..., der har ansvaret ?
Farvel til ideologierne – ellers sammenbrud
[isme + isme = isme] og [3*isme – isme = isme]
Indvandringen til Vesteuropa bygger langt hen ad vejen på ideologier, bl.a. den ideologi eller verdensanskuelse: at ved at flytte de mange fattige og undertrykte i Tredjeverdenen til Vesten, så løses problemerne på verdensplan. At talstørrelserne og børnefødslerne beretter noget ganske andet, trænger ikke ind hos en ideolog, simpelthen fordi det er realisme. Mange virksomheder var også stærkt interesserede i at få billigere arbejdskraft ind for at trykke lønningerne gennemtvunget af stærke fagforeninger til et mere tåleligt niveau. Denne virksomhedsinteresse var nu ingen ideologi, selvom den liberalistiske tankegang, vel snarere har været skyld i meget i en anden sektor.
Det viste sig imidlertid, at fortrinsvis indvandrere uden de fornødne kvalifikationer tog turen til Vesteuropa fra Sydasien og Afrika. Javel, nogle klarede sig, men de fleste kom ind og trak ekstra på velfærden. Velfærdskommissionen har i maj-rapporten fra 2005 vist, at indvandrerne trækker tre gange mere på den offentlige sektor i forhold til deres andel end danskerne [Velfærdskommissionen refereret i Børsen den 1. december 2005]. At aldersfordeling og andet spiller ind er uden den store relevans for problemstillingen. Det er påvist også af det offentlige selv i Danmark, at meget af det, som man forventede sig af projektet bestemt ikke er blevet indfriet, refereret på :
http://www.lilliput-information.com/seks.html
Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på
www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.
Den liberale fløj kan ikke afvise, at forestillingen om arbejdskraftens frie bevægelighed, der vel først så dagens lys i EF/EU-regi, var et ideologisk fejlskud, der må rettes op efter, hvis det kan lade sig gøre. Det var nemt at nå til enighed med de øvrige ideologiske i familien. Internationalen havde altid sunget sangen om, at folk kunne slå sig ned, hvor de ville, for vi kunne få Jerico-basunerne at høre.
Men som altid fejl i de ideologiske hjemmeopgaver. Efter østblokkens sammenbrud burde det være tydeligt for enhver, hvad ideologi – enhver ideologi fører til. Men nej, nu blev de mange sagsbehandlere beskæftiget og en hel såkaldt flygtningeindustri skød op. Og det gav skattebetalinger til dem, der havde opfundet velfærdssystemet og bevogtede dets fortsat ubekymrede virke.
I perioden 1960-2001: At betale i skat: Dobbelt så meget plus 63,7 pct. af produktionsforøgelsen i perioden, samtidig med at statsgælden voksede 9,7 gange i faste priser [dokumentation:
http://www.lilliput-information.com/velg.html ]
På trods af dette faktum lød sangen, at indvandringen altså skabte beskæftigelse, og det var, hvad der var brug for. Sidst er sangen ændret til at vi mangler arbejdskraften – derfor må vi nu have nogle. Skulle det så være velkvalificerede denne gang, er spørgsmålet: Hvor skulle de komme fra?? Det var ikke beskæftigelse for enhver pris, der var brug for. Det var igen eksportindtægter til at betale vort meget dyre velfærdssystem med. Det var hvad vi manglede.
Allerede fra 1968 var der hvert år et fødselsunderskud blandt danskerne. Og det går jo ikke i længden, når vi har et system, hvis betalinger er indrettet sådan at de cirka skulle udlignes mellem borgerne over levetiden. Nu kommer den store ældreandel som følge af fødselsunderskuddet, og den kommer samtidig med, at arbejdsstyrken – andelen i de arbejdsdygtige aldre – der tilbyder deres arbejdskraft, falder. Oveni har vi globaliserings-spørgsmålet, der er rent faktisk er blevet gjort til en større hurdel af de mange ideologiske fejltrin.
Det er ikke helt håbløst.
Sonia