|
|
 | Retten til at dø
Fra :  svendgiversen  | Vist : 654 gange
100 point
Dato : 06-02-16 17:29 |
|
Hvis vi har en kær hund, der ikke kan klare den mere, og har bedre af at dø,
så får vi den aflivet på en human måde, men hvad med os mennesker.
En af mine venner fik en blodprop, blev helt lam og ønskede at dø,
men det måtte han ikke, han sidder nu som en grønsag, og
trods hjemmehjælp, kniber det for hans ikke helt unge kone at passe ham.
Så, her for nylig, faldt en anden gammel veninde og hun lå to uger i coma,
med en sandsynlig hjerneskade fik hendes døtre lov til at få slukket for respiratoren.
Men hvad er forskellen?
Hvem giver hvem lov til at dø og hvem ikke??
Hvis det har noget med en forældet religion at gøre,
synes jeg vi skal revidere lovgivningen???
| |
 | Kommentar
Fra : omahexen |
Dato : 06-02-16 19:32 |
|
Jeg synes,at det skulle være op til den enkelte at afgøre det,jeg personlig ville da nødig sidde som en "grønsag"og bare vente på at dø.Det vil nok være en dårlig ide,at overlade det til de pårørende,det kan meget let skabe strid,nogle vil gerne have fingrende i arven,andre vil gerne have,at vedkommende lever lidt længere,selvom,at vedkommende måske ikke har noget ud af det,og bare ønsker fred.
| |
| Kommentar
Fra : BilstrupV |
Dato : 06-02-16 19:59 |
|
For mig vil det være naturligt og værdigt at tage stilling, mens jeg selv er klar nok til at have en holdning; den skal jeg så afstemme med mine nærmeste og så have nedfældet på et eller andet dokument - meeen så sidder der "højere klogere hjerner" i etisk råd, som ved bedre, hvad der er rigtigt for mig, end jeg selv ved - ulækker overformynderi og undertrykkelse...
Lad os overtrumfe etisk råd via afstemning via NemID...
| |
| Kommentar
Fra : mig-selv |
Dato : 06-02-16 20:13 |
|
Aktiv dødshjælp eller ej - mange Læger giver bevist for meget medicin, som afkorter livet for rigtig syge mennesker - med eller uden pårørendes accept.
| |
|
Interessant emne og super du bringer det op.
Smertelindring med fremskyndelse af dødens indtræden findes også i dag. Det er kendt stof at sygehuse anvender kombination af Morfin og Stesolid. Så den farvelcocktail findes allerede og anvendes også idag.
Men hvorfor vi etisk ikke kan tage debatten færdig ved jeg ikke. Som jeg er opdateret, er sagen fra Nykøbing Falster sygehus ikke færdig. Her er en sygeplejerske i anklagbænken, for aktiv deltagelse. Jeg tænker, at Etisk råd har svært ved at komme frem til de entydige rammer og enighed. For hvordan håndtere vi det i praksis... ? Når vi skønt vi ikke har faste regler på området, til en vis grad praktisere aktiv smertelindring....
http://www.pavi.dk/borger/ompalliation/hvornaarerpalliation.aspx
Vi bad ikke om at blive født... Men vi kan ikke selv bestemme hvornår livet er nok...
Debatten kommer op igen og igen, så måske kommer der over tid mere lys over emnet, så man ikke skal rejse udenlands for at afslutte livet...
| |
|
Jeg havde engang en dyrlæge, som sagde, at "vi har heldigvis den mulighed, at hjælpe vores patienter herfra når det bliver for meget".
Som jeg har forstået det, så kan man fravælge livsforlængende behandling, men det er vel også alt man kan.
Hvis "grøntsagen" selv kan trække vejret, så er han vel dømt til livet.
| |
 | Kommentar
Fra : marken84 |
Dato : 06-02-16 21:14 |
| | |
 | Kommentar
Fra : LuffeA |
Dato : 07-02-16 00:25 |
|
Sagen mod sygeplejersken kan jeg ikke rigtigt lure af, der bliver jo holdt skarp kontrol med medicineringen.
At være en grønsag kan indebære at man ikke kan mærke noget fra en brækket nakke og nedefter, men hjernen fungerer perfekt og holder organerne i gang, er man glad for at være i live og er i det rigtige miljø hvor man kan læse og se TV er der et stykke vej til at ønske sig død.
Er et eller flere organer så skadet at livet kun kan opretholdes med hjælp og medicin er det at man skal tage en beslutning om at stoppe behandlingen mens folk ligger i traumatisk koma hvor man ikke ved om de vågner efter 72 timer eller 72 uger, og her spiller det ultimative ind, nemlig at det koster kassen at holde folk i live, og når de vågner ved man heller om de har fuld tankevirksomhed, men desværre har konstante smerter...........mange lever heller ikke længe efter at vågne op efter koma der kan vare år.
De fik tjek på min mor efter et halvt år på hospitalet med nyrer der var stået af og der kom følgesygdomme, hun blev sendt hjem og skulle i dialyse 2-3 gange om ugen, men hun var kun skind og ben og var ikke hjemme mere end 12 timer hvor en nabo fandt hende bevidstløs, ved indlæggelsen konstaterede man en aggressiv stafylokokinfektion og de kunne ikke vække hende, så da lægerne foreslog mig og søs at stoppe behandlingen sagde vi omgående ja.
Min far døde få forinden af en prop på få øjeblikke, så blev han da skånet for den svære periode med mor.
| |
|
Citat
At være en grønsag kan indebære at man ikke kan mærke noget fra en brækket nakke og nedefter, men hjernen fungerer perfekt og holder organerne i gang, er man glad for at være i live og er i det rigtige miljø hvor man kan læse og se TV er der et stykke vej til at ønske sig død. |
Man kan vel også forestille sig, at man kan være lammet fra nakken og ned, og have en hjerneskade, men hjertet og øvrige organer fungerer.
I en sådan situation kan det være svært at få øje på livskvaliteten, men eftersom organerne fungerer, så er personen dømt til livet.
| |
| Kommentar
Fra : LuffeA |
Dato : 07-02-16 10:18 |
|
Citat
Man kan vel også forestille sig, at man kan være lammet fra nakken og ned, og have en hjerneskade, men hjertet og øvrige organer fungerer. |
Her er det at de skal vurdere hjernedød, tit i forbindelse med genbrug af organer, men lader man folk leve ved man ikke om der kan komme forbedringer der giver livskvalitet.
Og som regel er folk i den situation ude af stand til selv at tage stilling til en afslutning
| |
 | Kommentar
Fra : Eyvind |
Dato : 07-02-16 10:34 |
|
Der skal naturligvis sættes kriterier, sammen med personen, for hvornår det er tid at få lov til at stoppe.
Hyklere og "livspinere" skal ikke have magt til, at bestemme over "tvangslivet".
| |
|
Citat
Her er det at de skal vurdere hjernedød, tit i forbindelse med genbrug af organer, men lader man folk leve ved man ikke om der kan komme forbedringer der giver livskvalitet.
Og som regel er folk i den situation ude af stand til selv at tage stilling til en afslutning |
En hjerneskade er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med hjernedød.
Som jeg ser det er problemet, at hvis organerne fungerer, så man ikke skal have hjælp til f.eks. at trække vejret, så er man dømt til livet, uanset hvor usselt det så måtte være.
Hvis organerne svigter, så kan man (som jeg forstår det) sige nej til behandling af dette. En evt. respirator kan slukkes.
Men hvis organerne fungerer uden hjælp, så skal der jo aktiv dødshjælp til, for at sætte en stopper for livet.
Og så er det jo en helt anden snak.
svendgiversen skrev:
Citat
Men hvad er forskellen?
Hvem giver hvem lov til at dø og hvem ikke?? |
Det handler ikke om, at få lov til at dø, eller ej.
Det handler om, at den ene patient dør, helt af sig selv, når/hvis maskinerne slukkes, han/hun kan altså ikke leve uden hjælp fra maskiner.
Den anden patient lever uden hjælp fra maskiner, og dermed vil patienten have brug for aktiv dødshjælp, for at komme herfra.
| |
|
Tak for mange gode indlæg, mange har tilsyneladende oplevet noget lignende med pårørende.
Og undskyld jeg vender tilbage så sent, men min kone kom meget nedtrykt hjem i går,
afdødes familie havde bedt hende være med til beslutningen om at slukke for respiratoren.
Nu har hun besøg af hendes nærmeste familie, der prøver at muntre hende op.
Jeg tror stadig forbuddet har noget med religion at gøre: Du må ikke slå ihjel.
Det går sikkert også igen i lægeløftet, som jeg ikke kender?
Og hvem sidder i etisk råd, valgt af hvem?? Mon ikke der er behov for en fornyelse???
Jeg vidste godt at man kunne fraskrive sig håbløs livsforlængelse, men tak for link.
Det vil jeg gøre, men jeg vil også gerne kunne afbryde et liv som grønsag.
Andre mere fremsynede nationer, som eksempelvis Holland, her mere tidssvarende regler.
| |
|
Jeg tror det mere det handeler om hvem beslutningsmagten gives til.... Hvem, bestemmer når vi ikke selv kan?
Dem der skal arve eller dem der vil en det bedste?
