Tak for svaret - og også tak til de andre svar, min henvendelse har
afstedkommet. Der var et par spørgsmål i Torbens indlæg, som jeg
nedenfor vil forsøge at svare på suppleret af diverse kommentarer.
"Tope" <tope@get2net.dk> wrote in message news:<a89chh$f08$1@sunsite.dk>...
> Hej Følsom,
>
> Hvor er det dejligt, at du har mødt et menneske, som du kan tale med om dine
> udfordringer, og som samtidig kan bruge dig til opbakning omkring hendes
> situation.
>
> Det er svært at skille de forskellige følelser, som vi har: f.eks.
> 'begyndende kærlighed' fra 'tillid til et andet menneske'.
>
> Men alligevel synes jeg du skal forsøge at skille tingene lidt ad. Prøv at
> tænke over følgende spørgsmål: Hvis du ikke selv havde problemer og var
> fuldstændig i balance med dig selv; ville du så stadig være interesseret i
> pigen? Og på hvilken måde?
Jeg er sikker på, at jeg ville være lige så interesseret i pigen, hvis
jeg selv havde styr på alle mine egne følelser. Har ligesom været
turen igennem én gang før med en anden, hvor jeg ikke havde problemer.
Det gik fint, indtil hun opdagede, at jeg havde oprigtige følelser for
hende. Jeg ville selvfølgelig hjælpe hende med hvad som helst, men
udviklede også følelser for hende - dog langt hurtigere end tilfældet
er nu. Det blev ris til egen r*v i længden - og derfor den store
nedtur, jeg netop - forhåbentlig - er i slutfasen af nu.
Men din tanke om at adskille de to følelser, 'begyndende kærlighed' og
'tillid til et andet menneske' er ret interessant - og meget relevant
for mig. Måske det er et spørgsmål om at holde igen.
>
> Når det er sagt synes jeg faktisk, at et rigtigt godt forhold bygger på
> gensidig tillid og deri ligger jo at man kan dele de inderste tanker med
> hinanden.
>
> Du skriver, at du føler, at I har samme mål i tilværelsen - det er endnu en
> vigtig byggesten for at have et godt og trygt forhold til et andet menneske.
>
> Hvad ville være det værste der kunne ske, hvis du fortalte hende om dine
> begyndende følelser?
Det allerværste ville være, hvis hun skubbede mig væk (som jeg
tidligere har været udsat for). Mit ønske har hele tiden været - og er
stadig - at være en god ven, hun kan stole på, og som hjælper, når der
er problemer.
>
> Du passer meget på hende, synes jeg; du vil ikke fortælle hende noget lige
> nu, fordi hun selv har det svært. Prøv at overveje om hun ikke selv bør tage
> den beslutning; vil hun indlede et reelt forhold til dig er hendes eget valg
> og ikke dit alene.
Ja, jeg passer meget på hende. Hun står mig nær, og jeg vil aldrig
såre hende på nogen måde. Frygter hun ville bilve såret, hvis jeg
fortalte om mine følelser nu, når mine intentioner har været nogle
andre fra starten. Desuden har hun vist rigeligt at tænke på, så hvis
hun pludselig også skulle til at tage stilling til mig i sit liv,
ville det komplicere hendes arbejde med at rede sine følelser og sit
selvværd ud.
>
> Til slut vil jeg sige, at jeg slet ikke synes du er spor tarvelig ved at
> tænke dybt over tingene, før du går videre; det vidner om en stor
> indlevelsesevne og et stort hjerte for andre mennesker generelt.
>
> Med venlig hilsen
> Torsten Taagefeldt
> Psykoterapeut & MMT
>
http://www.totem.dk
>
>
> > I slutningen af januar opstår der efter et par måneders pause igen
> > kontakt med min veninde fra chatten, og det viser sig, at hun også er
> > ude i seriøse problemer med en fyr som er smuttet på et højst uheldigt
> > tidspunkt. Jeg taler selvfølgelig med hende om det, for om nogen ved
> > jeg, hvad det vil sige at sidde alene hjemme og have det ad H. til.
> > For mig er det indlysende, at hun har brug for hjælp, og jeg kan
> > bidrage ved at være der for hende, når hun har brug for at snakke.
> > Samtidig kan jeg også lufte mine problemer, når de hober sig op.
> >
> > Intentionerne er altså reelle nok, da jeg besøger hende efter et par
> > uger. Vi ses et par gange i løbet af 2-3 uger, men pludselig sker der
> > det uventede, at jeg udvikler nogle følelser for hende. Får det rigtig
> > dårligt, når vi skilles osv. Samtidig er der stadig store
> > følelsesmæssige problemer med det forrige forhold fra slutningen af
> > 2001, som jeg ikke er sluppet af med. Én stor forvirring. Det går dog
> > bedre for os begge to - især efter vores timelange samtaler.
> >
> > Det moralske dilemma er, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg bør
> > fortælle hende om mine følelser for hende, eller om jeg fortsat skal
> > være en støtte og god ven - og ikke andet. Hun har fortalt flere
> > gange, at hun ikke søger nogen kæreste for tiden, før hun har fået
> > mere styr på sig selv og sine følelser. Men vores mål med livet er
> > ens, og det ved hun. Jeg har forklaret om mine mål uden direkte at
> > sige, at hun meget nemt kunne være en del af dem. Vi har siddet
> > face-to-face og fortalt om hinandens mål, som er ens, uden at antyde
> > noget som helst om hinanden.
> >
> > Er jeg tarvelig, hvis jeg tier om mine følelser over for hende, når vi
> > ellers taler sammen om alt? Fortæller jeg hende det, frygter jeg, hun
> > vil skubbe mig væk som ven. Min ønske er virkelig at være ven med
> > hende, men følelserne vil noget mere. Er jeg tarvelig, hvis jeg
> > fortæller hende, hvad jeg føler for hende set i lyset af hendes
> > udtalelser om kærester her og nu?
> >
> > Foreløbig har hun ikke fået noget at vide, og jeg har heller ikke
> > antydet det mindste. Hun har heller ikke givet udtryk for, om hun
> > føler noget for mig - desværre.