---

Var til noget familie tamtam i dag. Vi var der alle sammen, undtagen min ene lillesøster ligger i fuld krig med min anden lillesøster. A var ikke inviteret, da hun er gået fuldstændig amok på B de sidste to gange, og skredet i raseri. A mener at familien smed hende ud, men det er ikke tilfældet. A mener at det altid er B som starter, men det har aldrig været tilfældet.
A har haft en del problemer, hun blev skilt for 4-5 år siden. Så har hun flyttet meget rundt med ungerne. Der er tre børn på 16,13 og 10 år. Der har været mange problemer med økonomi og dårlige boliger. Køleskabet er som regel tomt. Børnenes far er virkelig god, og de elsker at være hos deres far. Han er meget velfungerende, meget vellidt, har god økonomi osv. De deler heldigvis børnene i en 7-7 ordning.

B som er min og As lillesøster er enlig mor til to drenge på 7 og 10 år. Hun er meget veluddannet, godt job og god økonomi. Har hus og bil og rejser både på skiferie og sommerferie med ungerne. Hun bruger vel 50-60 tusind om året på rejser til hende og ungerne. Hun betaler altid kontant, også når hun køber bil, osv. Der er virkelig styr på tingene. Ungerne stortrives.

A forbyder hendes børn at have kontakt med B og hendes børn, som jo er fætter og kusine. Alle bor i samme by og alle børnene går på den samme skole. A forbyder også min storesøster at se børnene. De er bla. Tvunget til at blokere hende og andre på Facebook, osv.

Krigen kørere vist på femte år, og en løsning syntes umulig.

De to ældste af As børn kommer med til familietamtam i dag, de har godtnok måtte stikke en løgn til deres mor for at komme med. Men de savner os jo, og vi savner jo også dem. Vi elsker jo hinanden, og vi har altid stortrives i familien, som ikke er helt lille.
A har åbenbart fattet mistanke og pludselig dukker hun op. Braser ind af døren, ser hendes 2 børn sidder der. Hun er pissesur og vil til at overfalde B som sidder i sofaen med hendes unger. Heldigvis får min nevø på 21 fat i hende og stopper det. Da A kommer bliver hendes børn meget bange, de er simpelthen bange for hende. De får besked på at gå hjem. Jeg går udenfor og snakker med dem, de er meget bange for deres mor, og ved at de bliver ristet når de kommer hjem. Hun slår ikke børnene, men de får sateme skældud så det brager. Tonen er utrolig nedladende, destruktiv og direkte onskabsfuld. A er kommet meget langt ud, og er altid pisse sur. Det har været slemt for børnene de sidste 5 år, og de kan ikke klare det mere.
A udviser psykopatiske træk, tænker kun på sig selv, har vrangforestillinger om at hele familien er imod hende. Hun ejer absolut ingen empati, nægter at høre på argumenter for noget som helst, osv. Vi er alle meget bekymret for børnene, da de ikke trives når de konstant får at vide at de er værdiløse, og tør aldrig at sige noget når deres mor hørere det. Det er skide synd for børnene, og det er bestemt ikke deres skyld, da de virkelig er søde og fungere godt. Men de kan kun slappe af når de er ved deres far, for de ved hvor de har ham. Deres mor ved de aldrig hvor de har, og de er utrykke og bange. De er nu så gamle at de selv kan se at det rabler fuldstændig for deres mor. De syntes selv at hun behandler dem uretfærdig og urimeligt, og de er nu tæt på at bryde sammen. Deres far ved det godt, og børnene vil så gerne bo ved ham på fuld tid, men han har noget rejsearbejde i de uger han ikke har dem, så det kan ikke rigtig lade sig gøre. De må også gerne have venner med hjemme når de er hos faren, det må de ikke hjemme hos moren. Sådan har det altid været.
Børnene fortæller self alt til deres far, men han er ikke meget for at sige noget til deres mor. Han er lidt konfliktsky, alene af den årsag at han er så godt et menneske.

