---
 
 Et sted i Jylland sidder en 34-aarig kvinde og gemmer sig. Hun har
 vaeret med til at misbruge sin datter til boernepornografiske billeder,
 der skulle tilfredsstille medlemmer af et internationalt netvaerk af
 paedofile. Ifoelge amerikanske efterforskere det vaerste, de har set.
 "Jeg skulle have vaeret staerk nok til at stoppe det," siger Susan.
 Vel vidende at hun aldrig har vaeret i stand til at stoppe noget
 som helst.
 
 -
 
 Susan sidder og kryber sammen i den sorte laedersofa i stuen. Hun gaar
 helst ikke ud, selv om sommersolen skinner, og fuglene synger udenfor.
 
 Det lille, forsoemte hus med den tilgroede have er indtil videre hendes
 skjulested. Den 34-aarige kvinde har hemmelig adresse og hemmeligt
 telefonnummer, og samtlige kommuner, hun har boet i, har faaet strenge
 ordrer om ikke at afsloere stedet.
 
 Hun er skraekslagen for at blive genkendt som moderen, der var med til
 at sexmisbruge sit eget barn. Hende, som dansk og amerikansk politi i
 faellesskab har afsloeret som deltager i et verdensomspaendende
 paedofilt netvaerk, og som de amerikanske myndigheder gerne saa
 udleveret til retsforfoelgelse i USA, hvor hun ifoelge anklageskriftet
 staar til mindst 20 aars faengsel.
 
 Susan ved, at hun har deltaget i forbrydelser, som omverdenen faar
 svaert ved at tilgive hende. Men hun vil godt fortaelle om sig selv og
 det liv, der gik forud. Saadan som hun husker, at tingene skete.
 
 "Kun Ún soester vil tale med mig i dag, og min mor er saa dement, at
 hun ikke kan genkende mig," siger Susan.
 
 Hun retter paa sin lyseblaa sommerkjole og raekker ud efter termokanden.
 Skaenker kaffe og taender en ny cigaret. Men hun kan ikke helt faa
 kontrol over uroen i kroppen. I eftermiddag er hun noedt til at bevaege
 sig udenfor. Hun skal til samtale hos distriktspsykiatrien i sin nye
 kommune. Siden politiets afsloering af det paedofile netvaerk i
 november sidste aar har Susan boet flere forskellige steder, og foerst
 nu er hun klar til at bede om en maalrettet psykiatrisk hjaelp. Hun er
 maniodepressiv.
 
 Susan har aldrig forventet sig ret meget af livet. Og det er gaaet i
 opfyldelse.
 
 Da hun var et aar, doede hendes tvillingesoester. Hun voksede op som
 den yngste af seks - en stille, usikker pige, der gjorde, hvad hun fik
 besked paa. Lige med undtagelse af at faa gode karakterer.
 
 "Det fik mine soeskende, men ikke mig, saa jeg foelte mig som det sorte
 faar. Jeg blev ogsaa drillet og kaldt bumse og brilleabe - og lesbisk,
 fordi jeg hang op ad en anden pige," husker hun.
 
 Som barn sladrede Susan aldrig. Hun skubbede de episoder, som gjorde
 hende bange, fra sig. Foerst for faa aar siden begyndte de at dukke op
 igen i forbindelse med behandlingen af hendes psykiske sygdom.
 
 Under samtaleterapien kom der billeder. Fra dengang hun i tiaarsalderen
 var paa campingtur, og en halvvoksen dreng i familien tog hendes
 trusser af og roerte ved hende under dynen. Hvad der skete derefter,
 kan Susan ikke huske.
 
 Eller da hun som 17-aarig blev trukket ind i en gyde og tvunget til
 oralsex med en fremmed mand.
 
 "Jeg tror, der er sket meget mere, og jeg vil gerne have styr paa det,
 for det goer mig bange. Det kommer saadan i nogle glimt," siger Susan.
 
