---

Det er måske for ambitiøst her at bringe spørgsmålet om assisteret selvmord på bane, men den i TV2 netop viste sobre dokumentar om Jørgens stålsatte ønske om ikke at fortsætte det ifølge ham selv ikke leveværdige liv er på den ene side helt banal og på den anden side absolut værd at beskæftige sig med.
Det, der for mig er absolut uforståeligt, er, at konsensus synes at være, at selvfølgelig ”venter man tiden ud” uanset hvor smertelig og for den pågældende uværdigt den sidste tid forekommer at være.
Uanset hvad, så har livet en ende. Punktum! At foregøgle sig selv andet er for mig uforståeligt.
Dignitas i Schweiz har lagt – synes jeg – smukke videoer ud om afklarede menneskers hjælp til at få en værdig afsked med det i sidste ende uundgåelige: døden.
https://vimeo.com/45117071

---

Jeg er ikke modstander af dødshjælp.

Men jeg synes, at Jørgen opførte sig både egoistisk og forkælet.

Det er ikke ret mange mennesker der går gennem livet uden at opleve ting, der tvinger dem til, at overveje andre måder at gøre tingene på, andre måder at leve på.

Jeg fik indtryk af, at Jørgen på intet tidspunkt havde gjort sig overvejelser om, at han måske kunne få noget godt ud af livet, til trods for sit handicap. Han var kun fokuseret på, at han ikke ville leve et liv der ikke var perfekt.

Jeg så engang en udsendelse om en mand der havde ALS (mener jeg det hedder). Han sad i kørestol, og det eneste han kunne bruge var hovedet, han havde en respirator monteret på kørestolen, for han kunne heller ikke trække vejret selv. Med en pind i munden kunne han bruge en pc. Han havde hjælpere døgnet rundt og levede et meget "aktivt" liv. Jeg er i tvivl om han kunne tale, men jeg synes at kunne huske, at han holdt foredrag, men det kan have foregået ved hjælp at et tekst til tale program.
Denne mand syntes selv han havde et godt liv.

Jeg har mere forståelse for, at mennesker med stærke kroniske smerter, der ikke kan behandles ordentligt, overvejer at gøre en ende på livet.

---

Troede det var en anden RUDOLF Men jeg synes, at Jørgen opførte sig både egoistisk og forkælet.

Har ikke set det der snakkes om - men at holde et menneske i hånden - det sidste minut = TAKI

http://123moviesfree.ac/search/mads++mikkelsen.html

---

Jeg synes derimod, at det bør være en kær moralsk pligt for pårørende at være hos og med den døende til det sidste uanset hvad loven siger - jeg gad nok se den dommer, der ville straffe sådanne pårørende, hvis de fulgte deres moralske kompas.
At kalde Jørgen både forkælet og egoistisk synes jeg er respektløst.
Der tales fra lægeside som om livet ikke har en udløbsdato - men jeg forstår, hvis de med henvisning til loven ikke kan/vil medvirke til assisteret selvmord - det er ikke dem, der skal ændre sig med LOVEN.
Svend Lings er for mig den, der opfylder lægeløftet fuldtud - sådan som jeg forstår det.
Og "mig-selv" - den med Rudolf forstår jeg ikke.

---

Jeg er enig i, at man bør være hos sine nærmeste i deres sidste tid, men hvis dette medfører, at jeg kan straffes med fængsel, så jeg ikke vil kunne være der for mine børn, så vil hensynet til mine børn veje tungest.



Og det har du lov til, at mene.
Jørgen indrømmer selv, at han er egoistisk. Og jeg mener helt ærligt det er forkælet, at sige, at hvis jeg ikke kan få "hele pakken", så vil jeg slet ikke være med.
Hvis dette skal være nok til, at man skal have tilladelse til assisteret selvmord, så vil jeg helt klart stemme imod en sådan lov hvis det bliver relevant, for det vil åbne en ladeport af dimensioner.

