---

Hejsa..

Dette indlæg ligger godt nok under "skilsmisser", men det passer nu ikke helt..
Min datter er 3,5 mdr gammel, og jeg har aldrig været gift eller boet sammen med faderen. Han har indtil nu været udstationeret i Afghanistan, har været væk ½ år og er først kommet hjem her i weekenden.

Jeg har den fulde forældremyndighed over hende.

Jeg vil ger høre om nogen kan give mig nogle retningslinier når det kommer til samvær, som faderen jo selvfølgelig har krav på..

Hvor meget samvær, og hvordan, kan/skal der være på nuværende tidspunkt? (Hun bliver ikke ammet, men er på erstatning, så kan ikke bruge det som "undskyldning")
Hvornår skal vi begynde at snakke om at optrappe det?
Hvornår kommer overnatninger og sådan ind i billedet??

Det er spørgsmål i den retning, er sikker på I selv kan "digte" videre på hvad jeg gerne vil have svar på..

Spørger sådan her, fordi faderens mor virker MEGET opsat på at "pumpe" os for så meget samvær som overhovedet muligt, uden rigtig at tage hensyn til mig/min datter..
Hvor interesseret faderen selv er i samvær m.m. er jeg ærlig talt ikke sikker på, da vi jo ikke rigtig har kunne snakke om det..

---

Jeg kan ikke svarer dig på dine spørgsmål, men hæfter mig ved



Hvor ville jeg blive ked af det, hvis jeg var blevet farmor, og ikke kunne få lov at se mit barnebarn


Jeg forstår dig godt, det må du endelig ikke misforstå, men et barn kan også have stor glæde og gavn, af at være sammen med et ældre menneske

---

Vil råde dig til at prøve og sætte dig ned sammen med ham og prøve at se om i kan blive enige.

Til en begyndelse ville det være en god ide at samværet skete sammen med dig så han kan blive fortrolig med barnet.

I kunne til at starte med at lave en aftale der går indtil barnet er et år. Aftalen skal indholde tidspunkter og steder for samværet.

Men prøv for barnets skyld at holde en god dialog med faderen.

Hvad angår sårede bedstemødre ja så er det vigtigt at alle forstår at det er barnets behov der skal tilgodeses.

Kan godt forstå du er usikker men det er egentligt kun dine fornemmelser der kan fortælle hvad der er i orden men husk at såfremt i ikke selv kan finde ud af det så bliver i påtvunget en løsning som har udgangspunkt i loven hvad der ikke nødvendigvis er det bedste for jer og for barnet.

Håber i finder en løsning.

---

Åh det er svært, for du kan ikke rigtig forbigå faderen i forholdet til bedsteforældre, det skal ligesom være gennem han at det starter. Og hvordan har faderen de psykisk efter sin udsendelse til Afganistan. Magter han sit barn lige nu. Jeg er slet ikke i tvivl om at han vil have omhang med sit barn, men magter han det nu. Førsteprioritet må være at få gjort barnet fortroligt med faderen.

Men det er helt klard at barnet også kan få meget god gavn af bedsteforældre der forguder barnet..

---

Nu er det jo ikke DIG der skal tages hensyn til!

Pumpe for samvær... jamen søde, det er jo deres barnebarn. Har de ikke set hende mens han var i Afganistan?


Det hedder normalvis hver anden weekend, det halve af ferie, og at i deles om transporten, uanset hvorlangt i bor fra hinanden.

Tænk på din datter. Det er hendes far og hendes familie. Dem har HUN krav på.

Jeg ved da mine egne børn har haft stor glæde af bedster og older.
Idag hvor deres far er død, seer vi da stadig "hans" familie. Det er jo også mine børns familie. De bliver inviteret til fødselsdage, konfirmationer osv.

Samarbejd, og hvis dit barn, du er "glad" for den familie, hvad enten du er det eller ej. Det er de voksnes ansvar at få det til at fungere.

---

Åha.. I misforstår fuldstændig..

Farmor ser hende skam!!! Og vi snakker sammen, ringer til hinanden og hun har været på besøg her ca hver 2. uge.. Helt uden problemer..