På nogle syghuse virker det som om, at det er økonomi og lægers ret til at bruge forsøgskaniner bestemmer...
Ander steder skal pårørende træffe alle beslutninger...., på lægers anbefalinger...
Men, findes der noget liv uden svære valg?
Farvel er et svært ord. Og hvis man blander en Gud ind i det, gøres valget ikke lettere.
Hvis man aktivt kan vælge døden til, kan man så ikke også føle sig presset til at tage det valg, hvis man som ældre eller handikapet føler sig til besvær?
Uanst om man har mulighed for at vælge selv eller ej, vil der komme etiske konflikter... Og det er altid dem der lever, der skal leve med de valg vi vælger... De døde blander sig ikke i eventuelle samvitighedskvaler.
| |
|
Citat
Hvis man aktivt kan vælge døden til, kan man så ikke også føle sig presset til at tage det valg, hvis man som ældre eller handikapet føler sig til besvær?
Uanst om man har mulighed for at vælge selv eller ej, vil der komme etiske konflikter... Og det er altid dem der lever, der skal leve med de valg vi vælger... De døde blander sig ikke i eventuelle samvitighedskvaler. |
Det er lige præcis den slag problematikker der dukker op når det ikke "kun" handler om, at slukke for en maskine.
| |
| Kommentar
Fra : LuffeA |
Dato : 07-02-16 11:21 |
|
@svendgiversen
Er man stærk er det lettere at komme over det, herunder inddirekte at hjælpe et andet menneske af med smerter, bevidstløse mærker også smerter som en sygeplejerske fortalte mig da jeg vågede ved min mor.
Min ældre veninde tog beslutning om ikke at gennemgå endnu en kemobehandling, jeg frygtede det der måtte komme, hun døde af en blodprop inden det kom så langt...........er man kold når man føler det som en lettelse ?
Det kan ikke betale sig at grue over det i længere tid, så tænker man også for meget på egen bortgang.
| |
 | Accepteret svar
Fra : Benjamin.Hansen | 
Modtaget 100 point
Dato : 07-02-16 11:31 |
|
Der er mange ting vi har en menig om, før vi selv står eller har stået i det.
Jeg har selv vinket farvel til begge mine forældre, efter sidste rejse var fremskyndet af læger med anvendelse af morfin og stesolid. På Nykøbing Falster sygehus...
Et eller andet sted vil jeg altid være tvivl, om jeg skulle have handlet anderledes... Om jeg skulle have krævet opduktion, for vurdering af lægefejl... Men til hvilken nytte...
Nogen ting kan kun ændres imens der er liv. Bagefter er alt ligemeget og uforanderligt.
Regler ændre kun på muligheder, ikke på efterladtes bekymringer.
Det eneste vi kan ændre på, er at tale ærligt med dem, der en dag står ved vores seng, og med eventuelle svære valg. Se døde realistisk i øjnene, fortæl om vore beslutninger, kryds fingre for at de er tilliden værd...
| |
|
Citat
Min ældre veninde tog beslutning om ikke at gennemgå endnu en kemobehandling, jeg frygtede det der måtte komme, hun døde af en blodprop inden det kom så langt...........er man kold når man føler det som en lettelse ? |
Nej, absolut ikke.
For en del år siden fik min mormor konstateret cancer i leveren (ligesom hendes mormor og mor, før hende), så vidt jeg husker fik hun stillet i udsigt, at hun havde 1 år tilbage. Men inden hun kom igang med behandlingerne faldt hun om, og var død af en blodprop.
For ca. 20 år siden fik min far en blodprop i hjernen, var efterfølgende næsten lammet i venstre side, men han kunne køre bil (hvilket næsten var det vigtigste i hans liv  ) og på den måde komme omkring. Min mor hjalp ham med næsten alt.
For ca. 13 år siden fik han så, efter mange forskellige undersøgelser, konstateret cancer i lungerne, og valgte at tage imod behandling.
Min mor var næsten kørt helt ned, og bad de højere magter om hjælp til at klare opgaven.
Han fik nogle grimme hosteanfald og hostede massive klumper op, og inden han kom igang med cancer-behandlingen blev han kvalt i sådan et anfald.
I begge tilfælde var mine tanker, at de slap for nogle grimme ting, som sandsynligvis alligevel ville have mundet ud i det uundgåelige.
Min moster fik senere konstateret lever-cancer og modtog behandling, som havde mange bivirkninger, men endte alligevel med at dø.
I situationen med min moster kan jeg dog forstå, at hun holdt fast. Hendes 2 børn var voksne, men dog ikke særligt gamle, de har/havde begge småbørn, og hun nåede at få nogle store oplevelser med børn og børnebørn.
| |
|
Tak for svaret Benjamin.Hansen.
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|