskridt til en middelalderlig
 forestillingsverden og ledsagedes af en alt andet end civiliseret
 grusomhed mod de anklagede. Kirken tog på to måder konkurrencen op
 med overtroen, nemlig for det første ved at forfølge de personer, der
 var vigtige for udbredelsen af denne overtro, nemlig Akloge koner@ og
 Akloge mænd@, som almuen traditionelt havde søgt råd og hjælp hos,
 og for det andet ved at indlemme en række elementer, der stammede fra
 og derfor også appellerede til overtroen.
 
 En af hekseforfølgelsernes overordnede funktioner var at kontrollere
 seksualiteten, som man med rette anså for at besidde betydelige
 kræfter. Hvis det blev respekteret, at seksualiteten krævede kirkens
 velsignelse, og at overtrædelse var en dødssynd, ville uanede
 mængder af følelsesmæssig energi kunne kanaliseres direkte ind under
 kirkens overkommando. Når heksene blev beskrevet som afskyeligt
 frastødende hyperseksuelle væsener, sigtede det mod at give folk
 afsmag for sex i almindelighed. Den ideologiske sammenkobling af
 illegitim sex med død og fortabelse fik tilfældets hjælp, da søfolk
 fra Columbus= ekspedition til Amerika 1492 hjemførte syfilissen til
 Europa og igangsatte en hærgende epidemi, som seksuel askese bestemt
 var et fornuftigt remedium imod. Ikke alle er enige om, at syfilissen
 stammer fra Amerika, men at den europæiske epidemi startede i 1490erne
 og medvirkede til at skærpe seksualmoralen er til gengæld sikkert nok
 (Godfredsen 1973).
 
 
 
 Den nye kirkeligt producerede og sanktionerede overtro kom til udtryk i
 en ny djævle- og heksevidenskab, dæmonologien. Genrens hovedværk er
 bogen Malleus maleficarum, Heksehammeren, fra 1486, skrevet på latin
 af to dominikanske inkvisitorer, Sprenger og Kramer. Det er en yderst
 detaljeret regørelse for heksenes særlige kendetegn og en vejledning
 i, hvordan man gennem undersøgelser og forhør finder frem til de
 virkelige hekse. Den danske heksespecialist Gustav Henningsen mener
 ikke, at Malleus maleficarum har haft så stor indflydelse ved
 hekseprocesserne, som det tidligere har været antaget, men dens enorme
 udbredelse (gennem halvandet hundrede år den mest solgte bog efter
 Bibelen) er ikke desto mindre tankevækkende og kan blandt andre mulige
 grunde hænge sammen med dens pornografiske kvaliteter. For nutidige
 forskere er den ikke mindst interessant, fordi den videregiver meget
 detaljerede fantasikonstruktioner af tydelig paranoid og pervers natur.
 Bogen er gennem de sidste hundrede år oversat til flere sprog, og i
 forbindelse med denne artikel er anvendt the Rev. Montague Summers=
 engelske udgave fra 1928.
 
