/ Forside/ Interesser / Familie & Relationer / Samliv / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
 
Top 10 brugere
Samliv
#NavnPoint
dova 1686
Nordsted1 1665
miritdk 1121
Birgitta 720
ans 540
rene2897 510
mulberry 475
vaxen 458
granner01 375
10  Trille7 350
Hvad skal jeg gøre????????????
Fra : Trolley
Vist : 446 gange
100 point
Dato : 25-06-09 10:30

Jeg kan ikke rumme flere åbne spørgsmål i mit hoved.

Jeg har en lykkelig skilsmisse bag mig, som blev en realitet for et år siden.

For ½ år siden mødte jeg manden. En enlig far til 2 drenge, som det siden hen skulle vise, sig mangler en far, der kan være konsekvent i sine udmeldinger, hvilket har betydet, at drengene virkelig mangler at blive sat på plads. Dette ikke kun hjemme, men det viser sig også,
at der af og til er problemer i skolen. Jeg har selv en datter, som er meget velopdragen og fungerer socialt godt. Hendes far og jeg er meget enig om hvilke normer og regler der skal opdrages efter. At man skal lære at begå sig og have kendskab til ”takt og tone” gode manerer og pli og og og …. Altså så man kan være ens børn bekendt, men også at de senere hen i livet kan være sig selv bekendt. Selv er vi opdraget lige sådan.

Nu står jeg i et følelsesmæssigt dilemma, fordi min kæreste ikke selv har formået, at give sine drenge, samme opdragelse, men han er helt enig med mig. Hans egne forældre har ikke selv formået det overfor ham selv. Han har været i familiepleje, været adfærdsvanskelig, men har senere hen i livet opnået anseelse er meget høflig og hjælpsom ved alle venlig er et rart og godt menneske, som på trods af sine forældres dårlige manerer, dog ikke går i deres fodspor, når man tænker på alt det man hører og siger omkring arv og miljø der følger en resten af livet.

Disse spor har han formået at vige uden om og dermed fulgt en bedre vej.

MEN Han har i den grad slækket temmelig meget på opdragelsen af sine børn de sidste par år, grundet personlige problemer. Det er hårdt at være ”med til at skulle rette op på”, når man selv har en velopdragen datter. Ikke at det er mit problem, og jeg har også meldt ud, at jeg ikke vil opdrage hans børn, men gerne supplere ham. Jeg kunne på nuværende tidspunkt ikke drømme om at flytte sammen med min kæreste. Jeg har svært ved at min datter, som er harmonisk, skal være vidende til alle de konflikter, der hersker omkring os med drengene. Synes det er rigeligt for hende at høre på hver anden weekend, når hun er sammen med drengene. Når vi er sammen med min kærestes far og samlever, eller bror, så er sproget ”fandenganeme osv.” jeg er ved at gå op i en spids, når jeg hører på det, og børnene sidder ved siden af. Det er i den grad demotiverende, når man til daglig prøver på at lære børnene at opføre sig ordentlig.

Jeg har meget svært ved at min datter skal være en del af hans familie. Selv om jeg har fuld forståelse fra min kæreste mht. mit antipati etc. Så kan vi jo ikke lave hans far om. Men hold da op hvor det kører rundt i mit hoved.

Mit kæreste er enormt glad for mig, og er angst for at jeg pludselig sig stop en dag. Den type der bare opløser et forhold, er jeg normalt ikke, og jeg er vildt glad for min kæreste, så det ønsker jeg slet ikke. Han er utrolig kærlig, sød, hjælpsom, huslig, sød ved min datter, udadvendt, har et godt job, bor dejligt, altid positiv og og og og og……….

Dog spoleres mit hoved af åbne spørgsmål som:
o   Gør jeg det rigtige?
o   Har kærligheden gjort mig blind?
o   Vil jeg fortryde senere i mit liv?
o   Vil jeg kunne leve med denne skarpe opdragelse af hans drenge indtil de kan begå dem
både hjemme og i skolen?
o   Vil min datter tage skade af al den postyr med min kærestes drenge?
o   Jeg ved godt, jeg ikke skal leve med hans far, men vil jeg kunne leve med hans families
dårlige manerer?

Jeg kommer absolut ikke selv fra noget hjem, som skal anses, som det bedre borgerskab. Jeg er ganske normal, faktisk selv et skilsmissebarn. Opvokset i en kernefamilie, men der har været regler og man havde respekt for sin forældre, når man blev irettesat. Man fik lært hvor værdifuldt, det er, når man har en familie, man kan stole på og lære noget af. En der altid er der for en. Også når det brænder på. Ens forældre er den klippe man trygt kan støtte sig op af indtil man kan klare sig selv. Alt det vil jeg give mine børn (den store er rejste hjemmefra) og klarer sig super godt. Det skal den lille også komme til. Men kommer jeg til at spolere mit liv og hendes, ved at vælge et liv med min kæreste og dermed med hans drenge? Det går fremad med drengene og min kæreste gør alt hvad han kan. Meget prisværdigt. Han har helt bestemt lyttet til nogle af mine redskaber. Men jeg er bare stadig i tvivl og jeg aner ikke om jeg overhovedet skal være i tvivl.
Hjælp mig med at finde svar!
Hilsen
Trolly


 
 
 
Kommentar
Fra : bublebee


Dato : 25-06-09 10:44

Puha sikke en smøre.

Men jeg kender det godt.
Da jeg mødte min mand var hans søn 1½ år - og allerede den gang en meget bestemt liole herre der gjorde hvad der passede ham.
Hans eks kæreste var en type som ikke sagde noget til drengen og var bange for konflikter - og det kan vi til tider godt stadig kæmpe med idag hvor drengen snart fylder 7 år.
Men her ved os har vi fået sat os i respekt og har fået fortalt drengen at det bestemt ikke er ham der bestemmer. Det samme er moderen endelig begyndt på.
For hvis i kun har drengene hver 2 weekend? så er det lige så meget deres mor som skal igang.
Syntes det er super at du giver din kæreste redskaber og at det går bedre, for der er jo kun gået ½ år som du siger.
Men der skal være rgler, grænser og begrænsninger.
Vi bruger til tider den med, at laver han nogle stride ulykker så ryger han ud på den anden side af døren hvor han stadig kan se og høre os men ikke må komme ind. Så sætter vi et æggeur på nogle minutter og han må ikke komme ind før det ringer - bliver han så ved ryger han på værelset hvor han ikke kan se os.
Det virker og det er meget meget sjældent vi nu er nødt til det.
Det er vigtigt at bakke hinanden op - også i skideballer, for så indser de virkelig at den er gal.

Vi har også haft konflikter med min mands forældre - især hans mor som havde en tendens til, når vi havde sagt nej til drengen gav hun ham lov alligevel.
Der måtte vi sige, at enten artede de sig og forstod at opdragelsen stod til os, eller også kom vi bare ikke der mere.
Det virkede.

Men ellers lyder det til du har en dejlig kæreste. Hold fast i ham og sørg for at i snakker om alt....Også dine følelser mht alt dette....

Kommentar
Fra : Trolley


Dato : 25-06-09 10:53

Tak for dine kommentarer,
Ja det er bare enormt svært.
Drengene bor hos deres far.
Moderen har ikke altid været den bedste til at opdrage,
men hun er blevet en anelse bedre.

Kommentar
Fra : bublebee


Dato : 25-06-09 11:10

Ok ja så er det hans ansvar at der er styr på dem - men føler du han lytter til dig og dine fif, kommentarer og ideer ???
Og gør han brug af det ?

Kommentar
Fra : Trolley


Dato : 25-06-09 11:33

Hej igen
Han lytter helt bestemt. og er glad for mine redskaber som supplement til hans egne redskaber.
Jeg bruger bl.a. selv den med at de kan gå ind på værelset i 10 min. fortsætter de bliver der øget med 10 min. så det er rigtig træls synes de.
Stuearrest er jeg ikke den store tilhænger af. Slet ikke hvis de bare skal blive på værelset og se ejernsyn og spille pc'er gå på nettet etc.
Så må der midler som fjernelse af fx. deres netadgang eller fratagelse af deres mobil i 14 dage. Det kan der jo gøres så længe det er den voksne, som betaler.
Men det er bare så hårdt og afkræftende hele tiden at skulle være på mærkerne.

Kommentar
Fra : bublebee


Dato : 25-06-09 11:36

Det lyder til, at i bruger nogle rigtig gode midler - og ved det er hårdt men det bærer frugt - tro mig.
Vi bruger også den at hvis de kan finde ud af at opføre sig ordentlig kan vi tage på tur eller noget.

Men den med at fratage dem goder tror jeg meget på, bl.a med at fratage dem netadgang i nogle dage eller noget andet smart så de forstår pointen.
Men det har også været rigtig hårdt her, derfor man skal tale sammen og bakke hinanden op.

det skal nok blive bedre - og du sagde du kunne mærke en lille forskel allerede ik?

Kommentar
Fra : Trolley


Dato : 25-06-09 12:50

Jo jeg mærker en forskel og med den mindste af drengene, har de også kunnet mærke en forskel.
Men lige som man synes, at det hele arter sig positivt, så gir' bagslag og man skal igen op på dupperne. Det er klart at det kan tage tid, når grænserne ikke har været sat over en længere periode. Men det er nu det skal gøres ellers bliver det hurtigt for sent.
Og vi er så enige om fremgangsmåden begge 2. Det er blot mig der er dels utålmodig og dels træt af hele tiden skal markere mig. Disse problemer har jeg jo slet ikke med min datter. Ihvertfald ikke så voldsomt. Hun forstår hvornår hun er gået for langt. Og kender konsekvensen hvis hun skulle prøve at fortsætte. Vi har det dejligt sammen og nyder dagene hvor vi er alene hjemme i vores hus.
Nu er det jo også kun gået et ½ år med min kæreste og mig og derfor som jeg har nævnt, er det heller ikke aktuelt at vi skulle flytte sammen endnu. Men med tiden kunne det være rart ikke at skulle "leve i en kuffert". Men det må komme. Først skal drengene vide hvor grænserne er, og det både når de er selv med deres far, og når vi er sammen alle sammen, så de ikke tror, at det kun er, når jeg er hos dem. Tja kampen går videre

Kommentar
Fra : bublebee


Dato : 25-06-09 13:21

Hehe ja det kan være en kamp.
Men din kæreste skal også - når du skælder ud, hvis de ikke vil høre efter markere at nu stopper festen for dem og så er det ind på værelserne.
Og ja det er netop nu det skal tages for ellers er det for sent.

Håber det går - og i finder ud af det hele da.
For det kan være rigtig hårdt, især hvis du ikke selv har det problem med din datter.

men igen er det hans egen skyld fordi han har været alt for blød. Så må man være meget hård ved dem i et års tid, men så bærer det også frugt....

Kommentar
Fra : Eyvind


Dato : 25-06-09 14:13

Jeg tror ikke du har det godt med at skulle holde styr på alle "4" børn...............du løber snart træt.


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 25-06-09 14:56

hmmm.. Ja, jeg synes, at situationen virker uholdbar...

Du virker rigtig frustreret over situationen.....
Og det kan jeg godt forstå.

Det, din datter har brug for, er ikke nødvendigvis det samme som de to drenge har brug for. Det din kæreste har brug for er måske noget helt tredie. Og så er der dig selv og hvad DU har brug for.......

Din kæreste er som han er!! Du kan ikke lave ham om! DET er altså et vigtigt udgangspunkt.

Når han så er som du beskriver ham, så kan du kikke på, hvad DU kan gøre.
Kan du hjælpe drengene ved at være på den måde DU synes er den rigtige? Uden at det går for meget ud over din egen datter?
Du gør IKKE drengene nogen tjeneste ved at forsøge at påvirke deres far til at ændre sig. Det ER altså ikke din opgave.
Hvis HAN ønsker at ændre sig, så kunne han måske finde kurser, der drejer sig om børn og psykologi og det at være forældre. Eller bøger. Det er HAM, der skal ønske en ændring. Og han skal IKKE ændre sig til at være ligesom dig. Men til det han selv når frem til er det rigtige for lige netop HAM og hans drenge.

Hvis du fornemmer at det går meget ud over din datter, så må du simpelthen indskrænke hendes samvær med den familie til et minimum. Hun er sikkert hos sin far eller hos bedsteforældre nogle gange. Så må du nøjes med at pleje dit nye forhold på de dage.

---Hvis du synes det er "tåleligt men ikke optimalt" for din datter, så er udvejen måske at I to laver noget sammen? Nu skriver du ikke, hvor gammel hun er, men måske kunne I gå til noget sammen? Eller udnævne en dag om måneden/ugen til en tøssebytur eller sådan noget..

--Såvidt jeg kan se, er dit største problem med hensyn til din datter, at det er dig meget imod at hun bliver udsat for din kærestes forældre.
Jamen så må du altså droppe kæresten i de week-ender, hvor drengene er sammen med deres bedsteforældre? Hvorfor siger du ikke ligeud, at det samvær vil du ikke være en del af?
I hvert fald ikke så længe I begge har børn.
Jeg ved som sagt ikke, hvor gamle børnene er, men de har det jo med at blive ældre. Og en dag er de allesammen forhåbentlig kommet godt i vej. Og så kan det jo godt være, at du og kæresten får et bedre forhold...
Men det er fornuftigt af dig ikke at satse på at flytte sammen på nuværende tidspunkt.
---Rådgiv din kæreste ved at finde muligheder for kurser eller bøger om hvordan man overlever med et par skilsmisseknægte i huset...

Og hvis alle din kærestes problemer med drengene tærer på JERES forhold, så skal I måske finde en parterapeut?



Kommentar
Fra : bublebee


Dato : 25-06-09 15:07

Altså med hensyns til hans forældre og bror - så kan det nogengange hjælpe bare at sætte sig ned og tage en snak med dem og forklare dem hvordan det påvirker jer og børnene.
Og jeg sys bare du skal lytte til dit hjerte og følge det, for det kan sagtens gå og så længe du selv syntes det udvikler sig i den rigtige retning så er det det vigtigeste....

Kommentar
Fra : Trolley


Dato : 26-06-09 13:43

Tak for alle jeres gode råd.

Mht. hlvad min kæreste føler - gør og magter, så må jeg sige at hans opdragelse er rigtig godt på vej. og jeg supplerer samt han bakker op omkring mig, hvis ikke drengene hører. Men ofte er det ikke tilfældet. De har temmelig meget respekt for mig. Lige såvel som jeg kan sætte dem på plads og vise dem hvem der bestemmer så giver jeg også dem kærlighed og varme. Dvs. nusser dem godnat vækker dem blidt hjælper dem med lektier og og og.....
Det er måske mig der er for utålmodig, men jeg har aldrig tidligere haft behov for at skulle markere mig så voldsomt som jeg er nød til nu. Derfor er jeg ofte kørt træt. Jeg og min datter er ikke tit hos drengens bedsteforældre. Men de er der en del og har før min tid også været der en del. De påvirker bestemt ikke deres opdragelse i en positiv retning, men det kan jeg jo ikke blande mig i, men har dog udtrygt min forargelse over deres måde at bruge sproget på mv.

Kommentar
Fra : bublebee


Dato : 26-06-09 14:54

snak med din kæreste om bedsteforældene og tag så begge en snak med dem og forklar problemet.
Det burde hjælpe hvis i kan få dem til, at indse de gør mere dårligt end gavn.

Og det lyder da til, at det hele går i den rigtige retning, så nyd du hellere at du har en skøn kæreste som vil arbejde på problemerne :)

Kommentar
Fra : Rosalil


Dato : 30-06-09 14:50

Nu er det også sådan at du har en super dejlig og nem datter. Det skyldes til dels dig og din måde at gøre tingene på, men måske skyldes det også din datters væsen.

Det er hørt før at familer med flere børn har forskellige problemer med ungerne. Altså en af ungerne bruger mere energi på at stille spørgsmål til normerne i familien.

Nu har du så fået nogle stykker der giver dig vanskeligheder, og tro mig det kan også være svært for de biologiske forældre at skulle kapere sine følelser omkring vanskeligere børn. Så jeg synes du gør et godt arbejde for at få det til at fungere. Godt gået.

held og lykke med projektet.
Rosalil

Du har følgende muligheder
Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.
Søg
Reklame
 
Statistik
Spørgsmål : 176968
Tips : 31936
Nyheder : 719565
Indlæg : 6404895
Brugere : 218803

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste