Der er jo mange ting der spiller ind.
Der er forskel på børn, og forældrene må være dem der kender børnene bedst.
Det kommer også an på hvor de skal shoppe. Er det i hjem-byen eller skal de udenbys.
Er der nogle planer for hvad de skal købe, i så fald må forældrene snakke med dem om hvad de skal se efter, hvor mange penge der må bruges, og evt. hvilke forretninger de må handle i.
Hvis det handler om, at børnene vil shoppe lidt i deres egen by, og det er ved højlys dag, så kan jeg ikke se noget problem i det.
Jeg tror mine brødre har været henholdsvis 12 og 13 år da de fik lov til selv at gå i byen og købe tøj for børnepengene.
Min mor havde ikke overskud til, at gå med dem rundt i hele byen og diskutere mærkevarer/ikke-mærkevarer.
Men først havde min mor forklaret dem hvad de skulle have for pengene, de skulle bl.a. have bukser, undertøj og bluser.
Min mor havde også fortalt dem hvilke forretninger de måtte handle i, for der var især én forretning hvor de var meget sære når noget skulle byttes, og de gav bestemt ikke pengene retur, hvorimod byens førende forretning med herretøj (der også havde en junior-afdeling) var meget nemme at komme overens med.
Naboerne, som havde jævnaldrende børn, rystede på hovedet af min mor, de kunne slet ikke forestille sig, at det kunne gå godt.
Men resultatet var, at mine brødre fik mere tøj for pengene end når min mor var med, for nu kunne de selv se, at der ikke var råd til både bluser og undertøj hvis de købte de dyre jeans. Og de havde energien til, at rende fra den ene butik til den anden og tjekke priser.