 Som 23-aarig blev hun gravid og giftede sig senere med sin datters,
 Simones, far. De foerste aar gik det fint, men saa begyndte han at slaa.
 Ofte i fuldskab.
 
 "Han tog kvaelertag paa mig en dag, hvor jeg ville stoevsuge, fordi
 juletraeet faeldede. Han gjorde det, selv om Simone saa paa. Det var
 ikke godt for hende. Hun talte ikke, da hun var fire-fem aar.
 I boernehaven ville de have en psykolog til at se paa hende, men min
 mand sagde nej."
 
 Samtidig havde Susan moedt manden, som nu ogsaa er sigtet i paedofil-
 netvaerket. Ham, som de andre medlemmer kendte som Gussi.
 
 "Gussi havde gaaet i klasse med min mand og vidste, at jeg blev slaaet
 og holdt nede. Saa han syntes, Simone og jeg skulle flytte sammen med
 ham. Jeg burde nok have strittet imod, for han sendte mig faktisk et
 brev, hvor han skrev, at han var til haard sex, S/M og saadan. Men jeg
 taenkte, at det kendte jeg ikke til, saa det skulle have en chance.
 Desuden var jeg ivrig for at faa en rigtig familie og ked af det, fordi
 en af mine storesoestre netop var doed af mavekraeft," fortaeller Susan.
 
 Simone begyndte heldigvis at tale allerede efter faa uger, husker Susan,
 og det var hun lettet over. Simone syntes godt om Gussi og han godt om
 hende. Men aegteskabet var ikke for godt, og det varede ikke laenge,
 foer han ogsaa begyndte at slaa.
 
 "Tit var det, foer vi havde sex. Jeg skulle bindes, have sat clips i
 skamlaeber og bryster og slaas med en ridepisk, til jeg havde vand i
 oejnene. Jeg er blevet tisset i og tisset paa," siger hun.
 
 I januar 2000 flyttede de fra kommunen, hvor hun var vokset op og ud
 til et oesamfund med kun 25 indbyggere.
 
 "Vi flyttede, fordi Gussi havde taget nogle S/M-billeder af mig og lagt
 ud paa nettet. Og det snakkede de om i den lille by. Og boernehave-
 paedagogerne spurgte, hvorfor Gussi gik rundt med haandjern i lommen,"
 siger Susan:
 
 "Paa oeen havde jeg ingen at snakke med - kendte ingen. Jeg gik hjemme,
 mens han havde sit arbejde. Jeg blev syg og tabte mig voldsomt. Jeg
 vidste, at jeg skulle have hjaelp, men han ville ikke have mig indlagt.
 Jeg hoerte stemmer og proevede at haenge mig i et reb," siger hun.
 
 Kort efter flyttede den lille familie tilbage til Jylland - til en
 lejlighed lige uden for Tarm, hvor de kun naaede at bo i et par
 maaneder. Her husker naboerne stadig det unge par, selv om de ikke
 blandede sig med nogen.
 
 "De havde altid gardinerne rullet for. Et par enkelte gange kunne man
 se ind i stuen, og saa sad han foran computeren," fortaeller en
 tidligere nabo, Gitte Sand Jensen.
 
 Hun talte aldrig med hverken Susan eller manden, for de holdt sig for
 sig selv, men Simone ville gerne snakke.
 
 "Hun virkede skadet paa en eller anden maade. Hun snakkede til mig, som
 om vi havde kendt hinanden altid," siger Gitte Sand Jensen.
 
 Kort efter flyttede familien ind til Tarm by, det var 10. februar 2001,
 og Gussi fik arbejde paa en lokal virksomhed. Skiftevis dag og nat.
 
 "Vi holdt op med at snakke sammen. Jeg sagde til min familie, at jeg
 ville skilles, men de fejede det af - du er jo syg, sagde de. Naar han
 kom hjem, satte han sig ved computeren. Jeg saa, at han laeste
 historier om boern, der blev tortureret. Og at han chattede med en
 masse mennesker. Vores telefonregning kunne vaere paa 1.500 kroner om
 maaneden."
 
