---

Hej
Jeg er blevet skilt (efter eget ønske) vi har 2 drenge på 7 og 9år.
De bor nu ved mor, og det er netop det jeg vil have ændret men mor siger blankt nej. Selvom børn MEGET gerne vil bo med far og den store helt selv har foreslået at bo en uge her og en uge der.

Jeg skal lige sige at vi bor 12 km fra hinanden og at børnene har hver deres værelse ved mig som ved deres mor, så de skal ikke "flytte" hver uge.
De bliver iøvrigt selvfølgelig i samme skole.

Mit spørgsmål går på: Hvordan er mine chancer (erfaringsmæssigt) for at få ændret samkvemmet til "delebørn" når mor siger blankt nej og jeg har arbejde og hun er arbejdsløs.

Det er klart et plus at være "den svage" i myndigheds øjne (statsamtet) og det er hun rigtig god til at bruge, så statsamtet har jeg "droppet" men en retsag ? Hvordan ser en dommer på dette ?

---

Før du vil anlægge en sag, så skal du tænke på dine drenge.
Hvis i lige er blevet skilt, så er det klart, at drengene vil være hos jer begge.
Se nu lige tiden lidt an. I skal jo lige falde lidt ned på jorden efter en skilsmisse. Der skal være ro og fred. Så kan du aftale med din fraskilte hustru og børn om samkvemmet skal være anderledes.
Du kan ikke anlægge en sag uden at statsamtet vil blive involveret.

---

for at køre en retsag om børnene undgår du ikke statsamtet.
Det er en meget lang procedure, hvor børnene skal igennem en del ting og det skal I også.
Tro mig, det går iud over børnene.
Jeg havde selv delebørn. Deres far har nu valgt ikke at se dem mere. Det var dog kun weekendbørn, de var var stressede.
Jeg kunne ikke tænke mig børnene på den måde, det ville jeg synes var synd for dem, de har brug for et fast stå sted og især i den svære tid, de nu er i.
Kontakt foreningen far, de kan sikkert hjælpe dig.
Prøv en familieadvokat.
Bor du i nærheden af Aalborg, vil jeg anbefale Marianne Martens, hun er dygtig og ligger kortene på bordet som de er.
Dit første besøg er gratis.
Held og lykke og jeg håber for børnenes skyld at I finder en god ordning

---

Jeg forstår Statsamtet bliver involveret under alle omstændigheder, men det er så ikke deres afgørelse men dommerens ?

Jo, jeg har også vurderet meget på om det er i min eller ungernes interesse.
Men jeg føler det lidt som de bortførelses historier vi alle har set, med børn bortført til et Islam land .. de vil jo nok også med tiden falde til der, og få "ro" .. men jeg vil stadig kæmpe en indædt kamp for at få dem hjem.

Jeg har givet den store (9 år) en ældre mobil tlf. for at holde kontakt med ham/dem og det er klart en succes omend lidt dyrt .. vil lige sige at jeg havde ikke gjort det hvis vi boede som en "normal" famillie.

Jeg har klart en fornemmelse af at mor bruger børn som en hævn overfor min beslutning om at ophæve forholdet, jeg kender hende (gift i 11år) nok bedre end de fleste og er ret sikker på at hun vil gøre alt for at spille martyr resten af sit liv. Skal og kan hun trække børnene med i det gør hun det.
Hun truede faktisk direkte et tidspunkt med at tage sit eget og drengenes liv ved at køre i havnen. MEN jeg vægrer mig ved at bruge det mod hende nu, idet jeg tror det var i affekt og at hun ikke vil gøre det.
Rent faktisk eksisterer der en politi rapport på det, idet de blev indblandet.

Jeg bor i Århus omegn.

---

Der er et eller andet der siger mig, at I i forb. med skilsmissen ikke har været helt enige i at forvalte jeres fælles forældremyndighed siden du har samkvemsret og ikke "delebørn".
Og hvis det er statsamtet der har bestemt, at børnene skal bo hos din kone, bliver hun i hvert fald ikke fra den side anset for værende den svage part. Og det har ikke så meget at gøre med hvem der har arbejde eller ikke.
Og der skal være endda meget vægtige grunde til at få ændret sådan et forhold, og selv om du har valgt at forlade konen, og måske er gal over, at hun ikke vil lade dig have børnene noget mere hos dig, skal du også tænke på hvordan en evt. retssag vil påvirke børnene.
For selv om de over for dig, giver udtryk for at de gerne vil bo der, tror jeg ikke helt de er i stand til at overskue konsekvenserne, og børn er som regel utrolig "solidariske" over for begge forældre.

