KOSMETIKKENS KRATLUSKER
Selv om hun hedder Sumo er hun pæredansk, Mette Sumo Lotus, der for 27 år siden startede det, der i dag er URTEGAARDEN, en postordre- og net-handelsvirksomhed med salg af natur-baserede råvarer til gør-det-selv produktion af hudpleje, kosmetik, massagepræparater, sundere slik m.v.
URTEGAARDEN beskæftiger i dag 12 mennesker og sælger årligt for syv-otte millioner kroner til såvel private, helsekost- og Matasbutikker samt pakkeløsninger til bl.a. skoler.
URTEGAARDENS domicil er en stor ombygget gård med specialdesignede røre- og ophældningsmaskiner, IT, flotte kursuslokaler og kunst på væggene. Sådan var det ikke, da starten gik for 27 år siden. Da var de fysiske rammer Sumos køkken, og hun rørte cremerne og sæberne i kartoffelgryden med et ganske almindeligt piskeris.
Sumo var dengang 25 år og mor til to små børn, og hun havde det ikke specielt godt med at vaske og smøre børnene med de gængse produkter på markedet. Hun var nemlig skeptisk og undersøgte ingredienserne og fandt frem til, at mange var lavet af stoffer, som enten var under stærk mistanke for at være kræftfremkaldende eller syntetiske og naturfremmede, f.eks. paraffinolie (symaskineolie). - Jeg tænkte, at det måtte være muligt at lave cremer og sæber af gode, naturlige råvarer, og så gik jeg i gang med at eksperimentere. Det tog mig månedsvis, og jeg måtte i starten smide meget ud, for det mugnede i løbet af en uges tid. Men til sidst lykkedes det mig at lave opskrifter med spiselige emulgatorer og virksomme konserveringsmidler baseret på harpiks, fortæller Mette Sumo Lotus. Derefter gik det slag i slag. Der blev hurtigt efterspørgsel på Sumos kosmetik, opskrifter og råvarer. Hun ansatte en arbejdsløs veninde, derefter en til, og i dag er 12 mennesker beskæftiget med indsamling, indkøb, ophældning, produktion, kursusvirsomhed og pakning af naturbaserede og primært spiselige/økologiske råvarer til gør-det-selv produktion af sæber, shampoos, cremer, massage-olier, sundere slik samt udarbejdelse af masser af opskrifter – en af de nyeste er bl.a. opskrift på hjemme lavet mygge- og flåtspray.
GAMMEL HIPPIE
Navnet Sumo er der ikke noget buddhistisk eller mantra over. Det fik Mette, da hun var på kostskole som helt ung og eleverne gav hinanden skøre navne. Efternavnet Lotus har hun selv fundet på. Lotus er en sumpplante, der gror op gennem sumppløret og derefter udvikler smukke blomster i lyset og luften.Mette Sumo Lotus er fra Nørrebro i København. Hun flyttede som ung til Djursland for at realisere sin naturdrøm om et liv på landet med masser af frisk luft og selvproduktion af fødevarer.
ALSIDIG DAME
Ud over stiftelsen af URTEGAARDEN har Mette Sumo Lotus beskæftiget sig med – ikke lidt af hvert – men en hel del forskelligt. Man bliver helt stakåndet af hendes CV. Her et lille uddrag:Hun har sunget i rockbandet Hanegal. Hun har været plejemor for narkomaner og flere adfærdsvanskelige børn. Hun har været instruktør i at gå på gløder (firewalking) og været tilknyttet flere statsstøttede ulandsprojekter. Hun har flere uddannelser og certifikater – zoneterapeut, faldskærmsudspring, yachtskipper af 3. grad, gestaltterapeut og studeret medicinsk antropologi. Desuden har hun haft et alternativt rejsebureau med rejser til Gambia/Senegal, udgivet ni bøger fra Borgens og URTEGAARDENs forlag om bl.a. naturkosmetik, lægeplanter, bolsje-kogning, sæbe samt fedtstof- og oliekemi. I dag har hun har trukket sig lidt tilbage fra den daglige drift og det administrative på URTEGAARDEN. I stedet vil hun satse mere på at udvikle nye naturprodukter, at undervise på seminarer og kurser - bl.a. på Helsebranchens grunduddannelse, holde flere latterkurser for private virksomheder, på messer m.v. samt bruge en større del af sin tid på ulandsprojekter – bl.a. et Danida-støttet projekt om start af en sæbefabrik i Mozambique.
