| Jeg har diskuteret med kommunister og politifolk, bl.a. Helge Kjærulff og
 Ernst Steen,  der var i Stutthoff, Dachau, Neuengamme, Buchenwald og Leipzig
 kz-lejre og som fortalte, at det ikke var så slemt.
 Det var lidt værre for jøder i nabo-pigtrådsaflukkerne, men danskerne  fik
 sig en på opleveren og oparbejdede væsentlig respekt for det tyske
 lejrpersonale, der jo handlede efter ordre (som de selv var vant til) og
 ikke kunne kritiseres for noget (udover at vandrehistorier om mishandling af
 russiske krigsfanger er ret vilde, og førte til enorme antal hængniger af
 tyske fangevogtere ved retsopgørene 1945-50.)..
 
 De mange Røde Kors pakker blev aldrig stjålet, som man nu læser, at de blev.
 Deres indhold  var fremragende betalingsmiddel på det sorte marked i
 Tyskland, hvor fattigdom og rationering overalt var værre end i Danmark. Og
 hvor danskerne færdedes meget frit, når på udekommando.
 
 Jeg har på biblioteket stødt på flere bøger fra de betjente, der blomstrede
 op ved at få intenst arbejde med at rydde op efter bombardemanter og
 reparere jernbanespor under vejledning af effektive tyske teknologer - det
 har været sjovere end at patruljere som betjent under dansk bureauti.
 
 Fornylig anbefaledes jeg en virkelig fornøjelig bog, "Politi i fangenskab"
 af kriminalassistent Ricard Lindebro , skrevet i 1948. Han nævner, at nogle
 af hans kolleger døde, men intet om, at det skyldtes brutalitet fra
 lejrledelsens side. Formodentlig har nogle haft svag mentalitet og er blevet
 hylet helt ud af det, af  den utryghed der lå i at blive sendt som
 jernbanegods til spejderlejr uden sikkerhed for hjemvenden. Men nogen bukker
 ikke under for ængtelse og lever i nuet og får det bedste ud af
 udfordringer.
 
 Ved at holde sig gode venner med tyskerne, når på udekommando, blev
 danskerne ofte inviteret på ølstue, for tysker elsker danskere og vidste
 ligesom Best at krigen var tabt og venskab med broderfolket kunne være guld
 værd.
 Selvfølgelg havde danske betjente  respekt for norske fanatiske
 frihedskæmper-fanger, der afviste at udføre krigsgavnligt arbejde for
 tyskerne, men dansk folkekarakter/ånd&motto er (som her fortættet af Mogens
 Glistrup) "Take it easy og spis brød til"
 Sådan mentalitet giver stabilitet og rygrad.
 Overlevelsen var særlig god for jøder og politiske aktivister  -
 politibetjente havde derimod en overraskende stor dødelighed, som vistnok
 ingen (før hermed jeg)  har vovet at gætte om realistiske forklaringer på på
 skrift  - men på politimuseet og på frihedsmuseet har kustoderne i årevis
 angivet netop de forklaringer, jeg her giver..
 
 De første år - og i disse bøger - var gaskammer-historierne ikke kommet på
 mode.
 De kommunist-ledere,  der efter Stutthof-opholdet i Polen kom i folketinget,
 skrev bøger om fangelivets hårdhed, men intet om gasning, skønt det netop
 skulle kendetegne de mest østlige lejre som denne.
 Få år senere  var ingen kz-bog salgbar uden gaskammerrædsler.
 Simon Wiesenthal markedsførte myten om, at der lavedes sæbe af jødiske lig
 (hvilket briterne også havde haft på programmet i deres WW1-propaganda mod
 de dyriske "hunner")..
 Men visse løgne var for grove - og det blev hurtigt fastslået, at i de tyske
 lejre var der absolut ikke gasning - nogle få polske lejre kaldtes
 "tilintetgørelseslejre" og gas-myten holdtes på lavt blus, for ikke at
 PR-folkene  bag Nyrnberg-skueprocessen skulle tabe ansigt.
 
 Selvom betjentene og grænsegendarmer var i kz i under ½ år, ramte de
 naturlige (psykosomatiske) dødsfald  over 5% selvom det var unge, sunde
 mænd, der havde gennemført militærtjeneste. Ingen aflivedes med fortsæt
 eller stressedes mere end hvad var normalt for tyske kriminelle fanger.
 Anderledes sejlivede var frihedskæmpere og især kommunister, selvom
 sidstnævnte var effektive arbejdsslaver for tysk militære sprængstof- og
 ammunitions-industri i adskillige år. De havde livsindhold, og det er
 altafgørende. (87% af de 152 kommunister i den hårde våbenproduktionslejr
 Stutthof overlevede - og for prominente fanger som partilederen Aksel
 Larsen, der fik luksusbehandling, var der nul dødelighed.)
 Jøder fra Danmark, der var over 60 år havde dødelighed som danske
 plejehjemspatienter, der tilsvarende stresses ved at blive flyttet til anden
 afdeling.Knap en trediedel,   ialt 45, døde - altsammen af naturlige
 årsager.
 Jøder under 60 år havde sammenhold og gejst, der gav dem en ligeledes næsten
 normal lav dødsrate.
 1,4 % døde på 1½ år.
 Også for disse var naturlig sygdom eneste årsag. (Statistik er fra
 Frihedsmuseets bog "Helvede har mange navne" v J Barfoed 1994)
 Som Hannah Arendt påpeger var jødisk overlevelse ofte afhængig af, om man
 havde gode forbindelser til toppen af de jødiske interne magthierakier, som
 jo hjalp nazierne at udpege fanger til de hårdeste lejre (del og hersk, samt
 kapo strategi).
 Næsten alle danske omkomne jøder var netop kommet hertil fra Tyskland som
 flygtninge få år før 9 april 1940 og havde ikke stor anerkendelse i Dansk
 Mosaisk Trossamfunds præsidie, der under pogromerne i 1900 havde afvist, at
 Danmrk skulle modtage russiske og polske flygtninge, så netop disse jøder
 advaredes _ikke_ med henblik at komme med under jorden i danske
 strandvejshjem og hospitaler, og siden med på  de behagelige
 dieselbådsrejser til Sverige,
 Disse ringeagtigede ikke-danskere  leverede det for det danske jødiske
 lederskab tiltrængte " danske folkemords-martyrium"(= 45 plejehjemspatienter
 og 5 midaldrende sygdomsdøde.)
 
 
 
 
 |