Jeg vil prøve at give dig et ordentligt svar, selv om det er mange år siden, jeg selv har været involveret i tilsvarende opgaver, som du nu sidder med.
Alle de spørgsmål, du rejser, er relevante, og i virkeligheden findes der ikke på forhånd et bestemt svar, som er det rigtige i forhold til hver enkelt spørgsmål.
Så dine betragtninger om dilemmaet indeholder en stor portion realitet, og mit forslag er, at I prøver jer frem. Selv om det tager tid, måske lang tid. Tag f. eks. spørgsmålet om aldersselektionering. Da jeg var ung, havde vi i København f. eks. Radikale Gymnasiaster, Radikale Studenter, Konservative Gymnasiaster, Konservative Studenter, Liberale Gymnasiaster og Liberale Studenter. Hos Socialdemokraterne havde de Frit Forum, som både omfattede gymnasieelever og studerende. Jeg var med i en af disse foreninger, og det var kendetegnende, at medlemstallet var lavt, men kammeratskabet var godt. Som regel var der en kerne på måske 4-5 personer, der satte det meste arbejde i gang i hver forening, men til møderne så man ofte måske halvdelen af medlemmerne. Side om side med disse ”akademiske” ungdomsorganisationer havde man så DSU, VU., KU og RU, senere kom flere til. De omfattede i princippet alle mellem 15 år og 35, som havde lyst til at være med. Det var helt almindeligt at være med både i f. eks. Frit Forum og DSU eller enten en gymnasieafdeling eller studenterafdeling plus desuden KU, VU eller RU. De mest ivrige var endda også medlemmer af det pågældende parti.
Det var først senere, vistnok omkring 1990 eller 95, at man begyndte at kalde de politiske ungdomsforeninger for ’ungdomspartier’, hvilket nøgternt set er vildledende, da det jo ikke er partier, men netop foreninger af unge.
Jeg kan huske, at der mange steder i landet var lokalafdelinger af ungdomsbevægelserne. Konservativ Ungdom havde en stor afdeling i Gentofte, Radikal Ungdom havde en kæmpemæssig afdeling i Skive, Venstre Ungdom var store overalt på landet (fordi de holdt de bedste baller og mange unge mødte deres kæreste i VU). DSU havde også pæne afdelinger i Århus, København, Ålborg m. fl.
Det var fortiden. Du står i nutiden. Jeg tror næsten, I er nødt til at prøve jer frem. 34 personer, siger du….det er forhåbentlig ikke i hele landet, at I er så få? Det er næsten ubærligt, hvis det er der, I er. Hvis det nu er i Hovedstadsområdet eller blandt gymnasieelever, er det måske lettere at komme videre, gennem et medlemsblad, nogle fælles aktiviteter, kursusvirksomhed, hvor I kan lære hinanden at kende og lave en strategiplan. Måske vil moderpartiet yde økonomisk hjælp eller låne jer en konsulent fra deres sekretariat til at sætte nogle ting i gang.
Hvad kan I lokke medlemmerne til med? Uden ægte interesse går det ikke, men til gengæld er chancerne for at gøre politisk karriere jo absolut realistiske, for med den svage medlemsrekruttering næsten alle partiet har i disse år, er det jo meget realistisk, at de, der har lyst også kan blive valgt til forskellige tillidshverv, f. ek.s medlem af en kommunalbestyrelse el. lign. Måske ikke fra Dag 1, men over tid. Men først og fremmest lærere man en masse om andre og om sig selv, om samarbejde og om strategier, om samfundsforhold og om at debattere og argumentere ordentligt. Den lærdom og erfaring man får, er alee hele indsatsen værd.
Hvis du står ene mand med hele din entusiasme, men uden megen opbakning fra de andre 33, så er du simpelthen nødt til at bruge kræfter på at finde to eller tre andre af medlemmerne, der brænder for sagen. Du må gå rundt og besøge alle medlemmerne. Gør notater om, hvad du ser for muligheder i dem. Deres uddannelse, deres meninger, deres talegaver, deres væsen, som gerne må være vindende, deres lyst og energi. Brænder de for sagen? I er nødt til at være mindst 3-4 mennesker, der sammen lægger nogle konkrete planer og fører dem igennem, eller prøver på det, i et års tid, mindst. Så kan I bagefter evaluere resultatet, og se, om der er grundlag for at gå videre.
Held og lykke med forehavendet.