---

Hejsa,

Jeg har for nyligt mødt en mand, der viste sig at have borderline. Vi er ikke kærester, men der er grundlag for et rigtig godt venskab. Han har fortalt, at han har været diagnostiseret med depression, men hans psykolog har for nyligt ændret diagnosen til borderline, og han står og skal i behandling hos en ny psykolog inden for distriktspsykiatrien.
Jeg arbejder på en døgninstitution, og vi har igennem tiden haft mange unge med borderline, så jeg ved godt, hvad det er. Har bare aldrig stået som pårørende før, og det er rigtig svært. Han har nu 2 gange "brændt mig af", hvor han er blevet aggressiv og ondskabsfuld og meget indadvendt og egoistisk. Jeg er rigtig meget i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig.
Sidst har han brændt mig af, hvor vi havde en aftale om en sommerhus weekend. Han skriver til mig fredag morgen kl 6 og fortæller, at han ikke har sovet om natten, og derfor gerne vil vente med at tage afsted til lørdag. Den besked er for sig ok. Men da jeg ikke hører noget resten af dagen, begynder jeg at blive urolig. Skriver til ham, insisterer på ham, ringer osv., og han tager ikke kontakt. Jeg kan jo så godt regne ud, at han er nede i et hul, men vil egentlig også gerne have en forklaring.
Først kl 22 om aftenen får jeg kontakt til ham, hvor han er meget afvisende - jeg kan vel godt regne ud, at han har det dårligt, og derfor ikke orker noget, og hvis jeg bliver irriteret over ikke at høre fra ham, så skal jeg aldrig kontakte ham igen. Sådanne ultimatummer har han før stillet op, og jeg har lidt svært ved at finde mig i det.
Mit spørgsmål lyder nok mest på - hvad gør man for at bevare sig selv? Jeg vil rigtig gerne forklare ham på et tidspunkt, hvor han har det nogenlunde ok, at det her vil jeg altså ikke finde mig i. At jeg ikke går nogen steder, at jeg insisterer på ham, men at jeg også forlanger at få en besked, når han fx aflyser aftaler.
Ved bare ikke, hvordan man som pårørende skal forholde sig. Det er let for mig at forholde mig til mine elever på institutionen, men der er jeg også en del af deres behandling. Det er jeg ikke i forhold til min ven. Der er jeg nødt til at indse, at han har en psykolog, der varetager hans behandling, og jeg kan udelukkende være ven.
Men hvor meget skal man som pårørende insistere? Er det sundt for en borderliner at blive insisteret på, eller skal jeg bare lade ham være, når han er nede i et hul? Jeg vil jo helst sende en daglig sms, hvor i der netop står, at jeg er her stadig, ikke går nogen vegne, ikke dømmer eller noget andet. Jeg kan bare ikke lige gennemskue, hvor smart det er, så inputs fra både pårørende og andre borderlinere modtages med kys.

---

En ven er ikke en der behandler. Hvis du vil være pårørende, altså en ven, må du nok regne med at det ikke er et normalt forhold, hvor der kan stilles krav. Jeg kender ikke sygdommen, men hvis det at "grave sig ned fra omverdenen" er almindeligt i sygdomsforløbet, må du nok indstille dig på det, eller lade være med at være pårørende.
Tanker fra en ikke ekspert.

---

Jeg kan godt leve med, at jeg ikke er behandler - eller det kan jeg blive nødt til, hvis vi skal have et ligeværdigt forhold, hvor jeg ikke hele tiden bruger min erfaring og uddannelse til at vurdere og analysere, hvorfor han gør og siger, som han gør og hvad kommer næst.

Og det er normalt at grave sig ned og lukke alt ude. Jeg er bare i tvivl om, når han er i de perioder, hvor han lukker mig ude - hvor meget skal jeg så stadig insistere på ham med små beskeder osv. Vil det gøre ham mere irriteret eller vil det gøre ham mere rolig at vide, at uanset, hvor meget han skaber sig (og han kan godt se det selv - nogen gange oven i købet, når det står på, men altid bagefter), så er jeg her stadig? Eller skal jeg bare bide i det sure æble, og lade ham være, når han er nede i et hul og så vente på at han dukker op igen. Det vil jeg nemlig have rigtig svært ved, og uanset hvor lidt jeg har lyst til at give slip på ham, så tror jeg, at jeg vil blive nødt til det, hvis jeg bare skal acceptere det og vente til han dukker op igen. Jeg vil heller ikke føle, at det er ok over for ham, at endnu en person bare forlader ham.

---

Jeg studser lidt over at du skriver "insistere" - som på mig virker lidt "omklamrende". Måske er det en god idé at lade tiden udvikle et evt. rigtigt venskab. Små beskedder er nok gode, når bare de ikke er krævende. Et "almindeligt" forhold og venskab ville sikkert heller ikke kunne holde til alt for meget kontrol.
Tålmodighed er nøglen til gode forhold og venskaber.......................tror jeg.

---

Når jeg skriver insistere, mener jeg, at jeg gerne vil gøre opmærksom på, at uanset hvad - så er jeg her stadig. At der ikke er noget i hans adfærd eller andet, der kan skræmme mig væk. Men dine ord giver stof til eftertanke.
Det har intet med kontrol at gøre - det har noget med accept og respekt for sygdommen at gøre, men samtidig er det selvfølgelig vigtigt også at bevare sin selvrespekt, så jeg ikke bare kryber hver gang han bliver ondskabsfuld og ryger i et hul. Men den har jeg nu meget godt styr på. Det er "bare" at tage en samtale, når han har det ok, og nænsomt gøre opmærksom på, at det havde været rart med fx en besked.
Vil dog stadig gerne høre fra andre borderlinere om, hvor vigtigt/ikke vigtigt - rart/irriterende det er, at blive "insisteret" på - at blive mindet om, at man ved, at den anden har det svært, at man gerne vil give tid og stadig er her, når de kommer ud "på den anden side".

---

Jeg ville insistere på et los i røven og så ud til højre

---

Hvem er det så lige, der skal have et los i røven ????

Jeg synes du (Birgitte32) er for anmasende og bestemmende.



Så lad ham dog det. Se tiden an. Du kan kun håbe på at han så får det bedre

---

Jeg insisterer på at det er den som brænder a'

---

Ans - bestemmende? Hvordan? Jeg siger jo netop, at jeg godt kan acceptere, at han får dårlige perioder - er bare i tvivl om, hvor meget jeg skal tage kontakt eller ikke tage kontakt. Og som sagt er der også selvrespekten. Det er godt nok svært bare at blive lukket ude - uanset grunden, og så skulle gå og vente på at blive lukket ind igen. Og det er der, hvor det jo ikke er for meget at forlange bare at få en besked der siger, at han har det dårligt og ikke kan overskue noget. Fint - det er ok. Men det er svært at skulle gætte sig til det hver gang. Han har før været selvskadende, så der i ligger der selvfølgelig også en bekymring.

---

Hejsa.
Alt i alt skal han lige så vel som dig behandle hinanden med respekt.
Du skal tage hensyn til han sygdom og han skal latså også tage hensyn til dig og event. aftaler.
Jeg ved det kan være svært for en der er spykisk ustabil men når alt kommer til alt er han en voksen mand.
Hvis han ikke kan behandle dig ordentligt skal han da vel heller ikke forvente at du gør det.
Hvis jeg var dig ville jeg tage en stille og rolig snak med ham en dag han har det godt og hvis han ikke kan indordne sig efter nogle simple regler skal du ikke fortsætte med ham.
Det ender med at slide dig op.
Han skal jo ikke "udnytte" at han er syg...hvis du ved hvad jeg mener.

Pas godt på dig selv...du er dig selv nærmest.
Og du kan ikke "redde" ham.

---

Jeg ved ikke meget om borderline, men jeg går ud fra, at manden er et voksent menneske, og derfor synes jeg da, at du skal spørge ham selv.

Skriv ham en mail, eller et rigtigt brev, og skriv nogle af de ting du har skrevet her, og spørg ham selv, hvad han vil have det bedst med fra din side.

Det som jeg ser som en fordel ved et brev/mail fremfor en face-to-face-snak er, at han kan læse det når han har overskud til det, evt. tage lidt af gangen, og han kan tænke over sit svar.

Mon ikke der findes et forum for borderlinere, som pårørende også kan benytte.

---

Her er et forum for borderlinere: http://www.borderlineforum.dk/

---

Respekter ham.
Når han trækker sig tilbage, så skal du lade ham være.
Du kan sige til ham ÉN gang at du ved at han har det skidt. Og at han selv må sige til, når han har det bedre igen.

Som du gør nu, så vil det et eller andet sted udløse ubehag i ham, eller i bedste fald skyldfølelse over hvad han påfører dig. I begge tilfælde er det følelser, han ikke har brug for at blive konfronteret med, når han har rigeligt at gøre med at klare sig selv. Han oplever det IKKE!! som positivt, at du bekymrer dig om ham.

Hvis du ikke skal gå ind i behandlingen af ham, så skal du overlade det til hans behandlere.
NÅR han har den slags episoder, hvor han ikke kan klare forholdet til dig, så lev dit eget liv. Sørg for ANDRE ligeværdige relationer. Fyld dit liv med ting, der gør dig stærk! På DEN måde kan du bedst være der for ham når og hvis han får brug for dig igen.

Det vil altid være et forhold, hvor HAN kan bruge DIG, når han har brug for det. Det vil aldrig blive et ligeværdigt forhold... --Pas på at du ikke bliver afhængig af hans succes, det ER ikke, og SKAL endelig ikke være DIN fortjeneste. For så vil hans til tider nedture også hvile på dine skuldre.

Jeg har haft familie, -og venner- der har/har haft forskellige former for personlighedsforstyrrelser og psykiske sygdomme. Der er forskelle. Men NÅR et menneske har det svært med sig selv, --på grund af noget indeni, så KAN man ikke hjælpe. Det menneske skal SELV arbejde sig ud af situationen. Med hjælp fra professionelle.
Du KAN ikke stille krav til ham.

---

Åh, hvor det dog smerter, at læse jeres kommentarer Jeg ved det jo godt, men ville ønske, at det var anderledes. Ja, Pia - jeg synes ikke det er for meget at forlange, at han aflyser aftaler, når han har det dårligt. Han kan jo ikke gøre for, at han får det dårligt - jeg vil bare gerne vide det, så jeg netop ikke sætter alt andet på hold for at gå og vente på en melding.

Jeg får netop en fornemmelse af, at han bruger det som undskyldning ind imellem, og jeg er sikker på, at det er sygdommen og ikke ham, der gør det - men det sker, og ja - det slider mig op.

Og jo, Birgitta - han får netop skyldfølelse både under og efter en dårlig periode, fordi han ved, at jeg bliver ked af det. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Han bliver MEGET sort/hvid og de gange jeg har forsøgt at forklare ham, at jeg godt ved, hvad han går igennem kva mit arbejde osv., så bliver han sur, for som han siger, så får han det jo ikke bedre af, at jeg ved, hvordan han har det. Og jeg ved da godt, at det ikke er som at trykke på en magisk knap, der får det til at gå væk, at jeg ved, hvordan han har det, men når jeg kigger på mine teenagere, så hjælper det dem tit, at vi er i det med dem, når de har det dårligt, men der har jeg også rolle som behandler - ikke som ven. Og han vil bestemt ikke, at jeg er i det med ham.

Tror, at jeg må tage en snak med ham, når han engang har det godt igen. Lige nu er han nede i et meget stort hul, og så må jeg stole på, at han får den hjælp han har brug for, når han på torsdag starter i distriktspsykiatrien. Indtil da tager jeg dit råd, Birgitta og finder på noget andet at lave i stedet for at sætte alt på hold for at være der, hvis og når han skulle få brug for mig.

Og får han det ikke bedre - så er jeg bange for, at jeg ikke magter det her. Ved bare ikke, hvad det vil gøre ved ham, at jeg melder pas. Men så er han i det mindste i behandling og må bruge de mennesker, han har omkring sig.

Tusind tak for kommentarer. Hvor barske de end er, og slet ikke det, jeg gerne ville høre, så er det en øjenåbner, og der skal tænkes godt og grundigt.
Tak for linket, Troldepige

---

Ja det er du altså også nødt til.
Og gør ham det klart at du er der for ham men at du ikke vil udnyttes.

---

Jeg kan mærke, at jeg har haft meget travlt med at tage hensyn til ham og forudse, hvad jeg skal sige hvornår og hvornår ikke og på den måde udelukkende taget hensyn til ham. Og er meget analyserende over for hvad han siger og gør for at forudse et evt sort hul. Og så "tillader" jeg mig at blive skuffet og ked af det, når der sker det, jeg udemærket godt ved sker ind imellem - at han bliver egoistisk og lukker mig ude.

Tak for at samle mine tanker. Skal så bestemt have en snak, når han engang dukker op til overfladen igen, hvor jeg håber på det bedste. Når han har det godt er han jo fantastisk, og jeg holder rigtig meget af ham. Men nok ikke på bekostning af mig selv.

---

Nemlig...pas på dig selv.
Held og lykke til jer begge to.

---

Hvad sker der hvis du IKKE kontakter ham mere?
Jeg tænker på, at første regel i samværet med et andet menneske må være at respektere det andet menneske. Og han viser jo tydeligt, at han ikke ønsker din indblanden.

Samtidig kan det jo være en vigtig lære for HAM, at når han afviser andre mennesker, så får det altså konsekvenser. IKKE fordi du skal straffe ham for hans tilstand. Men det vil være en sund afklaring for jeres forhold, hvis det er op til HAM om I skal fortsætte med det forhold, I har haft.

Jeres forhold skal absolut ikke fortsætte kun fordi du er bange for hvad der sker med ham hvis du melder pas. Det går altså ikke at du lægger sådan et pres på dig selv. Og på ham.

Jo mere jeg kikker på det, du har skrevet, jo mere bliver jeg overbevist om, at hverken DU eller HAN har gavn af at fortsætte jeres forhold. Det kan endda sagtens ske, at han FÅR det bedre, hvis du lader ham gå.
Det har jeg selv oplevet med en psykisk syg veninde, som jeg var så utrolig bekymret for, og som jeg forsøgte at forhindre i at begå selvmord.. Jeg turde dårlig lade hende være alene.. På et tidspunkt havde jeg fået NOK, da hun lod sig udskrive fra hospitalet efter endnu et selvmordsforsøg, imod lægernes råd. OG jeg sagde til hende at jeg ikke kunne klare mere. Og lod hende helt være.
Faktisk fik hun det ret godt og fik job og kæreste, men vi blev aldrig nære veninder igen.

Du skriver, at I ikke er kærester. Har du en kæreste?
Hvis du har, så er det JERES forhold, du skal interessere dig for.

Hvis du ikke har en kæreste, så synes jeg endnu mere, at du skal se at komme ud af forholdet med din ven. Én af jer, -eller jer begge-- lægger mere i forholdet end det nogensinde kan bære.

Og ingen af jer FÅR en kæreste så længe du og han har et så intenst venskabsforhold.
Du gavner ikke din ven. Og han gavner ikke dig.
HVIS han skal have et venskabsforhold til et andet menneske, så skal det være en person, der er meget mere robust og som hviler mere i sig selv end du gør.
Han har ikke brug for sårbarhed og følelser.
Gør dig selv en rigtig stor tjeneste og find dig en mand, der vil værdsætte din følsomhed og omsorg. Ellers mister du efterhånden respekten for det hjertevarme menneske, du er.

Okay, jeg ved at det lyder skrapt at du bare skal droppe ham.
Men jeg kender ham jo heller ikke. Du skriver, at han "er fantastisk".

Måske skulle du prøve at fortælle noget om hvordan han er fantastisk når han har det godt?
HVad er det ved ham at du holder rigtig meget af?

---

Hej "Pårørende"
Jeg er ret sikker på at det er bedst at du lade ham være til han selv titter frem, da kan du måske møde ham på halvvejen, men stik en finger i jorden.
Når han har meldt pas som du beskriver vil jeg være sikker på at han også gør det for din skyld, han kan nemlig ikke overskue hvad han vil gøre i raseri hvis du ikke respektere at han har brug for at være på afstand. Også for hans egen skyld, da det jo også vil tærrer meget på ham i en situation hvor han i forvejen føler sig ude af stand til at magte det.
Havde det været en mildere tilstand og en kvinde, ville din indstilling som opsøgende være en god ide. Mænd generelt har også gemme sig i hulen-ting Men situationen er nok noget sværere end vi som raske umiddelbart kan sætte os ind i.
Og respekt betyder, at hvis du resektere hvad han beder om, vil han få mere tillid til dig. Uden tillid intet forhold. Så et skridt af gangen, og nogen gange går det tilbage eller er ikke til at forstå den anden part. Mænd er genrelt mere orineterede på at ville finde løsningerne alene og så komme ud og være helte. Hvor kvinder nærmest er omvendt, og ofte kender tror de at de er ens, så derfor kommer mange misforståelser.

---

Når han kommer frem så vær klar til at møde ham på en positiv måde. Måske har du skrevet et lille brev eller viser bare din glæde ved at være sammen med ham igen

---

Der er nogle borderlinere på Youtube der fortæller og deler deres erfaringer. Endelig er der Dr Phil og Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus er en bog skrevet af John Gray, plus mine egne erfainger, bare så du ikke tror, at det jeg siger er noget jeg har grebet ud af den blå luft.

---

Han gør det så godt han kan.
Og hvis du ikke kan leve med det, så må du melde pas, - det nytter ikke noget at du gør det til hans problem, når han i forvejen dårligt magter sit eget, det er nok også det han stopper op ved og derfor han holder dig på afstand. Så hvis i fortsætter kommer det bare til at gøre ondt værre for jer begge. Du er nødt til at være stærk når han er svag og omvendt. Der nødt til at være en balance og noget lysstrejf i mellem jer i form af måder/redskaber i hver især finder undervejs, så der skal meget luft og plads til for at der kan komme liv i jeres forhold og det kan godt tage lang tid. Det lyder ikke som om du kan det lige nu, men mere ser ham som en diagnose og dig selv som en der bliver holdt for nar.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.