---

Der er som omtalt i medierne sat en evalueringsgruppe sammen af social, undervisnings og sundhedsministerierne, for at evaluere de længerevarende psykoterapeutiske uddannelser. (længerevarende = min. 4 år)
Hvor mange har hørt om evalueringen og hvad forventer i at der skal komme ud af en sådan evaluering. Hvordan kan vi, både psykoterapeuter, uddannelser og brugere drage nytte af denne evaluering på bedste måde?
Hvordan ser gruppen her forskellen mellem psykoterapeuter og psykologer - og hvad er at foretrække?

vh
Dorthe Sandberg. Stud. Essentiel Integrativ Psykoterapeut.

---

Hejsa Dorthe!

Sikke et svært spørgsmål du stiller her!
Først: Ja, jeg har hørt om evalueringen, og jeg håber, at det munder ud i evt. en "mærkningsordning" eller lignende, der garanterer for behandlerens uddannelsesmæssige niveau. Altså, at der stille nogle specifikke krav til behandleres uddannelse, hvad angår både antal af lektioner og basis-indhold.
Når det så er sagt, erkender jeg, at dette på ingen måde stiller en garanti for, at den behandler, man opsøger "kan sit kram". Det eneste det dokumenterer er, at terapeuten ikke har fået sit diplom på et weekend kursus.
Der er inde for den alternative verden netop lavet en sådan "mærkningsordning". Ud over, at der stilles krav den uddannelse, pålægges behandlerne ligeledes ansvar ved fejlbehandling - altså en garanti for klienter/patienter. Dette ville måske også være godt inden for terapiens verden?

Forskellen mellem psykologer og psykoterapeuter... Av da! Først og fremmest er der den væsentligt forskel, at en psykologs grunduddannelse ikke varierer i det store og den er enkelt at få beskrevet ved at læse fagets bekendtgørelse. Dette er i sagens natur langt mere kompliceret med psykoterapeuter i det, der så mange forskellige retninger - og at man som lægmand umuligt kan gennemskue, hvad der er hvad.

Hvad der er at foretrække afhænger i mine øjne af problemets karakter og klientens udgangspunkt og personlighed. Jeg hører ofte, at psykiatere er meget udskældt i disse kredse, men pudsigt nok, er en af de bedste terapeuter, jeg har samarbejdet med, psykiater.

Markedet er uigennemskueligt - det spænder over alt mellem psykoanalytikere, der i mine øjne er 75 år for sent på den, til nlp-terapeuter, der er inspireret af livsyn og værdier, der i høj grad udspringer fra USA..... Og så Carl-Mar Møller!!!
Det er en jungle.

Men - hvordan kan I terapeuter oplyse os om jeres udgangspunkt for terapi - så det bliver nemmere for os at vælge - både på egne, og som jeg selv i forbindelse med mit arbejde, på andres vegne?

Vaxen

---

Nåda!
Den var svær...
Jeg ved ikke meget om emnet, men min fornemmelse er, at det hele er en ret grødet masse, som i allerhøjeste grad trænger til evaluering og en eller anden form for anerkendt blåstempling. Det er IKKE nok at terapeuter, psykologer og lignende henviser til, at de er medlem af diverse selvbestaltede foreninger..
Afgørende for mig, hvis jeg skulle få brug for det, ville være, at et menneske eller en instans, som jeg har tillid til, kunne sige god for behandleren. Hvis jeg f. eks. havde det skidt psykisk, så ville jeg nok snakke med min læge og høre, hvad han ville foreslå. Og så er det jo op til HAM og kunne gennemskue hvad der er skidt og kanel. Om han så gør det ved hjælp af gode og dårlige erfaringer, eller ved hjælp af en liste over anerkendte behandlere, det må være op til ham. Hvis ikke HAN kan gennemskue kvaliteten, så kan JEG da slet ikke.

Menne, jeg er så glad for min psyke, så jeg nødig vil have at der er nogen, der piller ved den....

---

stort smil Birgitta, så lade vi være med at pille ved den. Det var nu heller ikke mit formål at pille ved nogens psyko - og så jo alligevel. Hvis det er at pille når der skal tænkes. - Jeg syntes at det er væsentligt at høre hvad i syntes/mener om at der er en evaluering på vej. Og ikke mindst hvad i ønsker at bruge den til.
Desværre fører den ikke til nogen øremærkning, men blot en bemærkning om at de uddannelsessteder der bliver evalueret endten lever op til evalueringsgrundlaget, dele heraf, eller slet ikke. Altså et lidt, lille udkomme af en stor evaluering.
Jeg havde, hvilket nok allerede skinder igennem, håbet på at den ville give lidt mere end det.
Evalueringen skal tjekke uddannelsesinstitutionen og uddannelsen og sætter krav om et bestemt antal timer samt egenterapi af studerende.
Så igen er mit spørgsmål, hvad vil være brugbart i forhold til brugere af psykoterapi?

vh
dorthe

---

Jeg tror, det vigtigste for brugerne er, at man får klare oplysninger om, hvad de forskellige betegnelser dækker.
Det kan ikke nytte noget at alle og enhver har lov til at kalde sig terapeut eller psykolog.

