/ Forside/ Interesser / Familie & Relationer / Andet familie & relationer / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
Top 10 brugere
Andet familie & relationer
#NavnPoint
Nordsted1 3372
ans 2007
HelleBirg.. 1420
vil.du 996
dova 932
Teil 892
svendgive.. 781
refi 590
clou 540
10  katekismus 538
Absolut smalltalk - skilsmisseårsager
Fra : ingelein
Vist : 535 gange
100 point
Dato : 29-11-15 22:54

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har kendt min mand siden jeg var 15 og han 21 år. Vi er fra samme by, dog ikke kvarter, men vi havde atletik til fælles. Vi er begge født i Flensborg, har oplevet 2. Verdenskrig med alt, hvad det indebar. Vi kendte begge byens originaler, seværdigheder, foreninger, skoler og min mands atletikvenner blev senere også mine venner, endnu senere lærere og direktør på min skole. Da jeg havde overtalt min mand til at tage med til et skolejubilæum viste det sig, at ALLE Hans gamle venner også var der. De var dels lærere på skolen - eller gifte med nogle af mine klassekammerater eller nogen fra de større klasser.
Jeg vil ikke belemre jer med mere snak, men forleden slog det mig, hvor meget gemalen og jeg snakker sammen om ting og mennesker vi har kendt, fordi vi har denne fortid sammen.
I dag er det jo blevet helt anderledes, hvor folk forelsker og gifter sig med partnere fra helt andre byer og lande og ikke har mulighed for at snakke om den slags" kan du huske" ting.
Selvfølgelig kan man snakke om helt andre ting, som man interesserer sig for og det er jo heller ikke alle, der bliver skilt, men det jeg har skrevet ovenfor bidrager måske til at man vokser fra hinanden, som det så kønt hedder. Er der nogen af jer , som har haft lignende tanker? Altså ikke skilsmisse , men det at man i dag ofte slet ikke mere har en fælles fortid?
Det er ikke bedre i vores familie, hvor jeg knap nok ved hvem andre der er oldeforældre til vores oldebarn udover os.
Ingelein

 
 
Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 29-11-15 22:56

Glemte vist at skrive at vi blev gift i 1960, da jeg lige var fyldt 20.
Ellers kunne vi ikke få en lejlighed . I dag er der vist ingen der skal opfylde det krav længere. Heldigvis!
Ingelein

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 29-11-15 23:02



Min mand og jeg er godt nok fra sammen by, men ellers havde vi intet til fælles (udover hinanden , men vi fandt nogle fælles fritidsinteresse og senere fik vi også børn. Vi har været gift i 35 år, og har ingen planer om at ændre ved det, så det behøver ikke være den fælles fortid der afgør om man holder sammen eller ej .... meeen vi er en uddøende race, det er lige før man skal forklare eller undskylde for ikke at være blevet skilt

Kommentar
Fra : Kaptajn-Tommy


Dato : 29-11-15 23:08

Skilsmisseårsager...????? F.eks. når der går rutine i onsdag og lørdag.....

Kommentar
Fra : myg


Dato : 29-11-15 23:31

Eller: Hvad er der specielt ved onsdag og lørdag.....


Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 00:56

Som en tømrer, der arbejdede på vores hus sagde: a kommer te å gå tidle i daw - det er "lillekuneawten" . Hos var det bare onsdag
Ingelein

Kommentar
Fra : LuffeA


Dato : 30-11-15 08:17

Skilsmisser........øøh, 40 % bliver skilt da folk bliver hurtigt bliver uenige i dag og ikke vil give sig grundet egoismen der breder sig i samfundet, og så er det jo almindelig anerkendt at folk bor alene med eller uden børn, rent bortset fra de øgede udgifter for samfundet til sociale ydelser

Danmark er så lille at der altid kan findes noget fælles at tale om. Men der er forskelle alligevel, jeg har aldrig kunnet være i stue med overfladiske ærkekøwenhavnere selv om jeg oprindelig er midtsjællænder men i mine unge dage flyttede til Nordsjælland for at få arbejde og boede der de næste 35 år.
Jeg har fået den skøre ide at flytte tilbage tilbage til min hjemby når jeg bliver pensionist om 2 år, lidt afhængig af helbredet som allerede er dårligt, jeg ved at der er gamle venner i området, men man skal jo skynde sig lidt at bygge noget på, i den alder er der ikke langt til kirkegården.


Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 09:25

Citat
Danmark er så lille at der altid kan findes noget fælles at tale om


Det er der, men det er jo ikke noget, der handler om personlige ting, som relaterer til ting, der er sket i ens hjemby for mange år siden. Da vi sidst kørte forbi de strålende butikker nede ved grænsen, kunne vi begge to huske de små boder med bananer. Fattigt, simpelt og det eneste på den flade landevej. Det har godt nok ændret sig.
Der er intet, som kunne trække os til vores fødeby i dag.

Jeg gør mig umage, men har det svært, når børn og børnebørn skifter kærester ud og at de skal indgå i familien som om de altid har været der. Vi tager selvfølgelig pænt imod dem, som er "aktuelle", men at involvere os mere har vi ikke overskud til, når det til næste familiefest kan være en "ny". "Sådan var det ikke i halvfemserne"

Ingelein



Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 09:47

@nordsted1
Ja, det kan godt være at vi er en uddøende race, men så er jeg også glad for at tilhøre den race. Tror nu alligevel at vi har mange misundere. (Alt nyt og spændende fortager sig jo også, hvis man ikke forstår at vedligeholde gnisten).
Bortset fra at vi er fra samme by, havde vi også kun atletikken fælles. Min idrætslærer anbefalede mig at melde mig ind i den idrætsforening han var medlem af. Her mødte jeg så min mand. Min far var iøvrigt ansat på denne idrætsplads, så han krndte min mand før mig. Udover det, kom vi fra vidt forskellige familier i hver sin ende af byen. Desuden var der aldersforskellen på godt 5 år. Min mand var allerede udlært, jeg gik i realklassen. Året efter vi havde mødt hinanden, begyndte han at læse i Odense og vi så kun hinanden nogle få timer hver 4. Uge. Flere rejser var der ikke råd til og da han er enebarn, lagde hans mor beslag på ham, når han var hjemme. ( Den svigermor var livslang jaloux på mig og forpestede vores liv indtil jeg blev 40 år og sagde SLUT ved at klaske hendes lagkage ned foran hendes fødder. Jeg havde frabedt mig at hun kom med en lagkage til en fødselsdag, fordi jeg selv havde bagt lagkage. Så tog jeg ned i vores båd og blev der indtil hun var dampet af igen! "Godt gået" sagde svigerfar og ønskede at han selv havde haft det mod).
Det var virkelig synd for min mand at være lus mellem to negle. Godt at vi boede langt fra hinanden.
Så gæt, hvilken attitude jeg indtager som svigermor
Ingelein

Kommentar
Fra : LuffeA


Dato : 30-11-15 11:04

Citat
Flere rejser var der ikke råd til og da han er enebarn, lagde hans mor beslag på ham, når han var hjemme. ( Den svigermor var livslang jaloux på mig og forpestede vores liv indtil jeg blev 40 år og sagde SLUT


Nu har jeg aldrig løbet efter kvinder (heller ikke mænd) så jeg har altid været ungkarl, men da min søster blev vild i varmen slæbte hun nogle stykker med hjem der var værre end det katten slæbte ind på gulvet. Vores forældre sagde intet, og ham hun blev gift med var heller ikke perfekt, men de har da været gift i 35 år og har børn og børnebørn, han satte sin mor på plads da de fik det første barn og hun blandede sig i opdragelsen, det foran mange gæster så hun kom ikke med et kvæk om børnene derefter.
Jeg blev født i et hul med 4 huse, købmand og gadekær, men ingen kirke, blev døbt i en kirke der kun havde en bondegård som nærmeste nabo og gik de 2 første år i en 80 kvm skole der lå ude på en mark, ingen af de lokaliteter har ændret sig synligt de sidste 60 år

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 11:22

Ja, gud ved, hvor mange svigermødre de har en skilsmisse på samvittigheden?
Ingelein

Kommentar
Fra : bodillouise


Dato : 30-11-15 12:18

Der er 14 år mellem min mand og jeg ( jeg er sidst i 30erne), vi har kendt hinanden i 18 år.
Jeg syntes ikke det er et problem at vi ikke har kendt hinanden i min mands ungdom. Ofte kan jeg drille ham med ( og andre) at min mand var min barnepige da jeg lå i barnevogn.
Set der betyder noget i et forholder for os er :
Forståelse for hinanden ( dette kan være svært)
Tillid
At man ikke giver op, men kæmper for at være sammen, når man er inde i sværer tider.
Jeg tror ofte folk er egoister og giver for hurtigt op.
Som jeg ofte siger den fornøjelse skal min mand ikke have ??

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 30-11-15 12:35

Citat
I dag er det jo blevet helt anderledes, hvor folk forelsker og gifter sig med partnere fra helt andre byer og lande og ikke har mulighed for at snakke om den slags" kan du huske" ting.


Hmmm.... det er da noget af et postulat du kommer med der.

Hvad er det som er så anderledes? Nu & før? Når jeg kikker på mit stamtræ springer der noget i øjnene. En solid blanding af Jyder, Fynboere, Svenskere, Nordmænd og Tyskere. 'Københavner generne' stammer fra Ama'r, Østerbro, Valby og Frederiksberg. Sjovt nok ...ingen skilsmisser.

Behovet for at tale om fælles oplevelser fra ungdommen får man da i rigeligt mål dækket blandt de barndomsbekendte man nu engang stadig måtte have kontakt til ..og fra senere opståede venskaber.

Jeg er enlig og fra Ama'r, men har haft en del kærester gennem tiden i kortere eller længere perioder. Fra Hillerød, Espergærde, Grønland, New Zealand, England og Island. Det har aldrig været 'husker du' problematikken som har sat skår i forholdet. Oftest har det været: "Jeg har mødt en anden og nu er jeg blevet forelsket" syndromet som har været årsagen til bruddet.

Det har jeg så måtte acceptere og har gjort det uden bitterhed ..dog med sorg. Jeg har for længst affundet mig med at være alene. Det er ikke så ringe endda
</MOLOKYLE>

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 12:40

For os er det meget vigtigt, at vi kan grine sammen i næsten alle situationer. Uden absolut tillid kan der ikke være nogen tryghed i et forhold. Jeg har måttet "opdrage" min mand til at man godt kan skændes. Det var han slet ikke vant til hjemmefra. Engang skændtes vi, mens svigerforældrene var hos os . Da blev jeg pænt af svigermor belært om at de aldrig havde skændtes i deres ægteskab. Den kunne jeg godt give tilbage på: " nej, det er derfor i har så store buler nder gulvtæppet! " stakkels svigerfar, han var en skat!, rejsemonteur og heldigvis kun hjemme i weekenden. Dengang arbejdede man også om lørdagen.
Min mand har smækket med døren een gang. Min første tanke:"gudskelov" !

Ingelein

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 12:54

@molokyle
Jeg postulerer ikke noget som helst, spørger bare mig selv om årsagen til skilsmisse kan være vidt forskellig opvækst og dermed manglende forståelse for forskelligheden.

Udefra set er min mand og jeg vidt forskellige med hensyn til afstamning, opvækst, skolegang, uddannelse, familie , opdragelse, temperament osv. Men vi supplerer hinanden på godt og ondt og vigtigst af alt: vi respekterer hinanden og vil hinanden.

Hverken min mand eller jeg er specielt grimme, så der har sikkert for os været muligheder nok for forandring. Men vi har begge kendt konsekvensen.

Vi er iøvrigt begge to de sidste fra vore to stamfamilier. Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men på et tidspunkt går det op for een at ud af 25 klassekammerater er der kun 8 tilbage.

Ingelein

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 12:57

Ja, så forskellig kan ens stamtræ se ud! Vore familier har alle rod i Flensborg og nærmeste landsbyer i Angeln, når vi går langt tilbage til 1600.
Ingelein


Kommentar
Fra : svendgiversen


Dato : 30-11-15 17:56

Jeg har ikke læst de ca. 15 tidligere indlæg, men jeg har en god forklaring.

Man er glade for hinanden i mange år, men så møder man en, der er endnu dejligere.
Typisk møder manden en yngre kvinde, eller når hun har en gammel, en yngre mand.

Det er fint, at man møder og holder sammen som unge, men vi udvikler os jo forskelligt.
nogle af os er heldige, som jeg, der efter at min første kone døde, fik en ny mindst lige så god.

Og inden i tænker på skilsmisser, hvem går det så ud over?
Her på Fjordvej er der et par grimme 5 millioners ørken forter til salg.

Og børnene, nu også hundene, lider,
Debbie vil ikke kunne trives uden både Erna og jeg...


Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 19:39

Altså er det de ydre værdier der bestemmer om et ægteskab holder? Så er det ikke 5 potter pis værd! ( fint udtryk, men jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Undskyld.
Det er endnu bedre at holde sammen som gamle. Tiderne har spilme forandret sig. Hvis en vært eller værtinde i 50'erne tillod at den logerende havde overnattende gæster, kunne vedkommende blive meldt for rufferi! Man skulle nogle steder også dokumentere at man var gift f. Eks på hoteller.
Det har dog heldigvis ændret sig.
Men at man i dag hopper i kanen med hvem som helst i et one nights stand forstår jeg ikke. I dag tager mange vist fejl af sex og kærlighed. Alene at komme i tanker om at lave et program som "gift ved første blik" siger en masse ....... Og heldigvis er der langt imellem solstrålehistorierne. På den anden side har tvangsægteskaber jo været almindelige i mange andre lande.
Selvfølgelig skal man gå hver til sit, når kærligheden eller hvad det nu er, er slut, men det bør være den sidste udvej. Herregud, alt er jo afprøvet den første aften for manges vedkommende, så hvad mere spændende er der i vente de næste 50 år? Der er jo heller ikke noget så tilfredsstillende som en splinterny bil, man første gang sætter nøglen i. Måske har mange det med parforhold som med biler. ..........og så er der dem, som elsker deres gamle bil!
Iøvrigt kender jeg en dame på 89, som søger en partner. Det er vist den 5. Eller 6. Hun kan bare ikke være alene
Ingelein

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 19:47

Jeg kunne godt li' at vide, hvorfor folk i det hele taget gifter sig, hvis det ikke er med tanke for at man gerne vil være sammen altid?
Vi ville slet ikke have bolignød, hvis der ikke var så mange singler på grund af skilsmisse. Prøv at tænke at når 40 % bliver skilte, kræver det også 40 % større boligmasse, for der er vel ikke ret mange, som flytter hjem til mor og far igen.
Ingelein

Kommentar
Fra : ans


Dato : 30-11-15 20:14

I gamle dage, var der da mange, der tog en tur i høet og det kan vel kaldes for det som du i dag mener er

Citat
Men at man i dag hopper i kanen med hvem som helst i et one nights stand forstår jeg ikke.


Spørg du kongehuset om det

Citat
Jeg kunne godt li' at vide, hvorfor folk i det hele taget gifter sig, hvis det ikke er med tanke for at man gerne vil være sammen altid?


ingelein, der er mange forskellige grunde til at folk gifter sig og senere lader sig skille.
Hverken du eller jeg kan give et konkret svar.

Kommentar
Fra : LuffeA


Dato : 30-11-15 22:11

Citat
Vi ville slet ikke have bolignød, hvis der ikke var så mange singler på grund af skilsmisse. Prøv at tænke at når 40 % bliver skilte, kræver det også 40 % større boligmasse


20%

Det er dog mere komplekst, midlertidigt er der brug for små lejeboliger til den part der vælger at bo alene hvor den anden måske stadig har råd til at bo sammen med børnene, senere flytter den enlige sammen med en anden og deler større bolig og får papbørn.
Jeg bor jo selv i et lille hummer med et ganske lille køkken i samme rum, egentlig er den beregnet til studerende eller andre unge uden partner, men jeg er tvunget da jeg er syg og på kontanthjælp.
2400 med vand og varme, det kan næsten ikke blive billigere, desuden er jeg gældfri, men der er alt for mange som ikke er så heldige.

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 30-11-15 23:27

Tak LuffeA
Du kan i hvert tilfælde regne bedre end jeg
Måske forliges gemalen og jeg så godt, fordi vi ikke sidder lårene af hinanden i et stort hus og ofte kun mødes til måltiderne i dagtimerne. ..........
Ingelein

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 02-12-15 07:45

Da jeg selv er single (.. og jeg er 55½ ingelein) kan jeg måske have lidt svært ved at sætte mig ind i hvorfor folk i almindelighed gifter sig ..nu om dage. Jeg kan blot komme med et eksempel:

Mine to bedste venner, ham har jeg kendt i 45 år, hende i 25, blev kærester for 12 år siden. Sidste år blev de gift borgerligt. De forklarede deres ægteskab med økonomiske hensyn fbm. evt. arv, hvis en af dem skulle gå bort ..før tid. De ville gerne sikre hinanden uden om resten af deres respektive familier. Han har en bror og 3 børn: 2 fra et tidligere forhold og 1 barn fra et andet tidligere forhold. Hun har ingen børn og en familie (mor og søster) hun aldrig ser. Derfor vil de sikre hinandens ejendom; et kolonihavehus og 2 lejligheder hvoraf den ene fremlejes. Derfor blev de gift. Som de sagde; ikke fordi vi elsker hinanden, for det gør vi, om så der er papir på eller ej, men fordi vi ønsker den anden part sikret vore fælles opsparede midler og ejendomme. Altså en ren praktisk foranstaltning.

Den der med at man hopper i kanen med den ene og den anden one-night-stand nu om dage er vist heller ikke ligefrem nogen nyhed. Promiskuitet er vist ikke noget nyt. Bare tænk på Henrik d. VIII, Casa Nova, Christian d. IV ..og Jens Otto Kragh.
Intet nyt under solen
</MOLOKYLE>



Accepteret svar
Fra : Birgitta

Modtaget 100 point
Dato : 03-12-15 17:40

Tjah... Ingelein Hvorfor gifter folk sig.. Når de bliver skilt igen...... Hm...

Vi blev kærester dengang vi gik i gymnasiet..

Og HAN syntes at det var forkert at have sex når man ikke var gift.. Det var noget af en "humørdræber", at han altid skulle forføres... Og at han bagefter fik dårlig samvittighed..
Så vi giftede os.. vi var 22. Det var i året 1970.
10 mdr senere fik vi vores datter.
Og 5 år senere vores søn.
Straks derefter meddelte min mand, at han havde bestilt tid til vasektomi. Han ville ikke have flere børn.

I dag kan jeg da godt se, at vores forhold hele tiden var ekstremt underligt..... Men vi havde jo ingen erfaringer med parforhold. Så dengang vidste jeg ikke at/hvad der var galt.

Jeg forsøgte år efter år at skabe mere nærhed. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg gjorde galt. Hvad der var i vejen med mig, siden han slet ikke var spor tiltrukket af mig..
Og jeg blev mere og mere ulykkelig. Og mistede den smule selvværd jeg måske havde haft engang..

Ingelein, i 20 år gjorde jeg ALT hvad jeg kunne for at forstå hvad der var galt med mig.. Og jeg forsøgte at ændre mig.
Jeg forsøgte at snakke med min mand om hvad der var i vejen, men han kunne eller ville ikke snakke om det.
Egentlig ville han helst slet ikke snakke.

Jeg forsøgte at lade ham være for at han selv skulle tage initiativ til samvær. Det havde han det fint med. Så behøvede han hverken tale med mig eller have sex.

Vi var i parterapi fordi jeg insisterede på at vi måtte gøre noget. Selv om han ikke kunne se at der var noget galt?
Han var lykkelg i sit "ægteskab", selv om han aldrig viste mig anden anerkendelse end et dagligt "tak for mad"
Terapeuten sagde, at han kun havde "små følelser". Han var ikke utro.

Da vores søn var 14-15 år fik han så diagnosen "aspergers syndrom". Og jeg fattede pludselig hvad der var galt med hans far. Og da jeg nævnte det for ham, gav han mig ret? Med stor ligegyldighed.. Det interesserede ham ikke.

Ingelein, mener du virkelig, at man skal blive sammen til "døden os skiller", hvis ægteskabet er SÅ dødfødt? Eller hvis den ene part er voldelig? Alkoholiker? Psykopat?

Der er rigtig mange mennesker, der har en diagnose, som påvirker deres evne til at knytte nære bånd til et andet menneske. Man kan måske finde ud af at spille de indledende spil, men pludselig er man i et ægteskab, som man ingen forudsætninger har for at forstå meningen med.. På grund af en diagnose..
Og det er jo kun i de sidste årtier, der er kommet fokus på de mange psykiske afvigelser, som børn og unge er plaget af i dag..

Jeg synes at det er fint, at man forsøger sig med parforhold, selv om oddsene er imod. Men det er bare ikke rimeligt at man skal blive sammen, selv om man i tidens løb finder ud af, at man slet ikke passer sammen!
Hurra for at man ikke mere er nødt til at finde sig i alting, vold, voldtægt, nedgørelse... Eller ignoreren og at blive betragtet som en genstand.
Vi var gift i 22 år før jeg flyttede og søgte separation.
Derefter var vi separeret i 6 år. Fordi jeg ikke også ville søge skilsmisse, når jeg havde søgt separation.

I de 6 år så vi ikke hinanden. Nødvendig kommunikation var i telegrafstil på skrift..

Ingelein, hvor er du priviligeret, at du har levet et langt godt liv med en mand, som du har haft "fælles fodslag" med. Det er bare ikke alle forundt. Nogle mennesker er ulykkelige fra dag eet. Andre bliver det efterhånden..

Hvis man først både har giftet sig og har fået børn sammen, så tror jeg ikke man bare render fra hinanden igen uden alvorlige grunde... Ikke småting, men grunde, der ikke er til at leve med..

Der kan altså være langt alvorligere problemer i et parforhold end om man har fælles baggrund..
Glæd dig over dit lykkelige liv. Men lad være med at nedgøre os andre, der har kæmpet længe. Og forgæves. For at bevare et ægteskab.

Og når det endelig skal være, så er det da bedre at blive skilt igen i en fart, inden man får tappet al livsmod og selvtillid ud af hinanden....
Det er min største fejl, at jeg ikke forlod min mand på et meget tidligere tidspunkt..







Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 04-12-15 08:42

Birgitta skriver:
Citat
Der er rigtig mange mennesker, der har en diagnose, som påvirker deres evne til at knytte nære bånd til et andet menneske.


..og det har jeg en alternativ hypotese om. Skilsmisse børn. Når børn tidligt i deres opvækst udsættes for det svigt det er at miste den ene forælder i det daglige, så mister de troen på at man kan stole på andre mennesker, når det kommer til kærlighed, nærvær og tillid til at de betingelsesløst vil være der for en i tykt og tyndt. De udvikler en skepsis over for andre mennesker som sidder dybt i sjælen. Derfor har de svært ved at binde sig til en partner. De frygter ubevist at blive svigtet (..igen). Så hellere 'gå selv', så man ikke sidder tilbage med den samme følelse som da forældrene blev skilt. Af den grund skal der ikke meget modgang til, før at forholdet går i stykker.

Det er en ond cirkel som følger nogen at de samme mekanismer som 'sort' pædagogik. Det er påvist at folk som slår deres børn, selv har fået tæsk som barn. Samme mekanisme tror jeg gælder hos skilsmissebørn. Er man opvokset med et smerteligt tab af et menneske man følte man stod nær, så opleves det at komme tæt på et andet menneske som en kilde til frygt for at det kan ske igen. Så hellere forlade dette menneske.

Det er som sagt ikke noget jeg har læst mig til. Blot nogen tanker jeg selv har gjort mig.

</MOLOKYLE>



Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 04-12-15 21:11

Ps. Mine tanker er opstået ved at læse og reflektere over børnepædagoger som Alice Miller:

https://en.wikipedia.org/wiki/Alice_Miller_(psychologist)

</MOLOKYLE>


Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 05-12-15 13:06
Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 05-12-15 14:46

Molekyle... Mine børn var nu ikke små da jeg forlod deres far. De var 16 og 21 år. Og min datter var flyttet hjemmefra. Min søn var delebarn og kom og gik hos os begge efter hans behov til han blev 18.

Og alligevel har begge børn ( nu 39 og 45 år) aspergers syndrom ligesom deres far.. Som ikke kom fra nogen skilsmissefamilie..

Men dengang sønneke fik diagnosen, da vidste det offentlige endnu ikke hvad syndromet betød.
F.eks måtte jeg forklare, ar det var en form for autisme, hvilket fra sagsbehandleren udløste kommentaren "autisme? Det er noget med at spædbarnet er blevet forsømt af sin mor, ikke? "

Tjah... Det kunne godt være Alice Millers "fortjeneste". Men heldigvis var fagfolk allerede dengang kommet videre. Autisme er et medfødt, handicap som i værste fald er kombineret med lav intelligens, åndssvaghed..
En autist opfatter nærmest andre mennesker som ting.

Aspergers syndrom er en form for autisme. Også medfødt. Og med stærke arvelige tendenser.
Men syndromet findes aldrig sammen med lav begavelse.
Aspergeren opfatter da andre mennesker, men om statister i aspergerens liv. Aspergern er midtpunktet. Alt andet er kullisser.
Det giver en ro til koncentration om særlige interesser. Og da nogle aspergere faktisk er meget højt begavede, så kan de nogle gange nå topstillinger i deres karriere.

---Molekyle, det er da rigtig gamle bøger, du læser. Måske skulle du finde noget nyere materiale om "diagnoser" ?

I dag kan man måle og finde de gener, som er bærere af et hav af forskellige sygdomme. Både fysiske og psykiske..
Og det viser sig så, at adskillige mentale/psykiske sygdomme er stærkt arvelige..

Men det er ikke så sært, at man " beskylder" forældrenes adfærd for at være årsagen til barnets psykiske problemer... For et barn med mentale/psykiske problemer har jo forældre med de samme gener..

Men det er altså ikke forældrnes adfærd, der er hovedårsagen til barnets problemer. Det er generne.

OM forældrene så yderligere kan gavne eller skade deres barn ved at blive sammen med det, eller forlade det, det kommer jo nok an på rigtig mange ting. F.eks hvor meget hjælp og støtte, der er til familien. Og hvor invalidernde forældrenes handicap er.

Og hvor stærk den anden forælder er til at klare opgaven, enten som støttepædagog for både ægtefælle og børn, eller at være alene med et eller flere børn der har den fraværende forælders handicap.

Der er sguda heldigvis sket lidt, men ikke nok, indenfor psykiatri og helbred i de sidste årtier..


Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 05-12-15 20:01

Birgitta ->
Citat
Molekyle, det er da rigtig gamle bøger, du læser.

Selvom bøger er 'gamle' ..så kan de stadig indeholde en vis for form for sandhedsværdi !
</MOLOKYLE>



Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 05-12-15 20:10

Birgitta -> ..og så skal du vide: At mine tanker slet ikke er møntet på dig som individ!

Det er ingen 'kritik', men en refleksion. Jeg mener stadig; at skilsmissebørn er hæmmet af deres oplevelser i barndommen, når det kommer til faste følelsesmæssige relationer i voksenlivet.

Derfor har de svært ved at binde sig ..og at opretholde et følelsesmæssigt kærlighedsliv.

Så hellere ...skilsmisse / 'slå op'. ( Fordi ?: Så bliver man ikke svigtet)

</MOLOKYLE>

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 05-12-15 21:48

Tak for de to lange indlæg i tråden.
Selvfølgelig skal man lade sig skille, når der er så dybtliggende kilder til utilfredsstillede følelser i et forhold.
Mine egne, forlængst døde forældre burde have ladt sig skille, men dengang, for så mange år siden, havde en kvinde ikke mange muligheder for at forsørge sig selv og 3 børn.
Min far var en Casanova og jeg har som 14 årig måttet høre fra en klassekammerat: " ved du at din far har sovet hos os i nat?" Jeg er efternøler, og min mor skammede sig over at få et barn som godt 40 årig. Kort tid efter min fødsel blev hun ramt af kræft, havde nogle store operationer. Det var derfor min 16 år ældre søster, som blev en slags mor for mig. På det tidspunkt i 1942 var hun indkaldt til tjeneste i nazityskland. Her blev unge piger indkaldt til atbejdstjeneste og skulle erstatte de unge mænd, som var i krigstjeneste.
For min søster betød min fødsel og den syge mor at hun blev kaldt hjem fra Arbeitsdienst. Senere viste det sig at hele hendes deling var sendt østpå og ingen vendte hjem igen.
Minmor blev rask igen, men var slet ikke interesseret i mig, dog elskede hun sin Casanova mand. Hvertaf hans sidespring kostede ham en ny kjole til min mor og så var der ro i familien igen - til næste gang. Min mor var en stor skuespiller. Hun foregav at hun gik hjemmefra osv, blot for at skræmme min far. Altså et rigtigt had/kærlighedsforhold, som jeg som barn godt kunne have været forskånet for, hvis de var blevet skilt. De kunne ikke være sammen, og heller ikke fra hinanden. For os børn ville skilsmise have bragt en roligere barndom. De holdt 75 års bryllupsdag og levede sammen indtil døden som 95/99 årige. Selv på plejehjemmet måtte de på grund af deres skærmydsler leve adskilte i hver deres værelser.
Så jeg mener bestemt ikke at man skal blive sammen under alle omstændigheder.
Min mand kommer fra et hjem, hvor forældrene aldrig har skændtes, men heller ikke har været lykkelige. Sådan ville jeg heller ikke leve. Selvfølgelig skal man have sine egne meninger. Derfor kan man da være lige gode elskende.
Vi havde kendt hinanden i godt 6 måneder, da min mand tog til Odense for at læse. I de 4 år det varede, så vi hinanden 6-7 timer hver 4. Uge og i ferier. Vi skrev mange breve, telefon havde ingen af os. Jeg boede jo også stadigvæk i Flensborg. Der gik også mere end 1 år, før jeg ikke var jomfru længere. Men vi ville have hinanden, selvom jeg vist ikke faldt i min svigermors smag. Jeg hørte hende sige til sin søster, at hun ville ønske at hendes søn havde fundet en mere "statelig" kæreste.
Ak ja, det med det mere statelige er kommet med årene.
Jeg synes at det er til at brække sig over at se vore "mediestjerner" holde kæmpebryllupper og udstille sig i alle mefier, for året efter at få lige så stor omtale af deres skilsmisse.
Jeg husker omkvædet i sangen: " og så går det i tre måneder igen!" . Det var vist noget med at lappe et knirkende ægteskab ved at købe hus, bil, vovse osv, når det var noget helt andet, det var galt med.
Ingelein
"



Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 04:17

ingelein ->

Du skal tænke på, at hvis din mor & far var blevet skilt? Så havde du ingen minder haft om 'undskyld-kjoler' og 'skuespil'. Dårlige minder om forældre er bedre ...end ingen (medmindre de handler om tvang, vold og misbrug).

Uanset hvad er min erfaring at mennesker ofte, men ikke altid, gentager deres forældres brister.

Drak og røg far? Så drikker og ryger søn/datter også.
Slog far? ..så skal sønnike da også have et par flade (..det har jeg jo ikke selv taget skade af ...hører jeg argumentet fra de som gør ..desværre )
Bliver mor og far skilt? Så går det sikkert også sådan for mig.

Alt sammen fordi ..og dét er pointen i Alice Miller's [og mine] analyser, at man grundlæggende elsker sine forældre og lære (psykisk) af disses 'leben'.

Som sagt, det er ikke en eksagt viden fra min side, men jeg synes forklaringen lyder plausibelt.

</MOLOKYLE>

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 04:29

Ps. Jeg må lige tilføje ..igen af erfaring ..ikke eksagt viden:

Når det kommer til skilsmisse eller blot 'slå op' i et parforhold? Så er det praktisk taget mere reglen end undtagelsen at vedkommende, som tager beslutningen, er skilsmissebarn!

</MOLOKYLE>

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 06-12-15 10:23

Forhåbentlig ikke molokyle. Hvis vi allerede i dag har 40 % skilsmisser, er de ikke langt til at 100 % bliver skilt om ganske få årtier, hvis din teori holder stik.
Min skepsis overfor psykologer og psykiatere er meget stor. Min søsters datter er professor i psykologi, hendes mand psykiater og deres søn psykolog.
Jeg giver ikke ret meget for deres teoretiske viden. Den ene er tilhænger af JUNGS teorier, den anden af FREUDS. I og med at psykologien slet ikke er nogen anerkendt videnskab, har jeg også på det nærmeste set, hvodan de selv håndterer deres eget liv. Ikke for godt. De har fyldt min søster med løgne, hvilket vsr nemt, fordi de bor i et andet land.
Vi har i rigtig mange år prøvet at give min søster lidt til gengæld, fordi hun var som en mor for mig, da jeg var lille. Vi har besøgt hende hver 4. Uge, repareret mange ting i hus og have, vedligeholdt haven osv. Altsammen for at hun kunne blive i eget hus så længe som muligt. Min søster døde som 89 årig for et par måneder siden.
Datteren var hos hende og jeg og familien ventede på dato for begravelsen. ........... Hele psykologfamilien besluttede sig til bare at holde det for sig selv, så ingen afsked med min søster for os og vore børn, som holdt meget af deres moster. Siden har vi ikke hørt fra niecen og gør det nok heller ikke.
Så vidt til 3 psykologer, som også bliver sendt ud til kriseramte steder, som f. Eks Tsunamien.
Jeg har i embeds medfør ved behandling af ludomaner også oplever psykologer. De har evnen til at lytte og har nogle værktøjer at tilbyde, så folk kan komme videre og tage beslutninger. De er jo også kun almindelige mennesker, med utroskab osv som laster!
Ingelein

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-12-15 13:40

Ingelein, tror du ikke at de mange flere skilsmisser i dag skyldes at kvinderne har (bedre ) mulighed for at leve et liv uden en mand? Vi håber selvfølgelig, at vi finder "den helt rigtige fyr". Men lykkes det ikke, så er der også glæder og værdier ved at være 100% "Herre m/k i eget hus.".

Det handler ikke så meget om at opgive for hurtigt, men at man tidligt indser at ægteskabet skader både forældre og børn.. Ingen grund til at bevare noget, der næppe nogensinde vil blive godt.. Ikke engang når ægtefællerne flytter på plejehjem .

Jeg tror at netop det at lære hinanden at kende ved at skrive sammen er rigtig godt. Måske var det med til at styrke jeres forhold? Selv om man er vokset op i samme by, så har man jo alligevel forskelligheder i sin baggrund. Og forskellighederne kan enten få parret til at skilles.. Eller til at arbejde endnu ivrigere på at lære hinanden at kende..

Jeg kan godt forstå, at du havde et særligt bånd til din søster... Det er træls, at din niece ikke havde glæde af det... Hendes psykolog-hjerne har nok ikke rigtig kunnet få dig til at passe ind i bøgerne.. Og hun har måske heller ikke kunnet undgå at mærke din skepsis overfor faget.

Fik din søster så mulighed for at bo i sit eget hus til det sidste? Rigtig mange ældre mennesker frygter jo umyndiggørelsen, når man bliver flyttet på plejehjem....... Men for de fleste går det jo sådan.. Hvis man da ikke dør lige pludselig længe inden forventet..
Det var meget kærligt af dig og din mand at forsøge at skåne hende for det..

For min mor var tanken om plejehjem så ubærlig, så hun "valgte" at dø 3 dage før hun ville blive anbragt på et plejehjem....

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 14:22

Jeg trækker mig hermed fra debatten. Det ser jo ud til, at I allerede har draget jeres konklusioner.
= 'Kvinderne ind på arbejdsmarkedet, stemmeret og ligeløn'. Jf. argumentet :
Citat
skyldes at kvinderne har (bedre ) mulighed for at leve et liv uden en mand?

Dette ændrer naturligvis ikke på mine konklusioner, som mere er rettet mod psykologiske mekanismer i parforholdet!
</MOLOKYLE>



Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 06-12-15 14:42

@Birgitta
Min søster havde kræft i hele kroppen og hun levede forbavsende godt med det i næsten 2 år. Hun boede lige syd for grænsen og vi har godt 100 km derned, så vi kunne hjælpe med meget efter at hendes mand døde for 5 år siden. Hun blev meget pludselig ude af stand til at gå, selvom hun havde klaret sig godt - og endda insisterede på at vi skulle have varm mad, når vi kom. Hendes bekymringer om, hvordan hun skulle klare sig i huset lettede en hel del, da hun fik tilkendt et plejetillæg, som tillod hende at have betalt hjælp til haven og rengøring. Der kom også personale fra kommunen til den personlige pleje 2 gange om ugen. Mere ønskede hun ikke. Fodpleje og frisør havde hun også faste aftaler med. Men................. hun havde den totalt forkvaklede indstilling, at der skulle være noget at ARVE for den eneste datter, nemlig professoren og den højt uddannede psykolog familie og derfor spinkede og sparede hun. Datteren er en ødeland og som jeg skrev, fyldte hun sin mor med løgne, som jeg sagtens kunne gennemskue, men aldrig fortalte min søster noget om.
Vi savner at have taget en ordentlig afsked i form af en mindehøjtidelighed - men det har vores to sønner så sørget for at vi tog os en dag, hvor vi mindedes "moster Else".
Psykologer er efter min mening folk der tager sig godt betalt for at lytte. En ting der ikke skal underkendes, men det er jo een selv, der skal bestemme det videre forløb, når man har været ude for en ting, som kræver et uvildigt menneske til at lytte, lytte og eventuelt be- eller afkræfte de tanker man gør sig.
Ingelein

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-12-15 14:45

Molekyle, ALLE børn er præget af deres oplevelser i barndommen. Gode som onde.

Det gælder jo både skilsmissebørn og børn der vokser op i en konflktfyldt familie. Eller børn der oplever alt for mange tragedier på et alt for tidligt tidspunkt af deres liv.
Og selv i det lykkeligste ægteskab kan der jo ske voldsomme tragedier, der præger alle børnene for livet.

Jeg er helt enig med dig i, at nogle mentale sygdomme kan komme til udbrud på grund af savn og sorg i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Men så er det mentale sygdomme, som barnet er prædisponeret for. Det ene barn kan få et psykisk sammenbrud og være mindre robust overfor livskriser end normalt., mens lille- eller storebror bare bliver mere robuste af modgangen i barndommen..

Og uden forældrenes skilsmisse ville børnene også klare livets senere kriser forskelligt.
Selv med en stor del af fælles gener og samme barndom, så vokser de fleste børn jo op og bliver meget forskellige.
...jeg føler kun at jeg har lignet mine tre ældre søstre ret sporadisk, selv om vi har fælles barndom og fælles forældre.

En mor, der var storryger i 60 år af hendes liv. En far der aldrig røg:
= 2 døtre, der røg fra de var børn til de døde (af andre årsager). Een der røg i perioder (mig). Og een, der aldrig røg og som ikke kunne fordrage røg..

Alkohol: Mor og far kunne lide en god fest da de var unge. Men jeg har aldrig set dem fulde da jeg var barn, så de tilpassede sig nok deres børnefamilie. De var 35 og 40 da jeg blev født.

= 2 døtre, der var alkoholikere. Den ene døde af sit misbrug som 39 årig. --3. datter drak meget lidt. Hun kunne ikke lide fornemmelsen af at være beruset. Og så mig, der drak en del til fester som ung og senere mere behersket.. Nu slet ikke. Jeg er nok den eneste med mine forældres drikkemønster.

Bank: Der har udviklingen og loven og oplysning jo hjulpet godt til... Min far slog frisk og frejdigt hvem der ikke makkede ret. Og i skolen var det også ok med et par flade.

Men i dag ved man godt at det er nogo. Nogle forældre har taget imod rådene til at løse problemer på anden måde, mens andre forældre uden det samme overskud i det mindste vidste at det var ulovligt og forkert at slå sine børn.
Så jeg ved ikke om mine søskende har slået deres børn. Jeg har aldrig set det eller hørt om det. Men jeg har ikke slået mine.
...Molekyle, det er jo også sådan, at hvis man vitterligt oplever sine forældres adfærd som uacceptabel, så kører man i den modsatte grøft som voksen.


Og... Med hensyn til skilsmisse: ældste søster gift og skilt efter første barn. Fik efterfølgende et barn med en anden mand som alenemor.. Næstældste søster, første barn som alenemor. Andet barn i ægteskab med en anden mand. Skilt 5-6 år senere. Og tredie barn med en tredie mand. De var ikke gift.

3. søster gift og fik 1barn med en mand som hun senere blev skilt fra. Gift igen og fik barn med en ny mand. Som hun også blev skilt fra.

Og så mig, der så kedeligt giftede mig og fik to børn, der var næsten voksne inden JEG! søgte skilsmisse.
Jeg reagerede helt klart på mine søstres mange forskellige barnefædre, ved at kæmpe og kæmpe for et ægteskab, der aldrig skulle have været..
...vores forældre var (selvfølgelig) gift til døden dem skilte...

.....det var så lige lidt førstehåndsinformationer til din statistik....
Men det passer ikke heelt med Alice Miller...





Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 06-12-15 14:52

@Birgitta.
Der gik knap 14 dage fra den dag, hvor min søster pludselig ikke kunne gå og til hun døde på sygehuset. Så ja, da havde hun neop i telefonen fortalt mig at hun havde besluttet sig til at nu ville hun på plejehjem. Så det var i grunden lykkeligt at hun døde så hurtigt. Men trods alt, ville hun om muligt lade sig operere - 14 dage før hun døde som 89 årig.
Ingelein

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-12-15 15:21

Ingelein.. Skidt med din søsters forkvaklede forhold til det med at der skulle være noget at arve..

Jeg tror at hun har tænkt det som et eller andet som hun syntes at hun "skyldte" sin datter.. Sådan et veluddannet fruentimmer kan godt virke noget intimiderende, og man kan nemt få tanken om, om man har gjort det "godt nok" over for sit barn.

Så kan det give en slags trøst og ro, at spare op så man ved der er lidt at arve.. Tror du ikke, at det kan hænge sådan sammen? Det har været en trøst og lindring for hende, , hvis det kneb med forholdet til hendes kloooge datter.. Intellekt er jo nogle gange på bekostning af følelser. Også hos psykologer..

Det vigtigste for din søster har helt klart været at hun kunne blive i sit hus! Tillykke med det!

Og det vil du også vide, hvis du sætter dig helt stille en dag hvor du har god tid og er alene.. Og tænker på din søster. Og taler til hende. Spørger hende om noget. .. Så vil du få et svar. Du kender hende nemlig så godt, at du helt automatisk vil blive klar over, hvad hun vil svare.

Måske er det for tidligt efter du har mistet hende... Det er jo ikke så længe siden.. Men så prøver du bare igen om en måned eller et år.. Når sorgen kommer mere på afstand, så vil du kunne høre hendes svar..

Masser af mennesker taler jo med deres afdøde slægtninge. Det er ikke nødvendigvis noget " nyt" der kommer fra den afdøde, men snarere en forståelse for den afdøde, som kommer til den efterladte..

Jeg havde selv en periode, hvor jeg "talte" en del med min mor for 10 år siden. Hun døde i 2004.

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-12-15 15:29

Ingelein, vi har skrevet samtidig..
Det var godt det gik sådan. Næsten som med min mor.

...men Else blev vel ikke opereret? Der er da ingen der ville operere på så gammel en kvinde med udbredt kræft.

Hun har været heldig at hun har haft dig i sine sidste år.. Og du har haft hende. Det vil jo være et savn for dig i lang tid.

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 15:31

ingelein ->
Nu må jeg altså alligevel blande mig:
Citat
Molekyle, det er jo også sådan, at hvis man vitterligt oplever sine forældres adfærd som uacceptabel, så kører man i den modsatte grøft som voksen.

Nope !!! Dette er ikke korrekt.

Det forholder sig lige omvendt ...viser alle psykologiske studier

..og det er netop dén mekanisme, som Alice Miller og andre børnepsykologer prøver at forklare.

Da man ønsker at opdragelse via forældrene er ok og udtryk for kærlighed. Så tillægger man sig præcis samme uvaner, for at forsvare (=psykologi) far & mor's gøren og laden
...som man var født til at elske (=biologi).

Deraf det velkendte udsagn, som jeg henviste til tidligere (..I må da selv have hørt det?):

Det har JEG.. ikke taget skade af ! (Misbrug, tæv, skilsmisse..)

</MOLOKYLE>











Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 15:38

Prøv f.eks. at studere Hitler's forhold til sin far Alois og moderen Klara.

http://www.naturalchild.org/alice_miller/adolf_hitler.html

http://biography.yourdictionary.com/articles/adolf-hitlers-childhood.html

Ikke ligefrem et alm. eksempel på en 'standard' opvækst, men alligevel

</MOLOKYLE>



Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 06-12-15 15:41

Nej, Birgitta, hun blev ikke opereret, men alene at hun i telefonen fortalte at hun havde håbet at de kunne, viser at hun endnu ikke var træt af livet. Jeg ved ikke, hvordan man kan tro på at det ligger så fast i generne at man skal blive så gammel som sine forældre. Hun sagde i samme samtale: Nu bliver det nok ikke mig, der bliver de 100 år, som vores mor. Men jeg er glad for at hun havde det godt så længe og var glad for livet. Hun og hendes mand havde selv bygget huset i 1960, så hver ting mindede hende jo om manden.
Vores forældres ægteskab har måske været medvirkende til at vi begge har/havde et godt ægteskab, fordi vi ikke ville leve sådan, som de gjorde. Så det modbeviser jo molokyles teorier fra bøgerne.
Måske er der mange, der slet ikke ved hvad det betyder "at savne", fordi der i dag så hurtigt kan kompenseres for materielle goder. Måske er det til gavn for ægtefæller, som ikke kan ses hver dag, men må have et langdistanceforhold.
Ingelein

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 15:53

ingelein ->
Citat
det modbeviser jo molokyles teorier fra bøgerne.


Der er INTET at modbevise. Jeg skrev netop:

..at mennesker ofte, men ikke altid, gentager deres forældres brister.
Man har vel lov at blive klogere med alderen
Heldigvis ...for os alle
</MOLOKYLE>


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-12-15 17:19

Ingelein, jeg tror også, at det er mindst lige så almindeligt at voksne børn reagerer imod forældrenes væremåde.
I hvert fald i dag. I det sidste århundrede krævede det mere "normbryderi", uanset om man skulle skifte levevis, drikke-og rygevaner eller tonen i omgangen med de nærmeste..
Men der VAR normbrydere, som du og din søster. Så I kunne skabe jer et bedre liv end jeres forældre havde.

I dag er det blevet lettere at ændre sporene af de påvirkninger, man har været ude for om barn,fordi vi er blevet klar over, at det ikke er en næsten uafvendelig skæbne at gå i forældrenes spor.
Der er jo støttegrupper og klubber næsten uanset hvilket problem man slås med som ung.. Så kan man hjælpe hinanden med at komme videre. Det er jo bedre hjælp end de professionelle kan gve.


Du har så ret i, at det er godt at mærke savn... Men man savner jo også kun, hvis der er noget at savne. I et dårligt parforhold kan det være anderledes..

Den med den høje alder kender jeg også. Min mor blev jo 90, trods hun var storryger det meste af livet..

Og hendes lillesøster er nu 95. Hun mangler et ben på grund af diabetes, men indimellem er hun frisk og i godt humør..

Så jeg skulle nok kunne nå de " magiske 100år" til sin tid.

Tiden løber jo hurtigere jo ældre man er..







Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 06-12-15 18:44

Molokyle- er det ikke for nemt - også for psykologer at henvise alt til forældrenes gøren og laden. Man har da vel for pokker en vilje selv. Men jeg kan da indse at det er nemt at begrunde et mislykket ægteskab i at forældrene også blev skilt. Årsagen er jo ikke altid kendt, og det ligger trods psykologi ikke i generne. Birgitta havde jo viljen i alt for mange år, skriver hun.
Der er bare så meget, der er blevet totalt anderledes for os individer. Både følelsesmæssigt og materielt.
Jeg vil påstå, at jeg var langt gladere for de ting, vi måtte spare sammen til og drømte om, end om den ting jeg gerne vil ha' i dag og bare går hen og køber.
I gamle dage kunne jeg have et par nye sko stående på natbordet til lang glæde, inden de kom på. I dag lader jeg dem blive i æsken og sætter dem i skabet - til de andre. Så det er på mange områder vi har mistet forbindelsen til emotionelle ting.
Ingelein

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 19:36

ingelein ->
Citat
Molokyle- er det ikke for nemt - også for psykologer at henvise alt til forældrenes gøren og laden


Joeh... men hvor gør jeg det? Jeg siger jo blot at det har betydning, det som man oplevede som barn. Du vil vel ikke benægte at; hvad der opleves som barn er en fundamental del af den virkelig for den person som senere vokser op? Det hedder: Livserfaring. En stor del af denne opvækst foregår normalt blandt begge forældre ...men ikke alt i denne proces foregår bevidst.

Man må reflektere og ikke reagere på sine barndomsoplevelser, hvis man vil bryde 'den onde cirkel'.

</MOLOKYLE>

Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 06-12-15 19:42

ingelein ->

Ps. Husk nu på, at jeg i min argumentation hverken forholder mig til min, din eller Birgittas barndom. Så I behøver på ingen måde at 'forsvare' jer.

Min mission er på ingen måde at så tvivl om præcis jeres opvækst.
Det er kun for at nå til en dybere forståelse af dit spørgsmål ingelein
</MOLOKYLE>





Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-12-15 19:54

Tiden har ændret sig Molekyle...

Men hvis du vil deltage i debatten igen, så er det kun fair, at du forholder dig til VORES indlæg...
Ellers synes jeg ikke der er nogen mening i at svare på dine.

Det var dig selv, der trak dig. Som en fornærmet tøs?
Mine oplevelser bliver jo ikke anderledes fordi DU har nogle meget forældede synspunkter.

Man bruger jo ikke merehysterektomi til at bekæmpe kvinders "hysteri".

Lægevidenskaben udvikler sig... Men ingen ved alt. Det erkender man også. Og forsker videre.

Det ville da måske gavne dig at gøre det samme..



Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 06-12-15 20:50

Citat
Du skal tænke på, at hvis din mor & far var blevet skilt? Så havde du ingen minder haft om 'undskyld-kjoler' og 'skuespil'. Dårlige minder om forældre er bedre ...end ingen (medmindre de handler om tvang, vold og misbrug).


Nej absolut ikke, for de kunne hver især været kommet videre i livet med en anden partner - hvad ved jeg.
Og nej, min far lod sine seksuelle frustrationer gå ud over mig og tidligere min ældre søster ved at bruge sin livrem som slagvåben. Min ældre søster har smidt kvinder ud fra vores lejlighed, når de kom for at kræve det ægteskab min far havde lovet dem. Alligevel var min mor til at købe med nye kjoler og andet stads. Hun var simpelthen forfalden den meget smukke mand. Selv over 909 år gammel, kunne hun finde på at sige: " Er han ikke dejlig". (Mine forældre var ludfattige - min far ville ikke være nazist, måtte sælge sin fiskerbåd. Smadrede begge knæskaller som modstandsmand), men det lagde ingen dæmper på hans temperament. Iøvrigt var min mor af bedre herkomst, men hendes forældre indså at det var min far hun ville ha', da hun ventede sit andet barn). Det var en endnu ældre søster, som han smed ud, da hun ventede barn. Dette barn voksede op sammen med mig og var kun 4 år ældre. Hans mor døde 3 år efter, men jeg har kun set hende en enkelt gang i hele mit liv). Så jeg havde jo faktisk alle ods imod mig i mit voksne liv, ifølge psykologer.
Ingelein


Kommentar
Fra : molokyle


Dato : 07-12-15 12:36

Citat
Tiden har ændret sig Molekyle


Nej det har den ikke. Du og jeg har ændret os Birgitta ..og sådan skulle helst også være.

Jeg har skam læst hvert et ord som du og ingelein har skrevet, men derfor behøver jeg ikke nødvendigvis være enig i jeres betragtninger. Ligesom I ikke behøver være enige med mine.

Jeg er kun glad for at læse andre menneskers tanker og indfald. Det giver jo mig mere indsigt i andres verdenssyn og bevæggrunde. Der kommer altid 'noget' jeg kan bruge i min videre færden.

Så tak for det.
</MOLOKYLE>

Godkendelse af svar
Fra : ingelein


Dato : 17-12-15 10:07

Tak for svaret Birgitta. en god begrundelse for at blive skilt efter lang tids kamp og tålmodighed.

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 173635
Tips : 31664
Nyheder : 719565
Indlæg : 6383603
Brugere : 218258

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste