> Vi har planer om at anskaffe os en ny kat ( British Shorthair ) men
> kender ikke så meget til racen.
Tillykke med beslutningen - det er en skøn og meget harmonisk race. Jeg vil 
dog lige spørge, om I har overvejet at anskaffe 2 samtidig? Det er mere end 
dobbelt glæde - både for jer og for katten(e) og I får en række fordele af 
at have 2 sammen.
> Vi har læst at det skulle være en rolig kat..
Ja, briter er ikke sådan at ophidse. Briter med colourpoint gener har dog en 
lille tendens mod det mere livlige, og fuldfarvede mod det mere rolige - men 
selv en livlig brite er en meget jordbunden kat.
>men hvad med pelsen -
> er der noget vi skal kigge efter når vi udvælger en killing ?
> Kan man se på killingen om den bliver til den bamsekat som vi ser
> på udstillingerne - håber på lidt hjælp så vi får købt den rigtige.
Som udgangspunkt er alle briter med Felis Danica stamtavle avlet efter de 
samme retningslinjer. Forskellige opdrættere har dog mere eller mindre 
bamsede linjer, ligesom nogle opdrættere er heldigere/dygtigere til at lave 
gode, racetypiske kuld, end andre. I det samme kuld kan også sagtens både 
være gode, bamsede killinger med fantastisk pels, der har alle kvaliteter 
til at blive udstillings eller avls-kat og mere "letbyggede" killinger med 
for "mohair-agtig" pels, der "kun" egner sig som kælekat, da de ikke er 
racetypiske nok til at blive udstillet eller indgå i avl. Det kan være en 
god ide, at vælge en killing fra et velrennomeret opdræt og efter 
racetypiske/præmierede forældre, hvis I vil være mere sikre på at få en 
klassisk brite.
Killingers pels er anderledes end den voksnes og det kan derfor kræve lidt 
træning at spotte om man har fat i en killing, med potentiale for at udvikle 
en god tæt opretstående pels som voksen. Som udgangspunkt må killingens pels 
ikke være for lang, blød eller "mohair-agtig", men skal hellere være lidt 
strid, tæt og kort. Så har katten større chancer for en god britepels som 
voksen. Det er også en god ide at se på forældrenes og måske også 
bedsteforældrenes pels.
I skal også være opmærksomme på hvilken "type" brite I går efter. I vores 
nabolande præmieres stort set udelukkende "klassiske" briter, dvs med kort, 
men naturlig næse - og absolut ikke med "stop" (som hos en perser). Desværre 
(vil nogen mene) har der i de seneste år i Danmark været præcedens for at 
præmiere lidt atypiske "nye" briter, med større øjenspejl og stop på næsen. 
Disse ansigtstræk har man opnået bl.a. ved at parre perserkatte ind i 
linjerne. Om den "nye" brite er bedre eller dårligere end den "klassiske" er 
selvfølgelig helt og aldeles en smagssag. Der er dog nogle aspekter, man 
skal være opmærksom på, ved de nye "typede" briter.
Briten har traditionelt været en meget "naturlig" kat, der selv kunne pleje 
sin pels, ikke havde arvelige sygdomme eller luftvejs, ryg, bid eller 
øjenproblemer, men man ser en stigende tendens til typede briter med så 
stort øjenspejl, at øjnene konstant løber livet igennem, stop på næsen - og 
nu også langhårede briter med perserpels.
Da perser-racen desværre er meget hårdt ramt af den arvelige, dødelige 
sygdom PKD Polycystisk Kidneydisease (dyrlæger anslår at 25-30% får 
sygdommen), risikerer man nu også at købe en killing med denne frygtelige 
sygdom, når man køber en brite. Der er derfor ikke nogen grund til at købe 
fra et opdræt der ikke tester for PKD! En ret enkel gentest afslører om 
dyret bærer sygdommen og den seriøse opdrætter tester derfor alle dyr før de 
indgår i avl. I bør derfor vælge et PKD frit opdræt og bede om en en 
fotokopi af den negative PKD attest for begge killingens forældre. Hvis I 
ikke kan få det, vil jeg anbefale, at man vælger et andet opdræt.
I skal ikke lade jer nøje med forsikringer om, at "deres katte skam ikke 
fejler noget" og "de kender kattens linjer" eller med en attest på kun den 
ene forældre. Katten dør som oftest først af sygdommen i 5-7 års alderen 
(nogle dør dog allerede som ungkatte) og da avlkatte ofte er ganske unge kan 
der være mange generationer op, før nogen af kattens familie overhovedet er 
over 5 år og begyndt at få symptomer. Hvis killingens mor fx. er 2 år, 
mormoren 3½, oldemoren 5½ og tipoldemoren 7 år (for nu bare at nævne et 
eksempel), så er har killingen 30 direkte forfædre som er under 7 år og hvor 
en eller flere sagtens kan bære sydommen skjult, men stadig være "raske". 
Man kan altså have en killing hvor de nærmeste 30 forfædre er raske når 
killingerne er 12 uger, men hvor flere af dem vil dø af sygdommen alligevel. 
Man kan derfor risikere at skulle op til killingens 96 tiptip og 
tiptiptip-oldeforældre for at finde katte i den kritiske alder. Derfor er en 
gentest på begge forældre en 100% sikker metode for at udelukke risikoen for 
genetisk nedarvet PKD helt. Man kan også scanne nyrerne når killingen bliver 
lidt større, men metoden er usikker og killingen skal være mindst 6-10 
måneder gammel, før en ultralydsscanning er nogenlunde pålidelig.
I Sverige, Tyskland og Storbrittanien og til dels også i Norge, tester 
næsten alle større opdræt som en selvfølgelighed, så kan man ikke finde den 
farve/type killing man søger her hjemme fra et PKD frit katteri, kan man jo 
overveje at købe i vores nabolande. Mange svenske opdrættere sælger en del 
af deres killinger til Danmark, Tyskland og Holland og kan derfor nemt 
arrangere transport af killingen til Danmark, når den tid kommer.
Der er mange gode opdræt og linjer, så tag rundt på nogle udstillinger og 
kik lidt efter hvad I kunne tænke jer og tag rundt og besøg nogle opdræt. 
Vær ikke bange for at tage jer god tid - og til at takke nej, hvis I ikke 
føler jer trygge ved opdrættet. Det er trods alt en beslutning for de næste 
10-15 år. Spørg alle I kender og bed om anbefalinger og det modsatte.
Held og lykke - bare spørg løs, hvis I har andre spørgsmål 
 
Med venlig hilsen
Gainsbourg
Om racen British Shorthair: 
http://www.netdyredoktor.dk/sw10785.asp
Specialklubben for British Shorthair: 
http://www.bb-klubben.dk/
Hovedorganisationen for de danske racekatteklubber: 
http://www.felisdanica.dk/
Om Polycistisk Kidneydisease: 
http://www.netdyredoktor.dk/sw11944.asp
Om genetikken bag Polycystisk Kidneydisease: 
http://www.dyrlaegevagten.dk/frame.cfm/cms/id=689/sprog=1/grp=2/menu=9/
Om racen Perser: 
http://www.netdyredoktor.dk/sw10846.asp
Racekatteklubber: 
http://www.darak.dk/  http://www.jyrak.dk/ 
http://www.racekatten.dk/   http://www.katteklubben.com/