Rigtig mange mennesker lever med helbredsproblemer, som har gjort, at de har måttet revidere deres opfattelse af hvad et godt liv er/kan være, og hvad der er muligt og umuligt. Og mange har erfaret, at man godt kan have et godt liv selvom det ikke blev som man havde forventet

Jeg lever selv med kroniske ryg-smerter, som har tvunget mig til, at gøre mange ting på andre måder end jeg var vant til tidligere.

Ud fra det jeg så i udsendelsen, så havde Jørgen ikke gjort så meget som et eneste forsøg på, at få noget godt ud af tilværelsen på trods af hans nye situation. Han havde kun en eneste ting for øje, han havde nærmest gjort det til en mission, at få nogen til at hjælpe ham herfra.

Hvis han havde været min mand, så ville jeg have sagt til ham, at "jeg respekterer dit ønske, men jeg kan ikke hjælpe dig med din mission".



Så kender du vist ikke lægeløftet:

De danske lægeløfte lyder:

[CITAT]Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig,

at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn,
at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse,
at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret,
at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og
i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.

Løftet blev indført på Københavns Universitet i 1815 og formuleringen blev skabt af Johan Daniel Helholdt. Ordlyden er ikke ændret siden. [CITAT]
https://www.laeger.dk/laegeloeftet

---

Altså - man har af gode grunde, ikke bedt om at blive født.
Man burde kunne bede om at blive hjulpet til en afslutning af livet, efter overvejelse af professionelle og uafhængige mennesker.

En hund og en kat og en hest og en ko osv. der er ikke har det godt, men lider----- dem hjælper vi rask væk ud af tilværelsen i denne verden. Og det er vi alle enige om, er godt for dyrene.
(jeg glemmer lige forsikringsdrab på syge heste)

Men de fleste af os, og samfundet accepterer fuldt ud, at mennesker bliver pint og plaget, selvom deres højeste ønske er, at sove stille ind.
Det må være hyklere, som holder fast i denne indstilling.

---

[CITAT]Man burde kunne bede om at blive hjulpet til en afslutning af livet, efter overvejelse af professionelle og uafhængige mennesker[CITAT]

Helt enig.

[CITAT]Men de fleste af os, og samfundet accepterer fuldt ud, at mennesker bliver pint og plaget, [Djævel] selvom deres højeste ønske er, at sove stille ind. [Sover allerede] [CITAT]

Spørgsmålet er jo bare, hvor meget/lidt der skal til før man burde være berettiget til hjælp til, at komme herfra.

Skal det være op til den enkelte selv, at bestemme hvornår man vil have hjælp til, at komme herfra, eller skal der være nogle helt faste kriterier?

Når ens tilværelse bliver ændret så brat, som det sker ved f.eks. blodpropper, er det ikke usædvanligt, at det tager tid, at acceptere tingenes (nye) tilstand og blive i stand til, at tænke på andet end det negative. Det kan vel kaldes en sorg-proces.

---

Ja - der skal stilles nogle kriterier op og samtidig sikre, at det ikke bare er et ønske fra arvinger.

Men lad os lige først komme over det punkt hvor vi har ret til at pine andre mennesker.

---

Jeg frygter mere, at nogle sygdomsramte vil være for hurtige til, at forvente hjælp til, at komme herfra. Lige som Jørgen i tv-udsendelsen.

---

Jeg har ikke set den udsendelse - sorry.

---

Masser af mennesker tager hvert år deres eget liv af den ene eller den anden årsag.

Jeg fatter ikke rigtig den trang til at kræve at andre involverer sig i at ende ens liv. Det er jo en kæmpe grænseoverskridende handling for dem, der skal være med til at slå mennesket ihjel.

Hvordan kan man forlade dette liv, med et uhyrligt krav til andre mennesker om at DE skal hjælpe med, eller tage ens liv.. fordi man ikke kan selv --af en eller anden mere eller mindre velbegrundet årsag.

