http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid'91152
Jyllands-Posten - offentliggjort 27. december 2004 03:00
Fra kanon til kineser
Af LEO TANDRUP, historiker, dr. phil., Aarhus Universitet
REGERINGEN var i begyndelsen liberal-folkelig. Den afskaffede elitære 
ekspertudvalg.
Nu er den pludselig blevet liberal-elitær. Kulturministeren vil have den 
intellektuelle elite til at lave en kanon for den danske kulturarv, som 
folket taknemligt skal bøje sig for: De tolv bedste kunstværker inden for 
syv kunstarter, bl.a. billedkunst.
For »nationalstaten er under pres,« siger kulturministeren.
Kanonen skal »gøre os klogere på os selv« og vor nation.
Nationalstaten er imidlertid ikke under pres. Regeringen er måske, men så 
bare af det fædrelandsforgabte Dansk Folkeparti.
Måske man ved at dyrke Jellingestenene og Dannevirke lidt håber at tage 
initiativ fra partiets dansk-fanatiske anti-EU profil og sikre sig 
stemmer ved det.
Den amerikansk-europæiske civilisation er derimod under pres. Vi er som 
det oplyste romerrige udsat for, hvad romerne ville kalde en 
barbarindvandring. Ikke af germaner med folkeforsamlinger og frie 
kvinder, men af muslimer med undertrykte kvinder, der er vant til 
politisk-religiøs underkastelse under alt godt, der kommer ovenfra.
Germansk indflydelse
Germanerne højnede efter en tid den vestlige kultur. Kan muslimerne det?
Uanset hvad må vi kende vore værdier, hvis vi skal tage udfordringen op, 
så vi ikke ender i et overfladisk, frihedsindskrænket, muslimsk-vestligt 
miskmask. Til den udfordring er vi dårligt rustet. For vi er katastrofalt 
historieløse som aldrig før. Hvem kender tiden før sin sidste computer. 
Nok derfor tror kulturministeren, at det er så vigtigt at kende netop den 
danske historie.
Men den er bare, Brian Mikkelsen, en i reglen sen udviklet, ofte udvandet 
udgave af den europæiske kultur. Det er den, vi skal satse på at kende, 
også for det europæiske sammenholds og for vor fælles fremtids skyld. 
Vore vigtigste vestlige ideer er frihed, lighed, kærlighed. Om de ideer 
er det tvivlsomt, hvor meget vi kan lære af indvandrerne. Og vort eget 
store problem er, at vi knapt kender dem selv mere. Vi ved ikke, hvilket 
indhold vi skal lægge i dem. Derfor må vi ud fra den vestlige kunst, vor 
vigtigste kilde til det indhold, finder ud af, hvordan de værdier er 
tolket op gennem tiden.
Så vil vi, forhåbentlig til vor forfærdelse, opdage, at frihed, der 
tidligere betød frihed til at gøre noget for andre, hvorfor frugtbare 
fællesskaber kunne opstå, i dag er degenereret til frihed til at møve sig 
selv frem, i uhæmmet individualisme. Så begynder vi at forstå, hvorfor 
Giotto i gotikkens Italien og endnu Rembrandt i Nederlandene kunne skabe 
så storslået, medmenneskelig, naturalistisk kunst, mens vi i dag må nøjes 
med en abstrakt ligegyldig statue af en autismedyrkende Hein Heinsen, der 
ovenikøbet er kulturministerens staldbror i kanonprojektet.
Men selv en kanon for vor europæiske fortid frarådes. De store værker 
findes i masser af bøger, og folk er så oplyste, at de selv kan opsøge 
dem. Og netop selv at finde og gøre sig fortrolig med dem er en 
uundværlig del af den folkelige skabelses- og dannelsesproces. »Se, hvad 
jeg har fundet ud af om Giotto. Hvad har du fundet ud af om Heinsen? - 
Det var dog en forskel.«
Blege og artige
At udvikle fællesskabet er ikke at være fælles om en også altid 
tidsbunden elitær tolkning af tolv værker, som vi påduttes. Det er helt 
muslimsk. Ordren kommer ovenfra. Det gør folk blege og artige. Det 
fratager f.eks. læreren lysten til at tage ansvar. Er det liberal-
konservativ kulturpolitik?
Det er meget bedre at lade folk og lærere og elever komme engageret med 
noget fremmed til fællesskabet, som de selv har fået nært forhold til, og 
som de andre ikke kender.
Er folk ikke så engagerede eller nysgerrige, at de gør det, vil de heller 
ikke gide sætte sig ordentlig ind i en kanon i en bog eller DVD. De vil 
ikke få noget ud af den.
Din kanon bliver derfor en kineser, Brian Mikkelsen, der fuser ud. 
-- 
"We all have private ails. The troublemakers are they
who need public cures for their private ails." Eric Hoffer
Med venlig hilsen
Georg