 Som Susan husker det, var det paa det tidspunkt, at Gussi begyndte at
 interessere sig for Simone.
 
 "Jeg var temmelig syg og faldt tit i soevn paa sofaen om aftenen. Det
 blev han stiktosset over og sagde, at han havde brug for et sovedyr,
 saa Simone fik min plads i sengen. Hun havde ikke noget imod det. De
 havde det fint sammen, og Simone spurgte sommetider, om jeg ikke snart
 skulle i byen, saa hun og Gussi, som hun kaldte far, kunne hygge sig.
 Hun gik ogsaa med ind og sov middagssoevn. Dengang taenkte jeg ikke
 over det. Jeg undrede mig bare og foelte mig lidt udenfor," siger Susan.
 
 Paa et tidspunkt sagde han til Simone, at hun bare skulle komme til
 ham og laere om sexlivet. Det var bedre, at hun tog paa ham end paa
 fremmede maend.
 
 "Jeg laeste noget paa tekst-TV om paedofile og spurgte ham, om han var
 ved at blive paedofil. Overhovedet ikke, sagde han. Jeg havde ogsaa fat
 i Simone og spurgte hende, om vi ikke skulle flytte for os selv -
 hende og jeg. Nej, jeg elsker min far. Jeg vil blive hos ham,
 sagde Simone."
 
 I maj 2001 blev Susan indlagt paa psykiatrisk hospital og fik stillet
 diagnosen maniodepressiv. Desuden kunne laegerne se, at hun var saa
 medtaget, at hun ikke ville blive i stand til at varetage et job
 foreloebig.
 
 Hun havde ellers tidligere haft skiftende arbejde - i en boernehave,
 paa et bomuldsspinderi, paa hotel og paa slagteri. Nu fik hun en
 maengde medicin med hjem fra hospitalet og soegte foertidspension.
 
 Lidt efter lidt begyndte det med billederne af Simone.
 
 "Simone blev fotograferet uden toej. Nogle gange paa en stol med
 spredte ben, og saa blev billederne solgt paa nettet. Han fik det til
 at virke som en leg, og Simone var glad for interessen.
 
 Efterhaanden skulle det vaere mere voldsomt. Jeg skulle vaere med og
 slaa hende i numsen. Og hvis jeg ikke slog haardt nok, og farven ikke
 var roed nok, kom Gussi og slog til. Paa et tidspunkt hentede han det
 tynde bordtennisbat, som han tit havde slaaet mig med. Jeg ved, hvor
 ondt det goer. Hun skulle staa boejet over bordet, og han slog hende
 haardt. Hun skulle sige tak hver gang: 1-tak, 2-tak, 3-tak osv., og
 jeg skulle fotografere.
 
 Hendes numse blev blaa og lilla, og for foerste gang kunne jeg se hende
 graede. Saa smed jeg kameraet hen ad gulvet og troestede Simone. Han
 sagde, at han fandeme ikke var voldelig og gik en lang tur med hunden,"
 fortaeller Susan.
 
 I november meddelte Gussi, at familien skulle en tur til Berlin. Simone
 skulle dernede fotograferes i badetoej og shortssaet, husker Susan.
 
 "Det var fredag eftermiddag, den 16. november, og vi gik og pakkede.
 Pludselig ringede det paa doeren. Det var to maend, der ville snakke
 med Gussi. Fortael din kone om det, sagde de. Det var civilklaedte
 politifolk, og Gussi begyndte at snakke om, at det var noget lort med
 de billeder.
 
 Der kom en vogn efter ham, og flere mennesker. De rodede alting igennem.
 Simone skreg paa sin far. Hun skulle afhoeres inde paa sit vaerelse,
 mens jeg blev i stuen sammen med to sagsbehandlere. Jeg hyper-
 ventilerede og kunne ikke faa luft," siger Susan.
 
 Gussi havde altid gjort et stort nummer ud af, at Susan skulle
 fotografere ham uden hoved, saa han ikke kunne genkendes. Hvilket hun
 gjorde. Men ved en slags skaebnens ironi blev det alligevel hende, der
 faeldede ham. Et billede med et firmalogo paa hans T-shirt blev
 indberettet til svensk Red Barnet, der kontaktede politiet. Og paa kort
 tid var manden bag Gussi-navnet lokaliseret til lejligheden i
 Torvegade i Tarm.
 
 Kort tid efter stod den tom, og forklaringen til de undrende naboer kom
 foerst adskillige maaneder senere, da sagen kom frem i fjernsynet.
 
 "Det passede jo med den familie, og vi fik et chok. Hold op, hvor
 skulle han have nogle taesk," siger en aeldre genbo, mens hun siddende
 paa sin rollator kikker op mod lejligheden. Hun vil ikke have sit navn
 i avisen.
 
 "Jeg havde sommetider besoeg af den lille pige, men jeg broed mig ikke
 om hende, for hun var saa voldsom over for sin lille hund. Foraeldrene
 talte jeg aldrig med. Jeg lagde bare maerke til det blaa skaer ovre fra
 deres vinduer om natten, naar jeg var oppe for at drikke en taar vand,"
 siger damen.
 
 Simone blev med Susans accept anbragt paa et boernehjem. Gussi, som hun
 nu er separeret fra, sidder varetaegtsfaengslet paa 10. maaned, mens
 Susan paa grund af sin skroebelige psyke blev sat i surrogatfaengsel
 paa Psykiatrisk Hospital i Viborg. Efter fire uger forsoegte laegerne
 at udskrive hende til arresten i aarhus. Det mislykkedes imidlertid,
 selv om faengselsbetjenten venligt raadede hende til at sige, at hun
 sad inde for indbrud og ikke sexmisbrug af boern.
 
 Senere kom Susan tilbage til Viborg, og samtidig med et par nye
 selvmordsforsoeg fandt hun sammen med en medpatient, Uffe, der var
 indlagt med en alvorlig depression. De slog foelge, da hun blev
 loesladt, og nu bor de sammen i det lille, forsoemte hus.
 
 "Vi lavede den aftale, at Susan skulle lade vaere med at tage livet af
 sig, og jeg skulle tage min medicin," siger Uffe naermest lidt stolt.
 
 Han sidder ved siden af hende i sofaen og drikker kaffe og ryger
 cigaretter. Det goer han, hver gang hun har det rigtig skidt. Og det
 forventer han at goere i rigtig mange aar fremover.
 
 I Susans mentalerklaering er hun blandt andet beskrevet som
 maniodepressiv og med en begavelse svarende til nedre del af
 normalomraadet. Hun lider af en afvigende umodenhed, er selvusikker og
 i "konstant og betydelig udtalt afhaengighed af andre", hedder det i
 erklaeringen.
 
 "Susan har det problem, at hun ikke kan sige fra. Hun er for nem, og
 derfor skal hun leve sammen med en, der vil passe paa hende. Ikke?,"
 siger Uffe henvendt til Susan, mens han holder hende i haanden.
 
 Han er selv flygtet fra et traumatisk forhold, hvor han med sine egne
 ord "havde rollen som underhund". Han siger, at han forstaar hende,
 naar hendes verden jaevnligt bryder sammen. Og saa tager han med hende
 paa sygehuset.
 
 Som nu forleden, da hun paa tekst-TV kunne laese, at de amerikanske
 myndigheder vil have hende og Gussi udleveret til retsforfoelgelse.
 
 Amerikanske efterforskere har beskrevet sagen og de billeder, de har
 set, som det vaerste, de har oplevet. I alt er 45 boern mellem to og 14
 aar blevet seksuelt misbrugt og langt de fleste af deres egne foraeldre.
 Misbruget er blevet filmet og lagt ud paa nettet, og her kunne man
 ydermere bestille nye billeder med oenskede situationer. I mindst et
 tilfaelde har en amerikansk mand ifoelge anklageskriftet saaledes
 bestilt et billede med tilhoerende lyd af barnets skrig hos det danske
 medlem, Gussi.
 