 Djævelen, der sjældent nævnes i Bibelen, og som kun spiller en
 mindre rolle i middelalderens teologi, blev i hekseforfølgelsernes
 periode hentet frem som et universelt skræmmebillede med uanet magt.
 Heksene var djævelens håndlangere og bevægede sig rundt i samfundet
 som en hemmelig upåagtet femte kolonne. Til dem kunne han uddelegere
 sin magt til at gøre onde gerninger, f.eks. udbrede farlig smitte til
 dyr og mennesker og påvirke vejrliget. Ramtes man af ulykker og uheld,
 gav man heksene skylden. Den grundlæggende hypotese var, at djævelen
 rekrutterede sine hekse ved at have sex med dem. Fra gammel tid kendte
 man til beretninger om mareridt og mareridtslignende oplevelser, og de
 blev nu udlagt sådan, at djævelen i skikkelse af en mand (incubus)
 havde samleje med en kvinde eller i skikkelse af en kvinde (succubus)
 havde samleje med en mand. Djævelen kunne ikke selv besvangre kvinder
 (i tilfælde af graviditetslignende opsvulmen viste det sig at dreje
 sig om varm luft), men han kunne ved først at optræde som succubus og
 dernæst som incubus transportere sæd fra mandlige til kvindelige
 tilhængere og derigennem producere noget nær ægte djævleyngel. Hans
 anden store drivkraft var misundelsen, idet han kunne betale vordende
 tilhængere ved at tilfredsstille deres misundelse gennem skader
 påført de misundte. De onde øjne eller det onde blik stod som
 indbegrebet af misundelse og blev tolket som et tegn på, at djævelen
 var med i spillet. De pengestykker, djævelen satte i cirkulation,
 forvandledes bogstavelig talt til fækalier mellem hænderne på de
 sagesløse borgere, der havde modtaget dem som betaling fra en heks.
 Mod alt dette uvæsen måtte der tages krasse midler i brug, og den
 bedste metode til at få djævelen ud af kroppen på de oftest
 kvindelige hekse var at brænde dem på bålet. Da loven imidlertid
 forbød, at nogen blev brændt uden først at have tilstået, anvendte
 man så megen tortur, som det er fornødent, mod dem, der nægtede.
 Torturens absolut afskrækkende karakter har sikkert fået mange til at
 tilstå på forhånd. Tilståelserne findes omhyggeligt bogført og er
 blevet fremlagt i retten som bevis. Hekseforfølgernes egne manualer
 kombineret med sådanne retsdokumenter gør det i dag muligt at
 beskrive hekseforestillingerne ret detaljeret.
 
 Allerede i samtiden fremkom der en kritisk antiklerikal litteratur, der
 søgte at forklare heksefænomenet som udslag af sindssygdomme. Den
 første og mest markante forfatter, der imødegik dæmonologerne, var
 den hollandske læge Johann Weyer (1515-88). Han udgav i 1563 den
 omfattende afhandling De praestigiis daemonum (Djævelens
 blændværker), hvori han systematisk tilbageviste påstandene fra
 Malleus maleficarum, samtidig med at han gennemgik en lang række
 tilfælde af påståede djævlebesættelser, som han ved nærmere
 undersøgelse kunne henføre til naturlige årsager, herunder primitive
 psykiatriske diagnoser. Han påpegede også, at den seksuelle
 afholdenhed i klostrene kan have ført til tilfælde af massehysteri
 hos nonnerne. Besættelse var for ham ikke et teologisk-juridisk
 anliggende, men en psykisk lidelse. Bogen, som det kun var muligt at
 udgive, fordi den lokale fyrste delte dens synspunkter, fik ikke
 umiddelbart nogen indflydelse på de faktiske hekseprocesser, men
 førte trods alt til, at hekseproblematikken blev taget op inden for
 den fremspirende psykiatri, og udfordringen fra heksefænomenet betød
 på mange måder en opstramning af det psykiatriske begrebsapparat. De
 praestigiis daemonum er genudgivet i engelsk oversættelse af George
 Mora (1991), jvf. også Lehmann & Ulbricht 1992.
 
 I England udkom en parallel til Weyers afhandling i 1584, nemlig
 fredsdommeren Reginald Scots The Discoverie of witchcraft, jvf. uddrag
 heraf samt andet tilsvarende materiale samlet af Hunter & Macalpine
 (1963). Han henførte djævlebesættelserne til den dengang meget
 rummelige diagnose melankoli. Lægen Edward Jordan publicerede i 1603
 en case, hvor han udlagde en påstået besættelse som hysteri. En
 anden samtidig læge beskrev et tilfælde, hvor han tilkaldtes af en
 bekymret ægtemænd, hvis kone anså sig for djævlebesat og var på
 vej til at melde sig selv, hvilket ville have været den visse død.
 Det fik han dog heldigvis standset, da hun tydeligvis var gået fra
 forstanden. Blandt de progressive lægers opponenter var den engelske
 konge, James I, der var en ivrig heksejæger og selv yndede at deltage
 i undersøgelsen af påståede hekse. Han udgav tilmed en dæmonologi,
 hvor han i dialogform tilbageviste de psykiatriske forklaringer.
 
 Lægerne anvendte ofte den strategi at placere deres cases i et
 spektrum, hvor der til den ene side var Aægte@ djævlebesættelser og
 til den anden side rene psykiatriske tilfælde. Det gav dem nemlig
 mulighed for at flytte case efter case fra den første til den anden
 kategori, efterhånden som de blev undersøgt. Ligesom kvinden i
 Malleus maleficarum var blevet udnævnt til et særligt let offer for
 djævelen p.g.a. en svagere karakter og en større tilbøjelighed til
 at gå til yderligheder i alle spørgsmål (jvf. Gammelgaard 1984), var
 der nu også læger, der mente, at sindssyge af samme grunde var
 særligt lette ofre, altså en slags dobbeltforklaring.
 
 
 
 Der er ført heftige diskussioner om den mulige realitet bag
 heksefænomenet. Der har således været konstrueret et billede af et
 satanistisk selskab (byggende på en virkelig hedensk
 frugtbarhedskult), der holdt natlige møder svarende til
 heksesabbatterne, og heksenes såkaldte Aflyvesalve@ er henført til
 euforiserende stoffer, som særligt kyndige kunne indsamle i naturen og
 tilvirke efter hemmelige opskrifter. Gustav Henningsen afviser dog
 disse teorier såvel som forbindelsen til den folkelige heksetro:
 
 
 
 Heksemytologien var elitens konstruktion, ikke et folkeligt produkt.
 [...] Det særlige ved heksestereotypien er, at gruppen er fiktiv,
 ingen tilhører den; men individer, som afviger fra normerne i deres
 samfund, er de første til at blive antaget for medlemmer af dette
 hemmelige forbund, hvor alle samfundsdyder er vendt på hovedet.
 (Henningsen 1981, s. 304-5).
 
 
 
 Jeg tror, at det vil være mere sikkert at sige, at de hekseanklagede
 udgjorde en meget heterogen gruppe, og at man selvfølgelig må
 anerkende, at det store flertal alene blev anklaget med sigte på at
 styrke kirkens egen ideologi. En herskende gejstlig og verdslig klike
 med ret til at udøve terror og udpege syndebukke kunne ingen sætte
 sig op imod uden selv at blive anklaget, så borgere, der med rette
 eller urette blev opfattet som opsætsige mod systemet, har givetvis
 siddet forrest på anklagebænken. Allerede den omtalte litteratur i
 samtiden peger imidlertid  på, at en betydningsfuld restgruppe har
 været egentligt psykiatriske tilfælde, der med deres fantasifulde
 beretninger til de opmærksomt lyttende anklagere har fået talt ud om
 ting, der virkelig lå dem på sinde, og som har fundet, at det bundne
 tema, djævelen og hans seksuelle eskapader, egentlig udmærket svarede
 til deres tanker. De har følt sig ude af kontrol over krop og sind og
 har derfor faktisk talt sandt i deres Atilståelser@, når de mente sig
 besat af det onde. Selv om de sindslidende ikke har været den største
 gruppe blandt de forfulgte, betragter jeg det som sandsynligt, at
 djævlemytologien i væsentlig grad er udkrystalliseret omkring deres
 fantasier og udformet på grundlag af deres beretninger. Hertil kommer,
 at også den mest nidkære del af heksejægerne lader sig indplacere i
 psykopatologien. Selv om Guds overmagt hævdes, viser djævelen sig
 gang på gang at have absolut frygtindgydende kræfter, som de har
 følt rase i sig selv. Hvor polariseringen mellem godt og ondt i f.eks.
 Johannes= Åbenbaring er velorganiseret og præcist leder frem til
 bekæmpelsen af Adet store dyr@, kan djævelen ifølge dæmonologerne
 infiltrere de mest gudelige, optræde i mangfoldige forklædninger og
 tiltvinge sig adgang til krop og sjæl hos den let uopmærksomme, alt
 sammen træk der peger på et paranoidt sindelag. På baggrund af det
 ovenstående finder jeg det sandsynliggjort, at de i dæmonologien
 kolporterede fantasikonstruktioner om djævle og hekse faktisk stammer
 fra de mest veltalende af de anklagede, nemlig de psykisk forstyrrede,
 og fra de mest paranoide og perverse af heksejægerne selv. "
 