Og uanset hvad du mener, skal børnene altså "flytte" hver uge selv om de bliver i samme skole, og det kan meget nemt blive et problem for børn, med rodløshed og manglende tilhørsforhold til følge.

Jeg kan sådan set godt forstå, at du savner dine drenge, men alligevel synes jeg du skal prøve at få det bedste ud af den tid du har dem hos dig, i stedet for at starte en kamp for at få dem, for det tror jeg ikke der kommer noget positivt ud af for nogen af parterne.
For hvis du trods alt mener, at din forhenværende kone er ok som mor, og kan tage vare på drengene, kan jeg ikke lade være med at mene, at det er ud fra egoistiske synspunkter, du overvejer en retssag, og ikke fordi du mener at det er det bedste for børnene.
mvh dova

---

Du kan også kontakte din socialrådgiver i din kommune, sådan en har alle ret til at benytte sig af.
Ekskoner er noget fanden har skabt.

---

Som dova siger, så skal børnene jo flytte, hver gang de skal være hos dig, og når de skal være hos deres mor. Som jeg har forstået det bor de tættest på skole og legekammerater, når de er hos moderen.
Det er nu ikke sjovt for børn at skulle stilles for en retssag. Der skal de så bestemme hvem de vil bo hos.At man som forælder vil udsætte sine børn for dette, kan jeg ikke forstå. Men på nuværende tidspunkt er de jo ikke gamle nok, til selv at kunne bestemme. Så vidt jeg husker, skal man være fyldt 12 år før barnets ord vil blive taget i betragtning.
At din fraskilte hustru er arbejdsledig gør hende jo ikke til en dårligere mor.
Statsamtet har vel taget højde for politirapporten, eller er den først kommet efter at I er blevet skilt?

---

Skal lige sige, at der er ingen aldersgrænse på hvornår børnene bliver hørt, har det på skrift et eller andet sted.
Det er også blevet mig fortalt, at en jurist på statsamtet.

---

der skulle stå: af en jurist, undskyld, mangler et redigeringsfelt

---

Dova:
Jo, der faktsik stor forskel mht. arbejde eller ej. Hendes advokat (og min samtykkede) lå klart ud at hvis jeg havde tanker om at ville have børnene selv ville de gå via en domstol, hvor mor med stor sandsynlighed ville få fuld forældre myndighed.
Netop pga. af at hun går hjemme hele tiden. Mit argument med "at hun vel en dag måske fik anvist arbejde" gled totalt af.

Jeg kan ikke følge hvem der er egoisten her .. jeg vil have børnene ligeligt .. hun vil have dem helt(evt. ved mig) .. men jeg er egoisten ?
Hende i TV der tog ned og hentede sine bortførte børn under stor tumult i Saudi var hun så også egoist ? .. eller nej fordi det netop var mor .. og ikke far der gjorde det ?

Jeg er enig i at børn ER uhyggeligt solidariske overfor begge, og det er heller ikke min intention at "berøve" dem deres mor. .. og da slet ikke at skille dem ad, som nogen gør.
Men jeg er ikke enig i at børnene bliver rodløse ved at skifte bo hver eller hver anden, børn er langt mere spontane og har mindre behov for skema og planlægning end voksne.
Det skriver psykologen faktisk også på Statsamtets rådgivnings side.

Claraogsigne: Iforhold til jeres/din sag (som jeg ikke ved er sammenlignelig) hvordan vil du vurdere en dommer vil se på min sag ?

---

Det er faktisk den klassiske bemærkning der i 99,9% af skilsmisser bliver brugt som argument mod den part der er tilkendt børnene.
"men du vil stadig kæmpe en indædt kamp for at få dem hjem", ja, se med den indstilling, skal du jo nok ikke regne med, at der falder ro over sagen så dine børn falder til og vænner sig til tingenes tilstand.
Og et stykke hen ad vejen tror jeg også det er noget du ligeså meget gør for at få konen "ned med nakken", som det er af hensyn til børnene. (Det er nemlig også næsten standarden)
En ting er, at du har ladet dig skille. Det er en beslutning du har taget, og som det lyder til, var ret hård ved din kone.
Men hvad havde du forestillet dig. At fordi du ville skilles, at hun så frivilligt ville lade børnene bo hos dig??
Der er altid omkostninger ved en skilsmisse, og din er så åbenbart, at du må acceptere, at børnene bor hos konen, og så er det op til dig/jer at være så voksne at I kan enes om at få tingene til at køre ud fra de aftaler der er vedrørende samkvem.
mvh dova

---

ans: Nej, det gør ikke hende til dårligere mor at være ledig, men derimod mig til en "dårligere" far at have arbejde idet jeg ikke kan være ved dem så meget som hun.
Skal lige sige at det er skifteholds arbejde.

Jeg har ikke tænkt mig at tage børn med i retten, endsige stille dem overfor at skulle vælge "far eller mor" det er slet ikke det drejer sig om. Jeg vil blot have ændret samkvem til delebørn istedet for hveranden weekend.
På Statsamternes side står at børn bliver hørt uanset alder, men over 12 bliver udsagn vægtet, under 12 måske vægtet.
Men igen .. jeg har ikke tænkt mig at tage dem med i retten.

Omtalte Politi rapport har ikke været nævnt i sagen .. bevidst af mig. Jeg vil ikke støde hende mere en max. nødvendigt og hun går uhyre meget op i hvad "naboerne siger".
Selvfølgelig er det en slags "trumf" men så led er jeg heller ikke..
Jeg vil blot ikke bo med hende, have ligelig kontakt/ret til børn ..

---

Hej Kæmpefis.

Surt show. Jeg og min ex. Kone var også igennem sådan noget da vi blev skilt.

Men før jeg kan svare dig ordentligt, er jeg nødt til at vide om I rent faktisk ER skilt, er Separeret, eller blot er flyttet fra hinanden.

Har I hver sin advokat eller deler I én.

Umiddelbart vil jeg mene at jeres drenge er gamle nok til at deres ord vil blive taget alvorligt af såvel advokater som andre der måtte blive inddraget i sagen.

Det væsentligste er dog at dig og din eks. holder op med at føle skidt imod hinanden, og begynder at tænke mere på børnene end på jeres egne "bristede forhåbninger". Jeg ved godt det lyder lidt barskt, men kan du sige dig HELT fri for det?

Jeg synes ikke at du på dette tidspunkt, skal se så meget på hvordan DIN fremtid vil forme sig. Du skal sgu nok overleve. I den nuværende situation er det KUN børnene det drejer sig om.

Kærlig hilsen Arne Jakobsen

---

Dova: Du trækker den der med "kæmpe en indædt kamp for at få dem hjem" ud at forbindelsen med bortførelse til et andet land.
Jeg vil ikke kæmpe en "indædt kamp" med konen det kommer der garanteret ikke noget godt ud af.
Jeg forstår ikke hvorfor nogen skal "ned med nakken" ..
Hvis det var hele meningen havde jeg andre midler, men det er ikke min interesse, vi (delvist) spildte 11 år af vores liv sammen .. Nu drejer det sig om at komme videre, med FÆLLES børn.
Hvis argumentet "at samkvem bruges som våben" i 99,9% af alle sager er der måske noget om snakken ?

Nyder du at skændes dova ? .. jeg gør ikke og synes egentlig ikke jeg kommer så meget videre med dette.

---

Arne: Jeg ved ikke om jeg sige mig HELT fri for at "føle skidt", det kan man vel ikke når det føles ligesom at få et stik i nyrene når der dukker en SMS op fra eks'en "Hvad har hun fundet på!" .. Hvis du kender den?
"Bristede forhåbninger" ? hmm .. faktisk ikke .. jeg er meget afklaret omkring at det ikke kunne fortsætte sådan. Omvendt kan man selvfølgelig sige at når man brugte 11 år på at håbe tingene blev bedre, så er noget vel bristet?!

Nej, vi er ikke skilt, separeret, det er kun mig der har det bedst med det udtryk.

Jeg tvivler såmænd ikke på at jeg skal ikke overlever, men jeg vil egentlig gerne at det bliver sammen med mine børn.

Har du en sammenlignelig (ret)sag at dele erfaringer af ?

---

Du skal tage kontakt med foreningen FAR. Der kan du få råd og vejledning, samt komme i kontakt med andre MÆND der er eller har været i din situation.

Selvom nogen af pigerne i denne tråd har givet velmente råd, tror jeg ikke på at de kan være uvildige.

Sådan ER kvinder nu engang.

Søg efter FAR på Google. Så finder du det rette plenum. Mvh. AJ

---

Jeg vil gerne tale med dig om mine personlige erfaringer, men vil ikke dele dem med Alle. Hvis du har MSN-Messenger på din PC kan du kalde mig op på svamp@inet.dk. Så bli'r det mellem os.

---

Ja, arne det er lige hvad jeg just har gjort .. venter blot på en registrerings mail.

Nææh .. du har nok ret med pigerne .. men jeg vil også gerne høre deres mening .. mændene er vel heller ikke HELT uvildige.
Det er selvfølgelig altid rart at blive klappet på skuldrene .. men det er mest et godt råd, hint noget der bringer mig videre.

Men skændes gider jeg simpelthen ikke mere .. det har jeg brugt alt for meget tid, energi og nerver til.

Takker ellers.

---

OK Kæmpefis. Vi tales ved.

Og undskyld piger, men dette er mest en mandesag.

---

Hej Dunderfjert

Selvom jeg er quinde og muligvis ikke uvildig da jeg selv er enlig mor, så vil jeg lige fortælle, inden jeg skriver min mening, at jeg mange gange har henvist til Foreningen far og helt klart ser på børnenes tarv fremfor forældrenes og råder ud fra det. (Jeg mener at fædre er lige så gode forældre som mødre)

Men nu til min mening:
Det er ikke sundt for børn at være delebørn på den måde som du vil det. Uanset hvor gode forældre i hver især er, så er der forskellige normer og opdragelser på hver bopæl og dette kan godt stresse børnene.
Jeg syntes du skal tage det roligt, for dine børn er snart så store at de selv kan vælge hvor de vil bo, og snart selv kan besøge dig når de har lyst. På sigt tror jeg problemet vil løse sig helt af sig selv.
En kamp om at få børnene på deleplan vil kræve en del energi som uvilkårligt vil komme til at gå ud over børnene. Brug i stedet energien på gode stunder med børnene, vent et par år og se hvordan tingene udvikler sig, så er jeg sikker på at du nok skal få al den glæde af dine børn som du ønsker

Held og lykke med fremtiden både som single og som far

// Toupie

---

Uha, det er en svær en.
Jeg har selv erfaring på området og vil ikke gå så langt som Toupie og påstå det ikke er sundt at være delebarn.

Indtil for 8 måneder siden var min dreng delebarn, men omstændighederne gjorde at han nu er hos mig permanent. 'Omstændighederne' i vores tilfælde var en flytning. Før boede vi i samme by - ja faktisk kun en spytklat fra hinanden og ordningen med at dele vores dreng var en succes. Dette kan selvfølgelig kun opnås, når forældrene er MEGET enige og når der absolut ikke er slåskampe indbyrdes.

Vi praktiserede denne ordning gennem 3 år, og alt var godt. Selv pædagogerne i børnehaven bemærkede overfor os, at vores lille guldklump var et harmonisk og velfungerende skilsmissebarn som på ingen måde viste tegn på rodløshed - snarere tværtimod.

Det jeg vil frem til er at man skal tænke sig grundigt om inden man laver en sådan aftale. Forældrene skal være 100% enige i reglerne omkring opdragelse - man skal bo i samme by - man skal kunne være sammen med barnet alle tre (og det skal foregå som den naturligste ting i verden) - er der andre partnere inde i billedet skal også de være en del af aftalen, samt arbejde ud fra de gængse aftaler - barnet skal have lov til at skifte hjem midt i ugen, hvis omstændighederne kræver det.
Dette er bare udpluk af ting der skal fungere - og som du kan se er det ikke en nem opgave.

Da jeg flyttede fra min ex ( bor nu 1½ times kørsel længere mod øst)- gik denne ordning ikke længere, og derfor bor sønnen nu hos mig. Dette har været hårdt alle, drengen savner sin far og omvendt, men at fortsætte var jo praktisk umuligt.
Så som du kan se er det ikke noget man bare gør, men virkelig tænker over inden man tager beslutningen.

Jeg har svært ved at se det skulle kunne fungere for jer. Du skriver I bor 12 km fra hinanden og det er faktisk for langt, selvom det ikke lyder af meget. Drengene vil netop blive rodløse, fordi de ikke er tæt på de samme mennesker hele tiden, men hele tiden skal skifte rundt. Kammeraterne kan du ikke forvente skal holde ved, når drengene ikke har deres faste base. Selvom de ikke skal skifte skole er fritiden og sammenholdet med vennerne jo en stor del af deres liv. Det kan lyde som om jeg er lyseslukker, men jeg tror ikke på det....desværre

Forestil dig at du hver anden uge blev sat 12 km udenfor der hvor du normalt færdes.
Det er ikke rart, da det klart vil få konsekvenser med hensyn til dit sociale liv...

---

Ikke et problem om man er mand eller kvinde - et forældreproblem, derfor endnu et lille pip fra en Q

Jeg tror desværre også, at en stor del af jeres problem ikke skyldes børnene men hinanden, få jeres indbyrdes stridigheder gjort færdige, så i kan blive enige om, hvad der er det bedste for jeres fælles børn - for mig ser det ud som om de nu bliver lidt brugt som kampvåben og det er synd, at fFar ikke bor der mere er hård nok for dem i forvejen.

Blev selv skilt fra mine børns far for 5 år siden og selv om det var småt med samhørigheden mellem os på det tidspunkt -jeg havde fundet en anden og han følte sig i sagens natur svigtet- så var han alligevel Far nok til, at det ikke skulle gå ud over hans søn. Vi fik fælles forældremyndighed, meget få faste aftaler fordi min søn var 13, så selv om han boede hos mig var han sammen med sin Far så tit han havde lyst, og da det var mig der flyttede havde han jo stadig sit gamle værelse hos ham. Jeg var kun flyttet 6 km. væk, så afstanden var ingen problem.

Sønnike er nu 18 år, har det sidste halve år boet hos sin far, og nu er det så mig han kommer og tømmer køleskabet hos, og hans far + nye kone er i dag nogen af mine gode venner, så giv det hele lidt tid.

Og så er det for resten al ære værd, at du ikke vil bruge det, din ex har sagt i affekt mod hende.

Held og lykke - det er sgu da hårdt - Ripley

---

Du må da egentlig undskylde hvis jeg har misforstået den med "en indædt kamp", men ud af det du ellers skrev om en evt. retssag, og da det egentlig var det dit spørgsmål går på, synes jeg da, at det tyder på at din indgangsvinkel er en kamp, for det er da det en retssag vil være i denne situation.

Og det er skam ikke for at skændes, jeg siger bare min mening uden at stryge nogen med hårene i forventning om hvad de gerne vil høre.
Og hvis du læser de fleste af de andre kommentarer, ja lige med undtagelse af "ham" der konstaterer at "sådan er kvinder", tror jeg du kan se, at de fleste mener som jeg, det er bare udtrykt lidt mere diplomatisk.
Så det handler ikke om, at nogen er en flok uvildige kvinder, men den instans der i forvejen har sat reglerne for Jeres fremtidige omgang med børnene er uvildig skal du huske på.

Så efterlyser du noget der bringer dig videre.
Med hvad?
At komme med råd om hvordan du tackler det, at du skal vænne dig til ikke at have børnene hos dig, eller tip til hvordan du får dem, enten noget mere eller på fuld tid.
Du bliver nødt til at acceptere tanken om, at en skilsmisse aldrig vil være til alles bedste.
Dine børn har det sikkert hårdt nok i forvejen, uden at skulle deltage i en skilsmissestrid om retten til dem, og som en anden også nævnte, tag den lidt med ro og lad tingene falde lidt på plads.
Nu har du helt ret i, at ingen af os her kender din kone, eller dig for øvrigt, det eneste man kan håbe, er at I begge ville være voksne nok til at forsøge at finde en rimelig måde at tale sammen om børnene.
Hvis I kan det, tror jeg såmænd også på, at tingene falder "i hak" helt af sig selv med tiden.
Men det tager tid, og selv om det var dig der ville skilles, tror jeg allerede du har fundet ud af, at ting ikke er så enkle som man gerne vil tro de er når man tager sådan en beslutning.
Og tænk også lidt på, hvordan det har påvirket børnene og ikke mindst din kone, for hvem det muligvis er kommet som et chok.
Men prøv da, for børnenes, og Jeres egen skyld, at få det bedste ud af det, og den tid I hver har med børnene, i stedet for at gøre dem til kastebold om hvor de helst vil eller skal være.
mvh dova

---

Jeg mener helt klart, at du har ret til at have dine børn hos dig, om ikke hele tiden , så noget af tiden. Og det med at du har arbejde, og hun ikke, det burde da være en foredel for dig. Da du i den situation ville være mere i stand til at tage dig af børnene.

Og det sludder med at børn helst vil bo hos mor, du har helt ret i at det er noget sludder. En far er lige så god at bo hos som en mor.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.