Jeg ser skam MEGET!!! gerne at min datter får et godt forhold til sin far og farmor+farfar, men den måde hun snakker lyder som om hun gerne vil have at det er FADERENS barn, og ikke VORES.. Og at hun på det nærmeste skal bo hos ham, og jeg skal have lov til at besøge engang imellem, i forhold til at vi kan "dele" hende (uhh, syns det lyder så forfærdeligt) ..

Det er ikke noget hun siger direkte, men det er den vibe jeg får fra hende, så jeg ville bare høre hvordan jeg kan/skal forholde mig til samvær nu og senere..

Er på ingen måde interesseret i at holde hverken hende eller faderen ude.. Slet slet slet slet slet ikke.. Kan slet ikke beskrive med ord hvor meget dette er usandt hehe..

---

Så ser jeg egentlig ikke problemet.
Farmor kan da ikke tage hende fra dig!

Samarbejd.
Gør hvad du kan for din datters tarv.
Tal aldrig negativt om far eller hans familie.
Men lad farmand sørge for visitterne hos farmor.
Hold på, at i skal have fast samkvem. Skriv det evt. ned med begges underskrifter.
Og derudover må han sørge for kontakten til hans familie.

Så vil de aldrig kunne tage hende fra dig.

Men hvorfor har i ikke fælles forældermyndighed?
I tilfælde af at du dør, vil det væe langt nemmere for faren at få hende, så hun ikke kommer til fremmede enten permanent eller midlertidig.
Det kan godt være det er din eks, men det er HENDES far. Han kan aldrig blive eks, og kan aldrig erstattes.

---

Teknisk set er han ikke min eks.. Vi var aldrig kærester..

Det har aldrig været på tale med fælles forældremyndighed, og de først ca 8,5 mdr af min graviditet troede jeg faktisk at han SLET ikke ville have noget med os/hende at gøre, men (og here comes a golden line) hans mor fandt ud af at hun skulle til at være farmor, og har så, føler jeg, presset faderen til at være med i det hele.. Og det er jo bestemt ikke fedt.. Og godt nok er han soldat, men mænd og deres mødre ikke sandt?

Hvor meget han selv vil, og hvor meget det er moderen som presser kan jeg ikke finde ud af, og det er jo i princippet heller ikke min sag, men .. Hvis hun kan presse ham (hvis det er det hun har gjort) til at se sit barn, mod sin vilje, så kan hun da højst sandsynligt osse presse ham til at ville have hende 99% af tiden, hvis det kunne lade sig gøre..

Okay, jeg ved godt at noget af det lyder lidt far out, men det er altså den vibe jeg får fra hende.. Og jeg er, stadigvæk, IKKE ude på at udelukke hverken hende eller farmand, men ville blot have nogle generelle retningslinier for hvordan SAMVÆR foregår nu når hun er så ung, og senere.. Så jeg har et eller andet at forholde mig til..

---

Lad os lige slå fast, det er dit barn sammen med den biologiske fader. Hvis han ikke er interesseret i at se barnet kan farmor få samkvem hver 14 dag, hvis du vil være med til det. Du bestemmer 100% og farmor skal stikke piben ind med hensyn til at se vidunderet. Du skal lave en aftale med hende, barnets far kan se barnet hver 14 dag og hvis han ikke vil det så kan farmor. Og barnets far kan selvfølgelig godt være hos sine forældre.
Det er svært men for barnets skyld så må du trække en blid grænse mellem dig og farmor. Lad hende ikke tromle dig ned.

---

Du kan skrive et brev til farmor og fortælle at du føler dig trukket i, for det er ikke hendes mening. Hun vil bare elske den baby, det er hendes barnebarn. Børnebørn er som føldeskummet på en lagkage.

Jeg er selv farmor til 2 og kors hvor jeg nyder at være sammen med dem. Det er på en hel anden måde end da man selv havde børn.

Og jeg plejer at sige at det bedste ved at være bedstemor, det er at vi kan aflevere ungerne når vi er trætte af at passe dem.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.