ferskvandsfisk kan nok ikke .....
http://www.akvanet.dk/Artikler/tips.htm#Artikler
Ernæringsmæssige Grundprincipper
I dette afsnit ser vi nærmere på Osmoseregulering og hvor vigtigt det er for fiskene. Når man kender til dette, forstår man også bedre hvorfor en fisk skal vendes langsomt til nyt vand.
Osmoseregulering.
For at opretholde saltkoncentrationen i kropsvæsken, behøver fiskene store mængder sodium, potassium og chlorin, i skikkelse af klorid ioner. Disse bestanddele (sodium, potassium, chlorin) får fiskene dels gennem føden og dels gennem vandet. Fiskene er i stand til effektivt, at regulere koncentrationen af sodium, potassium, og chlorin i kroppen. Dog kan der opstå problemer, hvis fiskene bliver flyttet til et miljø, hvor niveauet af sodium og klorid ioner, er enten for højt eller for lavt.
Eksempelvis vil det give problemer hvis en ferskvandsfisk flyttes til saltvand og omvendt.
Sodium klorid, det samme som bordsalt, er grundsaltet i både havet og i fiskenes krop. Havet indeholder 3.5% opløste kemikalier, som har fælles betegnelsen salt. (Dette salt indeholder en lang række elementer og molekyler, men primært sodium og klorid ioner). Salt indholdet i vand måles i det man kalder salinitet. Salinitet måles i 1000 dele i stedet for 100 dele. En tusinde del svarer til 0,1 %, så en saltkoncentration (salinitet) på 3,5%, svarer til 35 tusinde dele. For at vand defineres som ferskvand, skal saliniteten være på 0.5 tusinde dele eller mindre. Faktisk er det sådan at et menneske normalvis kan smage saltet i vand, når saliniteten er på
ca. 2 tusinde dele.
Saltkoncentrationen i en fisks blod og cellevæsker er på ca. 1.0%. Altså har en ferskvandsfisk et indhold af salt i kroppen, der er højere end det omgivende vand den lever i. Ferskvands fisk er hypertoniske (højer osmotisk tryk) i forhold til det vand de lever i. Da saltindholdet i en saltvandsfisk er det samme som for ferskvandsfisk, har det vand de lever i altså en højere salinitet, og de er dermed hypotoniske (lavere osmosisk tryk) i forhold til det vand de lever i.
Hvis en fisk har samme saltindhold i kroppen, som saliteten på det vand den svømmer i, er den hvad man kalder iostonisk (samme tryk). Dette forekommer nogle gange ved flodmundinger, hvor fersk- og saltvand blandes sammen. Det betyder, at en fisk der lever ved flodmundinger, kan have samme saltindhold i kroppen som det omgivende vands salinitet. Der er dog intet der tyder på at fiskene tilstræber dette.
Saltvand har en høj koncentration af mineraler, mens der næsten ikke findes nogen i ferskvand. Så den udfordring fisken står over for, er at bevare eller bibeholde dens interne salinitet på ca. 1,0%, selvom det vand der omgiver fisken, enten har en højere eller lavere salinitet. Det lader jo ikke til at være noget problem og dog. Skindet på en fisk fungerer nemlig som en halvgennemtrængelig membran. Sådan en membran tillader at vand kan flyde frit gennem dem, men de blokerer for gennemtrængingen af de fleste andre kemikalier, også dem der tilsammen udgør vandets salinitet.
Den fysiske proces osmose tillader, at vand flyder igennem fiskens skind (halvgennemtrænglige membran) indtil koncentrationen af salt, er identisk på begge side af membranen, altså fiskens skind. Det vil altså sige, at en saltvandsfisk vil udskille vand gennem skindet hele tiden. En ferskvandsfisk derimod, "indtager" hele tiden vand gennem skindet. Hvis ferskvandsfisken ikke eliminerer det indkomne vand, vil den svulme op som en ballon, mens en saltvandsfisk vil tørre ind som en sveske, hvis den ikke erstatter det vand den udskiller.
Osmoseregulation er den måde fiskene løser problemet på. Osmoseregulering sætter fiskene i stand til, at modstå forandringer i den salinitet, eller det saltindhold de har i kroppen. Osmoseprocessen kræver energi og denne energi får fiskene fra foderet eller føden. Jo mere hypertonisk eller hypotonisk en fisk er i forhold til det omgivende vand, jo mere energi kræves der, for at opretholde en konstant saltkoncentration i kroppen. Hvad der sker, ses på disse illustrationer. Billederne viser en fisk i henholdsvis saltvand (øverste billede) og i ferskvand (nederste billede). Her illustreres forholdet mellem fiskens saltindhold i kroppen og det omgivende vand, samt hvordan fisken optager eller eliminere vand i kroppen og eliminere eller optager salt i kroppen.
Pga. osmose afgiver en saltvandsfisk (øverste billede) hele tiden vand gennem skindet. For at erstatte dette vand drikker en saltvandsfisk næsten hele tiden. Da det jo er saltvand fisken drikker, indtager den store mængder salt som skal elimineres. Noget af saltet udskilles gennem gællerne, men størstedelen bliver fjernet af nyrerene. Den urin som en saltvandsfisk producerer er meget koncentreret. Mængden af urin er lille, for at fisken bibeholder så meget vand i kroppen som muligt, mens saltindholdet i urinen er endog meget højt.
Osmoseprocessen bevirker at en ferskvandsfisk (nederste billede) hele tiden tager vand ind i kroppen. Vandet elimineres af nyrerene, som producerer ret store mængder af urin, der er meget udvandet. Altså indeholder urinen meget få mineraler. De mineraler der er nødvendige for at en ferskvandsfisk kan overleve, optages i små mængder fra det vand den drikker. Nogle af disse mineraler optages gennem gællerne. Men det er foderet der er den største og vigtigste kilde til de livsvigtige mineraler.
Osmosereguleringen er en ekstrem vigtig funktion, da denne sørger for at opretholde den rette vand og saltkoncentration i fisken. Vand udgør langt den største del af en fisks kropsvægt og der kræves en hel del energi, for at holde vand og salt i den rette balance. Da saltvandsfisk lever i et miljø, hvor der er en overflod af mineraler, er det normalt ikke nødvnedigt at tilfører fisken flere mineraler, ved at tilføje disse til foderet. Fiskene er i stand til, at optage de nødvendige mineraler de har brug for, fra vandet de drikker, og derefter eliminere de overskydende mineraler.Ved at tilføre ekstra mineraler gennem foderet, opnår man kun, at fisken skal bruge mere energi på at eliminere saltet.
Så hvis der bliver brugt kunstigt saltvand i et saltvandsakvarie, skal dette være komplet, hvilket vil sige at det skal indeholde alle de mineraler og stoffer, der er til stede i naturligt saltvand. Det er også nødvendigt at udskifte saltvandet med jævne mellemrum, for at sikre at det rette niveau af mineraler opretholdes.
Derimod bør foder til ferskvandsfisk tilføres det nødvendige niveau af mineraler, som kræves af disse fisk. Det faktiske mineralbehov for langt de fleste akvariefisk, er ikke blevet fastlagt. Derfor er tilsætningen af mineraler, ofte baseret på de mineralbehov som man ved andre arter har. Dette er arter som ørred, laks, tilapia, karper og enkelte maller.