Personligt ville jeg foretrække at gå til en psykiater fordi jeg ved, at det er en læge med en specialuddannelse i psykiatri. Altså en helt konkret erhvervsbetegnelse. Men en "psykolog" er også en betegnelse for et menneske med speciel indsigt i andres psyke, -uden der nødvendigvis følger nogen uddannelse med. Og en "terapeut" er grundlæggende bare en behandler...
Almindelige brugere har ikke nødvendigvis check på, om en sammensat betegnelse dækker over en valid uddannelse eller bare er en til lejligheden opfundet titel..
Derfor tror jeg, at uddannelserne skal være så solide og anerkendte, så det almindelige sundhedsvæsen kan stå inde for det, -og evt. yde tilskud.

---Jeg piller glad og gerne ved min egen psyke, Dorthe, -det er bare andres pilleri, jeg kunne være bekymret for. Min psyke er noget sart noget, og jeg har kun (så vidt jeg ved) én af slagsen.

---

Personligt ville jeg ikke per automatik vælge nogle af dem - De kan hver deres. Hvis jeg skal generalisere, vil jeg sige, at har man en psykiatrisk diagnose er det måske relevant i første omgang at opsøge en læge og dermed en psykiater. Derudover, kan man så - ved siden af en medicinsk behandling - modtage psykoterapi enten fra en psykolog - (som forresten altid er universitetsuddannet i modsætning til psykoterapeut, som ikke er en beskyttet betegnelse og alle derfor kan kalde sig) eller fra en psykoterapeut.
For at lave en grov indeling, kan man vel sige, at psykoterapeuter kan sammenlignes med alternative behandlere bare inden for det mentale/kognitive/sjælelige område - Ligesom Psykiatere er det inden for medicinen.
Og så kommer diskussionen selvfølgelig... Findes der overhovdet psykiatriske sygdomme, eller kan alt "kureres" med terapi? Og i så fald hvilken form? Her vil jeg igen lave en parallel til den alternative verden - nogen vælger at gå til lægen med sin hovedpine, andre vælger en homøopat og atter andre vælger en kiropraktor. Alle med det samme mål, men metoderne er meget forskellige og varierende i deres dokumentation.
Det er og bliver en smagssag...
Det jeg håber er dog, folk ikke tager sig til takke med kun en af delene - og ved enkelte behandlere. Der er mange muligheder, det gælder om at finde den, der passer lige nøjagtig til en selv.

Sikke en smøre...

Vaxen

---

Smiler igen. Jeg kan altså godt lide den måde du skriver det på. Jeg tror også kun at jeg har en psyke.
Jeg er en smule uening med dig i det du skriver om psykologer. Psykolog er en beskyttet titel i modsætning til psykoterapeut. Psykologi læses på universiteterne. At der så også inden for psykologiuddannelsen er mange retninger og nogen uklarhed om hvad psykologerne kan når de er færdige med udd. er en anden sag. Og den vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Birgitta, jeg kunne godt tænke mig at vide hvilke oplysninger du mener er relevante for at få overblik en psykoterapeutisk retning står for. Hvilke betegnelser ønsker du en redegørelse for?
Jeg er i øvrigt helt enig med dig i at alle der skal arbejde med psyke, mennesker i det hele taget skal have en solid og bæredygtig uddannelse. Og kunne denne evalueringsrunde munde ud i at visse psykoterapeutiske retninger kan godkendes af sundhedsvæsenet, så tror jeg at alle er kommet langt. Ikke mindst sundhedsvæsnet.

vh
dorthe

---

Dorthe, når man er derhenne, hvor man har brug for hjælp på grund af psykiske problemer, så er man tit ikke i stand til at vurdere, hvilken behandling, der kan være relevant. Det er nok derfor, jeg altid vil råde andre til at tale med deres læge. Uanset om problemerne er store eller små. Han må være den rigtige til at vejlede i hvilken retning, man skal gå.

Jeg vil tage et eksempel:
Jeg mistede min mor sidste sommer. Helt naturligt har jeg været overvældet af sorg. Og det er jo noget, man må forvente -og bearbejde selv.
Men hvis det skulle vise sig, at jeg i længden IKKE kan slippe de tanker, der stadig dukker op og får sorgen til at vælde frem igen, så ville jeg IKKE fare ud på det blandede marked, selv om det vigtigste for mig nok ville være bare at finde nogen, som kunne lytte til mig. Men jeg ville i samråd med min læge beslutte, hvad jeg skulle gøre. --Jeg tror da sagtens at du eller en eller anden terapeut eller psykolog kunne lægge øre til. Men som så mange andre mennesker har JEG også en grundlæggende psykisk sårbarhed, som kunne tage uoverskuelig skade hvis en velmenende terapeut eller psykolog skulle føle trang til at "pille" ved det også. ---Der er ingen grund til den store "hovedreparation" -bare fordi man lider af en helt naturlig sorg... Derfor er det bedste jo også, hvis man kan finde helt almindelige mennesker, som man kan tale med. ---Det kan man faktisk indimellem også her på kandu..

Jeg vil stadig hævde, at ordene "psykolog" og "terapeut" er belastet af den meget bredere betydning, som de ord også har. Man kan ikke forvente at almindelige mennesker med psykiske problemer starter ikke med at tyde de lange sammensatte titler.

---

Kære Birgitta, det gør mig ondt at høre om din mor. Jeg husker sorgen efter min mors død for nu snart 10 år siden, og føler stikket i brystet endnu en gang da jeg læser dit indlæg.

Mit indlæg, mit spørgsmål er stillet til gruppen her, som jeg ser som en samling velfungerende personer. Og det jeg ønsker hjælp til at finde ud af, for det er så sandeligt også noget jeg selv søger at finde ud af. Er, hvordan kan det bliver nemmere at gennemskue behandlingsmulighederne inden for psykologi, og psykoterapi.
Hvordan er jeres holdning til den evaluering der er sat i gang fra ministeriel side og hvad er jeres forventning til den?

venlig hilsen
Dorthe

---

"Evaluering af psykoterapeutiske uddannelser."


Jeg har lystigt fuldt med i processen da jeg bestemt også mener forbrugerne har krav på kvalificeret behandlere, specielt i terapifaget. Et par af mine kære kollegaer fik i tidernesmorgen en invitation til at være en del af en tværfaglig ekspertgruppe der sammen med diverse politikere skulle finde en fælles akkrediteringsordning af psykoterapeutuddannelserne i Danmark. Ønsket og baggrunden for sådan ordning er at staten kan følge med i hvad de private psykoterapeutskoler uddanner deres terapeuter i, og hvor lang tid der brugers på tingene, som et af målene.

Min opfattelse af situationen er p.t. den, at der ikke er/har været en tradition i den offentlige uddannelsessektor at tilbyde en målrette psykoterapeutuddannelse til "psykisk raske mennesker". psykologi- og psykiateruddannelsen er målrettet til behandling af "psykisksyge" mennesker. Henholdsvis med og uden medicinsk behandling.. Grænsen for om man er mentalt syg, eller tæt på, vurderes professionelt af fagfolk der er uddannet til at register om personen har en "realitetsopfattelse" eller ej. I morderne terapi hvor man som klient kan mødes med sin terapeut uden medicinering, handler det om at klienten besidder en virkelighedsopfattelse af bl.a. sine egne følelser, tanker m.v. Derudover en vis psykisk robusthed til at rumme egne/andres følelser osv. uden HF-relæet slår fra.. Vi ved i dag et sådan mentalarbejde skaber og mindsker visse signalstoffer i hjernen, uden medicinsk behandling. Derfor er der mange klienter der føler sig lettede og oplever det lærerigt at hælde sine følelser m.m. ud i et terapeutisk værksted, frem for at fortrænge dårlige følelser og stadig være påvirket af fortidens oplevelser som et ondt besværligt barn der lider.

Men psykiske syge mennesker, eller på grænsen til at være det, er meget mere mental skrøbelig overfor de velkendte traditionelle terapiformer. De har svært ved at vide/sanse hvad der reelt forgår i dem og det udenfor.. Deres bevidsthedsfilter virker ikke optimalt, så en masse sanser får ofte adgang på samme tid (skizofreni). Det kræver en anden form for behandling så de dermed oplever mindre angst og stress. Derfor har psykoterapeuter der er uddannet til raske mennesker via den private sektor, "ikke" noget at gøre for den gruppe som ene behandler, det bør psykologer og psykiater tage sig af som hovedbehandler..!!

Men med tiden har flere dygtige psykologer og selvlærte terapeuter fundet på en mere hensigtsmæssig behandlingsform til at imødekomme "ikke" psykisksyge mennesker med følelsesmæssige ubalance. En behandlingsform der handler mere om klientens adfærd (fx kognitiv terapi, psykodynamisk), samt en masse andre krop/psyke orienteret terapitekniker der tilsammen handler om, at klienten lære sig selv bedre at kende via egne adfærdsmønstre (adfærd skaber følelser - og omvendt).

Sidste møde vedr. akkreditering af psykoterapeutiske uddannelsessteder i Danmark, fik jeg det indtryk, at privatskoler der kan uddanne terapeuter i mindst 4 år, samt et specifikt timeantal (pensum) i egen terapi, terapiteknikker osv., og ikke mindst erhverver sig en grunduddannelse indenfor sundhedssektoren af en vis varighed med tilhørende erhvervserfaring, kan søge sådan godkendelsesstempel.

Men det står mig nu ganske klart, at statens interesse for at godkende psykoterapeuter er at terapeuterne på sigt kan søge stillinger i det offentlige behandlersystem.. Dette til stor irritation for psykologerne der faktisk har uddannet sig i mange flere år og selvfølgelig er meget dyre for det offentlige at ansætte. Årsagen er altså økonomi.. Det billiger for staten at ansætte en 4 årig terapeut med fx en sygeplejer uddannelse i rumpen, end en cand.psych. der er uddannet forsker i psykologi.

På det private terapimarkedet vil der nok ikke være den store forskel. Det er svært at sætte en etikette på en god behandler, da det handler mere om god kemi mellem klient og terapeuten. Og desværre er staten også i gang med at godkende, eller anerkende psykoterapeuter der så senere kan/skal arbejde med psykisk syge svage, eller meget vanskelige mentalopgaver i offentlig regi. Igen uden enlig sygebehandlings kompetence.

At gå til sin egen læge med følelseskvaler, har for mange været en blandet fornøjelse, igen fordi læger er uddannet i sygdomsbehandling. Mange læger tjener fx også fedt på selv at diagnosticer en patient som deprimeret, stresset med tilhørende gensyn. De er uddannet til at symptombehandle med fx ”lykkepiller” i lange baner (mere end 200.000 dansker årligt). Kun en brøkdel af disse mennsker er virkelige syge..!! De ved det bare ikke..!!

Men hjælper denne behandlingsform så også..? Nogen vil måske sige.., ja..!! Min erfaring tyder på at mange føler sig mere svækket af medicinen, og den reelle årsag til sårbarheden forbliver ukendt for klienten.. Mange mister også selvværdien og selvtilliden, fordi de ikke selv føler de er "herre" i eget hus.

Håber i synes om indslaget… Spørgsmål besvares gerne.



Kærligst

Franjo

---

Nå.
...
...
Dorthe, en evaluering af en uddannelse kan ikke stå alene.. Den har kun mening, hvis man også evaluerer resultaterne af uddannelsen..

Og evalueringen er først og fremmest et værktøj for behandlerne selv..
Du stiller spørgsmålet til kandu-brugere, som du anser for velfungerende. Men netop velfungerende mennesker er jo ikke brugere af hverken psykologer eller terapeuter. Det er jo netop først, hvis der dukker en eller anden malfunktion op, at den gængse kandu-bruger kunne være interesseret i at undersøge markedet og diverse titler og uddannelser.. --Og på det tidspunkt tror jeg ikke, man har det store overskud til at fordybe sig i behandlingsmetoder. Netop fordi det er psyken, der er ramt.

Hvis man skal nå almindelige mennesker og skabe større klarhed over de forskellige behandlingstilbud, så skal man nok snarere bruge pressen, -ligesom pressen jo også bliver brugt f.eks. når der er ny lovende kræftbehandling.
Og når man har oplysninger fra pressen om, hvad der findes af tilbud og hvad der ser lovende ud, så har man mulighed for at tage avisen i hånden og gå hen og snakke med sin læge om det. ---Hvis man altså har et godt forhold til sin læge, -det ved jeg egentlig godt ikke altid er tilfældet...

---

Hej igen!
Birgitta>> Dit forslag om at tage et forslag til behandler med til lægen tror jeg giver bagslag - på den måde, at lægen faktisk ikke må anbefale noget som helst, der ligger uden for det etablerede og veldokumenterede system under sundhedsministeriet. Og det gør psykoterapeuter ikke. Kun, hvis vedkommende i forvejen har en uddannelse til f.eks. psykiater, må lægen sige god for behandlingen - også selvom han synes behandleren er dygtig og seriøs.

Jeg tror desuden at Franjo har ret, når han antyder, at en godkendelse af de mest anerkendte terapeutiske metoder ikke bliver aktuelt. Det kan ganske enkelt ikke betale sig, at godkende disse, da de meget hurtigt ville udkonkurrere de allerede etablerede psykologer og eventuelt også psykiatere. Og det er jo absolut ikke til fordel for dem, der har studeret i et halvt liv. At psykoterapeuterne i nogle tilfælde rent faktisk sidder med den lange ende hvad angår behandling af mennesker er nok irrelevant i den forbindelse - desværre!

Desuden er der jo et stor marked, som Dorthe også nævner, for ganske almindelige mennesker, der ikke som sådan har rod i livet, men ønsker personlig udvikling. Dette er som udgangspunkt ikke noget, hverken psykologer eller psykiatere tilbyder, med mindre der er ansatte som supervisere i firmaer - private som offentlige. Her har psykoterapeuterne et kæmpe potentiale.

Hvad jeg forventer at min eventuelt kommende terapeut er:
En klar udmelding om menneskesyn, udviklingssyn og en beskrivelse af terapeutens opfattelse af et godt liv. Desuden vil jeg gerne vide, hvad jeg som klient skal "gennemgå" i møderne. Altså er det her samtaleterapi, hvor jeg som klient taler og terapeut lytter, eller giver vedkommende gode råd, skal jeg lave opgaver, er det almindeligt at familien bliver inddraget.... o.s.v...
Og så kunne jeg altid godt tænke mig en kort beskrivelse af terapeutens uddannelsesmæssige bagrund og en udmelding om, hvilken/hvilke teorier terapeuten i hovedsagen læner sig op ad. (Ligesom Dorthe skriver at hun studerer Essentiel Integrativ Psykoterapi. Så kan jeg, hvis jeg vil, undersøge om det er noget, jeg synes lyder passende for mig....

Og sidst, men bestemt ikke mindst: Som Franjo siger, Kemi... Ekstremt vigtigt, men umulig at afgøre før første møde. Der må man bare krydse fingre for et godt valg

Vaxen

---

Kære Birgitta, jeg må nok desværre også efterlade dig et nå..... Det er jeg ked af, jeg troede at de som forstod mit spøgsmål også var dem der svarede. Men sådan er det selvfølgeligt ikke altid.
En sidebemærkning, jeg er enig med dig i at det ville være dejligt at kunne se nogle resultater også, og noget videnskabeligt forskning i resultaterne. - det er bare ikke lige det denne her evaluering, der er i gang, handler om.

Mange tak for gode indput vaxen, jeg er helt enig med dig om at det er vigtigt at vide hvilken holdning, retning og baggrund ens terapeut har - og at der er samspildskemi.

Franjo, også tak til dig for indput. Jeg må dog sige at der er et par ting jeg ikke genkender. Ikke alle psykoterapeutiske retninger holder sig udelukkende til raske mennesker, tænk bare på Freudiansk psykoterapi. Smiler.
Essentiel Integrativ Psykoterapi kan også arbejde med mennesker over hele linien, det er ikke et krav at de er raske når de kommer. Desuden arbejder vi også med psyke/soma.
Og så skriver du at psykologerne har langt længere uddannelse end psykoterapeuterne?
Det tror jeg er en ups. Den evaluering der finder sted lige nu er udelukkende for psykoterapeutiske uddannelser der har en varighed af minimum 4 år. Og et optagelses krav for at begynde at læse er jo netop en relevant uddannelse som baggrund. Tager jeg helt fejl når jeg skriver at psykologi uddannelsen på universiteterne kan gennemføres på 4½ år. Og at der ikke kræves nogen relevant baggrund for optagelse - ud over gennemsnit.
Det er i virkeligheden kun psykiatere der har en længerevarende uddannelse end psykoterapeuterne, da de jo både har læge og psykiater studiet sammenlagt. - jeg mener at de når op omkring 8 år.

som sagt mange tak for indput.
Jeg håber stadig på flere svar på hvad almindelige mennesker kan bruge den igangværende evaluering til.

vh
dorthe

---

Kære Dorthe & Co.

Jeg har lige et par kommentar til dit sidste indlæg..!!

Jeg er bevidst om diverse mangler i mit sidste indlæg vedr. evalueringsprocessen af psykoterapeuter. Det et stort og omfattende emne/proces der kræver stor viden og indsigt for bare at kunne forstå en lille smule af hvad der foregår. Jeg mener det er vigtigt at forstå, at der er mange interesseområder på spil og tilknyttet denne debat om en fællesordning staten kan blåstemple. Derfor også mange magtkampe og uoverensstemmelser blandt partnerne..

Min beskrivelse af situationen er bl.a. bygget på egne fortolkninger og facts jeg er blevet informeret om undervejs. Jeg ved nogen af de inviteret personer der skal bidrage med synspunkter og holdninger under socialgruppen, er ledere af diverse psykoterapeutiske uddannelser i Danmark. Som du også nævnte, er der forskel på uddannelserne og formålet med terapeutens arbejdsområder. Der nogle skoler der som udgangspunkt arbejder mere med psykisk syge og svage.. Og andre der kun arbejder med mentale raske velfungerende individer.

Jeg er af den overbevisning, som mit sidste indslag handlede meget om, at problemstillingen "først" bør ses ud fra forbrugerens situation, ønske og mål.

Eksempel: Et menneske der føler sig psykisk ude af balance (deprimeret), må vide hvor han kan henvende sig som det første. Da man ikke kan forvente et menneske med psykisk ubalance er fuldt bevidst om egen situation og evt. videre behandlingsform, må en professionel specialist være i stand til at vurdere hvor vedkommende høre hjemme. Hos egen læge der er uddannet i fysiske sygdomsbehandling? Hos en psykiater der er specialist i medicinskbehandling af psykisk sygdomme? En psykolog der måske også er klinisk uddannet til at behandle psykisk syge som udgangspunkt, men uden medicin? Eller en psykoterapeut der er uddannet i egne adfærdsmønstre som udgangspunkt og i nogen tilfælde flere terapiteknikker og metoder målrette til psykisk raske mennesker?

Det værste et menneske med psykisk ubalance kan udsættes for, udover slet ikke at få hjælp, er fejlbehandling. Vi er alle fra barnsben oplært med lægen som en central omsorgsrolle i vores liv. Det ham vi besøger og får behandlet de fysiske sår hos.. For mange er det også lægen der få indsigt i vores hemmeligheder og psykiske liv. Vi har lært at rette os efter hans rådgivning og følge diverse kure for at få det bedre.. Så lægen står for mange af os, som den tillids person man først henvender sig til, når noget bekymre os fysisk/psykisk. Som tidligere beskrevet af Vaxen, har lægen specifikke regler at forholde sig til.. Nemlig at henvise sine patienter til nært beslægtet fagfolk der er statsgodkendte, fx en psykiater.

Men hvis Hr. Hansen med psykisk ubalance først havner hos sin læge, er der stor sandsynlighed for at Hr. Hansen på statens regning havner hos en psykiater. Det er også det rigtige sted "hvis" Hr. Hansen virkelig også er psykisk syg.. Omvendt er det en "STOR" fejl hvis Hr. Hansen er psykisk rask, men bare tumler med ondt i sindet. Og her er det etiske spørgsmål så, hvem der evner og vil tage ansvar for at Hr. og Fru Jensen, Hansen får den retmæssige vejledning og behandling i første omgang..?

En veludannet psykoterapeut er en person der lære sit håndværk gennem bl.a. egen selvudvikling i mange timer og år, altså ekstraordinært indsigt i sit følelsesliv, tanker og krop som udgangspunkt til senere at kunne støtte og møde andre mennesker. Og derudover også har lært med stor respekt at bruge sine terapeutiske "anerkendte" redskaber på en ansvarlig og etisk måde, under opsyn og supervision. Sådan psykoterapeut vil i mange tilfælde være en bedre hjælper for mennesker der har brug for følelsesmæssig, tanke, krop forståelse der tilsammen skaber adfærd under ansvar, frem for en fx dygtig læge der har lært at behandle sygdom med medicin.

En psykolog derimod kan også have en psykoterapeutisk uddannelse i baglommen, som på lige fod med visse andre psykoterapeuter også er bedre kvalificeret til at hjælpe nogen af de 500.000 mennesker i Danmark, der "ikke" er syge, men blot trænger til at lære en mere hensigtsmæssig livsform.. I øvrig er der mage læger der udmærket ved at deres patienter, mere er klienter..!!
Som udgangspunkt er en psykolog uddannet forsker i psykologi på universitet. Dorthe har selv nævnt 4-5 års læsning, først 3 år til en bachelor, derefter ca. 2 år til kandidat hvis man er flittig..!! Det vigtigt at vide at en nyuddannet psykolog har gennemgået en teoretisk uddannelse hvor der som regel ikke har været særlig meget praktisk arbejde involveret. Alt efter hvilken gren man har valgt, selvfølgelig.. Hvis man så som psykolog ønsker at arbejde som psykoterapeut, kan man læse en overbygning på sin uddannelse som kliniskpsykolog. Og den er meget mere praktiskorienteret, men stadig med udgangspunkt i psykisk sygdomsbehandling..!!

Men hele behandler cirkuset handler om magt, bedreviden, tryghed, tro, videnskab, politik, traditioner og mediegenkendelse.. Man kan støde på rigtige dygtige behandlere på deres felt., som man kan opleve det modsatte. Men så længe man ikke respekter hinandens fagkundskaber i et bredere perspektiv end tilfældet og det vigtigste, nemlig lytter til forbrugerens behov, situation og erfaringer, vil mange desværre lang frem i tiden sidde tilbage med en tom fornemmelse af, hvor man få den bedste hjælp og støtte på det mentale plan, med eller uden betaling.

Håber en vis pointe dukker op mellem linjerne - Smiler..!!


Med venlig hilsen

Franjo

---

Igen tak for indlæg franjo.
Endnu en lille korrektion, læger henviser også gerne til psykologer. Og det kan de gøre i akutte sager, hvor patienten (her bruger jeg benævnelsen patient, da der kræves henvisning fra læge) kan slippe med at betale ½ pris for samtaler og i få tilfælde kan slippe helt uden at betale.
tak for yderligere udredning af længden på uddannelserne og deres form. Og hvor er jeg enig med dig i at der bør være bred respekt i og mellem hele behandlersystemet.
Jeg bliver vist nød til at skrive at jeg sidder og skriver en del af ansøgningen der kan indsendes til evalueringstådet nu.
Evaluerings vejledningen fortæller tydeligt at den ikke giver nogen statsanderkendelse, men at offentlige instanser frarådes at bruge terapeuter der ikke opnår godkendelsen. Dog er der på diverse møder mellem linierne givet anledning til at tro at statsanderkendelsen kommer i løbet af forholdsvis kort tid.

Anledningen til mit oprindelige spørgsmål omkring brugbarheden af evalueringen, for almindelige personer skyldes et ønske om at gøre hele proseccen mere overskuelig. og, om jeg så må skrive "mere folkelig" eller måske brugbar.
Det bliver også meldt klart ud fra evalueringsinstansen og ministerierne at dette er en prøve på at godkende behandlere, ikke en fuldstændig og gennemprøvet evaluering. Vi tager den dog meget alvorlig og tager imod den med store forventninger og håb om en kvalitetssikring af psykoterapeut uddannelserne.

Jeg villel dog ønske at der var større traditioner i Danmark for at vurdere og vælge i vores sundhedssystem som jo kan siges at være temmeligt uigemmesigtigt, hvadendten det gælder læger, hospitaler, tandlæger eller terapeuter.
Hvis det var tilfældet vil jeg tro at det var nemmere at give et bud på hvordan denne evaluering kan komme "menigmand" tilgode. Der er nu efterhånden åbnet flere steder for at vi må kigge lidt med i statestikker, for eks. i sygehusenes. Men det er jo kun et fragment.
Og jeg kan desværre ikke selv gennemskue helt hvordan, ud over en vis kvalitetssikring. På baggrund af smilies, der nu ligges op til for de uddannelsesinstitutter der deltager i evalueringen. Herunder Karen Aaes instituttet og Essentiel Integrativ Psykoterapi.

venlig hilsen
Dorthe - EIP stud.

---

Hej Dorthe.

Det er nogle rigtig gode spørgsmål du stiller:

Hvad forventer vi at der skal komme ud af en sådan evaluering af de længerevarende psykoterapeutiske uddannelser?

Og hvordan ser gruppen her forskellen mellem psykoterapeuter og psykologer - og hvad er at foretrække?

Det svarer lidt til at spørge 10, 100 eller 1000 mennesker om hvad der smager bedst.

Æbler, Pærer, Jordbær eller noget andet.

Og hvad får du så ud af det ?

Du får selvfølgelig en masse forskellige svar !

Og dem kan du så sætte dig til at studere, for at finde ud af hvad der er bedst - set fra disse meget forskellige menneskers synspunkt, men hvad synes du selv !

mvh.
Steen

---

Hej Dorthe.

Det er nogle rigtig gode spørgsmål du stiller:

Hvad forventer vi at der skal komme ud af en sådan evaluering af de længerevarende psykoterapeutiske uddannelser?

Og hvordan ser gruppen her forskellen mellem psykoterapeuter og psykologer - og hvad er at foretrække?

Det svarer lidt til at spørge 10, 100 eller 1000 mennesker om hvad der smager bedst.

Æbler, Pærer, Jordbær eller noget andet.

Og hvad får du så ud af det ?

Du får selvfølgelig en masse forskellige svar !

Og dem kan du så sætte dig til at studere, for at finde ud af hvad der er bedst - set fra disse meget forskellige menneskers synspunkt, men hvad synes du selv !

mvh.
Steen

---

Tak for det Steen

smiler, ja hvis bare der kom svar så jeg kunne vælge mellem pærer, jordbær eller æbler. Spørgsmålet er seriøst stillet for at se om der er nogle der har bud på hvad de mener der vil kunne hjælpe til at afklare et forholdsvist luftigt og gråt udbud af folk der kalder sig selv teraputer.
At du ikke har opfattet spørgsmålet på den måde, siger mig at jeg ikke har været klar nok i min udmelding.
Måske har du læst at der er kommet mange svar på mit spørgsmål, jeg læser nemlig kun selv nogle få. Resten er desværre kommentarer til at jeg stiller spørgsmålet, meget lige som din kommentar.

vh
dorthe, der stadig gerne vil læse hvordan ganske almindelige mennesker kan drage nytte af en sådan evaluering. Og eventuelt forslag til hvordan det skal gøres tilgængeligt.

---

Tak for det Steen

smiler, ja hvis bare der kom svar så jeg kunne vælge mellem pærer, jordbær eller æbler. Spørgsmålet er seriøst stillet for at se om der er nogle der har bud på hvad de mener der vil kunne hjælpe til at afklare et forholdsvist luftigt og gråt udbud af folk der kalder sig selv teraputer.
At du ikke har opfattet spørgsmålet på den måde, siger mig at jeg ikke har været klar nok i min udmelding.
Måske har du læst at der er kommet mange svar på mit spørgsmål, jeg læser nemlig kun selv nogle få. Resten er desværre kommentarer til at jeg stiller spørgsmålet, meget lige som din kommentar.

vh
dorthe, der stadig gerne vil læse hvordan ganske almindelige mennesker kan drage nytte af en sådan evaluering. Og eventuelt forslag til hvordan det skal gøres tilgængeligt.

---

"Hvordan ser gruppen her forskellen mellem psykoterapeuter og psykologer - og hvad er at foretrække?"

Forskælden er for mig at en psykolog er udd til at tage vare på personer som mig der har en psykisk sygdom, mens en terapeut kun er i stand til at være sjæle sorger, uden at kunne udøve direkte noget brugbart for den syges hjerne, dette er så ud over at terapeuterne ofte har et "bi"-erhverv, inden for det alternative, hvilket en psykolog ikke har, de er i DK dem der har den beste mulige udd til at tage vare på psykisk syge (ja de ligger over psykriaterene)

Jeg som syg, kunne aldrig i mit liv finde på at gå til en psykoterapeut, ej heller anbefale det, det tør jeg simbelthen ikke, for det første fordi en hver kan kalde sig terapeut uden nogen form for forudgående udd, og for det andet fordi de alt for ofte gør mere skade end gavn for os der har en psykisk sygdom, men benytte mig af deres fx fine fine energi sten, hvorfor ikke... men aldrig aldrig i forbindelse med et forsøg på at blive rask i sindet.

Hvad der er at foretrække, det afhænger helt klart af, er det psyken vi taler om er jeg ikke 2 sek i tvivl en psykolog, er at foretrække, og aller helst en der har spitaliceret sig inden for det område man er syg (har det skidt) så man får den helt regtige behandling, og der med bliver hurtigst mulig rask. Men søger man alternativ hjælp til fx et dårligt knæ, så vil jeg nu nok ikke ligefrem vælge en psykolog, med mindre knæet er dårligt pga psykiske problemer.

"dorthe, der stadig gerne vil læse hvordan ganske almindelige mennesker kan drage nytte af en sådan evaluering. Og eventuelt forslag til hvordan det skal gøres tilgængeligt."

Tja nu er jeg en meget pårstålig person, så om så sådan en raport kom og sagde at det bedste i verdenen er at vælge en psykoterapeut, ville jeg ikke kunne bruge det til en fløjtende fis, for jeg ved heldigvis noget andet, så som sådan kan jeg intet bruge en sådan til, men nogle ville sikkert, fordi mange frygter at gå via det offentlige med deres problemer, mest af frygt for ens familie bliver ramt 8fjernelse af børn ol) men også af frygt for tabuerne, disse mennesker ville kunne bruge det til at se at det ikke er for morskabens skyld at det frarådes at benytte psykoterapeuter, frem for psykologer (evt pga prisen?) Det er en meget meget dårlig ide at benytte alternative metoder uden at have ens ordentlig udd behandler med inde over, ofte gør det desværre kun skade. meget andet fornuftigt kan jeg ikke se en sådan raport skal fæøære til. Dog kan jeg forestille mig at de er ved at forsge at finde ud af om rapeut betegnelsen skal autoriseres, så de kommer under en hvis form for kontrold, eller om det helt skal forbydes at lege noget man ikke er inden for at så farligt område som psykken er... selv hæller jeg til at det bliver det første, så vi brugere ved hvad vi har med at gøre, lad os om ikke andet håbe det, nok er jeg ikke meget for psykoterapeuter, men det er mere fordi de udgiver sig for at kunne noget og være noget de ikke kan ej heller er, at de er der har jeg ingen problemer med, og jeg er da heller ikke i tvivl om at de rentfaktisk hjælper nogle mennesker.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.