/ Forside/ Interesser / Familie & Relationer / Samliv / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
 
Top 10 brugere
Samliv
#NavnPoint
dova 1686
Nordsted1 1665
miritdk 1121
Birgitta 720
ans 540
rene2897 510
mulberry 475
vaxen 458
granner01 375
10  Trille7 350
er fortvivlet....
Fra : lineaaenjensen
Vist : 775 gange
100 point
Dato : 25-03-08 12:48

hej allen kandu brugere

det er længe siden jeg har været her inde på siden, da jeg har været meget syg i længere tid og er det stadig...
men jeg har et meget stort problem og håber i kan hjælpe mig... jeg har gået sygmeldt i snart 3 år men maveproblemer og konstante smerter, og som sagt er det gået ned af bakken jeg har overhoved ingen energi og glemmer mange ting og har svært ved at koncentrere mig pga. det medicin jeg får til daglig...
mit problem er jeg elsker min kæreste over alt på jorden og vil gøre alt for ham vi har været sammen i 7 ½ år og har haft mange gode timer sammen. men det sidste år er gået ned af bakken for min sygdom er blevet for meget for ham, og jeg bearbejder ham ikke på nogen måde det er svært.. han synes ikke jeg gør nok selv for at komme vidre i syghus systemet, men jeg har så mange gange været indlag, blevet opereret og har så fået at vide de ikke kan gøre mere for mig de ved ikke hvad jeg fejler så jeg har fået diagnosen kronisk smertepatient...
som sagt prøver jeg selv at finde ud af noget for jeg ønsker ikke at skulle gå hjemme resten af mit liv som førtidspensionist eller på flex job, jeg vil bare være rask...
det sidste halve år er han blevet meget indelukket og sur hele tiden og siger jeg ikke gør nok, og glemmer ting, har ingen energi...og han er aldrig alene jeg er altid hjemme, jeg er gået i stå med mine intresser pga min sygdom. og igår efter længere tid skænderi/diskution spurte jeg ham hvad han har brug for lige nu om det var tid alene til at tænke tingene igennem eller hvad det nu kunne være og han sagde han havde brug for lidt tid alene, men han kunne ikke på nogle måde bede mig flytte da jeg får hjælp fra kommunen og ikke har råd til at bo alene... men han sagde han havde brug for tid og jeg er så nu taget hjem til mine forældre, som vi begger var enig om for ikke at tære mere på vores forhold...
men nu er jeg så bange for at han beslutter sig for ikke at ville have mig tilbage, og er så bange for at miste ham når jeg stadig elsker ham, er ked af at min sygdom situration skal ødelægge vores forhold...
skal jeg give ham tid alene lade være med at skrive tilbage når han skriver eller svarer når han ringer??? vi snakkede om jeg skulle komme op en tur i aften og hente lidt tøj og så vi kunne snakke, skal jeg lade være med det og lade ham få fred til at finde ud af hvad han vil og se om han savner mig???
jeg savner ham så utrolig meget og hver 5 minut har jeg lyst til at skrive eller ringe til ham men gør det ikke for han havde brug for tid...
han siger han stadig elsker mig og han kom også forbi henne hos mine forældre i dag for at se mig, men jeg kan ikke blive klog på ham....
hjælp mig
den fortvivlede Line

 
 
 
Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 25-03-08 12:53


Hvor er det trist at hører, stakkels dig/jer

Jeg syntes du skal give ham den tid, det nu tager for at ham at blive afklaret med, hvad han vil med fremtiden.

Du skal vente med at hente dit tøj, til det er absolut nødvendigt. Lad være med at sms'e med mindre han skriver først.

Rigtig rigtig god bedring og pøj pøj med fremtiden

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 25-03-08 13:02

Hej Line
Du er nødt til at give ham den tid han har brug for.
Ikke klamre eller omklamre ham. Det er da også svært for ham.
Det lyder så nemt, men du må acceptere din situation som den er i dag med hensyn til sygdommen og prøve at komme ud i livet, på trods af dit handicap.
Vend lige din situation om, og prøv at forestille dig at det var din kæreste der var syg. Prøv også at forestille dig at du først mødte ham i dag - og ville han så turde binde sig til dig? Det omvendte kan du også forestille dig. At elske betyder også at kunne give slip.

Ha' det godt og prøv at fokusere på andre ting også. Har du sat dig et mål for fremtiden? Noget du gerne vil på trods af sygdom?

Mange hilsner Ingelein

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 25-03-08 13:40

Hej Line..

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er ked af at høre om din situation - meget af den ligner unægteligt min egen, og jeg kan i den grad sætte mig ind i, hvad du gennemlever.

Min mand har jeg kendt igennem 15 år og i den tid har vi oplevet en voldsom trafikulykke, hvor jeg kom meget til skade - var sygemeldt i to år og har siden haft fysiske men efter traumet. I 99 blev jeg diagnosticeret med en tarmsygdom, som siden 2003 har været i aktivitet konstant.
Det vil sige, at både jeg selv men sørme også min mand har været udsat for nogle kraftige belastninger igennem årene.
Og jeg takker for, at han er så tålmodigt et menneske, han er - for hold da op, hvor har det været hårdt for ham.

Specielt de sidste fem år, hvor sygdom helt bogstaveligt har styret både hans og mit liv ned til meget små detaljer.
Jeg tror det er rædselsfuldt at være pårørende til et sygt menneske i al den tid, hvor der foregår kamp for at finde den rette behandling. Man er magtesløs og samtidig bekymret. Man mærker alle begrænsningerne på sin egen krop, og man ser, at sygdommen tager mere og mere af sin elskedes identitet.
Samtidig forventes det, at der udvises den største tålmodighed og at det gives uforbeholdent støtte til os, der er syge. Og vi er så følsomme, at der ikke skal så meget til før vi bliver rystet i vores grundvold, så handlemulighederne for de pårørende er også begrænsede..

