|
|
 | Seriøs smalltalk
Fra :  calista  | Vist : 454 gange
50 point
Dato : 20-10-04 08:57 |
|
Real Life "case", taget ud fra det socialrealistiske Danmark.
Du er med dine børn ude og lege, på legepladsen i gården, i den bygning du bor i. Freden og roen bliver brat afbrudt af en kvindes paniske, hysteriske skrig. Lydene kommer fra en åbentstående altandør/ et åbentstående vindue oppe på fjerde sal. Sammen med skrigene, er der dumpe lyde fra lejligheden. Skrigene fortsætter og bliver mere og mere paniske.
Et par børn fra gården, kommer over til dig, og siger: Vi tror hun får bank!!
Ringer du til Politiet, eller har du de mentale ørepropper solidt plantet i øregangene?
Hvad vil DU gøre??
Åben diskussion, kom med jeres input!!
| |
 | Kommentar
Fra : 3773  |
Dato : 20-10-04 09:01 |
| | |
 | Kommentar
Fra : Toupie |
Dato : 20-10-04 09:18 |
|
Hej Calista
Jeg ville helt klart ringe....(har haft gjort det nogle gange) Grundene er mange men den største grund er nok, at hvis det var mig der blev tævet og var magtesløs i situationen, så ville jeg ønske andre gjorde det samme for mig. Udover dét, så accepterer jeg slet ikke vold og mener ikke nogen skal slippe godt af sted med at udøve den.
// Toupie
| |
|
Som 3773 ville jeg kigge op, og se hvad der var gang i, og så derfra afgøre hvad næste skridt skulle være.
Kunne jo være det "bare" var en syg esbjeggenser, der var ved at voldtage sin hund.
| |
|
Ringer selvfølgeligt..
Jeg var engang på vej hjem fra en julefrokost sammen med en kollega..Pludseligt hørte vi en kvinde skrige om hjælp.. vi løb ned for at se hvad der skete.. det viste sig at det var en fyr at der forsøgte at voldtage hende.. han fik øje på os og stak af.. og jeg satte efter ham og det lykkedes mig at fange ham og kunne dagen efter identificere ham under afhøring med politiet så han blev anholdt...
Altså man skal da så vidt muligt gøre noget
| |
|
Jamen callista, sjovt spørgsmål, altså det sidste.
Hvis jeg efterfølgende valgte at ringe, er det da indlysende at det er fordi at ingen skal have tæsk mod deres vilje, og hvis ikke jeg kan stoppe det af den ene eller anden grund, så må der den fornødne magt til at stoppe det.
| |
| Kommentar
Fra : calista |
Dato : 20-10-04 09:29 |
|
Hvorfor er det et sjovt spørgsmål?
Det er da meget relevant, i og med jeg ville have spurgt hvis det modsatte var tilfældet.. altså hvorfor vælger du, IKKE at ringe..
Har haft denne debat kørende et andet sted på nettet, og det var mange og meget uens kommentarer der kom frem. ca 75% ville ringe, 10% ville blande sig OG ringe, resten ville lade de mentale ørepropper være i øregangene!
Gæt hvad jeg gjorde!!
| |
 | Kommentar
Fra : mulberry  |
Dato : 20-10-04 09:54 |
|
I en vis fart ville jeg finde ud af den eksakte adresse og navn på dørtelefon så ville jeg ringe og give besked. Dernæst tænke på om der er noget jeg kunne gøre her og nu fx, få en i opgangen til at åbne døren, så der ikke er den forhindring, når politiet skal ind...
Med hensyn til debatten: Jeg har prøvet at være barnet indenfor i den situation, og jeg vil aldrig tilgive dem der ikke hjalp og til en vis grad heller ikke moderen for ikke at have undgået situationen, da der altid er advarselstegn før det bryder ud, som der kunne være handlet på. Det er dybt forkert ikke at hjælpe når det er muligt.
| |
| Kommentar
Fra : 3773 |
Dato : 20-10-04 10:24 |
|
Davs Ram, nice to hear from you!
Tjae Calista, hvorfor blande sig? Det er temmelig fornedrende at skulle have bank. De åndeligt magtesløse mænd, der kun kan finde en udvej vha knytnæverne skal standses. Nu er der jo også mænd der får tæsk af konerne - ikke så tit men det sker. Vi havde en i min barndomsby, der gennemtævede manden når han kom fuld hjem.
