Bliver systemet omlagt ?
I alle de vestlige velfærdsdemokratier føres debatten i disse år: Kan velfærden omlægges, og hvis den kan, skal der da ske store forandringer eller større og mindre justeringer? I alle de berørte lande finansieres velfærden delvis efter forsikringsprincippet og delvis over skatterne, der fortrinsvis er indkomstskat og moms. I Norge lever 1,3 mill. af overførsler (2005), hvoraf 625.000 er alderspensionister, i Tyskland er den officielle ledighed (i 2005) på ca. 10 pct. i realiteten dobbelt så stor, når udstødte uden tilknytning til forsikringsordningerne på det tyske arbejdsmarked medregnes.
Den internationale konkurrence, der skal kaldes globalisering i disse år, sætter et særligt skub i udviklingen, forstået på den måde, at udviklingslandene, østlandene og Fjernøsten i disse år begynder at præsentere et vareudbud og en arbejdskraft til langt lavere priser henholdsvis langt lavere lønninger end tilfældet er i de gamle velfærdsdemokratier.
Den officielt opgjorte danske arbejdsstyrke, som skulle omfatte det antal i landet, der tilbyder deres arbejdskraft på arbejdsmarkedet, skal korrigeres, fordi udstødte, der relegeres af arbejdsløshedskassernes modtagegrupper og sendes på bistandshjælp eller førtidspension uden at have andre handicaps end samfundsudviklingen, skal medregnes i arbejdsstyrken som ledige:
Tabel 1
År 2001:
Arbejdsstyrken: 2.900.000 >= 3.300.000
Modtagere af offentlige overførsler i de erhvervsaktive aldre: 1.100.000 <= 700.000
Øvrige modtagere af overførsler: 722.000 722.000
Offentligt ansatte: 850.000 850.000
Ansatte med salgbar produktion: 950.000 1.050.000
Det officielle antal i arbejdsstyrken i perioden 2001–2005 er blevet reduceret med mere end 30.000. Det officielle antal uden for arbejdsstyrken i arbejdsaldrene 15-66 år er øget med mere end 50.000 i samme periode. Velfærdskommissionen hævder, at der fortsat er 200.000 flere i arbejdsstyrken end uden for arbejdsstyrken. Her skal vi huske, at der er cirka 1 mill. under 18 år, hvoraf kun en andel er medtaget i ovenstående tabel 1. Omkring 40 pct. eller 440.000 af de 1.100.0000 på offentligt tildelte overførselsindkomster i Tabel 1 er immigranter, børn af immigranter, naturaliserede eller børn af naturaliserede (se neden for).
Hertil kommer aldringsspørgsmålet, der p. g. a. for få fødsler blandt danskerne siden 1969 har givet en skæv aldersfordeling med en voksende andel ældre. Dette bidrager yderligere til forsørgelsesopgaven. Den danske model for velfærd er angiveligt tænkt at skulle udligne betalingerne mellem ydere og nydere over livsforløbet. Dette vil ikke kunne ske fremover med en stadigt mindre arbejdsstyrke og et stadigt øget antal uden for arbejdsstyrken i de arbejdsdygtige aldre. Det er tillige ikke muligt at finansiere den nuværende ordningen, når befolkningsudviklingen netop fortsætter med:
Aldersfordelingens udvikling i retning af større andel af ældre med pensionsbehov
Immigranternes uegnethed til arbejdsmarkedet
Indvandrere hæver 40 pct. af bistandshjælpen, hævdede den tidligere socialministeren Henriette Kjær. 1. maj 2005 citeres på
www.filtrat.dk Århus Kommune: - ”58 % af indvandrere på bistandshjælp m. m. er uegnede til arbejde - politikere er rystede”.
Selvom om aldringsspørgsmålet blandt danskerne i udpræget mindre målestok modsvares af den relativt meget store børne- og ungdomsandel blandt immigranterne (35% er under 25 år), vil det helt centrale i en overskuelig fremtid være at finansiere forbruget blandt andre 1.822.000 modtagere af offentlige overførsler plus de 850.000 offentligt ansatte. Der er i disse år en lille million, som frembringer og afsætter den salgbare produktion.
Af "Årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling", Indenrigsministeriet, 2001 fremgår officielt, at 53 pct. af de mandlige immigranter fra ikke-vestlige lande er ledige eller uden for arbejdsstyrken, for kvinderne er det 71 pct. Da andelen af alderspensionister blandt immigranterne fortsat er meget lav, skal de anførte procenttal fortrinsvis genfindes som absolutte antal i tallet 1.100.000 i tabel 1.
Hvis indvandringen kunne have rettet op på aldringsproblemet for det danske samfund, hvor velfærdssystemet byggende på udligning over livsindkomsten gør systemet endog særdeles sårbart, så ville tidsfaktoren alligevel have indhentet denne opretning, og det kan også konkluderes, at indvandringen faktisk har forøget finansieringsproblemet ganske betydeligt.
Økonom, tænketanksformand og foredragsholder Hans Kornø Rasmussen har ved flere lejligheder foreslået ligesom EU-kommissær Vladimir Spidla en mangedobling af indvandringen til EU og dermed også til Danmark. Velfærdskommissionen spørger, ”Kan øget indvandring løse forsørgerproblemet?”. Herefter følger nogle tankeeksperimenter, der viser, at kunne man forestille sig ekstra 30.000 indvandrere fra mere udviklede lande hvert år i al evighed (mange flere hvis de har deres familier med) kunne indvandre til Danmark – foruden de hidtidige ca. 10.000 pr. år fra mindre udviklede lande - og lade sig beskæftige og betale skat, så var finansieringsproblemet løst for Velfærdskommissionen.
Den danske statsgæld er blevet knap 10-doblet i perioden 1960-2001 regnet i faste priser. Såfremt den tekniske udvikling - uanset udstødningen fra arbejdsmarkedet - havde været i stand til at sikre tilstrækkelig øget produktion i samhandelssektoren til at finansiere en mere end dobbelt så stor offentlig sektor inklusive de udstødtes overførsler i perioden 1960-2001 i en også stærkt aldrende befolkning, som man forudså allerede i begyndelsen 1970-erne, og i tillæg et indtag af immigranter, hvor mere end halvdelen bidrager til det modsatte af problemernes løsning, uanset en meget lav ældreandel blandt de indrejsende, så står den internationale konkurrence via globaliseringen stadig tilbage. Skal vi ikke sige, at projektet ikke bygger positivt på denne indsigt, hvis den meddelte hensigt med projektet er, hvad det drejer sig om?
Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden mulighed for statslig affjerding blive udlignet af markedet. Hovedkamppladsen er arbejdsmarkedet, social- og økosystemerne. Arbejdsmarkedet lider under løn- og socialomkostningskonkurrencen hidrørende fra arbejdstagerne i fattigdomszoner overalt, og der vil ske en uundgåelig likvidering af de hidtil gældende (nationale) fagforeningstariffer og mindste-standarderne for det sociale niveau. Markedet fejer dem væk, arbejdsgiverne benytter sig i stigende omfang af deres trusselspotentiale, der ligger i, at de flytter produktionerne til særligt gunstige løn-, social-, skat-, øko-billige områder i og uden for Europa. Opimod 10.000 jobs flytter ud i 2005.
Virksomhederne investerer kun, hvis deres fortjenstmarginer betinger produktionen eller eventuelt betinger en ændret/tilpasset produktion. Forskellen mellem omkostningerne og den forventede omsætning (afsatte mængde ganget med prisen), som disse omkostninger produktionsstyk for styk kræver, er for ringe til, at 700.000-800.000 arbejdsløse ud af godt 2,8 mill i den officielle arbejdsstyrke eller 3,3-3,5 mill. af de reelt arbejdsdygtige efterspørges i produktionen. Kan tilstrækkelig forskel eller margin realiseres ved et lavere produktionsniveau, gennemføres det måske ved det lavere niveau, også hvad angår beskæftigelsen, såfremt bedste andet alternativ er ringere. Det er det ikke, når vi ser på danske forhold. Passive afkast uden for produktionen eller produktion i udlandet er at foretrække. Derfor føres købekraften over i privat kapital uden for produktionen eller ud af landet: Kapitalisation
Forretninger/virksomheder investerer ikke p. g. a. prismarginaler, men som følge af tilstrækkeligt fortjenestgivende pris/omkostningsmarginaler. Problemet er således ikke éndimensionelt, men i alt fald to- og som oftest flerdimensionelt.
Den økonomiske realitet er, at det er fremstillerne, der driver økonomien frem, opsparingen er at betragte som brændstoffet i denne proces. Privatforbruget og det offentlige forbrug frembringer ikke andet end vedligeholdelse og affald.
Hvad forbrugerne giver ud sætter ikke økonomien i gang, men vedligeholder blot apparatet, eventuelt på vågeblus, det andet er aldrig sket og vil aldrig ske. Nogle gange kan vi høre økonomikommentatorer berette, at udgifterne til privatforbrug udgør så og så mange procent af den samlede efterspørgsel. Vi hører også meget vrøvl om forbrugerforventninger (der mere er indholdsindikatorer på deres TV-forbrug). For at give læseren indtryk af, at det modsatte faktisk er gældende anføres dette: I slutningen af tyverne opgjordes (USA-) privatforbruget til kun omkring 8,5 % af producenternes udgifter til produktionsfaktorer og andre producentvarer. D. v. s. at det samlede forbrug af kapitalgoder til at frembringe, distribuere og levere varer var 12 gange større end privatforbruget. I dag er forholdet givet endnu mere skævt.
Problemet kan ikke med nogen chance for succes i fremtiden anskues fra oppefra og nedefter. Den salgbare produktion i landet skal øges ganske betydeligt, eller også skal velfærdssystemet afskaffes. En proces til fremme af produktionen sættes ikke i gang ved at præsentere erhvervslivet for arbejdskraft. Det kan kun ske ved at gøre produktionerne her i landet mere fordelagtige. Dette lader sig ikke gøre uden en betydelig løn/skattetilpasning. De seneste fire år er problemerne kun blevet større, mindsket arbejdsstyrke og flere at forsørge endog i de arbejdsdygtige aldre har vi lige konstateret. Problemet er i den periode derfor kun blevet vanskeligere at rette op på. Ikke desto mindre, Velfærdkommissionen: ”Det er ambitiøst at øge beskæftigelsen væsentligt mere end i dag. Beskæftigelsen er i forvejen ret høj i Danmark sammenlignet med andre lande.” IoD: Dette er kardinalpunktet: Hvis en beskæftigelse med 1,1 mill. i de arbejdsdygtige aldre i sammenligning med den samlede arbejdsstyrke på 2,9 mill. fortsat skal udelukkes fra et monopoliseret arbejdsmarked og måske endnu flere, så vil der ikke være skattegrundlag for at finansiere velfærdsordningerne fremover. Beskæftigelsen i andre lande er ligegyldig al den stund omfanget af den danske velfærd pr. skattekrone er langt højere og fordyrer vore varer.
Det skal understreges, at lidt regulering af efterlønnen m. h. t. taksterne eller ditto af tids- og aldersgrænserne for ordningen, eventuelt dens afskaffelse, eller ændringer i pensionsaldersgrænserne, eller i de sociale takster ændrer intet ved problemet.
Problemet er helt enkelt, at omkostningerne ved det samlede system afsættes i skatterne og dermed i de monopoliserede lønkrav. Dette fører pr. automatik til, at en mængde af de produktioner, hvis indtjening er forudsætningen for systemets virke, ikke betaler sig for virksomhederne.
USA udnyttede globaliseringens fordele allerede fra begyndelsen af 1980-erne med outsourcing af bl.a. adskillige løntunge produktioner. Samtidig lod man kineserne købe amerikanske statsobligationer for de penge, som de ikke umiddelbart kunne realinvestere. Herved opnåedes samtidig dele af et sikkerhedsnet for dollaren. EU har bragt sig i en defensiv position og vælger nu beskyttelsestold på skiftende produkttyper fra lavtlønsområderne bl. a. Kina, efterhånden som truslerne mod de fastholdte europæiske produktioner dukker op.
Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.
Forsøget med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til f. eks. IT-branchen i Danmark synes ikke at ville lykkes, meget på grund af personskatterne, viser undersøgelser. Dette burde være bevisførelse nok; men herudover kommer øvrige byrder på erhvervslivet og på hver ansættelse.
Vi konkluderer, at da vore egne uddannede stikker af eller søger den offentlige sektor, immigranterne de sidste 30 år afgjort retter sig mod de løntunge og videnslette brancher, hvis ikke mod de offentlige ydelser, vore egne ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre sammen med 7.000 baltere og polakker (i blot 2005) ikke kan bruges til andet i "det evigtvarende ideologi-eksperiment" - den danske utopi - så må vi gå ud fra, at virkeligheden inden for overskuelig tid standser projektet, der også kun skulle tjene ideologiens ledende fra den første færd.
Sonia Eriksen