 
 Best regards Bruun
 
 
 
 |  |  | 
  Patruljen (11-12-2006) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Patruljen
 | 
 Dato :  11-12-06 11:29
 | 
 |  | 
 Bo Warming skrev:
 > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
 >
 > Glisrup har stor respekt for Freud  men tror ikke på gavn af
 > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
 >
 > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig  hypnose og
 > magnetiske overtro i sine første årtier.
 >
 > Så læste han Nietzsche og populariserede  denne geniale psykologi -
 > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
 > kunstnerisk
 >
 > Udover sine klogt analyserende  bøger er Freud blevet respekteret ved
 > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor de
 > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la læger,
 > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
 > betaling.
 >
 > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
 > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
 > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
 >
 >
 >
 > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som andet
 > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
 > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
 >
 >
 >
 > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
 > freudiansk psykologi,
 >
 > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
 > science-efterlignende fremmedord.
 >
 >
 >
 > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
 > overlades til det frie marked,
 >
 > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
 > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
 >
 >
 >
 > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
 > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
 > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
 >
 >
 >
 > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
 > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
 > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
 
 
 " Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
 levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler Christoph
 Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet bad
 om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
 behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
 forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres tilbage
 til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
 behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
 ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
 her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
 problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
 reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
 Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
 var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
 udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
 bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.
 
 Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren F.-A.
 Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
 Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske strygninger@.
 At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
 slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
 anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. Han
 mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det gjaldt
 om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent faktisk
 foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
 mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske tradition
 blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf. Chertok
 & Saussure 1973).
 
 Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
 overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
 lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders overtro.
 Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
 dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget fastholdt
 som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. Mathiessen
 1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
 ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
 hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet. At
 ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
 forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
 uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
 hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, og
 åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
 benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
 livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
 pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
 givet udtryk for."
 
 
 
 Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud en
 absolut eksistensberettigelse -
 
 En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
 foretrække ?
 
 Best regards Bruun
 
 
 
 |  |  | 
  Bo Warming (11-12-2006) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Bo Warming
 | 
 Dato :  11-12-06 12:02
 | 
 |  | "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
 news:1165832913.878360.24090@j44g2000cwa.googlegroups.com...
 Bo Warming skrev:
 > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
 >
 > Glisrup har stor respekt for Freud  men tror ikke på gavn af
 > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
 >
 > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig  hypnose og
 > magnetiske overtro i sine første årtier.
 >
 > Så læste han Nietzsche og populariserede  denne geniale psykologi -
 > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
 > kunstnerisk
 >
 > Udover sine klogt analyserende  bøger er Freud blevet respekteret
 > ved
 > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor
 > de
 > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la
 > læger,
 > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
 > betaling.
 >
 > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
 > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
 > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
 >
 >
 >
 > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som
 > andet
 > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
 > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
 >
 >
 >
 > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
 > freudiansk psykologi,
 >
 > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
 > science-efterlignende fremmedord.
 >
 >
 >
 > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
 > overlades til det frie marked,
 >
 > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
 > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
 >
 >
 >
 > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
 > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
 > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
 >
 >
 >
 > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
 > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
 > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
 
 
 " Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
 levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler Christoph
 Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet bad
 om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
 behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
 forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres tilbage
 til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
 behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
 ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
 her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
 problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
 reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
 Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
 var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
 udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
 bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.
 
 Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren F.-A.
 Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
 Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske strygninger@.
 At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
 slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
 anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. Han
 mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det
 gjaldt
 om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent faktisk
 foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
 mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske tradition
 blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf.
 Chertok
 & Saussure 1973).
 
 Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
 overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
 lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders
 overtro.
 Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
 dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget fastholdt
 som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. Mathiessen
 1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
 ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
 hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet.
 At
 ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
 forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
 uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
 hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, og
 åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
 benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
 livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
 pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
 givet udtryk for."
 
 
 
 Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud en
 absolut eksistensberettigelse -
 
 En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
 foretrække ?
 
 BW: FAktisk så jeg med min søn Goethe skuespillet Faust på Det Kgl
 Teater fornylig og dine oplysninger supplerer fint.
 
