/ Forside/ Karriere / Uddannelse / Folkeskole / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
Top 10 brugere
Folkeskole
#NavnPoint
Nordsted1 3349
ans 2305
refi 1141
svendgive.. 1133
dova 890
frieda 840
hjkofoed 839
berpox 773
arne.jako.. 659
10  viviborgen 630
Kurt Cobains brev
Fra : PeterTheisen
Vist : 582 gange
10 point
Dato : 05-02-13 16:42

Rettelse af oversættelse af Kurt Cobains selvmordsbrev til dansk. Er der en eller anden, der vil rette min oversættelse fra engelsk til dansk?

To Boddah pronounced

Speaking from the tongue of an experienced simpleton who obviously would rather be an emasculated, infantile complainee. This note should be pretty easy to understand. All the warnings from the punk rock 101 courses over the years, since my first introduction to the, shall we say, ethics involved with independence and the embracement of your community has proven to be very true. I haven't felt the excitement of listening to as well as creating music along with reading and writing for too many years now. I feel guity beyond words about these things. For example when we're back stage and the lights go out and the manic roar of the crowd begins it doesn't affect me the way in which it did for Freddie Mercury who seemed to love, relish in the the love and adoration from the crowd which is something I totally admire and envy. The fact is, I can't fool you. Any one of you. It simply isn't fair to you or me. The worst crime I can think of would be to rip people off by faking it and pretending as if I'm having 100% fun. Sometimes I feel as if I should have a punch-in time clock before I walk out on stage. I’ve tried everything within my power to appreciate it (and I do,God, believe me I do, but it’s not enough). I appreciate the fact that I and we have affected and entertained a lot of people. It must be one of those narcissists who only appreciate things when they’re gone. I’m too sensitive. I need to be slightly numb in order to regain the enthusiasms I once had as a child.

On our last 3 tours, I’ve had a much better appreciation for all the people I’ve known personally, and as fans of our music, but I still can’t get over the frustration, the guilt and empathy I have for everyone. There’s good in all of us and I think I simply love people too much, so much that it makes me feel too fucking sad. The sad little, sensitive, unappreciative, Pisces, Jesus man. Why don’t you just enjoy it? I don’t know!

I have a goddess of a wife who sweats ambition and empathy and a daughter who reminds me too much of what i used to be, full of love and joy, kissing every person she meets because everyone is good and will do her no harm. And that terrifies me to the point to where I can barely function. I can’t stand the thought of Frances becoming the miserable, self-destructive, death rocker that I’ve become.

I have it good, very good, and I’m grateful, but since the age of seven, I’ve become hateful towards all humans in general. Only because it seems so easy for people to get along that have empathy. Only because I love and feel sorry for people too much I guess.

Thank you all from the pit of my burning, nauseous stomach for your letters and concern during the past years. I’m too much of an erratic, moody baby! I don’t have the passion anymore, and so remember, it’s better to burn out than to fade away.

Peace, love, empathy.
Kurt Cobain

Frances and Courtney, I’ll be at your alter.
Please keep going Courtney, for Frances.
For her life, which will be so much happier without me.

I LOVE YOU, I LOVE YOU!

