Du bør unde dig selv at se Santa Barbara, som ligger lidt nord for Los Angeles og er på vej til Solvang. Der bor rigtig mange filmstjerner i og udenfor denne by, og det forstår man godt, når man kører rundt i området. Der er helt utroligt smukt!! Jeg boede der i 3 uger for 13 år siden, hvor jeg var ovre og besøge en veninde, som boede der.
Solvang er efter min mening en fuser. Der er grimt og meget u-dansk! F.eks. har de fuldstændig sammenblandet tysk og dansk kultur i én pærevælling, så det er ikke en oplevelse af noget typisk dansk, man får! Men selvfølgelig kan det være en oplevelse i sig selv at se så grim en lille by.... Og som dansker i Californien har man så et sted, hvor man kan købe rugbrød og Piratos og den slags.
Jeg fik desværre ikke set San Fransisco, da jeg var derovre, men alle siger at det er en helt vidunderlig by, som absolut er værd at se. Den skulle efter sigende være bygget om som en europæisk by med et centrum (downtown) i modsætning til f.eks. Los Angeles, Las Vegas og andre amerikanske byer. Dette skulle gøre den mere hyggelig og interessant. Jeg har været nord for San Fransisco i Seattle og i Vancouver (ved godt at du slet ikke kommer så langt), og hele den kyststrækning kan bare varmt anbefales.
Det er en meget berømt highway, som jeg bare ikke lige kan huske navnet på, som man kan køre ad langs vandet fra Canada til Mexico. Så du/I bør gøre jer selv den tjeneste at køre den f.eks. fra San Fransisco til Los Angeles.
Syd for Los Angeles er der også smukt - og varmt.
Jeg sprang ud med faldskærm et par gange fra 12.500 m højde i noget, der hedder Perris Valley, som ligger i nærheden af Santa Anna. Her er der ørkenlandskab og meget varmt. Jeg var der i september og der var ca. 40 g varme, mens der til gengæld var ret koldt i vandet. At bade i Stillehavet er jo ikke som at bade i Middelhavet, så jeg tvivler på at du får dine 25 g i vandet!
Næste gang jeg skal derover, vil jeg meget meget gerne opleve Grand Canyon og Yosemite Nationalpark - og så selvfølgelig den lange køretur langs kysten. Meget gerne fra Vancouver og ned til det sydligste Californien.