 "Jeg flippede helt ud, for nu saa jeg, hvordan andre mennesker opfatter
 det, jeg var indblandet i. Jeg skal selvfoelgelig straffes, for jeg har
 gjort noget forkert. Jeg skulle have stoppet det, men jeg var for svag.
 Jeg saa til, mens det hele tiden blev mere voldsomt, og hvis politiet
 ikke havde grebet ind, var Simone blevet voldtaget. Nu har laege-
 undersoegelser vist, at hun stadig har sin moedom, og det synes jeg, er
 vigtigt. Hun har faaet det meget bedre paa boernehjemmet, hvor hun
 blandt andet laerer at saette graenser," siger Susan, der sammen med
 Uffe besoeger datteren to timer hver anden uge.
 
 Hun er nu fyldt ti aar og er startet i fjerde klasse.
 
 "Ja, da jeg moedte Simone foerste gang, sad hun helt oppe paa skoedet
 af mig og tog mig om halsen, selv om Susan var lige ved siden af. Det
 goer hun da ikke mere," tilfoejer Uffe.
 
 Susan og Uffe afventer nu det danske anklageskrift, der skulle komme
 sidst i august eller foerst i september. Foerst skal statsadvokaten i
 Soenderborg imidlertid tage stilling til, om sagen mod Gussi og Susan
 skal for et naevningeting eller en domsmandsret. Det afhaenger af, om
 strafferammen for deres forbrydelser er over eller under fire aar.
 
 En udlevering til USA er dog yderst tvivlsom, siger statsadvokat-
 assessor Claus Guldbrand. I USA er strafferammerne videre end de danske,
 og den foerste af ti tiltalte amerikanere i sagen har allerede faaet en
 dom paa 20 aar for sin medvirken. En anden har begaaet selvmord. Ogsaa
 tre schweizere og en hollaender er tiltalt.
 
 "Vi har endnu ikke set noget krav om udlevering, og jeg tvivler paa, at
 det kan imoedekommes. Princippet er, at danske borgere skal doemmes i
 Danmark, hvis man kan gennemfoere en straffesag imod dem her i landet.
 Og saadan en er jo allerede indledt," siger Claus Guldbrand.
 
 Susan haaber, statsadvokatassessoren har ret, for udlevering til USA
 ville vaere det vaerste, der kunne ske. Det naestvaerste er derimod
 ikke til at komme udenom. Hun frygter at moede Gussi i retten.
 
 "Han har skrevet til mig, at han gerne vil have lov at sige ordentligt
 farvel til Simone. Men jeg har svaret, at han aldrig faar hende at se,
 og at han skal holde op med at kontakte mig. Nu haaber jeg paa en
 behandlingsdom, for det har laegerne anbefalet og anklagemyndigheden
 accepteret," siger Susan.
 
 Lige nu har hun opgivet at se fremad. Men direkte adspurgt kan hun
 alligevel godt stykke nogle droemme om et godt liv, hendes
 oensketilvaerelse, sammen.
 
 "Uffe skal have et arbejde, han er glad for. Jeg skal have det psykisk
 bedre. Vi skal have et paent hjem - det synes jeg ogsaa, vi har faaet
 her. Vi skal have Simone hjem og bo. Og saa skal jeg have koerekort,"
 siger Susan.
 
 -
 
 Susan, Simone og Uffe optraeder i denne artikel med opdigtede navne,
 men redaktionen er bekendt med de rigtige. Det sker af hensyn til dem
 selv og det navneforbud, som retten i Ringkoebing har nedlagt under
 sagen, der hidtil er foregaaet for dobbelt lukkede doere. Kaelenavnet
 Gussi er autentisk.
 
 ---
 
 af Marianne Harbo.
 
 Kilde: Berlingske Tidende, 18. august 2002.
 Post : Peter S. Winding, T'abula R'asa.
  
            
             |