SÆT GANG I ENDORFINERNE I FERIEN...
jag stress-hormonerne væk i ferien, undgå skænderier, udbrændthed og småskranten ved hjælp af få simple og ganske gratis værktøjer Varme bade, massage, berøring, gåture, solskin, afslappende eller glad musik, sang, dans og anden kropslig udfoldelse. Og frem for alt latter – også gerne kunstig latter. Det er nogle af de ting, der sætter gang i hjernens endorfin-produktion. Og endorfiner skal der til for at holde stress, småsygdom og udbrændthed fra døren, siger Mette Sumo Lotus. Det er egentlig så enkelt og simpelt, at man nemt kan overse det. Men man kan ikke glemme at få det med på ferie, på arbejde eller på weekend. For det produceres i hjernen, og er derfor altid indenfor rækkevidde, uanset, hvor man befinder sig. Det er kroppens eget mirakelmiddel – morfin om man vil: Endorfin.Endorfiner kan, ifølge Mette Sumo Lotus, helbrede eller forebygge op til 70 procent af alle sygdomme, og det kan reparere de negative følger af fortravlede hverdage og for lange perioder med stress. Med andre ord et middel, de fleste danskere kan have gavn af både i og udenfor ferien. For at få gavn af de forunderlige og effektfulde endorfiner skal der sættes gang i produktionen af dem. Og det kan man gøre på mange forskellige måder. Berøring, gåture i naturen, sang og frem for alt latter er nogle af de simple ting, der sætter gang i endorfinproduktionen: - Alene det at tage sig et langt, varmt bad sætter gang i endorfinerne, og det samme gør massage. Det allerbedste at få partneren til at massere, men er der knas på linien, har man ikke lyst til nærvær med partneren – eller man ikke har en partner - kan man selv sætte gang i produktionen ved f. eks. at smøre sig med kropslotion. Så brug ferien til at ødsle med cremerne, det varme vand eller massageolien. Det er noget, der virker, siger Mette Sumo Lotus.
SLUK MOBILEN
Lange gåture i naturen, hvor pulsen kommer op og man gør sig den ulejlighed at lytte, se og dufte det hele, er ligesom kropslig udfoldelse af næsten enhver art – dans, sport m.v. - også endorfinskabende.
- At bevæge sig i naturen, lytte til rislende vand og bølgernes og træernes brusen eller kigge ind i bålets flammer, er lindrende i sig selv. Men husk at slukke for mobiltelefonen, inden du bevæger dig ud, så du ikke bliver forstyrret, lyder rådet fra Sumo Lotus. Hun anbefaler desuden at man ikke lægger for mange planer i ferien. Skab eller opsøg i stedet oplevelser, der nærer og ikke tærer:
– Lad fem og syv være lige, sluk fjernsynet og lad lysten frem for pligterne styre i ferien. Gør man ikke det, risikerer man at være mere træt end før ferien, når hverdagen starter igen, siger Sumo Lotus.
DET GODE GRIN
Hun anbefaler i stedet, at man bruger tid på at få gang i lattermusklerne i ferien. Latter er endorfinskabende og har samtidig en række andre gode virkninger. Latter øger lungekapa-citeten, øger produktionen af de gavnlige hvide blodlegemer, stimulerer fordøjelsen og virker endda gavnlig mod snorken og et træt sexliv. Kraftig latter afstedkommer af sig selv automatiske knibeøvelser hos kvinder. Latter øger ilttilførelsen til hjernen – vi bliver smukkere og mere intelligente. Latter opstrammer ganens bløde del, så snorkeri bliver mindre højlydt.
Så det drejer sig om at få gang i latteren, lyder rådet fra Mette Sumo Lotus. Et godt grin holder de fleste af, men er man træt, småsyg eller udbrændt, er der som regel ikke så meget at grine af. Det kan være svært at fremkalde den naturlige latter. Men kunstig latter sætter også gang i endorfinproduktionen, fortæller Mette Sumo Lotus.
Hun har selv prøvet at være sygemeldt på grund af udbrændthed gennem længere tid, og for at få repareret skaderne af det, startede hun dagen med at fremkalde latter. Som stressforebyggelse sagde hun GODMORGEN til sig selv foran spejlet på badeværelset med langsomme, fjollede, stødende og høje ord.
- Når du står der og råber fjollet til dig selv, er det næste umuligt at lade være med at grine. Men lykkes det ikke, sættes endorfinproduktionen også i gang ved kunstige grin: Ho-ho-ho, ha-ha,ha. Prøv det og mærk selv efter. Det virker, siger Mette Sumo Lotus.
SIG NEJ
Ud over latter, hvad enten den er naturlig eller kunstig, er det en god ide at sortere nogle ting fra i hverdagen. Bl.a. at takke nej til samvær med mennesker, der dræner, frem for at give næring, og i det hele taget at passe på sig selv ved ikke at føle sig presset. – Tidligere følte jeg hele tiden, at jeg var nødt til at gøre både det ene og andet, før jeg kunne holde fri. Jeg skal lige have det her ordnet først. Det er jeg nødt til, sagde jeg til mig selv. Nu siger jeg ind imellem: Jeg giiiiiiider ikke, og hver gang jeg siger det, får jeg det godt og ofte kommer jeg til at grine af det også.- Det kan være meget provokerende især for meget aktive og ansvarlige mennesker.
KORT OM URTEGAARDEN
URTEGAARDEN sælger råvarer, remedier og opskrifter til naturbaseret hudpleje, kosmetik, slik, m.m.
URTEGAARDENs mål er gennem forskning, oplysning, produktionsmetoder og samarbejde at påvirke producenter, lovgivere, leverandører og kunder til at tænke og handle mere miljøbevidst. URTEGAARDEN blev stiftet af Mette Sumo Lotus i 1978 og beskæftiger i dag 12 mennesker på en ombygget gård nær Allingåbro, øst for Randers og omsætter for cirka syv-otte millioner kr. årligt. URTEGAARDENs salg foregår primært som postordre og netsalg via hjemmesiden:
www.urtegaarden.dkURTEGAARDENs logo er: Rene varer – ren besked.
LAV DINE EGNE ANSIGTSCREMER
ANTIRYNKECREME
300 gram (6 krukker á 50 ml)
Fedtfase:
10 gram V-E fedt
8 gram lanettevoks
25 gam mandelolie
2 gram E-vitamin
Vandfase:
20 gram M-F fedt
225 gram demiraliseret vand
(erstat evt. 1/3 med aloe vera)
10 gram glycerin
2 ml paraben
Begge faser afvejes og kommes i rene (afsprittede) rustfrie stålgryder og opvarmes til 75 grader. Faserne blandes og røres.
Når afkølet tilsættes:
3-6 ml AHA-frugtsyre evt. 20-30 dråber æterisk olie/duftolie.
AHA-frugtsyren opløser døde hudceller, snavs og talg og gør huden mere ensartet, blød, jævn og finporet. Desuden forbedres hudens evne til at holde på fugtigheden, fordi AHA er fugtbindende.
Brug aldrig AHA til sensibel, tynd hud.
SILKECREME
Lækker dagcreme
300 gram (6 krukker á 50 ml)
Fedtfase:
15 gram vegetal
60 gram mandelolie
Vandfase:
210 gram demiraliseret vand (erstat evt. 1/3 med aloe vera)
2 ml paraben
Begge faser afvejes i rene rust-frie stålgryder og opvarmes til 75 grader.
Når afkølet tilsættes:
5 ml GLA-olie
(fra borago-frø, fugtighedsbevarende, cellefornyende, øger iltoptagelsen i huden, god til tør hud, rynker og solskader)
5 ml silkeprotein
(udvundet af silkekokoner, fugtig-hedsbevarende, beskyttende)
20-30 dråber æterisk olie/duftolie.
Læs mere i Liv & Sjæl nr. 3 – 2005.