 Jo, naturvidenskab er god modgift mod overtro.
 Men den ide at perikonudtræk kan helbrede depression, som min søn lige
 har fået 11 for i resarch på Botanisk Institut kan betyde ny overtro,
 nemlig om placebo
 Jeg tror ikke at man kan helbrede noget kemisk, for immunforsvar af
 styret af selvtillid og afgør helbred
 
 Vil man på bedre kurs så skal man producere resultater der kan sælges
 Placebo booster selvtillid overfladisk og kortvarigt
 
 
 
 
 
 |  |  | 
  Patruljen (11-12-2006) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Patruljen
 | 
 Dato :  11-12-06 12:55
 | 
 |  | 
 Bo Warming skrev:
 > "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
 > news:1165832913.878360.24090@j44g2000cwa.googlegroups.com...
 > Bo Warming skrev:
 > > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
 > >
 > > Glisrup har stor respekt for Freud  men tror ikke på gavn af
 > > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
 > >
 > > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig  hypnose og
 > > magnetiske overtro i sine første årtier.
 > >
 > > Så læste han Nietzsche og populariserede  denne geniale psykologi -
 > > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt og
 > > kunstnerisk
 > >
 > > Udover sine klogt analyserende  bøger er Freud blevet respekteret
 > > ved
 > > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor
 > > de
 > > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la
 > > læger,
 > > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
 > > betaling.
 > >
 > > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, er
 > > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
 > > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
 > >
 > >
 > >
 > > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som
 > > andet
 > > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker blevet
 > > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
 > >
 > >
 > >
 > > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
 > > freudiansk psykologi,
 > >
 > > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af psykologers
 > > science-efterlignende fremmedord.
 > >
 > >
 > >
 > > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
 > > overlades til det frie marked,
 > >
 > > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
 > > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår fordele.
 > >
 > >
 > >
 > > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en af
 > > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok med-ære
 > > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
 > >
 > >
 > >
 > > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
 > > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
 > > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
 >
 >
 > " Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
 > levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler Christoph
 > Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet bad
 > om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
 > behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
 > forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres tilbage
 > til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
 > behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
 > ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
 > her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
 > problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
 > reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
 > Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
 > var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
 > udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
 > bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.
 >
 > Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren F.-A.
 > Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
 > Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske strygninger@.
 > At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
 > slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
 > anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. Han
 > mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det
 > gjaldt
 > om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent faktisk
 > foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
 > mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske tradition
 > blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf.
 > Chertok
 > & Saussure 1973).
 >
 > Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
 > overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
 > lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders
 > overtro.
 > Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
 > dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget fastholdt
 > som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. Mathiessen
 > 1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
 > ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
 > hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet.
 > At
 > ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
 > forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
 > uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
 > hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, og
 > åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
 > benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
 > livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
 > pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
 > givet udtryk for."
 >
 >
 >
 > Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud en
 > absolut eksistensberettigelse -
 >
 > En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
 > foretrække ?
 >
 > BW: FAktisk så jeg med min søn Goethe skuespillet Faust på Det Kgl
 > Teater fornylig og dine oplysninger supplerer fint.
 >
 > Jo, naturvidenskab er god modgift mod overtro.
 > Men den ide at perikonudtræk kan helbrede depression, som min søn lige
 > har fået 11 for i resarch på Botanisk Institut kan betyde ny overtro,
 > nemlig om placebo
 > Jeg tror ikke at man kan helbrede noget kemisk, for immunforsvar af
 > styret af selvtillid og afgør helbred
 >
 > Vil man på bedre kurs så skal man producere resultater der kan sælges
 > Placebo booster selvtillid overfladisk og kortvarigt
 Psykoanalyse er privat forretning - ingen tvinges til en analytiker.
 Det er det første jeg tænker...
 Og ja. Jeg har jo også kraftigt efterlyst grundige videnskabelige
 undersøgelser at placebo.
 Det nytter ikke, at udskifte den ene overtro med den anden.
 ( tillykke med 11 ) Familien Warming er ikke dumme, hvad    Best regards Bruun
            
             |  |  | 
  Bo Warming (11-12-2006) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Bo Warming
 | 
 Dato :  11-12-06 13:33
 | 
 |  | 
 
            "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message 
 news:1165838105.659414.206890@16g2000cwy.googlegroups.com...
 Bo Warming skrev:
 > "Patruljen" <Patruljen@yahoo.dk> wrote in message
 > news:1165832913.878360.24090@j44g2000cwa.googlegroups.com...
 > Bo Warming skrev:
 > > Freud gjorde psykologi videnskabelig dvs løj.
 > >
 > > Glisrup har stor respekt for Freud  men tror ikke på gavn af
 > > psykologer, som han betegner som "sekteriske"
 > >
 > > Freud var poppet mht at klæbe til enhver moderigtig  hypnose og
 > > magnetiske overtro i sine første årtier.
 > >
 > > Så læste han Nietzsche og populariserede  denne geniale 
 > > psykologi -
 > > som dog aldrig burde være kaldt videnskab, for alt er subjektivt 
 > > og
 > > kunstnerisk
 > >
 > > Udover sine klogt analyserende  bøger er Freud blevet respekteret
 > > ved
 > > at opbygge et kæmpe jødisk netværk af psykoanalytikere i USA, hvor
 > > de
 > > henviste patienter til hinanden og roste hinanden ukritisk a la
 > > læger,
 > > og fik monopol på terapi, der især er prostitution - smiger mod
 > > betaling.
 > >
 > > Associations-metoden, som jeg har prøvet hos en række psykiatere, 
 > > er
 > > en overfladisk kortsigtet smiger af patienten a la den katolske
 > > skriftefars smalltalk. Som er privatiseret og derfor overlegen.
 > >
 > >
 > >
 > > Helt tosset er at se MODELLER om Ødipus-komplex og Over-jeg som
 > > andet
 > > end skønlitteratur, og drømmetydning er ikke af nogen forsker 
 > > blevet
 > > sandsynliggjort som oplysende og værdifuld.
 > >
 > >
 > >
 > > I Europa er statsligt behandlervælde den værste konsekvens af
 > > freudiansk psykologi,
 > >
 > > - og heksejagter imod pædofile er søgt retfærdiggjort af 
 > > psykologers
 > > science-efterlignende fremmedord.
 > >
 > >
 > >
 > > Moden skifter og neurose er helt forladt af psykiatri. Alt bør
 > > overlades til det frie marked,
 > >
 > > og når retsopgøret baserede dødsdomme i Danmark på freudianske
 > > erotiske psyke-modeller må alle kunne se, at skader overgår 
 > > fordele.
 > >
 > >
 > >
 > > Lou Salome var kæreste med Nietzsche og siden med Freud og var en 
 > > af
 > > de få der i 1800-tallet forstod Zarathustra-bogen og har nok 
 > > med-ære
 > > for næsten alt værdifuldt i Freuds teorier
 > >
 > >
 > >
 > > Sex-frigørelsen skyldtes ene og alene, at ingeniører havde givet
 > > bymennesket masser af fritid og gjort god pornografi billig.
 > > Psykologers sex-optagethed har aldrig gjort gavn.
 >
 >
 > " Hekseprocesserne ebbede ud efter 1650, hvorefter djævleinteressen
 > levede videre i en mildere form. Den af Freud omtalte maler 
 > Christoph
 > Haizmann (jvf. afsnit 2 nedenfor), der i slutningen af 1600-tallet 
 > bad
 > om kirkens hjælp til at få opløst sin kontrakt med djævelen,
 > behøvede på dette tidspunkt ikke mere at frygte for sit liv i
 > forbindelse med behandlingen. Faust-skikkelsen, der kan føres 
 > tilbage
 > til en virkelig person omkring 1500, fik berømte litterære
 > behandlinger. Goethes Faust handler om den gamle videnskabsmand, der
 > ved at forskrive sin sjæl til djævelen skaffer sig en ny ungdom, og
 > her ophøjes omgangen med djævelen til en rent moralsk
 > problemstilling. Også inden for kirken blev djævelen efterhånden
 > reduceret til et skræmmebillede af fortrinsvis moralsk art.
 > Eksorcismen fik gradvis en mere human udformning, hvor målet faktisk
 > var at hjælpe de syge, og det er sandsynligt, at de kirkeligt
 > udnævnte eksorcister foretog en form for psykoterapi under deres
 > bestræbelse på at uddrive dæmoner og onde ånder.
 >
 > Det blev et vendepunkt i psykoterapiens historie, da østrigeren 
 > F.-A.
 > Mesmer i slutningen af 1700-tallet - inspireret af eksorcisten J. J.
 > Gassner - foretog helbredelser ved hjælp af Amagnetiske 
 > strygninger@.
 > At helbredelse hos ham skete gennem et provokeret anfald, viser
 > slægtskabet med den egentlige eksorcisme, mens hans teori på den
 > anden side var rent naturvidenskabelig - og fuldstændig fejlagtig. 
 > Han
 > mente, at han havde fundet et kosmisk magnetisk fluidum, som det
 > gjaldt
 > om at påvirke i dets kropslige fejlplaceringer, mens han rent 
 > faktisk
 > foretog en form for hypnotisk behandling. Der er ingen tvivl om, at
 > mange af hans patienter var hysterikere. Denne terapeutiske 
 > tradition
 > blev dog til sidst forbudt p.g.a. mistanke om kvaksalveri (jvf.
 > Chertok
 > & Saussure 1973).
 >
 > Den sygdoms- og terapiopfattelse, der lå til grund for eksorcismen,
 > overlevede i andre skikkelser. Ikke blot m.h.t. de neurologiske
 > lidelser florerede der fremdeles elementer af tidligere tiders
 > overtro.
 > Sygdom i mange skikkelser blev forstået som Aet onde@, der skal ud -
 > dvs. uddrives, og sygdomsårsagen blev i hvert fald i sproget 
 > fastholdt
 > som et satans værk, f.eks. i betegnelsen Ahekseskud@ (jvf. 
 > Mathiessen
 > 1967 med talrige eksempler på Askuddet@ som sygdomsårsag). I
 > ASnedronningen@ giver H. C. Andersen en billedlig fremstilling af,
 > hvordan det onde kommer ind i sindet som en splint fra troldspejlet.
 > At
 > ondet i mange tilfælde var et virkeligt fremmedlegeme (infektion,
 > forgiftning) gjorde uddrivelsesmetaforen meget nærliggende, men
 > uddrivelsen var også en nærliggende mulighed, når ondet mentes at
 > hænge sammen med fornemmelser af et indre pres, et indre overtryk, 
 > og
 > åreladningen var langt op i 1800-tallet blandt lægernes mest
 > benyttede værktøjer over for mangfoldige lidelser (undertiden med en
 > livstruende effekt, når kuren blev gentaget for ofte). At det indre
 > pres kunne være af seksuel natur, var der mange før Freud, der havde
 > givet udtryk for."
 >
 >
 >
 > Alene det ovenstående beskrevne paradigmeskift giver Sigmund Freud 
 > en
 > absolut eksistensberettigelse -
 >
 > En tilnærmelse til en naturvidenskabelig tilgang er så sandelig at
 > foretrække ?
 >
 > BW: FAktisk så jeg med min søn Goethe skuespillet Faust på Det Kgl
 > Teater fornylig og dine oplysninger supplerer fint.
 >
 > Jo, naturvidenskab er god modgift mod overtro.
 > Men den ide at perikonudtræk kan helbrede depression, som min søn 
 > lige
 > har fået 11 for i resarch på Botanisk Institut kan betyde ny 
 > overtro,
 > nemlig om placebo
 > Jeg tror ikke at man kan helbrede noget kemisk, for immunforsvar af
 > styret af selvtillid og afgør helbred
 >
 > Vil man på bedre kurs så skal man producere resultater der kan 
 > sælges
 > Placebo booster selvtillid overfladisk og kortvarigt
 Psykoanalyse er privat forretning - ingen tvinges til en analytiker.
 Det er det første jeg tænker...
 Og ja. Jeg har jo også kraftigt efterlyst grundige videnskabelige
 undersøgelser at placebo.
 Det nytter ikke, at udskifte den ene overtro med den anden.
 ( tillykke med 11 ) Familien Warming er ikke dumme, hvad    PSykoanalyse har infiltreret psykiatri og via Alice Miller - der 
 ellers skriver klogt , ofte - er Freuds social-arv teorier blevet 
 basis for pædofilhysteriet 
            
             |  |  | 
 |  |