Jeg har forsøgt at snakke med A om problemerne, men det er umuligt at trænge igennem. Men nu kan jeg ikke klare det mere. Jeg elsker de unger over alt på jorden, og jeg er bange for at de bliver ødelagt for livet. Det som de udsættes for er direkte onskabsfuldt. De bliver jo konstant udsat for grov psykisk vold, og meget grove trusler.
Så nu overvejer jeg at melde hende til kommunen med en bekymringsmelding. Hvad skal jeg gøre?. De børn skal have noget hjælp, inden det går galt. Deres mor kan ikke se at der er noget galt, og er ligeglad med børnenes mistrivsel. Hun hverken kan eller vil se andet end sig selv.
Jeg har ikke noget problem med at melde hende, for de børn skal ikke leve sådan længere. Det fortjener de bestemt ikke, og hun skal ikke ødelægge dem, som hun ødelægger sig selv.
Hjælp!.

---

Meld det omgående til myndighederne - klart nok...

---

Så er der vel ikke så meget at diskutere.

Men samtidig synes jeg du bør fortælle børnenes far, at han til dels er medskyldig i det børnene bliver udsat for.
Han ved, at hans børn ikke bliver behandlet ordentligt hos deres mor, og alligevel lukker han øjnene. Det er simpelthen ikke i orden.

---

Hm.............
jeg har selv en søster der er lige så umulig og hysterisk og krævende.

Jeg har af samme årsag ikke haft kontakt med hende i mange år.
Hun har børn og børnebørn og det går sandsynligvis rimelig godt, når bare resten af familien ikke blander sig.
Det drejer sig om jalousi. Meget almindeligt i en søskendeflok. Især hvis forældrene har haft problemer da børnene var små.
Min søster er født 5 år før mig. Under 2. Verdenskrig. Hun fik en lillebror da hun var et par år. Mine forældres første og eneste drengebarn.

Den lille fyr blev syg og døde da han var knapt et år. Og derefter fik mine forældre så en ny baby, mig.. jeg havde også to ældre søstre på 8 og 13 år, da jeg blev født. Især den 8 årige var jaloux overfor min 5 årige søster. Den ældste var "bare" en besværlig teenager.

Så min søster blev forsømt. Drillet. Omsorgssvigtet. Og hendes behov blev ignoreret.

Det resulterede i, at hun altid var vred og ulykkelig i familien. Hun har altid følt sig forsømt og ignoreret. Og hun har altid været "brandirriterende".
....hun har fået diagnosen "narcissistisk personlighedsforstyrrelse", som er en personlighedsforstyrrelse, der opstår i den tidlige barndom..

Når bare hun ikke har kontakt med sin barndomsfamilie, så lever hun helt fint. Og formår at være en hjælpsom mor og bedstemor.

Nej! Du skal ikke melde din søster! Du er selv en del af problemet, enten du vil det eller ej.
Det er ikke din skyld at det er sådan. Men nogle gange sker der ting, uretfærdigheder i barndommen, der gør at børnene ikke kan omgås senere i livet.
Lad hende være. Hvis der også er problemer når hun IKKE har kontakt med sin barndoms familie, så må der være andre mennesker omkring hende, der kan gribe ind, uden at det bliver til yderligere blodbad og bekræftelse af alt ondt i verden for det lille skadede barn, hun har inde i sig..

Det kan måske ændre dit billede af hende, hvis du finder ud af, hvad der egentlig skete, da hun var helt lille.
Det lyder slet ikke som psykopatiske træk, men netop som narcissistiske træk, det du fortæller. Hun er et lille barn, der kun kan rumme sig selv, når hun er sammen med barndomsfamilien. Også det, at det kun er hende, og ingen af jer andre, der har de træk, kunne tyde på, st livet måske var rigtig svært for hende, og kun hende, da hun var helt lille. De psykopatiske træk er mere arvelige.. i hvert fald til dels..

.......hvis du kan finde ud af årsagerne, så kan du alligevel ikke rette op på jeres forhold. Men det kan hjælpe dig selv at forstå hvorfor du har en så problematisk søster.

Det betyder i hvert fald alverden for MIG, at jeg forstår min søster. Så kan jeg elske hende i mit hjerte. Og give hende den plads hun har brug for.

Din søsters børn er jo også så store nu, at de selv kan søge hjælp, hvis de vil væk hjemmefra.
Og de kan besøge hvem de vil, hvis de orker at sætte sig op imod deres mor.
Hvis de ikke orker, så lad dem være. Når de flytter hjemmefra, kan de bedre selv bestemme hvem de vil omgås.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.