Bilag til samværsblanket
***** ***** og jeg har ikke boet sammen siden udgangen af 2000. Dette er blevet fremstillet ukorrekt af ***** i hans bilag. Vi har prøvet at bo sammen tre gange i alt siden begyndelsen af vores 9 år lange forhold. Hvor den sidste gang vi boede sammen forløb sig over cirka 2 år.
Da vi i 2004 planlagde at stifte familie sammen, brugte vi lang tid på at finde fælles grundlag for et barn. Da ***** gennem vores bekendtskab mange gange har givet udtryk for, at han ikke ønskede at stå i en situation, hvor han igen skulle skilles fra sit barn. Trods dette blev der lagt meget faste strukturelle planer om at lave et barn. Den 18. juli bliver jeg gravid, uden at det lige er planen. ***** kommer på besøg i min lejlighed for, at vi kan tage en graviditetstest sammen. Inden den bliver taget, fortæller ***** mig, at han ikke længere ønsker et forhold til mig, uanset hvordan testen måtte falde ud. Derudover betvivler han om han i det hele taget er faderen.
Jeg har igennem vores 9 år lange forhold mange gange fortalt *****, at hvis vi skulle gå hen og blive gravide, skulle han vide, at jeg ikke under nogen omstændigheder ville få foretaget en provokeret abort. (der har i den sammenhæng altid været klare linier omkring prævention og min troværdighed) Det har i den sammenhæng aldrig været nogen hemmelighed, at jeg ønskede at blive mor.
Trods dette vælger ***** dog alligevel dagligt at kontakte mig med enten tlf. opkald, sms eller besøg, hvor han med div. nedgørende vendinger om mine evner og intelligens forlanger, at jeg får en abort. Dette nægter jeg dog. Da 3 måneders dagen oprinder, ringer ***** igen og spørger om jeg er sikker på, at jeg stadigvæk vil gennemføre graviditeten. Da jeg siger ja, ønsker *****, at vi i fællesskab skriver forløbet ned og deponerer dette hos en advokat, som så skal udleveres til barnet når det blev 21 år. Dette nægter jeg imidlertid at tage del i, da jeg mener, at det er en meget grim ting for et ungt menneske at læse. (at skulle have at vide at faderen ønskede, at han skulle have været en abort). Brevet bliver dog heller ikke til noget, da ***** ikke ville skrive det alene.
Efter dette har vi på ingen måde kontakt med hinanden i en måned. Efter lange udmattende samtaler bliver vi enige om at finde sammen igen. Uden at flytte sammen ses vi jævnligt og tilbringer meget tid sammen både til hverdag og i weekenderne. Ti dage før termin finder jeg så ud af, at ***** i virkeligheden ikke ønskede et forhold til mig, da han samtidig over længere tid har været involveret med en anden kvinde. Dette er dog så ydmygende for mig, at jeg ikke ønsker hans tilstedeværelse til fødslen. Dette fortæller jeg *****, samt at alle vore aftaler omkring fødsel og barnet ikke længere er ved magt. Vi må nu tage en dag af gangen.
Jeg ringede med besked om, at fødslen var i gang og at ***** var velkommen til at vente i venteværelset sammen med min mor. Da han kommer, har han smurt en madpakke og går ind på fødestuen med den, hvorefter han spørger ”hvad så nu”? Jeg er ikke stærk nok til at bede ***** om at gå, og derfor var han med til fødslen. Mindre end et døgn efter fødselen sidder ***** og prøver at overbevise min veninde om, at det ville have været bedst, hvis jeg havde fået en abort.
Da fødslen er overstået bliver lillemand og jeg kørt op på stuen. Jeg er meget forvirret over situationen. ***** er meget tæt på mig hele tiden, og det er meget svært for mig. Jeg bliver stresset og utryg. Det er i de dage, at jeg bliver mere og mere bevidst om, hvad det er for et forhold ***** og jeg har haft. Igennem de sidste 9 år mener jeg ***** har udøvet psykisk vold mod mig. Det har været ualmindelig godt skjult også over for mig selv. Det har i retrospekt været meget skadeligt for mig at være i forholdet. Det er ikke bare nogle blå mærker, men meget dybe flænger i sjælen jeg sidder tilbage med.
Det er med stor utryghed og angst at jeg til trods for ovennævnte gør opmærksom på dette, da han har et stort temperament. Jeg har aldrig følt, at jeg kunne sige hvordan jeg ønskede dette eller hint af frygt for at gøre ham vred. Forholdet har været forbundet med store problemer når jeg har socialiseret mig med mine venner, hvilket har gjort, at jeg lige så stille holdt op med at se dem. Jeg har i gennem forholdet tøvet med at fortælle om mine følelser, da der næsten altid har været en mærkelig stemning efterfølgende. Jeg har forsøgt at undgå alt hvad der kunne gøre ham vred, da det måske ville stoppe urimelighederne. Dette har også udmøntet sig i, at jeg ikke har givet udtryk for utilfredshed omkring vores forhold. Det har altid været bedst for mig at tie og give ham ret frem for at give min mening til kende, når han var uenig med mig.
Jeg har gennem forholdet undskyldt ham og hans opførsel overfor mig selv, venner og familie særligt når sidstnævnte mente, at han behandlede mig meget dårligt. Jeg har fejlagtigt prøvet at udvise mere kærlighed og forståelse for at få forholdet til at fungere bedre. Jeg kan i mange tilfælde se, at jeg har lagt hans meninger og kritik til grund for hvordan min selvopfattelse var. Der har været meget svære og utroligt ydmygende seksuelle handlinger, der ikke har været med glæde, kærlighed, tillid og respekt. Det til trods, har det været meget svært for mig at forlade forholdet helt i frygt for hvad der ville ske, både med ham og jeg selv. Det har resulteret i, at jeg følte mig ude af stand til at handle eller tage selvstændige beslutninger, hvilket også har forårsaget et øget konfliktniveau, da jeg på grund af ovennævnte altid afventede, hvad han ville. Dette har ført til en mere og mere depressiv tilstand, der mundede ud i en klinisk depression, som jeg kom i terapi for, da jeg i denne periode fuldstændig mistede lysten til livet. Jeg har igennem hele forholdet fået at vide af *****, at jeg var for nærtagende, når jeg reagerede på nedgørelserne af mig. Dette har bevirket, at jeg ikke troede det ville nytte noget at fortælle hvordan det i virkeligheden hang sammen i vores forhold. Jeg er meget bange, bange for hvad det vil ende med. Jeg har ikke nogen tillid til ham mere, og er overordentlig utryg ved ham.
Han har gentagne gange truet mig med.
Citat 1:
”at tale mig ned under gulvbrædderne, så langt ned, at jeg gik grædende hjemmefra”. I flere af de mails der er udvekslet skriver han: ” Det virker som om du er gået helt i baglås. Det er ikke så godt, hvis dette er tilfældet”
Citat 2:
” Hvis du fortsætter denne linie, som du har lagt op til nu, hvordan i alverden skal vi så få et fornuftigt forhold alle sammen, der kommer jo både jul, fødselsdage, første skoledag og andre mærkedage, skulle lillemand så straffes, fordi du ikke kan holde ud at være i nærheden af mig, det er ikke fair, hverken overfor lillemand eller mig. Så jeg vil bede dig om, at tænke over det hele én gang til, hvis du vil forsætte med det du har begyndt, tror jeg, det skader alle, langt mere end du forestiller dig. Så for vores alle sammen skyld, så giv det lige en overvejelse mere”,
Citat 3:
” Jeg må samtidig sige, at hvis jeg føler, at jeg bare skal danse efter din pibe, og der ikke sker nogen udvikling i vores liv omkring lillemand, bliver jeg desværre nød til at gå til Statsamtet, for at få fastsat mine rettigheder som lillemands far. Det er bestemt ikke noget jeg har lyst til, men det kan blive nødvendigt, men jeg håber bestemt ikke det kommer dertil. Men det kræver, at vi begge to vil dialogen og samarbejdet omkring lillemand, ellers er jeg bange for, at ender med noget rigtigt skidt, og det kan bestemt ikke være i lillemands interesse”,
Citat 4:
”Jeg vil altid være lillemands far, og jeg vil være der for ham, al det, det overhovedet er muligt. Og en dag, når han er stor nok, skal han nok få min side af historien, han skal i hvert fald vide, at jeg ikke har fravalgt ham og at jeg elsker ham”,
Citat 5:
”Er du færdig nu eller skal jeg …”,
Citat 6:
”hvis du ikke stopper nu så …”
Dette og mange flere måder, at trumfe sin vilje igennem på.
Jeg oplever ****** forhold til lillemand problematisk. Han bruger nedsættende øgenavne som ”dumme dreng”, ”grimme dreng”, ”tosse”, ”tudefjæs” når han taler til ham. Fortæller lillemand ”jeg gider ikke høre på dit brok” eller ligger lillemand fra sig, når han ikke længere smiler eller er i ”hopla”. I en badesituation, hvor ***** skulle bade lillemand, gik jeg til og fra badeværelset med håndklæder og rent tøj. lillemands hoved kom under vand, han slugte en masse badevand. Jeg påpeger dette overfor *****, hvis eneste kommentar var: ”der er ingen, der har taget skade af lidt badevand.” Da lillemand var omkring 2 måneder putter han brød i munden på ham og lader ham spise det, selvom jeg protesterer, han griner bare. Han har med en stofble, der var foldet flere gange, ”leget” bøh leg ved at holde stofble og hånd henover næse og mund på lillemand. Lillemand kunne ikke få luft og sprællede med arme og ben. Da ***** tog stofbleen væk, hev lillemand efter vejret uden at grine. Under en negleklipning, da lillemand var meget lille, kom ***** til at klippe lillemand i tommelfingeren. Det var svært for *****, at se de små negle. ***** tog ikke lillemand op, men lader ham ligge og græde. ***** erkender ikke, at det er for svært for ham at se de små fingre og fortsætter. ****** kommentar var:” Nu har vi balladen, nu kan vi lige så godt få det overstået.” ***** klipper ham ved uheld i den anden tommelfinger, igen uden at tage lillemand op for at trøste ham. Dette bliver jeg meget fortørnet over og griber ind for, at trøste lillemand. Efterfølgende søger jeg læge for, at få kigget på fingrene.
Disse eksempler gør at jeg er forfærdelig utryg ved at skulle overlade lillemand i *****varetægt. Jeg vil ikke på baggrund af vores lange og meget dårlige historie være alene med ***** og ønsker heller ikke at lillemand skal være det.
Jeg vil derfor gerne, at der bliver tilkendt overvåget samvær med tilstedeværelse af en person, der har erfaring med Psykisk vold. Dette er selvsagt ikke en nydelse for mig at skulle gennemleve. Ej heller var det, hvad jeg havde forestillet mig ville ske, da jeg blev gravid.
I tråd med sidstnævnte vil jeg gerne uddybe hvorfor jeg mener lillemands forhold til ***** er problematisk. Den oplevelse jeg har af ***** er, at han ikke er i stand til at se, fornemme og lytte til lillemand og dermed opfylde lillemands behov. Hver gang der har været samvær, har ***** sagt gentagne gange til lillemand at: ”du kan lige så godt stoppe med dit brok, jeg gider ikke høre på det alligevel”, ”du er ikke sulten, du har jo lige spist”, ”du har ikke noget at græde for” og har ladet ham ligge, til jeg tog ham op hvilket han også har kommenteret med ”han kan jo lige så godt lære det”. Når der har været samvær har det været således, at ***** ”sad” på lillemand. Når jeg for eksempel kunne høre, lillemand var sulten sagde jeg det og rakte ud efter lillemand. Hvilket afførte en fra ***** side uacceptabel adfærd, han holder lillemand frem, for så at tage ham til sig igen med det samme. (ofte mange gange) Først når jeg lod mine arme falde, afleverede ***** lillemand med en kommentar. Som for eks. ”skulle han ikke have mad”. Dette syntes jeg vidner om en manglende indlevelsesevne hos *****, som på længere sigt vil have en meget negativ indvirkning på lillemand selvværd, og tillid til, at blive hørt af dem der skal varetage hans interesser og behov. De dage ***** har været til samvær har lillemand efterfølgende grædt meget i søvne og været meget urolig han er vågnet om natten ofte flere gange. (han sov normalt fra 17-05 i et stræk uden amninger) Til trods for at jeg gentagne gange har udtrykt overfor ***** at stress og ”mobning” gjorde at jeg ikke kunne producere mælk nok. (hvilket er vigtigt, da lillemand har en medfødt risiko for allergi, og skal/skulle ammes til den 6 måned. Inden der blev suppleret med andet mad)
Igennem 9 år har jeg haft mulighed for, at observere hvordan ****** tilgang til forældrerollen har været, da han jo har en anden søn fra et tidligere forhold. Jeg er ikke enig i den meget strenge disciplinære måde at opdrage på. Der har været mange situationer, hvor jeg har set hvordan den ældste søn har måttet spise sin mad med bævende underlæbe fordi han tilfældigvis havde ramt sine tænder med gaflen eller var kommet til at putte for meget på gaflen. Dette har dog været uden for min indflydelse, da ***** har lagt stor vægt på, at jeg ikke måtte blande mig. Hvis jeg gjorde, var jeg sikker på et skænderi samme aften. Jeg oplever at ***** gerne vil have ret og når det gælder samspillet mellem voksen og barn/børn nogen gange for enhver pris. ***** har i den sammenhæng ofte brugt følgende sætninger ”kan du ikke snart lære at tænke dig om” en anden ”nu er du jo dum igen” både over for mig og drengen. Alt dette kan jeg først se nu ikke var i orden. Særligt når man sætter det i forhold til, hvordan jeg ønsker at lillemand skal opdrages.
Det har også været tydeligt for mig, at ****** respektløse måde at tiltale mig på i mit hjem har påvirket lillemand negativt. Dette er kommet til udtryk ved, at lillemand er blevet irritabel, pylret og urolig.
I forløbet omkring Barnedåben. Har der været så mange forskellige udmeldinger fra ****** side, at det har været meget svært at arrangere festen. Vi havde snakket om, at dåben skulle holdes sidst i juli eller først i oktober. Da jeg så bestiller tid hos præst, og i kirken til den 2. oktober. ***** bliver så sur over, at jeg har bestemt en dato, at han ikke ville være med til festen. Dette fortrød han dog hurtigt, men ville kun betale dåbsbidraget. Jeg mente, at han skulle betale halvdelen.(inkl. dåbsbidraget) Hans gæsteliste, var kun en lille smule mindre end min. ***** ønskede igen ikke, at deltage. Det fortryder han også, og vil så betale pr kuvert, da jeg siger ”det er fint så gør vi det” vil han pludselig dele alle udgifterne. Vi aftaler et møde med kokken for, at se menuforslag. ***** sætter kuvertprisen til 150,- jeg kan ikke, i lys af historien protestere mod dette, før det er for sent.
Hvorefter, han ikke ville være med alligevel. Fordi jeg ikke ville gøre, som han gerne ville have i forbindelse med samvær. Han går i gang med, at arrangere sin egen fest på selve dåbsdagen således, at hans side af lillemands familie ikke kan komme. Alle har modtaget invitation, også *****. Tilmeldingerne fra dele af ***** familie, blev annulleret igen. Da de jo i sagens natur, bliver nød til at følge *****. I sidste time vælger ***** så, at komme lillemands fest. Dermed, kommer hele ****** familie alligevel.
Da selve dagen kommer, er jeg meget nervøs for, hvordan det hele skal gå. På det tidspunkt, har ***** ikke set lillemand i halvanden måned. ***** ældste søn, hans søster, min søster, min bror og den før omtalte veninde skal alle stå faddere. Det er aftalt, at vi skal mødes ved kirken kl. 09.30.
Jeg rækker lillemand til *****, da han kommer. Dette er selvsagt et svært øjeblik, for både *****, lillemand og jeg, da der jo er mange følelser. Jeg gør det muligt for *****, at træde lidt til side med lillemand, således, at de kan sige goddag. jeg er dog overordentligt i tvivl om, hvorvidt lillemand overhovedet ved, hvem det er der holder ham. Han bliver utryg og græder. Jeg bliver nød til, at bede ***** om, at række mig lillemand. For, at han kan falde til ro. Dette mener jeg jo, bør ske pr automatik. Det er ganske normalt når et barn er utrygt, at det bliver rakt til den eller dem der har størst kendskab til barnet. Til trods for, at jeg har været oppe i kirken med lillemand, før selve dagen. Bliver lillemand alligevel bange, da orglet spiller mange gange under Gudstjenesten. ***** har igen ikke den store indlevelsesevne overfor lillemand der græder meget. lillemand har tydeligvis ikke den tillid som ***** forventer, at lillemand skal have til ham, for at lillemand kan finde trøst og tryghed hos ***** under Gudstjenesten. Hvilket ikke sker.
***** har til trods for, at jeg i en mail har fortalt ham, at det er veninden der holder og bærer lillemand. Ikke tænkt sig, at aflevere lillemand til nogen. Det går lige, når jeg siger lillemand er sulten. Det er utroligt hårdt, at skulle være ved siden af ***** hele tiden således, at lillemand kan se mig og ved, at alt er ok.
Da vi kommer til restauranten, vil jeg byde velkommen med en drink. ***** afbryder min velkomst, og siger at de har drukket deres velkomstdrink. Jeg prøver igen, at få sagt velkommen, igen afbryder ***** mig og forlanger en præsentationsrunde. Da jeg ikke umiddelbart gør antræk til dette, forsætter ***** sin fremsusen med, at sidde og små heppe på, at jeg præsenterer folk. Dette gør jeg så, det bliver dog heller ikke uden kommentarer fra *****. Da jeg ligger ud med, at ”jeg hedder så **** og er lillemands mor” rejser ***** sig og gør antegn til, at gå med ordne ” så er jeg sku gået forkert” da jeg når til, at skulle præsentere ***** siger jeg ” det er så ***** lillemands far” heller ikke der kan han tie, og gir udtryk for om jeg nu er sikker på det. Jeg forsætter dog uden, at anfægte ****** manglende pli og respekt overfor mig.
Resten af spisningen, er ikke helt klart i min hukommelse. Andet end, at jeg hele tiden skulle huske, at smile og være venlig overfor *****. Der havde placeret sig ved min venstre side, og blev der under hele spisningen. Jeg vil læse et digt op jeg skrevet. Jeg har lige ammet lillemand, og han er faldet i søvn på mit skød. Jeg læser digtet højt siddende, dette afføder også kommentarerer fra *****, blandt andet: nu skal jeg tage ham igen, da jeg ikke ønsker dette bliver han alligevel ved. Det får dog en brat ende, da digtet rør de fleste ved selskabet. Gaverne bliver pakket op, imens sidder ***** og kommentere gaverne og deres størrelse.
Det er ud fra hele mit kendskab til *****, den måde jeg er blevet behandlet på, den måde han er startet ud med i forhold til lillemand, at jeg ikke bare slår hænderne sammen i glæde over, at ***** nu vil ”tage sit ansvar”. For i retrospekt kan jeg ikke vide, hvornår det ikke passer ham at have det ansvar, samt at den måde han har ageret overfor lillemand på, ikke er voksent og empatisk, hvilket jo er en nødvendighed når man har barn/børn.
***** udbeder sig en midlertidig ordning omkring samvær. Dette ønsker jeg stadig ikke, da jeg ikke ønsker, at være alene med ***** på nogen måde. Jeg er bange for ham. Jeg er overordentligt utryg ved hans måde, at være sammen med lillemand på. Jeg kan på ingen måde finde ro ved tanken om, at ***** på sigt skulle være alene med lillemand. ****** mangel på empati overfor lillemand, mener jeg ikke er gavnlig for lillemands udvikling.
Jeg mener det er overordentligt svært, at samarbejde med *****. Da det jo er tydeligt for mig og andre, at ***** ikke godtager mine meninger. Et eksempel på dette er, at jeg gentagne gange har udbedt mig, at han respekterede min personlige grænse. Ved ikke, at kysse og kærtegne lillemand når jeg ammede ham. Dette hørte ***** ikke, hvilket var utroligt krænkede og stressende. (henfører her igen til vigtigheden, af brystmælken)
Skulle der til det skrevne, være nogle uddybende spørgsmål, svarer jeg gerne på dem.
Med venlig hilsen
**** ******
******** ***
**** ****** *
** ** ** ** * ** ** ** **
|