Hvis dit forløb har været bare halvt så slemt som mit eget, så kan jeg godt forstå, at din kæreste føler sig halvkvalt i sygdom og begrænsninger for hans/jeres frie liv.
Det er HÅRDT... Så hårdt at man ikke fatter det.

Jeg har ikke nogen gylden løsning til dig, andet end at sige, at os der er syge nogengange skal holde fast i at vi definerer os på flere måder end at være patient. Vi bliver nødt til at fastholde interesser - og kan vi ikke komme ud og dyrke dem, så må vi gøre det hjemmefra... Læsning, brug af pc'er, kæledyr, der ikke belaster.. Det er så vigtigt, at give livet indhold, for er vi kun vores sygdom, så dræber vi alt omkring os.
Det er rigtig svært - 90 % af mit liv er styret af min sygdom, så jeg skal også virkelig holde fast for ikke at kvæle min mand, der i forvejen har tørklædet stramt om halsen på grund af min situation

Vi skal huske at smile... Og at vi ikke er vores sygdom....

Vaxen

Accepteret svar
Fra : Birgitta

Modtaget 100 point
Dato : 25-03-08 16:04

Det er en rigtig god ide, at I er gået lidt fra hinanden i første omgang.

DU må så prøve at få dit eget liv til at fungere bedre til trods for at du er så hårdt ramt. Tit er det sådan, at man ikke kan få hjælp til så meget når man er i parforhold, fordi kommunen regner med partnerens hjælp.
--Det vil være rigtig, rigtig godt, hvis du kan få dit eget sted at bo, så det ikke bare bliver dine forældre, der tager over og passer dig.
Du har krav på at få hjælp til at leve dit eget liv.

Du og din kæreste er så unge, og I har været sammen næsten hele jeres voksne liv. Det er nok rigtig godt med en pause.
Den pause kan DU bruge til at få styr på dit eget liv, -til at blive mere rask eller til at søge pension, -alt efter hvad du fejler og hvordan dine fremtidsudsigter er. Og til at søge den hjælp, du har brug for, ---så du ikke belaster din kæreste og dine forældre mere end nødvendigt.

Din kæreste kan bruge pausen til at komme til kræfter og få det hele lidt på afstand.
Når HAN er kommet til kræfter, --og DU har fået bedre hjælp, --så vil I sikkert flytte sammen igen. -Inden da vil I kun komme til at slide hinanden op og køre jeres forhold i sænk.

Så du skal have snakket med din læge om det videre forløb af din sygdom. Og du skal have snakket med en sagsbehandler om at få egen bolig, evt. pension og måske hjælp til noget indhold i livet, der ikke drejer sig om kæreste eller sygdom..

Hvordan er det gået med dit besøg på smerteklinikken?




Godkendelse af svar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 26-03-08 10:28

Tak for svarene

det er utrolig dejligt at der er andre der kan sætte sig ind i min situration såment som hans....
jeg ved jeg skal give ham tid og jeg skriver eller ringe ikke til ham pånær han kontakter mig først, men jeg har meget svært ved at finde ud af hvad der sker for han spørger om jeg ikke kommer op en tur og i aften vil han have mig op og hjælpe ham med noget med computeren, derfor er der svært at give ham tid... vi snakkede igår om at det med tid var vores begge beslutning, men som sagt synes jeg ikke han gav mig noget valg for han sagde jeg går hvis du ikke gør, og jeg tænke så logisk og sagde jeg gik for jeg kan umuligt side i vores hus alene på kontanthjælp...
vi snakkede om nogle forskellige ting igår om ting han savner hos mig og han har set forsvinde det sidste halve år, han siger han mener ikke noget ondt med det her men det er for mit eget bedste at jeg havde brug for et spark i røven og komme igang med min interesser igen.. og efter jeg for ½år siden startede på noget andet medicin har jeg ikke haft lysten og energien til noget som helst.. når jeg får det medicin må jeg nu ikke drikke og det sagde han også han savnede at vi kunne tage i byen og drikke sammen og tage hjem og hygge hele natten som man gjorde før hen, men det kommer han først med nu og har aldrig sagt sådan noget til mig...
han sagde også at jeg ikke kunne gøre for det for jeg var jo ikke mig selv når jeg tog det medicin så han er ikke på nogen måder sur på mig, men alligevel skælder han ud og siger jeg ikke kan forstå det, men jo jeg kan sagtens forstå det og er begyndt at undersøge nogle ting såsom hvornår der starter et fransk sprogkursur og andre ting der intressere mig også for at komme lide mere ud af min skald som jeg er kommet ind i og når jeg så er begyndt på nogle ting ville han også kunne se jeg prøver på at forandre mig da jeg nok kan se hvad han siger...
i aften skal jeg til zoneterapi og se om det kan hjælpe lidt på mit hovedpine som jeg døjer meget med, og jeg ved ikke hvor længe sådan noget tager og det sagde jeg til ham og han ville gerne at jeg kom bagefter en lille tur....
jeg vil jo ikke gøre noget overilde og leje en lejelighed hvis han vil have mig tilbage, for det er fuldstændig åndsvagt at sætte penge i det hvis han bare skal bruge en uge eller 14 dage, men jeg har tænkt mig at give ham 14 dage og se om han kommer med noget inden eller derefter sige til ham jeg ikke kan blive boende hos mine forældre...me det næste problem er så når jeg er på kontant hjælp kan jeg ikke få mere en hvad jeg gør nu og det er 5500 kr og det kan jeg umuligt have en lejelighed for og så også leve...
jeg er fuldstændig lost for jeg kan ikke finde ud af alt det her det stiger mig til hoved...


Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 26-03-08 10:39

jeg glemte lige at jeg skal på sygehuset den 4 april til forundersøgelse til operation da jeg døjer med bylder i maven.
først den 28 august skal jeg t på smerteklinik og den 26 maj skal jeg til århus på universitetshospitalet til nogle undersøgelse jeg er kommet på et forsknings hold som måske kan finde ud af hvad jeg fejler...
jeg synes selv jeg gør noget for at blive rask og ønsker kun at blive rask og vil gøre alt for at beholde mikael, men han se ikke i hverdagen hvor meget jeg kæmper med mine smerter og systemet.
han har lige haft ringet igen for at hører hvad jeg laver og hvordan jeg havde det men som sagt er det svært at snakke med ham, men jeg prøver alt hvad jeg kan for at lyde nogenlunde bedre og frisk og har lyst til den lille samtale, men igen hvis han har brug for tid hvorfor skal jeg så kommer forbi eller han skriver eller ringer et par gange om dagen.. da jeg boede sammen med han ringede han næsten aldrig hjem om dag eller skrev til mig...
jeg er ked af at ikke have ham med når jeg skal til hjørring den 4 april og gennemgå den operation uden hans støtte, men hvis han ønsker det sådan må han få det sådan..

Kommentar
Fra : Klumme


Dato : 26-03-08 10:46

Det var godt du fik et svar du kunne bruge Linea. Jeg studser nemlig lidt, når man som du redegør for så privat en ting som din sygdom, og at man så kan finde på, at svare dig med en lige så lang redegørelse om sin egen sygdom. Det kan du vist ikke rigtig bruge til noget.

Jeg ønsker dig good luck, og mon ikke du er dupperne når sommeren oprinder.

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 26-03-08 11:14

Hej Line
Så sig dog til manden M at I har besluttet Jer til en Out-Time, hvis I ikke holder fast ved den nu, får i det til at blive et "Tænd og sluk" forhold.

Jeg har set helt bort fra din sygdom i det jeg skriver her, for du skal også prøve at lære at skille tingene lidt ad. Skriv op, hvad du prioriterer og lav en liste med + og minusser. Det hjælper dig med at se klart på nogle ting, der kører rundt i dit hovede.

Du kan vel få dine forældres støtte til din operation. Og det stiver selvtilliden af at man kan klare ting selv.

Find ud ad hvad du selv vil, udover at du helst vil fortsætte som før, det kan jeg klart fornemme.

Mange kærlige hilsner og et lille spark
fra en oldsag Ingelein

Kommentar
Fra : ingelein


Dato : 26-03-08 11:18

Til Vaxen

Hvad F..... kan Line bruge din/Jeres sygdomshistorie til. Der er nok ulykkelige ting hun kan læse om andre steder. Hun trænger til at finde ud af sit eget liv og behøver ikke at spejle sig mod alle de ulykker - der efter dit udsagn er dobbelt så hårde........ hvem kan iøvrigt bedømme det?????.

Men også held og sundhed til dig.
mange hilsner Ingelein stadigvæk på vej mod de 70 og med en god portion livserfaring.

Kommentar
Fra : Klumme


Dato : 26-03-08 11:23

Tillykke med de 28 år Ingelein

Hvem er ikke på vej til de 70?? Nåå jo, de som er over 70 LOOL.

Men ellers har du ret. Det var det jeg antydede i mit tidligere indlæg.

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 26-03-08 11:41

Hun kan fuldstændig rigtigt ikke bruge min sygehistorie til noget - og den har hun heller ikke fået...

Hun har fået en indgangsvinkel til at forstå, hvor forbasket svært det er at være pårørende til en, der er syg.
Og en reminder om, at man, hvis man har sygdom over lang tid, bliver nødt til at finde andre ting, der kan fylde livet med positive ting.
Gør man ikke det, så koster det forhold og ægteskab fordi det bliver så fyldt af sygdom, at alt andet bliver kvalt..

Jeg beklager, at jeg ikke skrev om fiktive mennesker, når det sådan falder jer for brystet at jeg bruger mig selv som eksempel... Det kunne jeg godt have skrevet om fiktive mennesker, det er dog for mig mere nærværende, hvis man er personlig. Men sådan har vi det jo forskelligt...

Jeg kan i øvrigt sige, at min mand læste Lines indlæg, og han var noget mindre forstående overfor kærestens situation end jeg var.

Hvem er i øvrigt i stand til at vurdere, hvem der har det værst? Og synes I virkelig, at man skal det?


Noget andet - en ting, der slår mig er, at du, line, er sat i en situation, hvor det er ham, der styrer løbet. Du ligger under for hans beslutning om, hvorvidt han vil dig eller ikke vil dig. Det er en frygtlig situation at stå i, og jeg vil råde dig til at tage kampen op, og stille nogle krav tilbage. Du skal ikke vente på hans nåde, det er altopslidende.

Måden han har valgt at give sig selv en pause på, synes jeg er uden omtanke for dig og din situation, og jeg synes det ville være på sin plads, om du fandt din indre svinehund frem, og fortalte ham, at du fortjener respekt fra ham.....

Vaxen

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 26-03-08 13:46

Nå... Jeg bruger osse tit egne erfaringer når jeg svarer...

Det synes jeg godt man må. Det kan give éns svar lidt mere dimension og vægt end hvis det bare er et link eller noget man har lært/læst..

Men svar med links og viden kan OGSÅ være gode svar. Det ene udelukker ikke det andet.



Line.. Tak for accepten af mit svar...
Jeg kan godt se, at du kæmper for at komme videre med din sygdom. Og at den fylder meget.
Træls er det...
Måske er det nok for Mikael, at I ikke bor sammen, men er sammen en gang imellem. Måske er det bare for meget for ham at BO sammen med dig?

Ville du selv kunne slå dig til ro med at bo fast hos dine forældre til du var rask igen? For så var det måske løsningen?
Det kommer jo selvfølgelig an på hvilke forhold DE bor under. Om du har mulighed for nogenlunde privatliv og egen husførelse hos dem?
Så kunne du og Mikael f.eks. aftale, at I holdt week-end sammen?
Det ville være godt for jer begge, hvis I lavede sådan en samværsaftale, --og overholdt den.
I kunne også lave aftaler om f.eks. at tale sammen på et bestemt tidspunkt hver dag..... Og ikke mere.
Aftalerne ville have den virkning, at DU -og han- kunne tænke på andre ting og planlægge andre ting i løbet af dagen. I øjeblikket er det som om du vil bevise din kærlighed til ham ved at stå til rådighed 100%. --Det kan kun give ham endnu mere dårlig samvittighed end han har i forvejen...
Fordi HAN ikke kan leve op til dine behov.
Så hvis I skal fortsætte sammen på en bedre og mere holdbar måde, så er det nok nødvendigt med de ændringer. ---Du vil vel heller ikke have, at Mikael beder dig flytte hjem på grund af dårlig samvittighed?

Det er GODT!!! at du holder fast i ikke at drikke når lægen har sagt, at du ikke må. Det er DIT ansvar. Uanset hvad Mikael gør.
Jeg drikker heller ikke, -af helbredsmæssige årsager. Så jeg ved godt, hvor hæmmende det er socialt. Det er som om man næsten ingenting kan foretage sig uden at der er noget med at drikke med i det...

Ved du hvad, jeg tror, at han har det rigtig skidt med at han ikke kan klare din sygdom. Derfor ringer og skriver han til dig meget mere end da du boede hos ham... Og jeg tror også, at han bekymrer sig om hvordan du har det.
Jeg synes, at det er RIGTIG fint, at du har fået ham til at fortælle om hvad han savner nu, hvor du er syg. Det lyder som om I har noget sammen, der kan overleve den svære tid I gennemgår lige nu..

Hvis I kunne få de faste rutiner til at fungere med at du bor hos forældrene på hverdage og hos ham i week-enderne, så kunne det jo GODT være, at han kunne finde overskud til at tage med dig til forundersøgelse d. 4. april.. Spørg ham, men på en måde, så han har reel mulighed for at sige nej. Forklar ham, at du gerne vil have ham med, men hvis han ikke kan klare det, så kan du godt få din mor (eller en veninde) til at tage med..



Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 26-03-08 15:46

mange tak for de mange gode svar, det betyder rigtig meget for mig...
jeg har skrevet en sms uden at have sendt den til ham hvori jeg fortæller ham hvor meget jeg holder af ham og at han betyder for mig. jag savner også den gamle line som jeg var derfor har jeg aftalt med lægen at prøve noget andet medicin for at virke mere tilstede, og jeg savner også de ting vi gjorde i fortiden så utrolig meget og ville ønske at vi kunne finde dem frem igen, men jeg kan ikke gå i det uvisse når jeg er så ked af det hver dag...
lige nu føles det som om at det ikke bliver bedre, jeg græder hele dagen lang for jeg savner ham, men jeg forstår ham godt og jeg vil også prøve at være hende den glade igen så godt som jeg kan på trods af min sygdom...
hvad kan jeg skrive til ham så han forstår hvor meget jeg holder af ham og vil kæmpe for dette?
kan jeg på nogen måde tillade mig at give ham en tidsfrist på at give mig et svar på hvad han vil med fremtiden???
jeg ved godt vi begge sagde vi havde brug for tid men jeg regnede ikke med det ville være så hårdt at sove uden ham, at se ham hver morgen osv...
jeg sagde jeg havde brug for tid pga at vi skændes meget de sidste dage hver gang han kom ind af døren var han oplagt til skænderi og lige meget hvad jeg gjorde kunne jeg ikke stoppe ham...
han siger jo han gør det for at give mig et spark i den rigtige retning, og jeg kan også mærke jeg har brug for at komme væk nogle gange men fik aldrig gjordt det for jeg var låst fast i en rutine.
hvad kan man sige uden han misforstår det???
jeg vil ikke miste ham jeg vil ikke kunne leve i en lejelighed og så se ham en gang om ugen...

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 26-03-08 16:15

Under alle omstændigheder, skal du sørge for, at du er villig til at lytte til svaret på de spørgsmål, du stiller ham.
Og at du er parat til at drage konsekvenserne, hvis du stiller krav. Du skal også på forhånd vide, hvad de konsekvenser er, og du bliver nødt til at fortælle ham det også.

Jeg håber på, at du kan finde overskuddet til at finde dig selv lidt frem igen. Det er ikke det nemmeste i verden og man skal da heller ikke lade som om, at alt er fryd og gammen, når man har det ad hekkenfeldt til... Men giv dig selv lidt pauser, og hiv dig selv op til at foretage dig noget, du godt kan lide.
Det behøver ikke at være noget vildt og voldsomt - bare noget, der letter dig lidt.

Jeg aner ikke, hvad du skal sige til ham. Måske skal du slet ikke sige så meget. Måske skal du erkende, at du bliver nødt til at bruge lidt tid på at finde dig selv, og at han har brug for en pause fra sygdom ligesom du har.
Men sørg for at du ikke får sat dig i en situation, hvor du ingen indflydelse har på, hvad der skal ske. I er to om det, og I er to om at finde løsningen.

Vaxen



Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 26-03-08 16:16

Jeg bliver egentlig lidt nysgerrig på, hvor meget af dine begrænsninger skyldes sygdom, og hvor meget, der skyldes dine følelser omkring det, at være syg. Har du selv overvejet det?

Vaxen

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 26-03-08 16:18

Nej. Du kan ikke med ord fortælle ham hvor meget, du holder af ham. For det har du sikkert allerede gjort. Og det vil kun give ham endnu mere dårlig samvittighed. Hvis du holder af ham må du se på, hvad HAN har brug for lige nu: At I bor hver for sig.

Hvis du giver ham en tidsfrist, så risikerer du, at han må være ærlig og sige, at så er det slut. Og det må du jo så respektere. Ultimatummer skal man kun stille, hvis man SELV er klar til at tage konsekvensen.

Efter jeg har læst alt det du har skrevet, så TROR jeg faktisk, at det drejer sig om simpel overlevelse fra hans side af. Han holder for meget af dig til at kunne holde ud at bo sammen med dig lige nu. I er jo stadig ikke ret gamle.

Tænk også på, at det med operation kan virke enormt skræmmende... Måske ordner alt sig, når du er blevet rask efter operationen. Lige nu tror jeg kun du tvinger ham VÆK ved at forsøge at presse ham.

Du skal IKKE kun "leve i en lejlighed og så se ham en gang om ugen". Hvis du gør DET, så mister du ham! Du skal skabe dit eget liv, så HAN ikke skal have et kvælende ansvar for dig.
Første trin er operationen. Og måske kan du (og dine forældre) søge kommunen om noget sanatorie-ophold bagefter, så du kommer væk hjemmefra og bliver passet i den første tid hvor du måske ikke kan sørge for dig selv. Når du bliver raskere kunne du måske søge om højskoleophold.

Det er totalt dræbende for jeres forhold hvis du ikke forsøger at udvikle dig og klare dig selv. I har været meget unge, da I mødte hinanden. I ville have rigtig godt af, ---begge to--- at bo hver for sig i et års tid.
Det lyder som om det er hans lejlighed, han bor i, og DU så har boet hos ham... Hvad med huslejekontrakt? Indskud? Er det hans?

Du er voksen. Du skal have dit eget sted.
Hvad lavede du før du blev syg?

Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 27-03-08 09:50

tak for svarene
i høj grad skyldes mine begrænsninger mine smerter da jeg konstant har ond...men jeg er da ikke sikker på at alt det med min sygdom ikke spille lidt ind psykisk, men har snakket med psykolog og hun sagde det ikke var nødvendigt at jeg gav penge til det, for det eneste jeg skulle tænke på var at blive rask...
jeg har fortalt ham hvad jeg føler og han ved godt hvad jeg gerne vil, og jeg har ikke på nogen måde givet ham en tidsfrist for det kunne jeg ikke da jeg er bange for svaret hvis nu...
han ringede igår efter arbejde og ville gerne have jeg kom forbi en tur og det gjorde jeg også og vi snakkede om mange ting også om dette og som jeg forstod på ham havde han ikke opgivet vores forhold, han betrægtede mig som hans kæreste men bare vi boede hver for sig lige nu...
jeg forklarede ham at jeg ikke kunne bo hos mine forældre i evighed/længere tid og ville jo ikke gå ud og leje en lejelighed og så vi fandt ud af det igen inden 3 måneder.. jeg spurte ham om hvad med dankortet (vi har fælles økonomi) og han sagde det beholte jeg bare han sjkulle nok sige til hvis han manglede noget, og vi kunne måske tage ud og handle ind sammen i weekenden når han havde fri...
inderst inde tror jeg det her er godt for os begge, og at vi stadig mødes en lille tur hver dag eller hver anden for også han kan se jeg prøver at ændre mig fra det vrag jeg var og han prøver at ændre sig, og bearbejde nogle af alle de ting...
han skriver hver morgen til mig og spørger hvad jeg laver og sådan noget, tror bare han skal hører min stemme???
det føles lidt som den gang i starten vi kom sammen hvor vi skrev sammen og ringede sammen og sås uden at sove under samme tag... det kunne måske være en god ide at puste lidt liv i den gamle kærlighed hvis man kan det når han er lidt mere åben over for mig og ikke er sur over det der er sket...
vi boede på et nedlagt landbrug som vi købte sammen for 6 år siden og jeg blev jo afskrevet alt da jeg blev syg ellers fik jeg ingen støtte fra kommunen...men jeg tror ikke på nogen måde han snyder mig..
han sagde igår at han var utrolig bekymeret for mig og han var ligeglad med om vi skulle sælge alt vi ejede bare jeg blev rask...

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 27-03-08 12:02

Ja....
Jeg tror også godt du kan se det, hvis du læser dine egne indlæg. Han elsker dig. Og du elsker ham. Forholdene gør bare, at lige nu kan I ikke bo sammen. Det er din "skyld" fordi du er syg. Og det er hans "skyld" fordi han ikke kan klare det.
I kan IKKE presse hinanden til at ændre det. Han kan ikke presse dig til at blive mere rask. -Du bliver rask når du følger den rigtige behandling.
Og du kan ikke presse ham til at kunne klare mere. Jo mere du presser, jo mindre kan han klare.

Mens I ikke bor sammen sker der noget med jer begge to: DU får overstået din operation og bliver forhåbentlig mere rask. Mikael får pauser hvor han kan samle kræfter.

I oplever BEGGE at I kan være sammen på en bedre måde og kommer til at holde endnu mere af hinanden.

Der er ingen grund til at være sure over det, der er sket. For DU kan jo ikke gøre for, at du er syg. Og HAN kan ikke gøre for, at han ikke kan klare at have hele ansvaret for dig og din sygdom. Det er bare lige nu, det er strengt for jer begge...

Det skal NOK gå! Lige nu er du jo OGSÅ bekymret for den operation, der venter. Men du skal NOK klare det! Det varer ikke så længe før DET er overstået.

Begynd at forberede dig på forundersøgelsen i næste uge. Skriv ned hvis der er ting, du vil spørge lægen om. Hav papirer klar, hvis der er noget du skal have med. Skriv en liste over forløbet af din sygdom indtil nu. Eller hvis du allerede HAR skrevet sådan en liste, så sæt dig og kik den igennem for at se, om der er noget, der skal ændres eller tilføjes. Det vil være sundt for dig at indstille dig selv mentalt til den samtale og undersøgelse.



Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 29-03-08 11:21

ja jeg tror også han elsker mig, men jeg kan stadig ikke forstå han ikke siger der til mig længere eller kysser mig eller skriver han savner mig....
da vi boede sammen kyssede vi mange gange om dagen og vi sagde tit vi elsker hinanden men han er som forandret...
jeg har besluttet mig for i dag at tage op til min søster og svoger i skagen og overnatte...bare for at komme lidt væk og tænke på noget andet... tror ikke det er muligt at tænke på andet end ham men han skal heller ikke vide jeg sidder og venter på ham, venter på at hører fra ham eller sådan noget...
jeg var oppe og hente lidt tøj igår aftes og der fortalte jeg ham at jeg ikke pressede ham til noget men jeg kunne ikke bo hos mine forældre i flere måneder, det har jeg overhoved ikke lyst til...
men jeg tager ikke stilling til noget før jeg er over min operation og sådan noget...
han havde skrevet til min veninde for at hører om mig, og hun havde sagt til ham, om han overhoved viste hvor meget det her pinte mig og sådan noget... og han skulle huske at man ikke blev ved med at vente hvis i forstår...
jeg venter gerne noget endnu også for jeg kan finde mere ud af hvad vi har tilbage, og hvis jeg se der ingen fremskridt sker lejer jeg en lejelighed...


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 29-03-08 16:09

Jeg synes ikke du bare skal vente.. Du skal snarere arbejde videre med dig selv for at blive rask. Det er et KÆMPE-job når du har været syg længe.
Allerførst operationen.
Og prøv at lægge planer for hvad du vil NÅR du får det bedre. Det kan være en rigtig god ide at snakke med din søster om det. Lad være med at bruge al tiden til at snakke om din kæreste.

Du må prøve at finde andre interesser end Mikael... Det er det bedste for dig....... Men det er OGSÅ det bedste for jeres forhold... Hvad lavede du før du blev syg?


Du bærer selv nøglen til, hvordan det vil gå. For ingen af jer kan klare at være sammen så længe du er syg.
Hvornår I flytter sammen igen er afhængigt af, hvornår du får det bedre.

-----Men der kan såmænd også ske det, at du bider tænderne sammen og kæmper dig gennem din sygdom ALENE!! Og bliver rask. Og så er spørgsmålet og DU vil have ham tilbage, når du VED at han ikke kan være der for dig når du har det svært?? --Det er jo ikke noget han kan gøre for, -lige så lidt som du kan gøre for at du er syg.

I er ikke så gamle, så det er helt sikkert, at der vil komme flere svære tider for jer begge i løbet af livet..
Når man er syg har man brug for nogen. Og når det ikke er Mikael, så kan det være, at du hellere vil finde en anden..... Når du er blevet rask igen.



Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 31-03-08 11:02

hej hej

jeg tog på weekend ophold sammen med min søster, svoger og mine 2 niecer og havde det kanon godt de dage men selvfølgelig snakkede vi om mikael og sådan noget og jeg snakker IKKE på noget måde ondt om mikael han har det svært nu og jeg har det svært.. men de synes han kører rundt med mig og det gør han sikkert også men jeg holder stadig af ham og det er svært at glemme de føgelser..
men jo mere jeg ser ham og hver gang han bider af mig og skælder ug og sådan noget jo mere skubber han mig væk...
jeg var oppe en lille tur igår og hente noget tøj og så også se af at få noget vasket, og forklarede ham hvordan han satte den næstre maskine over og så snakkede vi lidt og jeg var noget skuffet over ham for hver gang jeg sagde noget uden at nå at fortælle det færdigt og forklare ham hvad jeg mente bed han af mig... og jeg sagde så jeg skulle til at hjem igen og jeg gik ud mod døren og tog mine ting, så gav han mig et knus og sagde vi ses i morgen ik..
jeg er kommet der til jeg skriver kun når han skriver og ringer kun hvis han har ringet, jeg skriver ikke længere at jeg elsker ham for det er hårdt at ikke få noget tilbage, førhen skrev jeg altid knus eller kram i en besked men ikke længere pånær han gør det, det kan godt være det er forkert men jeg har brug for at vide han stadig elsker mig i denne hårde tid....jeg sagde også til ham at jeg ikke ønskede sex ikke når det var sådan og det ville han selvfølgelig heller ikke men bare han så kunne vise han stadig holder af mig...
jeg var nede og hente nogle ting hos en kammerat af os begger og hans kæreste og de spurte selvfølgelig hvorfor mikael ikke var med og jeg blev nød til at fortælle dem det, jeg græd så meget jeg ikke er sikker på de forstod en dyt af hvad jeg sagde, men jeg snakkede med benny og han vill prøve at snakke med mikael om hvad det er der går ham på...
jeg tror ikke han er mig utro men den anden dag fik vi at vide en veninde af min hendes kæreste var hende utro og jeg sagde jeg synes det var synd for hen at han gjorde sådan noget og det ville jeg aldrig kunne tilgive.. og så blev han sådan lidt sur over at jeg sagde det for hvis man elsker hinanden så kan man sagtens tilgive det... var det en hentydning jeg turde ikke spørge ham... jeg tror ikke men man kan ikke lade være med at tænke over det...

jeg er begyndt at finde nogle ting frem igen som jeg deltog i førhen og det vile jeg geren igen men først skal den operation oversåes...
jeg har besluttet mig for at hvis vi ikke er sammen når vi skal til en kæmpe fest den 31 maj så tager jeg med alligevel og hygger mig og viser ham jeg godt kan...

min far og niece har fødseldag her inden længe og holder fødselsdag den 5 april og han er selvfølgelig inviteret da vi stadig er kærester og det lød til han gerne ville komme.

jeg ved ikke hvornår vi flytter sammen igen, det er faktisk op til ham hvornår han er parat til det, og om jeg er til den tid???
men har besluttet at omkring den 1 maj søgere jeg lejelighed og så må vi se hvordan det går til den tid...
jeg ved ikke hvad jeg ellers kan gøre for jeg vil ikke blive boende her mget længere, jeg føler mig i vejen...



Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 31-03-08 15:42

Det lyder rigtig fornuftigt.
Selvfølgelig har det været noget af et chock for dig, at du og Mikael ikke mere bor sammen, og du er flyttet hjem til dine forældre. Og det var i DET chock, du skrev dit første indlæg. Det var dagen efter du var flyttet hjem til dine forældre...

Nu er det en uge siden det skete. Og du er allerede begyndt at tænke fremad. Det er RIGTIG flot!
Først i programmet står den lægesamtale og forundersøgelse. Og derefter er der din fars og nieces fødselsdag, du/I skal til.
Det er altsammen i denne uge. Så om en uges tid ved du både mere om den forestående operation og om hvordan det går med dig og Mikael til fødselsdagen. OM han kommer..

Jeg tror, at du under alle omstændigheder skal blive skrevet op til en lejlighed. For sådan nogen hænger ikke på træerne. Man kan sagtens stå på en passiv venteliste hos boligselskaberne så man ikke får tilbudt lejligheder men bare står på listen. Og jo længere tid man har stået på en venteliste, jo bedre muligheder har man for at få en lejlighed når man får brug for det...
Jeg havde været skrevet op hos KAB i 16 år da jeg blev skilt......... Og kunne derfor vælge og vrage. Og fik lige netop DEN lejlighed jeg allerhelst ville have.

-----Selv om du bliver skrevet op til en lejlighed NU, så kan der altså godt gå et halvt år eller mere før der er en til dig. Og selv da kan du sige nejtak til lejligheden hvis du til den tid bor sammen med Mikael igen.

Jeg synes, du skal lade dig skrive op to steder: Hos kommunen og hos et boligselskab. Kommunens går sikkert hurtigst hvis du får brug for en lejlighed snart. Og boligselskabets venteliste kan du stå på i mange år som en sikkerhed, hvis noget lignende nogensinde skulle ske igen..
Selv om jeg bor rigtig godt og ikke drømmer om at flytte, så er jeg ALLIGEVEL skrevet på en venteliste. For man ved aldrig hvad fremtiden bringer...

Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 31-03-08 22:27

hej mange tak for det gode svar

jeg er stadig i et chok men jeg bliver nød til at tænke på mig selv nu, tænke på min operation og om at blive rask...
jeg tænker stadig utrolig meget på mikael og elsker ham så utrolig meget endnu, men jeg er bange for jo længere tid han er om at tilgive mig for det der er sket det sidste længere stykke tid jo mere glider jeg fra ham... i aften snakkede vi rigtig godt sammen i telefonen og jeg forklarede ham at jeg ikke ville presse ham til noget men jeg skulle tænke på mig selv. vi er stadig kærester og han vil stadig gerne se mig vi er bare ikke intime længere lige nu da han har brug for lidt luft og jeg har.
men jeg kunne aldrig på nogen måde finde på at gå ud og lave et engangs knald pga alt det her før jeg ved helt og holdent at jeg har kæmpet for at få forholdet til at fungere og han ikke ønsker mere.
han sagde i aften at han savnede den gamle line som han elskede og han ikke elskede den jeg var pga alt det medicin...
jeg skrev en besked til ham i aften at jeg var utrolig glad for den samtale vi har haft da det er længe siden vi har snakket så godt sammen, og han skulle vide jeg ikke ville presse ham til et svar, og jeg godt viste han havde brug for tid og en uge ikke er længe nok, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at vise ham jeg stadig inde bag ved er hende han forelskede sig i, og håbede han ville prøve at møde mig på mitten.
måske var det forkert af mig og skrive men jeg vil ikke bare opgive vores forhold pga af dette pånær han ikke kan se jeg stadig er inde bag ved selv om jeg er syg...
men jeg vil ikke på nogen måde blive holdt for nar i længere tid og han skal hjælpe med at vi finder gnisten igen. små ting til at starte med måske kunne vi holde i hånden igen, sidde sammen og se film og kysse lidt uden sex bare små ting betyder utrolig meget lige nu, også at han bare kan skrive knus i beskeden eller kram..
mine forældre har jeg jo fortalt alt om dette her og min søster og de siger han kører rundt med mig og jeg fortjener bedre, og han ikke kunne være det bekendt lige nu hvor jeg er syg og man skal kunne støtte hinanden i alt når man er sammen.
der er bare en ting min familie kan først se nu jeg lever med konstante smerter hver dag og se hvad det gør ved mig.
men som jeg ser det er vi begge skyld i det og jeg er pga af min medicin og han er for han ikke prøver bedre at håndtere min sygdom. men de skal ikke være sur på ham for jeg ser mig selv vom synderen i dette for jeg opfattede intet da jeg tog alt det medicin og tågede rundt hele dagen...
nu tager jeg mindre og har selvfølgelig ondt men prøver at leve med det for jeg vil ikke skubbe ham mere væk.


Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 01-04-08 12:59

Du er så fornuftig...

Du kan sikkert også forstå, at man ikke kan tilgive nogen der ikke har brug for tilgivelse.

Det gælder jer begge to.
Der er ingen af jer, der kan gøre for det. Og derfor er der ingen af jer, der har brug for den andens tilgivelse. Men I har BEGGE brug for at den anden ændrer sig:

DU ønsker, at Mikael skal blive mere omsorgsfuld nu hvor du har ekstra brug for det på grund af din sygdom.

MIKAEL ønsker, at du skal blive rask, så du/I bliver ligesom før du blev syg.

---Hvem skal så ændre sig?
Ja, det bedste var hvis I begge ændrede jer, så du blev rask og Mikael omsorgsfuldt kunne hjælpe dig med det.......

MEN..... Man kan ikke presse ANDRE til at ændre sig. Mikael kan ikke ændre sig for DIN skyld. ------------Og DU bliver aldrig nogensinde rask for Mikaels skyld. Du kan kun blive rask for din egen skyld...

Så du kan kun arbejde på at blive rask for din egen skyld. Hvad Mikael gør, det er Mikaels sag.

Først når du er rask igen kan du beslutte, om det Mikael har at tilbyde dig er godt nok til at du vil fortsætte forholdet. HVIS du vælger at fortsætte forholdet til Mikael, så er det så meget mere vigtigt, at du ikke er afhængig af hans støtte hvis du skulle blive syg igen en anden gang. For du ved nu, at han kan ikke støtte dig. Så du må i gang med at skabe dig et netværk, der kan være der for dig en anden gang. Det aller-allersværeste er, at det netværk skal du skabe dig, når du har fået det bedre og når du og Mikael så OGSÅ har fået det bedre... Du må ikke glemme, hvad der er sket. For så sker det altså igen...

Du skriver at du vil gøre hvadsomhelst for jeres forhold. Og at du elsker Mikael overalt på jorden og vil gøre alt for ham.....

"Alt" kan altså være, at lade ham være til du er rask igen...

"Alt" kan også være, at få andre venner, job, kolleger, ---kort sagt få opbygget et netværk, som kan støtte dig og være der for dig når du har brug for det. --Så du og Mikael kan være sammen på en måde, der ikke stiller så store krav til ham følelsesmæssigt.. MÅSKE ændrer han sig med tiden, når han ikke føler sig så presset........ Men sandsynligvis gør han ikke...



Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 06-04-08 13:54

--Hej, Line... Hvordan går det? Har du været til forundersøgelse?

Kommentar
Fra : lineaaenjensen


Dato : 09-04-08 09:47

hej alle sammen

i må undskylse at jeg ikke har skreve før nu der har bare været så meget jeg skulle.
jeg var til forundersøgelse i fradags og skal indlægges den 17 april og gå med åbent sår, så det skal hele nede fra.

jeg har endelig fundet ad af hvad mikael vil og det er mere tid og det kan jeg bare ikke lige nu jeg har brug for støtte i denne tid, så jeg har søgt på lejlighed nu og håber jeg får den.
han sagde han ikke viste hvad han ville og hvor lang tid han skulle bruge og alt sådan noget så nu må jeg tænke på mig selv og så må vi se hvad der sker derefter.
jeg sagde til ham igår at jeg ville blive utrolig ked af det hvis han fandt en anden inden vi havde besluttet os for at prøve eller ikke prøve igen.
jeg ville aldrig gå ud og finde en anden eller være sammen med en anden når jeg stadig ikke viste om vi muligvis kunne få noget igen.

jeg kan ikke blive boende hos mine forældre det er ikke til nogle glæde for ham eller mig jeg har brug for mit privatliv som jeg havde før hen.

jeg er bare så skuffet og gal lige nu at man ike kan stå sammen i alt når vi har været sammen så mange år.

men jeg kan ikke rigtig gøre andet lige nu end prøve at komme vidre så godt jeg kan, og se hvad der sker.

han bliver ved med at kører i at han ikke kan byde mig at sidde i en lejlighed når jeg ikke har flere penge end det jeg har og ikke kan få mere hjælp, men jeg kan ikke se andre muligheder for han har valgt nu og så må jeg se hvad der sker og om jeg skal lave lån for at overleve, for det er ikke nemt at finde en lejlighed til næsten ingen penge. for jeg får kun udbetalt 5600 kr som jeg skal have det hele for og jo godt nok kan jeg få 421 kr i boligstøtte men det kan ingen leve for.

så som sagt står jeg i lort til halsen men jeg må prøve at komme vidre så godt jeg kan for jeg kan ikke blive henne hos mine forældre og så han kommer senere og sige han ikke vil prøve igen..

jeg bliver nød til at vise ham jeg godt kan selv og jeg stadig er hende inde bag ved som han elsker eller elskede.....

kan jeg gøre andet???

Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 09-04-08 13:04

Nej, det er nok bedst, at du prøver at klare dine egne problemer selv i første omgang. Du kan IKKE regne med Mikaels støtte...
Om du så overhovedet vil have ham tilbage når du bliver rask, det vil tiden vise. Jeg vil håbe for dig, at du til den tid finder en sød fyr, som også vil være der for dig når du har det svært.

Økonomi:
Du får udbetalt 5600 kr skriver du.
Hvis du får en lejlighed med en husleje på 3000 kr, så kan du få en boligsikring på 15% = 450 kr.
Og så vil du have 5600 + 450 - 3000= 3050 kr. til alt andet om måneden... Det er ikke meget. Men måske finder du en billigere lejlighed... Måske kan kommunen give ekstra tilskud, -eller måske kan dine forældre hjælpe lidt...

I første omgang skal du finde lejligheden, så du ikke behøver at betale dyrt for at leje et værelse..

Nå, men jeg håber, at du ER blevet skrevet op til en lejlighed? For der er altså ventetid på. Så selv om du selvfølgelig ikke kan flytte lige nu, hvor du snart skal opereres, så kan du altså sagtens være skrevet op nu.. Det kan du slet ikke blive hurtigt nok..

---Når først du har din egen lejlighed, så tror jeg alting ser lysere ud for dig.

Du og Mikael købte jo også ejendommen sammen dengang du var rask. Og da den nu står i hans navn, så vil det måske være rart for jer begge, hvis han betaler dig ud af ejendommen med et månedligt bidrag i en længere periode. Det ville med tiden gøre jer økonomisk uafhængige af hinanden. Og det ville give dig en mulighed for at blive rask uden at skulle bekymre dig for meget om økonomi.
Det er godt, at du og Mikael kan snakke sammen. Prøv at snakke med ham om en ordning, så du bliver købt ud af ejendommen..
Det gør det også tydeligere for HAM, at du faktisk er klar til at forsøge at leve dit eget liv.

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
 
Statistik
Spørgsmål : 173637
Tips : 31664
Nyheder : 719565
Indlæg : 6383622
Brugere : 218258

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste