/ Forside/ Karriere / Uddannelse / Højere uddannelser / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
Top 10 brugere
Højere uddannelser
#NavnPoint
Nordsted1 1588
erling_l 1224
ans 1150
dova 895
gert_h 800
molokyle 661
berpox 610
creamygirl 610
3773 570
10  jomfruane 570
Essay - at dø ung/gammel
Fra : nullerbullerpige
Vist : 438 gange
250 point
Dato : 05-09-05 08:36

Hej!
Jeg er igang med at skrive en stil, om at dø i en ung alder og om at dø gammel.
Jeg er desværre gået i stå, og kunne derfor godt bruge lidt hjælp fra jer kandu'er.
Er der ikke nogle som kan komme med deres mening om at dø ung/gammel. Hvad der er positivt/negativt, hvordan det er for familien at miste, at miste generalt, hvad er hårdest at miste en ung eller gammel ven/familie? Eller evt noget andet brugbart.
Jeg har virkelig brug for jeres hjælp!

 
 
Accepteret svar
Fra : Nordsted1

Modtaget 260 point
Dato : 05-09-05 08:46

At miste et ungt familiemedlem/ven, er noget af det håredeste der kan overgå især forældre og søskende, hvorfor lige

ham/hende, spørgsmålet "hvorfor" vil være der i ufattelig lang tid efter, hvis ikke altid. Ved alle mærkedage vil man

huske og savne, i en forældres hjerte vil der altid være et stort hul.

At miste en gammel, vil også kunne være et savn, nu er man måske selv familiens overhoved, ingen der kan fortælle

om ens barndom mere. Men det er mere acceptabelt at miste en gammel, vi ved jo godt at vi alle skal dø. Det kan også

være en slags befrielse at miste en gammel, personen var måske meget syg og alle vennerne var faldet fra, og i bund

og grund det personen selv ønskede allermest. Meget for fortalt

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 05-09-05 08:47

"meget kort fortalt"

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 05-09-05 10:13

Jeg synes et menneske skal være meget gammel for at få denne følelelse af, at døden er helt i orden.
Jeg har mistet venner da de var omkring 18 år, jeg har mistet min skønne morfar da han var 64 og alle disse dødsfald virkede lige meningsløse. Til gengæld mistede jeg min oldemor og hun var i firserne. Det var lettere at forholde sig til. Hun boede på plejehjem og var vist også selv "færdig med livet"
Meget har også at gøre med den relation man har til det menneske, der dør. Det er klart, at jo tættere relation, jo sværere er det - og det tror jeg er helt uden alder.

Vaxen


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 05-09-05 15:32

Vi skal jo alle dø engang. Men jeg har svært ved at se noget positivt ved at dø ung. Det skulle da lige være, at man slipper for alderdommen.

Mere væsentligt er det nok, hvordan man dør. Uanset om man er 20 eller 90. Kommer døden pludseligt, så er det jo bare afslutningen på livet. Punktum! Men hvis døden først kommer efter at man gennem længere tid har indstillet sig på den, -uanset om det er på grund af sygdom eller alder- så har denne periode modnet personen så værdierne i livet har ændret sig.

Og de pårørende modnes jo på samme måde ved at se deres kære svækkes, -uanset om døden skyldes sygdom eller alderdom. Kun ved pludselig død når man ikke at forberede sig på tabet. Så for de pårørende er den pludselige død det mest ubærlige.

Ved den "langsomme død" er det jo ikke døden, man sørger over som nær pårørende, men alt det onde, som den døende måtte gennemgå forinden.

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 05-09-05 16:13

Birgitta skriver: "Ved den "langsomme død" er det jo ikke døden, man sørger over som nær pårørende, men alt det onde, som den døende måtte gennemgå forinden."

Jeg synes at når døden indtræffer ved lang tids sygdom, så er tabet ligeså svært at håndtere som ved pludselig død. Selvom man reelt har tid til at forberede sig til dødsfaldet, at snakke med den syge om det, at foretage de praktiske ting, så begriber man ikke at personen skal væk før vedkommende er borte. Jeg føler ikke, at man kan sørge på forhånd og nægter at tro på, at vi somme race kan være så uegoistisk og kun sørge på den syges vegne.
Klart at alle er forskellige, men jeg synes jeg har set talrige eksempler på, at den/de efterladte går i chok som om, dødsfaldet er kommet pludseligt.

Med hensyn til alderen - jeg tror meget, det er efter- (og for-)rationalisering når man siger, at det er sværere at håndtere unges død end ældres død. Når man står i det, er døden ubærlig ligemeget hvilken alder og under hvilke omstændigheder personen døde. Selvfølgelig stadig afhængigt af den relation man har til vedkommende.

Vaxen

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 05-09-05 16:38

Birgitta, vi er alle forskellige, men jeg ville aldrig aldrig komme mig over at et ungt menneske døde (hvis det var mig en der stod nær) jeg ville altid gå med spørgsmålet HVORFOR, selv om det var sygdom ville jeg have det sådan, jeg ved godt smerten bliver bedre at bære med tiden.

Derimod, hvis det er et gammelt, sygt, dement og venneforladt (fordi de er faldet bort), så vil jeg selvfølgelig blive ked af det, døden er jo så definitiv, men ikke på samme måde.

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 05-09-05 17:26

Det er klart, at der er noget reflektion over livet i forbindelse med et ungt menneskes død i forhold til et gammelt menneskes. En uretfærdighedsfølelse, magtesløshed, mangel på forståelse og meget andet.
Men SELVE smerten ved at miste har altid for mig været det samme. Den gør ondt og gnaver helt inde i sjælen.
Jeg kan rigtig godt lide denne definition på sorg:
Sorg = kærlighed, man ikke kan komme af med.
Kærlighed har som bekendt ingen alder og mister man en man elsker sørger man jo uanset alder. Det andet er den mere intellektuelle reflektion man har over livet og døden...
Den reflektion opstår ofte i forbindelse med sorgen - måske en måde at give sorgen et navn og et ansigt og et udtryk. Men for mig har den altid været uafhængig.

Vaxen

Kommentar
Fra : nullerbullerpige


Dato : 05-09-05 17:47

1000 tak for alle de gode svar! Venter lige med at lukke spørgsmålet hvis der skulle komme endnu flere gode kommentarer

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 05-09-05 18:13

Jo, da. Der kan vist komme rigtig mange gode kommentarer endnu.

vaxen, og Nordsted1 også. Døden er jo netop IKKE "ubærlig". Vi vil så godt som ALLESAMMEN både miste nogen vi holder af og selvfølgelig også dø selv en dag. Det hører med til livet.

vaxen, min mor døde sidste år. Og hendes sidste var rædselsfulde. Alle de forfærdelige ting hun måtte gennemleve i hendes sidste år var ekstremt pinefulde at opleve. Det er bestemt ikke "uegoisme" at jeg faktisk ønskede min mors død. Det var simpelthen på grænsen til, hvad jeg kunne klare, -at se hende lide både fysisk og psykisk. Og når jeg i tiden derefter bliver overvældet af sorg, så ER det altså de forfærdelige minder der dukker op igen og igen. Det er ikke tabet af min mor, der overvælder mig.

Døden er overvældende... men ikke ubærligt. F.eks. mistede mine forældre deres eneste dreng da han var kun 10 mdr. gammel... Alligevel fik de et barn mere og opdrog deres fire piger efter bedste evne. Livet går videre...


Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 05-09-05 18:24

Birgitta, nu taler vi jo så om de ting vi hver især har oplevet, jeg kan godt forstå det var best din mor fik fred, sikken

en grim afsked med livet. Jeg har så oplevet det at se unge dø, og det sætter så tingene i perspektiv i relation til da

jeg mistede min farmor, som ikke ville livet mere. Hun var gammel, syg, og havde mistet alle sine venner, selvfølgelig

havde hun da os som familie, men hun var mæt af dage, og ville ikke mere, og når jeg vidste det, var der da stadig et

savn, men ikke på den allersorteste måde



Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 05-09-05 18:57

................Nordsted, du skal ikke skifte linie i dine indlæg.... :) -Linieskift sker automatisk. Det forvirrer , når der pludselig er "nyt afsnit" midt i en sætning.

Men ellers har du måske nok ret i, at det er mere acceptabelt at en gammel kone dør end at et lille barn dør. Men hvis man har set det lille barn blive opereret på og mishandlet af lægerne og ALLIGEVEL blive svagere og svagere, så kommer døden også som en lettelse. --Sorgen kommer kun som ublandet egoistisk tab, hvis det er en kær persom som man alligevel ikke har stået så nær, at man har fulgt med i den sidste svære tid. Eller hvis døden kommer uventet til en, som kort forinden var sund og rask.

Og det er jo egentlig ganske rimeligt, at den, der har holdt hånden, siddet hver dag på hospitalet, fulgt med i fremskridt og nye tilbagefald og været vidne til smerte og uværdige forhold, -DEN pårørende bliver sparet for noget af sorgen over tabet. For hvordan kan man dog ønske at livet skal fortsætte for én man holder af -på de betingelser? Personen har man jo allerede mistet henad vejen efterhånden som sygdom og smerter kommer til at fylde mere og mere.

--Også min fars død da jeg var ganske ung husker jeg som en lettelse.. Han blev ramt af kræft og blev opereret, men da kræften brød ud igen 4 år senere lå han 3 mdr. på hospitalet før han døde. Min mor besøgte ham hver dag, -med bus og tog. Jeg var selv for ung til at engagere mig, havde lige fået mit første barn... Men jeg husker, hvordan han lugtede, og min lettelse da det endelig var overstået....
Først mange år senere er jeg blevet klar over hvor forfærdeligt det må have været for mine forældre...

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 05-09-05 19:04

Jeg er helt enig med dig Birgitta! At se et menneske lide så forfærdeligt gør selvfølgelig at man ønsker fred for dem! (og for en selv, selvom det selvfølgelig er en lidt tabubelagt følelse)
Og jeg kan godt forstå, at det er alt det grusomme, der vælter op i dig, når du tænker på hendes sygdomsforløb og død. Jeg tror dog ikke, det er sorgen du oplever i den forbindelse. Sandsynligvis har sorgen endnu ikke fået sin plads. Den kommer listende over tid som små glimt og stik i hjertet. Måske.. måske ikke... Måske reagerer du helt anderledes.

Og nej, døden er ikke ubærlig, men den føles ubærlig når man står midt i det. Det har den ihvertfald gjort for mig. Men man overlever jo altid, men i den første tid efter synes jeg, det er grufuldt og gør ondt i hjertet.

Jeg accepterer også døden på en anden vis, når jeg ved, at personen der dør enten har lidt eller selv er færdig med at leve livet... er træt eller mæt af dage. Men accepten er en intellektuel begivenhed og ikke en følelsesmæssig.

Jeg har ikke selv prøvet at miste en forældre, men lige meget om de bliver syge eller ældgamle og dør af det, så tror jeg at jeg vil være drønked af at miste dem. Men det er som sagt kun tro.

Vaxen

Kommentar
Fra : nullerbullerpige


Dato : 06-09-05 08:28

Jeg skal forresten også bruge en sangtekst... Hvor jeg på en eller anden måde kan relatere til døden i forbindelse med det som står i teksten. Nogle som har en sangtekst i tankerne jeg evt kunne bruge? Enten på dansk eller engelsk.

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 06-09-05 08:32

Lars Lilholt band, med "Hvor går vi hen når vi går", den syntes jeg selv rammer

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 06-09-05 08:33
Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 06-09-05 13:31

Pianomand med Kim Larsen....

Kan helt sikkert komme på flere...

Vaxen....

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 06-09-05 13:38

Jow - en mere.. Gammel men rigtig god:

sangen "Stay" med shakespears sister fra albummet "Hormonally hours"

Vaxen

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 06-09-05 13:54

For at tænde lys
Lars Lilholt Band: Engang drog vi ud for at slå tiden ihjel, udgivet i 1989 på Polygram (best nr.: FANCD 8916 PolyGram)

Der er en tid til at tale

en tid til at tie

en tid til at græde

over en vi ku' li'

der er en tid mest til latter

når venskab fornys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

tænde lys

for hinanden

.

Der er en tid til at kæmpe

en tid mest til leg

en tid er vi sammen

en tid hver for sig

en tid må vi vente

når sejlene sys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

tænde lys

for hinanden

.

Vi slår op vore øjne

og begynder at se

alt det vi troede var ukendt begynder at ske

vi så vi var nøgne

når nætterne kom

alt det vi troede var sikkert gisner vi om

.

Der er en tid til at tale

en tid til at tie

en tid til at græde

over en vi ku' li'

der er en tid mest til latter

når venskab fornys

jeg tror at vi er her

for at tænde lys

tænde lys

for hinanden

Jeg har desværre ikke hele teksterne til Lars Lilholdt Bands melodier

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-09-05 17:02

"Turn, Turn Turn" med The Byrds.
Teksten er noget med:

To everything, -turn turn turn.
There is a season, turn turn turn.
And at time to every purpose on to heaven.
A time to build up, a time to break down.
A time to dance, a time to moarn.
A time to castaway stones.
A time to gather stones together....

Kik på det her link:

http://www.udfordringen.dk/print.php?ID=4053


Men måske kan nogen finde hele teksten til dig...



Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-09-05 17:36

Nåh, her var en udgave:

To Everything (Turn, Turn, Turn)
There is a season (Turn, Turn, Turn)
And a time to every purpose, under Heaven

A time to be born, a time to die
A time to plant, a time to reap
A time to kill, a time to heal
A time to laugh, a time to weep

To Everything (Turn, Turn, Turn)
There is a season (Turn, Turn, Turn)
And a time to every purpose, under Heaven

A time to build up,a time to break down
A time to dance, a time to mourn
A time to cast away stones, a time to gather stones together

To Everything (Turn, Turn, Turn)
There is a season (Turn, Turn, Turn)
And a time to every purpose, under Heaven

A time of love, a time of hate
A time of war, a time of peace
A time you may embrace, a time to refrain from embracing

To Everything (Turn, Turn, Turn)
There is a season (Turn, Turn, Turn)
And a time to every purpose, under Heaven

A time to gain, a time to lose
A time to rend, a time to sew
A time for love, a time for hate
A time for peace, I swear it's not too late


Godkendelse af svar
Fra : nullerbullerpige


Dato : 29-01-06 15:14

Tak for svaret Nordsted1.

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 173369
Tips : 31646
Nyheder : 719565
Indlæg : 6381749
Brugere : 218246

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste