Fra Ideologi til Realisme – for landets skyld
Velfærd og globalisering er nært koblede problemstillinger. Et helhedssyn på de to dele i den danske virkelighed er forudsætningen for at nogen af dem løses.
I Danmark er velfærd næsten fuldstændig skattefinansierede overførsler og offentlige tjenesteydelser. I andre europæiske nationer er forsikringsprincippet langt mere dominerende. Globalisering er et nyt smart ord for den internationale konkurrence. Selv hvor forsikringsprincippet er bærende for udviklingen, er der svære overvejelser om, hvad der kan gøres for at sikre skansen på hjemme-fronten
Problemet er, som skiftende danske regeringer har skruet det samfundet sammen over en 40 års periode, valgt at udvikle det, eller valgt at afvikle, så er landet derved kommet i den situation, at vi rammer mod mestendels naturlige stopklodser for finansieringen af velfærden om ganske få år. Skatternes højde og statsgælden stopper. Det drejer sig ikke om bare at få øget den andel, der deltager på arbejdsmarkedet, så skatterne kan hæves yderligere; der er stærke interesser knyttet til at få os til at tro det. Det drejer om at gøre det attraktivt at etablere nye virksomheder og udvide den del de bestående, der egner sig til udviklingen.
Velfærden kan ikke finansieres, hvis landet skal fortsætte med at eksportere sig til de indtægter, hvoraf velfærden skal betales. Og det er den eneste vej, uanset hvad man måtte have lært af eller misbrugt af John Maynard Keynes’ lærdom. Der er nogle valgmuligheder for tilpasning, men ikke mange, og det haster. Der skal simpelthen skaffes eksportindtægter. Og samtidig skal det samlede forbrug reduceres. Simpelthen fordi der rent faktisk er for lidt kapital investeret i produktionssektoren. Det er blevet fordelagtigt at placere kapitalen uden for
produktionen i Danmark eller i udlandet, og så placeres den der.
Globaliseringen består i landene uden for Vesteuropa faktisk er blevet mere i stand til at overtage mange af de produktioner, som tidligere havde kronede dage her. Uden for Vesteuropa og USA har man ikke et fuldt udviklet industrisamfund, og tilmed beriget eller belastet af et velfærdssystem. Det er sket siden cirka 1980, hvor udflytningerne allerede begyndte fra USA. Virksomhederne flager ud, etablerer nye virksomheder i områder i Østeuropa og Asien, hvor omkostningsniveauet er lavere end her, eller udlandet igangsætter virksomheder, der efterhånden nemt vil udkonkurrere det mest løntunge i Vesten.
Denne virkelighed må de respektive regeringer i Europa forsøge at tilpasse sig,
selvom det måske betragtes som et voldsomt afbigt fra mindst ét mere eller mindre ideologisk projekt, når det kommer til velfærden og måske også EU. Der kan ikke kæmpes imod globaliseringen med andet end blok- og toldpolitik, der kun udsætter smerten for en tid eller ender op i styreformer langt fra demokratiet. EU er et sådant forsøg på at dæmme op for konkurrencen udadtil.
Så er der de ideologisk meget bevidste. De mener de bekæmper globaliseringen,
som de desværre helt misforstået mener regeringerne i de rige lande har sat i gang. Alt mens Verden økonomiske top mødes indenfor, så er der gang i den uden for med demonstrationer. At deltagerne i topmødet forsøger at finde beskyttelse mod de værste virkninger af globaliseringen, der netop gavner u-landene og de mindre udviklede lande, som de kan kaldes, det kan gadens demonstranter ikke begribe. Vi kan også sige disse lande er ikke nået så langt på afviklingskursen som vore vestlige lande.
Faktum er imidlertid at pendulslaget fører udviklingen til de lande, der efter egne sigtepunkter har behov for udvikling, og væk fra Vesten, der har udviklet sig mod sin egen afvikling.
Al ideologi skader her.
|