Jeg bryder mig som udgangspunkt ikke om vold, i særdeleshed ikke hustruvold. Hustruvolden er normalt kendetegnet ved en temmelig uens vægt og styrkefordeling, og er derfor temmelig "uretfærdig" om man så må sige! Man bliver virkelig imponeret når f. eks. en HA hangaround, magter at gennembanke et bette tøsebarn på under 50kg. Samme klaphat fik ivørigt et mindre praj fra faderen og dennes omgangskreds om at pågældende by fremover ville være et usundt opholdssted. Lidt mere retfærdigt kunne man sige det var, da en dynge af de grimme drenge fra Horsens, for år tilbage, lovede hovedparten af Korsør Bokseklub bank, ude på Mosstock festival. Det var der ingen der blandede sig i - fair nok. Iøvrigt gik det vist ikke så fremragende for Horsens drengene.
| |
 | Kommentar
Fra : dova |
Dato : 20-10-04 10:48 |
|
Hæhæ, nu kan det jo være, at hun bare er skuespiller der øver sig på sin nye rolle.
Nej, det er gas, men det er et svært spørgsmål hvis man ser lidt dybere på det.
For hvorfor får kvinder bank (og nogen mænd, det bliver mere og mere almindeligt)?
Det gør de sgu fordi de giver stodderen lov til det.
Hvis de første gang det skete, smed vedkommende ud eller gik sin vej, var det problem væk.
Men alt for mange dækker sig ind under argumenter som: Jam' jeg elsker ham og han har lovet...., eller for børnenes skyld....og jeg var vist selv ude om det...og blablabla. Se, første gang hun bruger den undskyldning er det det samme som en accept af situationen.
Se dermed mener jeg ikke, at man altid skal vende det døve øre til, men man føler sig alligevel lidt til grin ved at ringe til politiet i sådan en situation for kun at finde ud af, at lige så snart hun er lappet sammen på skadestuen, tager hun hjem til fyren igen og alt er såre godt, indtil næste gang.
Der findes flere former for vold mod partneren. Og fælles for dem er, at det som regel er en adfærd der kan ændres.
Den ene er det der kaldes forudsigelig vold. Det er den hvor der er visse situationer hvor hun ved at hans måde at reagere på, er nogen på låget.
Den anden kaldes uforudsigelig vold. Sådan forstået, at hun aldrig ved hvornår og for hvad bankene bliver udløst.
Og så er der den hvor han slår i afmagt fordi det er den eneste måde han kan "hævde" sig i en diskussion uden at blive "kulet ned" af hendes "ordforråd". (Den hænger så til dels sammen med forudsigelig vold)
Den uforudsigelige vold, er den der er værst, og sværest at tackle, for det er den der virkelig kan nedbryde selvtilliden hos den volden rammer, og som ofte, når det har stået på over længere tid, resulterer i de situationer hvor hun er helt låst fast, og ikke mere kan finde ud af at gå. (Igen den med at gå mens tid er).
Jeg har aldrig forstået dem der finder sig i at få bank, i hvert fald ikke når de går tilbage igen. Mange er da nok glade for, hvis politiet eller andre ankommer og sørger for "en lille pause ved ringside", men hvad nytter det snart, når der ikke bliver gjort noget for at ændre forholdene.
For nogen år siden var der her i byen et tilfælde hvor manden til sidst havde "held" til at slå konen ihjel.
Og bagefter kom det frem, at hun gennem næsten 20 år havde fået bank med meget jævne mellemrum.
Og hele nabolaget havde haft politiet tilkaldt utallige gange, men til sidst gider folk ikke beskæftige sig med sådan noget, når de bare bliver beskyldt for utidig indblanding.
Der er også dem der tror, at det kun er et problem blandt yngre mennesker. Men for år tilbage, arbejdede jeg inden for plejeområdet, og det finder sted også blandt gamle mennesker. Men der var meldingen fra "højere sted" helt klar:
Hvis ikke det var noget man så med egne øjne, eller hvis "offeret" ikke selv gjorde opmærksom på problemet, var det folks privatsag uanset de blå mærker.
mvh dova
| |
|
Jeg vil overhovedet ikke kunne lade være med at blande mig. Kvinder skal på ingen måde finde sig i at få bank...FØJ!
Har selv een gang fået bank - og jeg gjorde det at jeg forsvarede mig selv ved at kaste tomater efter idioten. DÅSETOMATER!! så kunne han lære det
| |
| Kommentar
Fra : dova |
Dato : 20-10-04 11:10 |
|
3773
Nej, det er jo også det jeg siger, at der findes de tilfælde hvor hun ikke er gået i tide og til sidst ikke orker at gå fordi selvtilliden er væk. De tilfælde findes desværre som du kalder edderkoppens net, men de er meget få.
For jeg ved du ikke har helt ret i, at mange flere ville skride med det vuns.
Der er så mange der endda kommer så langt som til at søge krisecentre og andre muligheder, og selv om de i første omgang er glade og lettede over at være kommet væk, kan de ikke undvære fyren alligevel, og de vender tilbage igen,igen,igen, og ud fra argumenter som jeg elsker ham, han lover og lover, og i den dur.
Hun forstår slet ikke, at hun er medvirkende til at fastholde og give ham accept af hans adfærd.
I Norge har der i nogen år efterhånden kørt nogen behandlingscentre for voldelige mænd, og med godt resultat.
Og hvor det er muligt, tager repræsentanter fra centrene med ud til sager om hustruvold og taler med parterne om tingene.
Men det forudsætter selvfølgelig, at de mænd vil erkende problemet og have hjælp til at ændre den uheldige adfærd.
Måske mangler noget lignende her i landet.
mvh dova
| |
 | Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 20-10-04 11:32 |
|
Som Dova skriver, er der nu mulighed for at behandle voldelige mænd - men jeg synes bestemt ikke man skal kimse af konens ansvar for volden. Vold kan være et mønster, man som kvinde heller ikke kan bryde - det kan være en magtfaktor i et parforhold, hvor manden som bekendt som regel besidder den fysiske magt, men kvinden efter volden i mange tilfælde besidder den mentale magt. Hvis det er måden, man som kvinde har lært at gennemføre sin vilje overfor en mand, er det jo sådan, man gør! Jeg tror på, at det i mange tilfælde er noget, man gør mod hinanden med en god del ansvar til begge parter. Ikke at det på nogen måde er ok, at banke sin kone, men for at komme ud over vold som kommunikationsform tror jeg på, at begge parter skal behandles. Jeg tror, at det i mange tilfælde kan være fejlagtigt at dømme en part som offer og den anden som krænker, da der er mere dynamik i et voldeligt parforhold en som sådan.
Jeg er klar over, at det er en provokerende holdning for mange, men jeg har den ikke desto mindre. Og jeg er en kvinde - som også engang i mellem kan drive min bedre halvdel til vanvid 
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 20-10-04 11:34 |
|
Jeg vil lige tilføje til mit ovenstående indlæg, at vold, ligemeget hvordan ansvarfordelingen er, er forkert og skal anmeldes til politiet!
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : calista |
Dato : 20-10-04 11:37 |
|
Se nu kører debatten jo fint:)
(bare kandu så også gjorde, får ingen emiler herrfa idag)
Jeg ringede efter fem sekunders overvejelse til politiet. Jeg ved fra tidligere, at det er en familie der udadtil virker fin- fin, men indadtil er hamrende dysfunktionel.
Politiet kom forbi, men jeg ved ikke hvad det hele endte med. Formentligt ingenting, da de kvinder der finder sig i volden, ikke ønsker at indgive anmeldelse mod manden.
| |
| Kommentar
Fra : 3773 |
Dato : 20-10-04 11:49 |
|
Se den der ser man tit Calista. Det skal se åhhh så pænt ud, men bagved facaden er det det rene Auswitz. Beklageligvis er det sådan, at dysfunktionel social adfærd kan være svær at spotte, hvorfor sagsbehandlere og de øvrige i systemet falder for ordskvalderet og overser alarmsignalerne. De onde tilfælde af psykopaterne er hulens dygtige til at give alle mulige andre skylden for alt muligt.
Jeg har selv kunnet se en "svømme-mor", der af og til havde godt med blå mærker, armen i bind og den slags småting. Nu er det i sådan en situation svær at blande sig i, når du ikke "har" noget håndgribeligt. Hun kunne jo spille fodbold f. eks. Ellers er der jo klassikeren med trappen eller døren. Men er det så håndgribeligt som du skriver -> ring til panserne. Har det været grov nok, får det konsekvenser, uanset om konen vil anmelde det eller ej.
| |
|
Dovas mand kan uden skrupler gi hende en røvfuld 3 gange om dagen. Ved en evt. retsag ville den gerning være straffri, når dommeren havde mødt hende.
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 20-10-04 13:08 |
|
---> Restistance
Det var vist lidt under lavmålet... hva' med lidt seriøs debat?
| |
| Kommentar
Fra : dova |
Dato : 20-10-04 13:51 |
|
Vaxen
Jeg synes så ikke din holdning er så provokerende endda.
For det du beskriver med vold som en form for kommunikation, hvor manden føler sig drevet til vanvid, det er netop de situationer der handler om forudsigelig vold.
Hun ved hvad der udløser det, og han formår ikke at slå "afbryderen" fra, og der vil jeg godt holde med dig i, at begge parter har et problem, selv om det stadig ikke er rigtigt at finde sig i bank.
Værre er de situationer hvor manden, hvis det står på længe nok, får så meget magt, at hun ikke kan sige fra.
Et eksempel kunne være, at hvis ikke maden står på bordet når han kommer hjem, så får hun bank. Men hvis så maden står på bordet, så får hun sgu bank alligevel, for så er der garanteret noget hun har gjort der ikke passer ham, så maden bare er en form for "afledningsmanøvre" fra problemet, ( ifølge ham altså). Det er det der hedder uforudsigelig vold, altså hun får tæsk uden at vide hvorfor og tilsyneladende uden grund, og jo mere hun forsøger på at behage ham, mister han respekten for hende og problemet accellerer. Og sådanne tilfælde tilfælde er desværre ikke lette at gøre noget ved, da det som regel er dem der ikke rigtig kommer frem i lyset, fordi alle parter gør meget ud af at skjule det for omverdenen.
Men stadigvæk bunder det ud i, at hun fra starten har "givet ham lov" til at være voldelig.
mvh dova
| |
| Kommentar
Fra : mulberry |
Dato : 20-10-04 14:29 |
|
CITAT:Vaxen kl.9.52."Moral er for mig meget afhængig af situationen og jeg kan ikke på forhånd sige, hvad min reaktion vil være i en given situation - kun håbe, at jeg gør det rigtige."
-Jeg har ikke selv været udenforstående overfor en voldssituation, jeg har nogen gang efterforsket i en mistanke om at det måske foregik, for at være sikker på om nogen behøvede hjælp, da der som Dova siger, fra kvindens side ofte ikke bliver handlet på grund af frygt for yderligere vold, hvilket er et berettiget argument, og derfor er det også et berettiget at være opsøgende ved den mindste tvivl.
De situationer jeg har prøvet, en brand, en mand der faldt om på gaden, en cyklist der blev torpederet af en anden cyklist og væltede, en der havde gjort skade på sig selv, en kat der var kommet for højt op i et træ. Hvergang jeg har stået i en af disse situationer, har min reaktion været: Høj koncentrationevne og handling, jeg glemmer alt andet og er totalt fattet og handlingdygtig. Jeg har en enkelt gang ringet en gang for meget, ved en mistanke om brand, og jeg ved godt det koster, og der er for mange falske alarmer, men jeg mener vi bør leve i et samfund der tør sige: Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Jeg tror ikke at du vaxen vil være så meget I tvivl om hvad du vil gøre I en given situation, hvor du er hjælpemuligheden.
Du kender jo rimelig godt allerede hvor dine grænser går. Og det at tænke og tale om det og evtuelt lave rollespil, tage et førstehjælpskursus er en god indstilling.
Hjælp til voldelig mænd http://www.dialogmodvold.dk/
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 20-10-04 15:17 |
|
Ja, jeg kender mine grænser - jeg er socialpædagog og arbejder med selvmordstruede og selvskadende unge. Jeg har stået i situationer, hvor en overreaktion fra min side kan være livstruende. Derfor har jeg lært at overveje mine handlinger. Samtidig erkender jeg blankt, at jeg kun er et menneske. Selvom jeg virkelig virkelig ønsker at gøre det rigtige, må jeg se i øjnene, at det ikke er 100% sikkert at det er det, jeg gør. Og at tænke anerledes om sig selv, tror jeg, er at stikke sig blår i øjnene. Ingen af os kan til enhver tid gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt - vi er ikke overmennesker.
De situationer, du beskriver har jeg selvfølgelig også oplevet, og selvfølgelig har jeg da grebet ind. Jeg imødekommer bare den mulighed, at jeg er i stand til at handle forkert, eller at afholde at handle, hvor jeg burde gøre det. Dette er i højeste grad noget jeg har lært gennem mit arbejde med mennesker, gennem processer, hvor jeg har lært mig selv at kende på godt og ondt.
Jeg har dog rigtig svært ved at forestille mig, at jeg ikke ville gribe ind i en situation, som calista beskriver, for jeg har en rimelig retfærdighedssans og bliver voldsomt provokeret af, når svage mennesker, børn og dyr bliver behandlet dårligt. Men ingen garantier...
---->Dova: Jeg er fuldstændig enig 
| |
| Kommentar
Fra : mulberry |
Dato : 20-10-04 15:26 |
| | |
 | Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 20-10-04 15:41 |
|
Nnnnåååh, hvis det var noget, der skete her hvor jeg bor, så ville jeg liste hen og blande mig. Og derfra beslutte, om der skulle tilkaldes yderligere hjælp. Nogle gange kan det være nok med lidt indblanding fra naboer, til at stoppe, hvad det nu var, der foregår.
Politiet får jo alligevel ikke en kvinde til at forlade sin voldelige mand, hvis det er det, der er tale om...
---Det kunne jo også være, at manden var faldet og var kommet voldsomt til skade og lå i et epileptisk anfald. Og kvinden skriger i ren panik... Så bliver det næppe bedre af, at to uniformerede betjente dukker op til husspetakler.
Undersøg først, -ring bagefter.
---Selvfølgelig overhører man det da ikke.
| |
| Kommentar
Fra : mulberry |
Dato : 20-10-04 16:30 |
|
-Jeg forstår jer ikke. Den givne situation forgår oppe på 4. sal , jeg kan ikke vide eksakt hvad det er da jeg kun kan vurdere ud fra lyde, børnene og hvad jeg evt ved eller ikke ved om de der bor der.
Jeg mener bestemt ikke jeg har råd til overvejelser som: Jae, det ku godt lyde som vold i hjemmet, nah det er nok bare en gryde der er faldet på gulvet. Tvivlen må da komme den muligvis svage til gode. Jeg mener heller ikke, det siger min erfaring mig, at der er tid til moralske overvejelser og er jeg nu perfekt eller ej. Overvejelser og handlingsplaner hører til FØR en situation opstår, da det I situationen nødig skulle være mig selv jeg fokuserede på. At det så efterfølgende viste sig at jeg gjorde noget galt, det må da tages til efterretning til en anden gang. I det hele taget vil jeg da efterfølgende tænke på er der noget jeg kunne have gjort bedre.
| |
 | Kommentar
Fra : musenfryd |
Dato : 20-10-04 16:43 |
|
Jeg smutter også op og undersøger hvad der sker, og er det vold, så ringer jeg.
I øvrigt dejligt at se at så mange ville reagere.
jeg var for nogen tid siden ude for at en mand faldt om på københavns hovedbanegård, og jeg susede til for at hjælpe ham. Der var ikke andre på perronen, og situationen så umiddelbart ret alvorlig ud (hjerteanfald, pacemaker, stor tung bevidstløs mand som jeg ikke kunne flytte og han lå med hovedet ud over perronen). Jeg råbte som en sindsyg (og jeg kan råbe højt): "HJÆÆÆLP på perron1", men der kom ingen. Jeg råbte flere gange og til sidst kom der en, togføreren der havde siddet i toget der havde holdt der, hele tiden.
Det var en chokerende oplevelse, men det der var værst ved den, var faktisk at ingen kom mig til hjælp....
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 20-10-04 16:54 |
|
Det, at man overvejer sin handling er jo ikke ensbetydende med, at man undlader at handle. Men ikke at overveje, hvad det er man gør, kan i den grad vise sig skadelig. Som regel, når man handler overilet, er handlingen præget af de følelser man har i øjeblikket, og ikke af fornuft. Det mener jeg bestemt ikke kan gavne nogen, der er i voldsom krise!
Hvad angår dette citat: "Jeg mener heller ikke, det siger min erfaring mig, at der er tid til moralske overvejelser og er jeg nu perfekt eller ej." Den slags refleksioner foregår selvsagt ikke i en situation som den beskrevne, men derimod før og efter - eller som nu, når man diskuterer det med andre. Jeg mener ikke på noget tidspunkt, at have skrevet, at jeg tænker over den slags, når nogen er i krise.
Spørgsmålet går på, hvad man "ville" gøre - altså en tænkt situation, hvor man laver en forestilling om, hvad man ville gøre. Det, som jeg opponerer lidt i mod er, at man betragter det som en selvfølge, at man altid handler, som man bør. Jeg beskriver såmænd bare, hvad jeg håber og tror, jeg ville gøre, men ikke kan sige med garanti, da alle situationer er forskellige.
| |
|
hehe..Udrykning til et samleje. Ja man skal passe på 
| |
|
Hmmmm... ja udrykning efter..... er nok mere normalt (smiler sjofelt)
| |
|
Mon ikke der kan opstå en mindre brand?! jeg tænker her på friktionen
| |
|
Hmmmm. Brændende kærlighed. Tjaeeee hvorfor ik??
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 21-10-04 13:30 |
|
Joo, hvis jeg udfra kendskab til familien antog, at der kunne være tale om ekstrem voldelighed, så ville jeg ---hvis jeg havde en mobil, hvad jeg ikke har--- ringe 112 samtidig med, at jeg rendte derop og blandede mig....
Hvis jeg fik én på panden i den anledning, så ville jeg nok bedre kunne leve med det end jeg ville kunne leve med, at et andet menneske mistede livet fordi jeg ikke turde blande mig.
Men selve volden i parforholdet bliver jo ikke ændret bare fordi manden bliver hentet af politiet. Han kommer jo hurtigt tilbage, og er måske endnu mere pissesur. --Og så er man jo sandsynligvis totalt afskåret fra at yde virkelig hjælp til kvinden. For manden vil selvfølgelig under ingen omstændigheder tillade, at hans kvinde har omgang med den nabo, som har pudset politiet på dem.
En bedre hjælp kan være at tage kontakt til kvinden på et roligt tidspunkt og forsøge at etablere et venindeforhold. Måske kan man få hende ud af det voldelige forhold, -måske ikke. I hvert fald kan man gøre livet lidt lettere for hende, hvis hun havde nogen at tale med..
Jeg har haft en veninde, som blev banket af sin mand.. Og for at det skal være rigtig ulækkert, så var hun også handicappet. -Lammet i den ene arm og dårligt gående efter en blodprop i hjernen.
Hun var en frisk og rapkæftet pige, som var fuld af sjove og overraskende bemærkninger. Hun havde ar i ansigtet, udslåede tænder, -briller sat sammen med hæfteplaster, og gang på gang nye sår og sæbeøjer. Og blå mærker på overarmene, som man altså ikke får ved at snuble på gaden. Men hun indrømmede aldrig, at han slog hende. --Hvor hun ellers altid havde et kvikt svar, så var hun totalt mundlam, når manden var til stede. Han kaldte hende en "sæk" og "affald" og "lige til skraldevognen" o.s.v... Det chokerede mig og kom bag på mig, at hun var så passiv. Næste gang jeg talte med hende på tomandshånd, kunne jeg ikke lade være med at spørge hende, hvorfor hun ikke forlod ham ... Hendes svar var: "De kan ikke undvære mig". ---Hun havde en teenagedatter også.
--Det svar gjorde MIG mundlam. For hun var vitterlig for handicappet til at være til ret megen nytte i hjemmet. Og både hendes mand og datter behandlede hende med stor fjendtlighed.. Jeg kunne ikke ret godt sige DET, -for det var ligesom at give hendes mand ret i, at hun ikke havde nogen værdi.
Vi fortsatte med at ses en gang om måneden og snakkede sammen i telefon ca. 1 gang om ugen. Vi kom sjældent ind på volden i familien, men jeg foreslog hende tit at flytte og tilbød også at hjælpe. Men hun ignorerede sine problemer og følte nok ikke, at flytning var en reel mulighed.
For 2 år siden havde jeg som sædvanlig haft en kort snak med hende i telefonen. En uges tid senere sendte jeg fødselsdagskort til hende, og så gik der endnu nogle dage, hvor jeg intet hørte fra hende....... --I den næste lokalavis så jeg hendes dødsannonce... Hun var død 2 dage før sin 53 års fødselsdag..
Jeg ved ikke, om jeg kunne have gjort mere... Hverken jeg eller nogen anden kan redde verden.. Men vi KAN prøve på at komme hinanden lidt tættere ind på livet, så der ikke er nogen, der skal stå helt alene med deres problemer. -Og forsøge at undgå at tage afstand med forargelse eller vrede eller ligegyldighed når andre mennesker opfører sig helt uforståeligt. For så lærer man da i hvert fald aldrig at forstå.
| |
| Kommentar
Fra : Toupie |
Dato : 23-10-04 22:29 |
|
Der har været en del kommentarer i denne tråd om de kvinder der ikke forlader deres voldelige mænd eller går tilbage til dem gang på gang. Vil derfor lige bidrage til debatten med en historie fra det virkelige liv:
Citat
I starten tog jeg det ikke så alvorligt, det var nok nærmest bare sjovt.
Da jeg begyndte at opdage alvoren i det opdagede jeg samtidig, at jeg var gravid. Abort var udelukket for mit vedkommende så jeg besluttede mig for at se tiden an, for at se om ikke tingene ændrede sig til det bedre.
Der var op og ned ture, og nedturene klarede jeg ved at blive forelsket på ny; vi ventede jo barn sammen!!
Da vores søn blev født skete det jeg havde håbet på – han forandrede sig!! Livet var rosenrødt. I hvert fald de første 14 dage, indtil nyhedens interesse var borte. Det varede ikke længe før jeg var helt nedbrudt og kun levede for vores nyfødte. Jeg gik dagen lang i morgenkåbe, uredt hår og anede hverken hvad dag det var eller hvad klokken var. Jeg passede hus, dyr, mand, have, bil og vores søn upåklageligt og mit humør fejlede intet, jeg var glad. Det skulle jeg være, både for vores søns skyld og overfor vennerne som ikke skulle vide hvilket helvede jeg havde tilladt mig selv at leve i.
Jeg lukkede mine øjne for virkeligheden og ville ikke accepterer at jeg, en veluddannet, beundret og selvsikker kvinde kunne falde så dybt.
Selvfølgelig var der nogle der opdagede kontroverserne i vores liv, og når de nævnte det, kunne jeg sagtens snakke med om det, jeg kunne godt selv se det, men det var som om kendsgerningerne ikke nåede min hjerne så jeg kunne gøre noget ved det. Jeg var som en søvngænger. Mange gange var jeg på vej væk, men hver gang svigtede modet mig. Til sidst opgav jeg at forsøge for det var jo nyttesløst.
Da vores søn var 1 ½ år tog jeg endelig beslutningen og gik min vej. Det var jeg nød til for at overleve, men det var svært for jeg elskede stadig den mand der havde gjort mig så forfærdeligt meget fortræd.
Uden vennernes støtte og min egen viljestyrke var det aldrig lykkedes. |
Det er nok ikke altid lige nemt, at lade fornuften råde over følelserne.
// Toupie
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 24-10-04 18:27 |
|
Måske skal man ikke prøve på at "redde" kvinden. For det vil man sjældent kunne. Men hvis man etablerer et venindeforhold, så har hun i det mindste én, som hun véd, vil støtte hende hvis hun en dag vælger at redde sig selv.
Måske vælger hun, -ligesom min veninde, at blive hos sin mand til den bitre ende. I den situation har hun også brug for en veninde. Uanset hvad, så må vi ikke tage ansvaret og valget fra et andet menneske. Vi kan højst pege på nogle forskellige muligheder... Og acceptere den andens valg.
| |
| Kommentar
Fra : Toupie |
Dato : 24-10-04 19:36 |
|
Birgitte, du har helt ret. vi kan ikke tage ansvaret og valget fra et andet menneske uanset hvilket liv de lever - men vi kan være der for dem uanset hvilken vej de vælger at gå.
(Forøvrigt, lidt af en barsk oplevelse med din veninde  )
// Toupie
| |
| Godkendelse af svar
Fra : calista |
Dato : 29-10-04 14:55 |
|
Tak for svaret vaxen.
Du sætter hovedet på sømmet!
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|