Engang sagde tidligere finansminister Thor Pedersen (V), at vi kunne købe hele verden. Der var ingen grænser for, hvad skattestop og ufinansierede skattelettelser ved valgene i 2005 og 2007 ville resultere i af lyksaligheder.
Nu står vi i en situation, hvor uansvarlighedens politik har vist sit sande ansigt. Den opskruede bobleøkonomi, der var lånefinansieret på baggrund af stigende ejendomspriser og aktiekurser, holdt ikke længere.
Økonomien er begyndt at styrtdykke mod afgrunden. Regeringens forslag til finansloven for 2010 viser en forringelse på 146 milliarder kroner i forhold til, at man kalkulerede med et overskud på 60 milliarder kroner, men ender med et underskud på 86 milliarder kroner.
Regningen for at lade de borgerlige sidde ved magten i snart otte år skal betales ved kasse et. Havde man i stedet for ladet oppositionen være ved magten i samme tidsramme, så der kunne være blevet investeret kraftigere i bl.a. sundhedsvæsen, uddannelse og ældrepleje, ville vi have stået i en mere fair og ansvarlig situation.
Det eneste modsvar, man kommer med fra regeringens side, er skræmmekampagnen om, at de socialistiske partier bare sætter skatterne i vejret, hvis de overtager roret.
Tydeligvis udgør partierne i oppositionen også de eneste, der forstår, at velfærd koster penge, for regeringen har igennem sin periode været dygtige til at stikke vælgerne blår i øjnene. Hvis du betaler mindre til denne del af samfundskagen, kan du få mere på den lange bane, har budskabet været.
Nu er løsningen, at svinger man lidt mere med dankortet, vil det private forbrug løfte os alle ud af krisen. Dette er en afprøvet manøvre, og den virker ikke. De eneste metoder, der skaber langvarig vækst, er det fælles, og her har man desværre også forsømt en hel del. Private forsikringer og støtte til privathospitaler. De fleste ønsker nok en ordentlig sundhedsbehandling, som er drevet af et fælles bidrag til et bedre offentligt sundhedsvæsen.
De skader, regeringen har voldt på offentlige sygehuse og offentlig uddannelse, er ikke til at overse. Hvis vi som samfund vil rette op på disse skader, er vi nødt til at vende den tunge ende opad ved at skære på skattereformens enorme skattelettelser til de rige, ved at bekæmpe snyd, ved at omlægge afgifter og ved at lade selskaber og spekulanter betale mere til fællesskabet.
På dette område mødes oppositionen ligeledes med forkerte påstande og vrangforestillinger.
Hjerneflugt og nedtrapning af arbejdsindsats er ifølge de borgerlige konsekvenserne ved at tage fra de rige. Ikke desto mindre betaler de næsten det samme til fællesskabet i 2009. Lavere marginalskatter skulle stimulere arbejdslysten og foretagsomheden. Denne traver er helt ude i hampen, fordi alle danskere får en skattelettelse med oppositionens oplæg til en skattereform. Forklaringen er, at beskæftigelsesfradraget hæves.
Lene Espersen har sagt, at virksomheder vil tage til udlandet eller lægge produktionen der, hvis de skal betale 3 procent mere i skat. Problemet er, at det gjorde de også for et par år siden, og i de år, hvor kriser ikke ruller hen over samfundet, betaler bankerne mest i selskabsskat. De kan ikke flygte.
En generel bemærkning er derfor, at man når længere med beslutningen om at investere i Danmark, dvs. at sikre et godt uddannelses- og forskningsgrundlag samt en velfungerende infrastruktur.
I de foregående år har det således sikret, at vi ligger i top i verden, hvad angår konkurrenceevne, teknologi og kreativitet.
|