Der er mennesker, der tilbringer deres sidste tid i total lammelse. Eller i voldsom smerte. Men det ER den sidste tid. Og personale og pårørende kan gøre meget for at lindre smerter og også forkorte den sidste tid.

En patient kan jo også selv vælge behandling FRA. Og stoppe med at indtage mad og drikke. Fravælge hjertegenstart. Fravælge al behandling der kan forkorte livet. Og kun vælge smertedækning.

Og hvis der er love og regler, der siger at man SKAL gribe ind og genoplive hvis nogen er ved at dø, selv om de selv har udtrykt ønske om at dø, så er det de regler og love, der skal ændres. Hvis patienten frabeder sig behandling, så skal det selvfølgelig respekteres.

-------Det er jo ikke kun en nøgtern beslutning, når nogen ønsker at dø. Derfor er det heller ikke professionelt udenforstående personale, der kan træffe beslutningen om dødshjælp. Heller ikke de pårørende, der jo vil dømme ud fra egne følelser. Det er absurd at bede andre om hjælp til at ende ens liv.....

Når et (døende) menneske ønsker at dø, så kan det være på grund af angst for det uundgåelige eller uvisse.
Angst for smerterne. Den døendes omsorg for de pårørende. Eller skuffelsen over de pårørende. Et håb om at nogen siger: "men vi elsker dig. Og vil ikke undvære dig endnu.." ...i stedet for at sige: vi skal nok skaffe hjælp så du kan dø.. ..

Hvis man har levet et langt varieret liv med smerter, udfordringer, kærlighed og sorger, så klarer man også den sidste ventetid. Uanset hvad den bringer. Døden er ikke værre end livet. Døden ER en del af livet.

---

Rigtig fint og fornuftigt indlæg fra Birgitta.



Helt enig.

Jeg har en mistanke om, at hvis f.eks. Falck kommer ud til en patient, så skal de forsøge genoplivning.

---

Jeg taler ikke om at bryde loven eller det lægelige løfte.

Jeg taler om at stoppe hykleriet, fra de samme mennesker som ikke ville være i tvivl om, at dyr ikke skal pines og plages.

Mennesker som gerne vil sige farvel til pinslerne, har som regel ikke mulighed for, selv at lukke af.

Hvor grænserne skal være kan jeg ikke uden videre komme med et bud på.........................men det bør snart tages op i en fornuftig drøftelse.

---

Mennesker skal have RET til at tage deres eget liv! Hvis man begår selvmord med piller eller andre midler efter man har fortalt klart og tydeligt -og uopfordret- at man ikke vil leve mere, så skal man ikke udpumpes eller hjertestartes. Man skal have lov til at sove ind. Tit har selvmordere bare ikke afklaret med deres pårørende eller omgivelserne, at de ønsker at dø. Og hvorfor.

Man skal også ret til at få hjælp, hvis livet er for svært, men man gerne vil leve.

Det svære liv -og døden- kan gøres lettere. Med smertelindring, omsorg og nærvær.

Der ER altså mennesker, der kun har få pårørende. Enten fordi man med alderen overlever sine pårørende, eller fordi man med kroniske, plagsomme og/eller smertefulde sygdomme er en uudholdelig belastning for de få pårørende, der stadig lever. De lægger afstand for at bevare deres eget liv..

Måske skulle man ansætte professionelle "pårørende" til at hjælpe mennesker uden egne pårørende i deres sidste tid. Uanset om døden nærmer sig på grund af alder, eller på grund af sygdom..
Det er ikke nok med personale, der tjekker medicineringen eller skifter bleen. Psyken og sjælen skal også plejes.
Det er vel, hvad man forsøger på et hospice.
Alle mennesker burde have RET til en plads på et hospice, eller ret til hjemmehospice, når de mærker at døden nærmer sig..
Det er jo en forsvindende lille brøkdel af befolkningen, der slutter livet med hospicehjælp..

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.