Til Boddah

Talt fra tungen af en erfaren tosse, der tydeligvis hellere ville være et kastreret, infantilt brokkehoved. Dette brev skulle være temmelig nemt at forstå. Alle advarslerne fra punk rock 101-kurserne i årenes løb har siden min første introduktion til, skal vi sige, etik angående uafhængighed og omslutningsstykket af dit lokalsamfund vist sig at være meget sande. Jeg har ikke følt spændingen ved at lytte til såvel som at skabe musik sammen med læsning og skrivning i alt for mange år nu. Jeg føler mig skyldig udover, hvad ord kan beskrive, i disse ting. For eksempel når vi er bag scenen, og lysene går ud, og det maniske brøl fra publikum begynder, påvirker det mig ikke på den måde, som Freddie Mercury syntes at elske, at nyde i kærligheden og tilbedelsen fra menneskemængden er noget, jeg helt beundrer og misunder. Faktum er, jeg kan ikke narre jer. Ingen af jer. Det er simpelthen ikke fair overfor dig eller mig. Den værste forbrydelse, jeg kan tænke på, ville være at rippe folk væk ved lade som om, jeg har det 100 % sjovt. Nogle gange føler jeg, at jeg skulle have et ur, før jeg går ud på scenen. Jeg har prøvet alt, der står i min magt, for at værdsætte det (og det gør jeg, Gud, tro mig jeg gør, men det er ikke nok). Jeg værdsætter, at jeg og vi har berørt og underholdt en masse mennesker. Det må være en af disse narcissister, der kun sætter pris på ting, når de er væk. Jeg er for følsom. Jeg har brug for at være lidt følelsesløs med henblik på at genvinde den entusiasme, jeg engang havde som barn.

På vores tre sidste ture har jeg haft en meget bedre forståelse for alle de mennesker, jeg har kendt personligt og som fans af vores musik, men jeg kan stadig ikke komme mig over den frustration, skyldfølelsen og empatien, jeg har for alle. Der er godt i os alle, og jeg tror, jeg simpelthen elsker folk for meget, så meget, at det gør mig så skide ked af det. Den sørgelige lille, følsomme, utilfredsstillede fisker, Jesusmand. Hvorfor tager du ikke bare og nyder det? Jeg ved det ikke!

Jeg har en gudinde af en kone, der sveder af ambition og empati, og en datter, der minder mig for meget om, hvad jeg plejede at være, fuld af kærlighed og glæde, kyssende enhver person, hun møder, fordi alle er gode og ikke vil gøre hende noget ondt. Og det skræmmer mig til det punkt, hvor jeg næsten ikke kan fungere. Jeg kan ikke udholde tanken om Frances, der bliver den elendige, selvdestruktive, dødsrocker, som jeg er blevet.

Jeg har det godt, meget godt, og jeg er taknemmelig, men siden jeg fyldte syv år, er jeg blevet mere hadefuld overfor alle mennesker i almindelighed. Kun fordi det virker så nemt for folk, der har empati, at komme sammen. Kun fordi jeg elsker og føler, at jeg skal undskylde for folk for meget, tror jeg.

Tak til jer alle for gruben af min brændende, kvalmende mave for dine breve og bekymringer i de seneste år. Jeg er for meget af en uberegnelig, lunefuld baby! Jeg har ikke lidenskaben mere, og husk så, det er bedre at brænde ud end at blegne.

Fred, kærlighed, empati.
Kurt Cobain

Frances og Courtney, jeg vil være ved jeres alter.
Bliv venligst ved, Courtney, for Frances’ skyld.
For hendes liv, der vil være så meget gladere uden mig.

Jeg elsker jer, jeg elsker jer!

 
 
Accepteret svar
Fra : fun2

Modtaget 10 point
Dato : 05-02-13 17:56

Kurts tekst er ret kompliceret, han anvender mange udtryk der ikke kan oversættes direkte. Det gør det svært at lave en god oversættelse, jeg turde end ikke forsøge. Det lader til at du gerne vil oversætte direkte, men det giver nogle uhensigtsmæssigheder. Hvad betyder f.eks. "Talt fra tungen"? Direkte oversat er det muligvis rigtigt, men på dansk giver det ikke mening. Har du en ide om hvad Kurt mente med "Speaking from the tongue"? Er "tosse" virkelig den rigtige oversættelse af "simpleton" i denne sammenhæng? Kunne "enfoldig" være mere rigtigt, eller giver det et for altmodisch udtryk her? OSV.

Godkendelse af svar
Fra : PeterTheisen


Dato : 05-02-13 19:28

Tak for svaret fun2.

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 173552
Tips : 31660
Nyheder : 719565
Indlæg : 6383006
Brugere : 218252

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste