---

Hej allesammen.

For at i kan få den rette indsigt i min situation, vil jeg lige give et kort referat af sagens begivenheder.

Jeg er en 34 årig mand, som for 1,5 år siden, den 16 marts 09, blev velsignet med to smukke og fantastiske piger, Asta og Klara. Graviditeten der lå forud, var ekstrem hård for min kæreste, som lå syg i sengen stort set alle 7 1/2 måneder, indtil pigerne kom til verden. Jeg var meget påvirket af situationen og kunne mærke at vores håbløse forelskelse, pludselig blev forvandlet, til en slags følelsesmæssig overlevelse. Min kæreste havde INGEN energi til at tænke på mig, min plads og mine følelser. Selvom det var rigtig rigtig hårdt, sagde jeg at det var en periode og når pigerne kom til verden ville det hele blive godt igen. Jeg prøvede virkelig at tilsidesætte mine egne behov og sætte mig i hendes sted og dermed være der så meget jeg kunne. Pigerne kom til verden og det var ren lykke! Forholdet var dog stadig meget knirkende og 1 1/2 måned på Neonatalafdelingen var tærrende, da jeg skulle passe job OG forretning. I tiden efter pigernes fødsel, blev jeg indhentet af noget økonomisk møg fra min fortid. Jeg tacklede situationen helt forkert, da jeg løg omkring det, i stedet for at fortælle min kæreste sandheden, brugte den undskyldning at jeg selv måtte klare problemerne, i stedet for at trække problemerne ned over min lille nye og i forvejen meget skrøbelige familie. Var overbevist om at det ville give forholdet et dødsstød at fortælle sandheden. Jeg er blevet klogere idag. Min kæreste fandt selvfølgelig ud af problemerne og løgnene og det endte med at jeg blev smidt ud. Min verden braste sammen. Ikke nok med at de mennesker jeg elskede højest i denne verden "forsvandt" ud af mine hænder, så stod jeg nu på gaden, med en økonomisk ruin. Jeg var sønderknust og var på et tidspunkt i tvivl om jeg ville overleve denne situation. Jeg besluttede mig for og indså at jeg måtte tage arbejdshandskerne på. Henvendte mig straks til en psykolog, fik en fin lejlighed i nærheden, med plads til pigerne (faktisk to dage efter, vi var gået fra hinanden) og begyndte at knokle på arbejdet, for at rydde op i økonomien.
Heldigvis har min ekskæreste og jeg været i stand til at snakke nogenlunde sammen efter brudet og vi aftalte uden andres indblanden, at jeg skulle have pigerne fra fredag til mandag morgen hver anden weekend, så omvæltningen for dem ikke blev for stor. Vi har her den sidste måned prøvet at finde en fast dag om ugen, hvor vi kunne være sammen med pigerne, hygge og spise, hvilket jeg føler de har det rigtig godt med.
Situationen er den at jeg nu har rigtig meget lyst til at se pigerne noget mere. Det skal måske lige indskydes at pigerne når jeg har haft dem, får min fulde opmærksomhed, al min kærlighed og har det rigtig fint og dejligt, de falder mig i armene når jeg henter dem, så jeg har naturligvis en fornemmelse af at de har det rigtig godt hos mig. Jeg har snakket med pigernes mor om at vi på sigt skal have pigerne 50-50, hvilket hun har været indforstået med og forstående overfor. Vi har fællesforældremyndighed. Med ovenstående in mente, fremlagde jeg pigernes mor et ønske om at have pigerne hele mandagen i forbindelse med min samkvem, så jeg fremover skulle have dem 4 dage i træk. Jeg troede faktisk at hun ville synes det var en god ide, da hun godt kan se at pigerne nyder at være hos mig, men hun sagde faktisk at det godt kunne lade sig gøre næste gang jeg skulle have dem, men ellers mente hun at det var for stort et skridt at gøre til en fast aftale. Jeg må indrømme at jeg har rigtig svært ved at finde ud af om det er hendes behov eller børnenes, hun tænker på her. Jeg har fuld forståelse for at det er svært at afgive en dag, da pigerne er så fantastiske at være sammen med, men hvad er bedst for pigerne??? Og hvordan/hvornår begynder man at spore sig ind på en 50-50 ordning? Vi aftalte at spørge nogen som havde forstand på emnet og det er det jeg prøver her.
Alt feed back og oplevelser er kærkomment, men er selvfølgelig også interesseret i nogen der har reel viden og forstand på emnet.

Håber i vil gøre jer besvær ved at skrive, da det kunne løse en hel del tanker og følelser.

Mange venlige hilsner
Mads

---

Hej Mads
Der er så meget jeg gerne vil sige og spørge mere ind til, men føler at det bliver alt for omfattende.
Hvad med din "Kone", hvad føler du for hende? Husker du, at gøre hende glad også?
Om det er hendes behov eller børnenes? De elsker jo mor ligeså meget som far, og sådan skal det være. Situationer er jo også kritisk for mor - flot som det kører nu! Stor ros til jer begge!
Kender du: http://foreningenfar.dk/

Husk der er tre parter i et ægteskab. Der er dig, og der er mig, og der er os. Det er os, man skal tage sig af.
http://www.skilsmisseraad.dk/

---

"Situationen er den at jeg nu har rigtig meget lyst til at se pigerne noget mere"

At du skriver sådanne fortæller jo at det primært er dine behov og ikke pigernes der er styrende for dig.

Jeg mener personligt at 50/50 ordninger er noget skidt og det eneste der kommer ud af det er rodløse børn og at de udspringer af at forældrenes behov bliver sat før børnenes.

Men hvis det er det i sigter imod så sæt jer ned som voksne mennesker og tal om hvornår det skal træde i kraft, i første omgang hvornår du skal have mere samvær end du har nu. Fremfor alt vær villig til at indgå kompromisser. Hvis du elsker dine børn så gør alt alt alt for at sørge for at fortsætte med at have et godt samarbejde med deres mor også selvom du ikke altid får din vilje.

Når i så har lavet en ordentlig aftale så kontakt stats forvaltningen for at få den skrevet ned. Egne hjemmestrikkede dokumenter duer ikke og når først konflikten kører husk ingen noget korrekt. Det er i fredstid man skal forberede sig på krig.

Hvis i begge er enige om at sætte jeres egne behov til side og sætte jeres børn behov først burde det ikke være så svært men at være totalt uselvisk er det sværeste der findes

Husk at når de er så små som de er nu så er deres primære behov ro, renlighed og regelmæssighed og ikke at blive flyttet rundt hele tiden, dette vil kun sinke deres udvikling og gøre dem utrygge. Ha ikke så travlt din tid skal nok komme.

---

Hej Thomas.

Føler slet ikke du har læst mit indlæg.
Naturligvis er mit ønske, at være så meget muligt sammen med pigerne. Jeg skriver jo lige præcis herinde for at høre om der er nogen af jer, der ved hvad der er bedst for børnene. Lige nu er fordelingen 11 dage hos mor og tre dage hos far. Er det optimalt??? Nogle erfaringer??? Hvis jeg ikke på et tidspunkt ytrer ønske om at se mine piger noget mere, så sker det jo heller ikke...
Jeg er helt indforstået med at de skal have ro og trygge rammer, men hvor længe er det vigtigt og hvornår mener i, man i så fald kan begynde at påfører endnu en dag til samkvemmen?
Min kæreste og jeg er gode til at tilsidesætte vores egne behov og lave en aftale, men da børnene ikke kan snakke og give udtryk for hvad de vil, må vi jo sammen, som mor og far, prøve at finde en løsning som er holdbar for alle parter.

Hej Kattekismus.

Jeg elsker min ekskæreste ufatteligt højt og er nok stadig forelsket i hende. Jeg gør alt i min magt for at gøre hende glad og er ydmyg og imødekommende så tit jeg kan være det. Jeg kender godt til de sider du nævner, men kunne ikke umiddelbart finde svar på det jeg søger.
Til sidst, så føler jeg lige præcis at det er "os" jeg prøver at tage hensyn til... Eftersom pigerne ikke kan tale, ved vi jo reelt ikke om pigerne har lyst, behov og brug for at være hos mig 4 dage hveranden uge i stedet for 3. Skulle det vise sig at pigerne pludselig skulle blive kede af det, når de var hos mig en ekstra dag, ville jeg jo ikke fastholde at de skulle være hos mig, men fortælle om mine oplevelser til deres mor. Jeg er som sagt KUN interesseret i pigernes bedste.

---

Jeg har absolut indtryk af at du forsøger at gøre det bedste og stor ros for det.

Hvad der er bedst for netop jeres børn ved kun i, børn kan desværre ikke sættes på formler på men min vurdering er at de har bedst af at være mest hos den ene i hvert fald indtil 5-6 års alderen.

I kan prøve at søge rådgivning hos en børne sagkyndig i jeres Statsforvaltning.

---

Hej Thomas.

Ok, så misforstod jeg dig. Sorry. Tak fordi du reagerede og god aften.

Mads

---

Mads, jeg synes det virker som om, du og pigernes mor taler godt sammen. Jeg synes, I skal afsætte tid til at tale sammen om lige netop dette dilemma, hvor I begge to helst vil gøre det bedste for pigerne. Hvis du nu forsøger at spørge din eks-kæreste om, hvordan hun forestiller sig at I skal trappe op, så er hun selv en del af løsningen.
Jeg tror ikke på, at der er én bestemt løsning, som er bedst for pigerne. Det kan meget vel være at det er godt for dem at være hos jer på 50-50 basis, men det kan også tænkes at det er bedre at de er mest hos den ene af jer. Det kan ingen af os svare dig på uden at vi kender jer.
Lyt! Og fortæl hvad du føler. Men anklag aldrig den anden for at have lumske bagtanker - det kommer der i hvert fald ikke noget godt ud af.
Desværre er der stadig mange kvinder, der tror at det er deres mening, der tæller mest. Det er trist at sige på mit eget køns vegne, for jeg er ikke i tvivl om, at mange mænd er mindst lige så gode forældre. Det er ren egoisme, når de mener, at fordelingen bør være til deres fordel. Vis din eks-kæreste disse indlæg - og tal så åbent og ærligt ud om det. Sammen kan I sikkert finde en god løsning uden at blande myndighederne ind.
Held og lykke til jer alle fire.

---

Hej Pifo.

Sikke et fint og forstående indlæg. Tusind tak.
Jeg anklager bestemt ikke nogen for lumske bagtanker, men tænker at man som mor, hvor hele ens liv og hverdag har bestået af at være mor og få tingene til at fungere, med kun bittesmå pauser, hvor jeg har haft, har svært ved at afgive sine piger også selvom det er "for børnenes bedste". Tænker at det må være fundementalt!!??!!
Jeg spurgte pigernes mor igår da vi var sammen i IKEA, hvordan hun forestillede sig, at det så skulle gøres i fremtiden, hvilke tanker hun havde. Hun havde ingen ide om dette og foreslog at vi snakkede med nogle der havde forstand på det... Det er så det jeg prøver nu med mine indlæg

Jeg står desuden i et andet dillemma, som jeg gerne vil høre jeres mening om!

Sidste år til jul, da vi stadig var sammen, gik min familie, dvs min mor og min bror, med til at holde jul hos min svigerfamilie, så vi alle kunne være sammen og fordi min svigerfamilie skulle "forenes" med deres jydske del af familien. I år tog jeg så næsten for givet at pigerne skulle være hos mig, med min mor, for hvem det betyder rigtig rigtig meget og min bror. Jeg havde virkelig set fremt til at stable en hyggelig juleaften på benene, sætte kravle nisser op, købe gaver, lave mad og skabe en rigtig hyggelig julestemning. Ved godt pigerne er små og måske ikke forstår alverden af hvad der sker, men det havde bare en stor betydning for mig. Da vi igår kommer ind på emnet, siger min eks kæreste at det vil betyde rigtig meget for hendes forældre, hvis pigerne kan komme med til Ålborg, med hendes familie, hvor de holder jul fast hvert andet år. Jeg bliver straks ramt af en rigtig ubehagelig fornemmelse og får dårlig samvittighed. Da jeg inddirekte var skyld i vores brud, med mine problemer, har jeg indtil nu forholdt mig ekstrem imødekommende og ydmyg og tilgodeset hendes/deres ønsker og behov. Men synes lidt at hun spiller et "uretfærdigt" kort, ved at fortælle mig om mormorens og morfaderens inderlige ønsker og dermed spille på min samvittighed. Hvornår kan jeg tillade mig at "stå på mine rettigheder"? Jeg vil jo gøre alt (og har gjort alt) for at opretholde en god tone mellem os, men tænker også at der må være grænser. På et tidspunkt må jeg jo også stå lidt inde for hvad jeg selv har lyst til og behov for!!??!! I denne situation er jeg ikke sikker på vi kan snakke om pigernes tarv, da jeg er sikker på de vil have en dejlig jul, hvorend de er.
Hvad synes i???

MAds

---

Hej Mads
Hold da op, hvor lyder det positivt alt sammen, at i alle holdt jul hos svigerfamilien wauw.
Nu må du jo tænke på, at vi snart har jul, og når i ikke har lavet en aftale er det jo logik, at mor også planlægger og ser muligheder, for hende er en jul hos far og mor jo heller ikke rar uden guldklumperne. Det synes jeg ikke, du skal være så bekymret over. Julen varer lige til påske - der er jo flere helligdage, og børnene kender jo ikke datoen 24. december - så om ikke andet stabler du en ekstra jul på benene.
Jeg synes du skal komme bort fra synspunktet "mine rettigheder", og se det, som hvordan er mine muligheder, og hvad kan vi sammen finde ud af.
Des mere enige dig og børnenes mor er om tingene, des lykkeligere børn. Hvis en af partnerne altid er mindre tilfreds med situationen, er ungerne de første til at mærke vibrationerne.
Og at i så oven i købet tager i Ikea sammen, - ja, jeg er målløs. For søren sæt pris på det i har, og ødelæg det ikke ved at sætte for mange uopnåelige krav op. Der er trods alt ikke gået en årrække. Tingene tager tid, - da der i et forhold er så mange følelser involveret.
Du har jo uanede muligheder - skal børnenes mor til i biografen til fest eller lignende - ja, så står du klar. Arbejd på at bibeholde den tætte kontakt, som i har.

---

Og som jeg ser det har ungerne har to skønne forældre, der hver for sig og sammen vil det bedste for alle parter.

---

Ja, jeg er imponeret over jer Mads. Jeg synes det virker som om, I begge to gør meget for at få tingene til at køre gnidningsfrit. Jeg ved, det måske virker hårdt, og som om det kun er dig, der skal "ofre" sig, men lad hende få pigerne til jul i år og fortæl hende så, at du nu forventer at det er dig, der holder jul næste år. Det tyder jo på, at det kun er hvert andet år, hendes forældre holder jul?
Som katekismus siger, så er der flere juledage at tage af. Og jo mere enige I som forældre er, desto lykkeligere en barndom giver I jeres piger.
Skilsmisser er svære. Det vil de altid være. Og der vil altid være ofre i sådanne sager. Jeg håber pigernes mor også vil forstå det, så hun også tænker over tingene og ikke bare holder på sin ret.
Din egen mor forstår det sikkert. Virker som om hun har opdraget en god og betænksom søn. Og I skal nok få en fantastisk jul alligevel. I kunne måske holde en "lillejuleaftens-jul"? Og hvis stemningen er til det kan pigernes mor måske deltage? Det vurderer du selv bedst

---

Forresten Mads, så er der en enkelt oplysning, jeg mangler. Har du og din eks-kæreste fået nye kærester?
Altså er der en 3.part indblandet? For det kan godt gøre tingene vanskeligere til en start

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.