---

Da jeg i dag kom hjem fra arbejde lage jeg mig på sofaen og lukkede mine øjne for lige at slabbe af et øjeblik men alt ting kørte rundt lige som når man komme hjem efter en bytur og har fået lidt for meget at drikke så begynder det at køre rundt når man kommer ned at ligge og lukke øjne.... Det føles som om jeg var i en kausel med lukkede øjne.......

Jeg har haft det samme arbejde gennem 7 år og været meget glad for at være der men tænkte det var tit til nye udfordringer og valgte at skifte arbejde selv om jeg var glad for at være det gamle sted... men jeg er 28 år og har været det samme sted i 7år både forde jeg kunne lig at være der men også forde jeg er meget dårlig til at skulle mødenye mennesker så for ikke at brænde helst fast tog jrg mig sammen og fandt et nyt arbejde.... Meget spænden arbejde med hjerneskadet mennesker er glad for selve arbejde men har nu været der i 6 uger og kan bare slet ikke falde til..... de to jeg skal arbejde sammen med har arbejde sammen i 6 år og er mer eller minder veninder også i det private... så det er meget svært at komme ind og i sær nok forde jeg i forvejen ikke er god til det med nye mennesker......

Jeg har på de 6 uger grædt op til flere gange pga jeg ikke ved hvad jeg skal og ikke skal... vil jo rigtige gerne arbejde men det nytter jo ikke noget hvis ikke jeg kan trives der.... men kan jo heller ikke bare stoppe for skal jo tjene nogle penge.... Har to små drenge og en mand han støtter mig selvfølgelig, men kan jo ikke løse at jeg er ked af det over arbejde.....

er begyndt at tænke på om jeg dog bare skulle være blevet det andet sted hvor alt var trykt og kendt.......
Jeg kan efterhånden sove hvor som helst når som helst...... falder i søvn på sofaen kl 21.00 om aften og er stadig træt når jeg skal op kl 5.30 jeg kan mærke mit overskud ikke er så stort mer der skal ikke så meget til at jeg stresser..... Har dårligsamvittighed over for mine drenge for er bange for de kan mærke det på mig og måske tror det har noget med dem at gøre......

Er der nogle som har nogle gode råd til hvad jeg skal gøre..... tger jeg gerne i mod dem

---

Hej med dig.

Ja bestemt kan du ha' stress.
Men du kan også være på vej ind i en depression Tag dig en god snak med din læge.
Både for din egen skyld og for dine omgivelser. Der er god hjælp at få.
God bedring.
Venlig hilsen Pia

---

Hej louisez ...

Hvor jeg dog føler med dig - det kan virkelig være et helvede at skifte job med nye kolleger - nye arbejdsområder osv. Alene dette jobskifte er en stressende faktor - Men pas på! Tillad ikke dig selv at blive syg pga tilpasningsproblemer!!

Du har været i dit tidligere job i 7 år - og selvfølgelig var du tryg der - men ønskede alligevel at skifte arbejde -

Men måske har det været et forkert valg for dig - prøv at få en tid hos egen læge i 1. omgang inden du træffer evt nye beslutninger. Ja måske har du en depression - der kan din læge jo også behandle/rådgive dig.

Ønsker dig alt godt ........


Mange hilsner fra HelleBirgitte

---

Det er hårdt at starte på nyt job...nye mennesker, nye omgivelser, nye arbejdsgange o.s.v.
Du bliver jo bombarderet med nye indtryk hele tiden.

Kan du ikke tale med din chef om din træthed, grådlabilitet og forholdet til dine kolleger?
At du har svært ved at "finde din plads", er jo ikke det samme som at de ikke kan lide dig. Måske er du bare en indadvendt person, som er svær at komme ind på, men det er altså helt OK at være indadvendt!

Det lyder som om, du er SOSU-hjælper eller -assistent. Har selv været der og det er pissehårdt arbejde, som skulle belønnes med en månedsløn på ½ mio. kr.!!
Jeg synes iøvrigt, at det er modigt af dig at skifte job. Jeg har mødt flere, som bare møder om på job af ren rutine år efter år. Det er ikke de mest inspirerende mennesker at arbejde med!
Held og lykke i fremtiden

---

Så må du jo lade være med og stresse så meget hvis du kan mærke det ikke er godt for dig.
Enten arbejd mindre eller også brug den tid du har fri til virkeligt at slappe af.
Hvis du er til stoffer så er jeg da sikker på din læge ville være helt vild med at give dig nogle piller du kan du virke normalt i samfundet.

Men der nok mange mennesker der bare bliver ved med at arbejde sig ihjel og dem hører vi aldrig om.... så det op til dig selv hvad du vil.

---

Du er vel stadig usikker på dit nye job og bange for ikke at slå til og falde igennem over for dine nye kollegaer. Er de flinke over for dig eller ignorerer dig dig. Envher der skifter job starter faktisk mere eller mindre for fra i lærdomspyramiden og der er altid 5 faser man skal igennem.
Fase 1: Ubevidst uvidende dvs. du ikke er klar over hvad det er du ikke kan
Fase 2: Bevidst uvidende dvs. nu er du blevet klar over det du ikke kan
Fase 3: Ubevidst vidende dvs. nu er du ubevidst over det du efterhånden er dygtig til, men urutineret
Fase 4: Bevidst vidende dvs. nu er du klar over hvad det er du er dygtig til = rutineret
Fase 5: Exellent bevidst dvs. nu er du exellent dygtigt og meget rutineret (og det er måske der der er nogen der ønsker at skifte job for nu begynder det måske at blive trivielt.

For at nå fra fase til fase kvæver det masser af øve, øve øve, ja faktisk kan man sammenligne fase 1 og 2 med sin elev/lærlingetid.

Så mit råd det er selvfølgelig pas på dig selv og lyt til faresignalerne fra din krop, men fat mod og hvis miljøet er i orden så kommer din arbejdsglæde igen og frustationerne vil forsvinde.
Det er faktisk helt almindeligt med de 5 faser og vi skal alle dem igennem. Der er endda nogle der ikke kommer op på Fase 5 og de er alligevel knagende dygtige.

---

Du lægger i dit spørgsmål op til om din svimmelhed stammer fra psykisk ubehag.
I første omgang synes jeg du bør få undersøgt om der er en fysisk årsag.

Du lyder som en med et alt for stort behov for at være perfekt fra første færd, selv dine børn skal have en perfekt mor der altid er overskudsagtig.

Jeg sætter det kontant op for at du selv skal kunne afgøre om jeg har ret og om det mon ikke er der du skal tage fat (som det er foreslået meget blidt og forsigtigt i det foregående indlæg)?

Altså punkt et, få undersøgt helbredet.
punkt to giv slip.... nemt ikke

---

der er mange arbejdspladser, hvor der er dannet kliker, som det er svært for nye medarbejdere at kommme ind i. Jeg synes ikke det er sundt, at have en arbejdsplads, hvor man skal i behandling for depression, for at holde ud at være der. Hvis du siger til dig selv: "jeg giver det chancen 6 uger mere, og hvis ikke det er blevet bedre, prøver jeg at søge tilbage til min gamle arbejdsplads, og hvis det er umuligt søger jeg noget andet". Når du har sat en plan op, bliver det nemmere at holde dagligdagen ud. Hvis du bliver for længe i håbløse forhold, kører det dig længere ned. Og husk! lige nu er der brug for dig mange steder. Så udnyt der er mangel på arbejdskraft på dit område.

---

Det du beskriver lyder meget mere som en begyndende depression end det lyder som stress. Ikke dermed sagt at du ikke også kan have stress, men du bør kontakte din læge og forklare ham dine symptomer, hvorefter han ret hurtigt kan stille en diagnose.

---

Prøv evt. også at nævne om det kan være social fobi - det kan udspille sig på mange måder, og bl.a. det du siger med ikke at være god til at møde nye mennesker er en af de ting som det går ud på - og det kan sætte rigtigt mange mekanismer igang hvis man har den sygdom og ikke tager sine forholdsregler for hvordan man skal "leve sit liv" og kommer i behandling for det.

---

Fra min arbejdsdag med mennesker, genkender jeg dine nævnte symptoner. Jeg ser det mere som en begyndende depression - som andre også er inde på, men hvordan er din hverdag iøvrigt?

Hvordan spiser du? Hvordan motionerer du? Har du vitamin mangel? Har du faste gå-i-seng-tider-stå-tider? Får du morgenmad? Det kan skyldes andre ting en lige en depression!

Hvordan er dit selvværd og selvtillid? Bange for at møde nye mennesker - hvorfor nu det?

Tal med din læge, det vil være det første og bedst trin for dig!

---

Pas på med at male Fanden på væggene. Depression og stress er alvorlige sygdomme og ikke det samme som at have travlt og være ked af det!

Du kan jo begynde med at angribe problemet, hvor det er opstået: på din arbejdsplads. Jeg mener stadig, du skal tale med din chef eller måske din fagforening. Din læge kan jo ikke hjælpe dig med at få et godt forhold til dine kolleger og falde til. Det arbejde må du selv klare.
Hvis du har en rigtig dårlig læge, får du nok bare en recept på depressionsmedicin. Der er i mine øjne kæmpe forskel på at lide af depression og have svært ved at få tingene til at fungere på arbejdspladsen, så pas på med at sygeliggøre dig selv i første omgang.

Jeg synes også som skytten49 at du skal give det en chance. Lav en tidsplan med nogle mål du vil opnå og hvordan du vil opnå dem, f. eks:

- ved at gøre et godt stykke arbejde og gøre andre mennesker tilpasse vil jeg
om 6 uger smile når jeg er på job/kommer hjem fra job
- ved at være mere åben og turde vise mine svage sider vil jeg om 6 uger være tryg sammen med mine kolleger
- ved at bruge mine professionelle evner og empati vil jeg om 6 uger kunne nævne mindst 10 gode detaljer ved mit nye job

......Håber du fanger min pointe (find selv på bedre forslag)

Et arbejde er mere end løn hver måned. Find ud af, hvad du er dygtig til, hvad du er knap så dygtig til, hvad vil du gerne om 3 år, 5 år.... hvad gør dig arbejdsmæssig tilfreds, hvad gør dig arbejdsmæssig utilfreds, hvad er dine krav til dig selv og dine kolleger og selve arbejdspladsen??


Omvendt skal man ikke blive i et job for enhver pris. Det er intet job værd. Lyt til din krops reaktioner og hvis det fortsætter, er jeg da også stor tilhænger af, at man opsøger sin læge.
Vidste du at personer mellem 18-37 år med lettere depression kan få tilskud til psykologbehandling?
Hvis du har behov for professionel hjælp er det vel nærmere en psykolog frem for en læge, du skal tale med...

---

Jeg synes Hexia er inde på noget af det samme som jeg beskrev med de 5 faser tidligere.

Grunden til din usikkerhed/ked af det er vel at du endnu ikke er helt fortrolig med det nu laver, men det kommer med tiden. Hvis det modsat er dine kollegaer der ignorerer dig, så er det noget helt andet, men jeg synes ikke rigtig jeg kan finde ud af hvor det virkelige ligger begravet.

Prøv dybt indeni dig selv at søge svaret og skriv så igen her til os, for evt. at få det ud af systemet.

---

lige en kommentar mere: du skriver du ikke er god til at møde nye mennesker! men det gør dig ikke automatisk skyldig, når det ikke fungerer på dit nye arbejde. Dine nye kollegaer skal jo også møde dig, og det er dem der er på kendt grund, så de skulle da have lidt overskud til at inddrage dig i fællesskabet. Du har jo også engang været ny på din gamle arbejdsplads, og da klarede du det. Pas på ikke at miste selvtilliden!

---

Først lige en tak for alle de svar der er kommet.... jeg har æst dem alle sammen og nogle af den flere gange, men skulle lige tage mig sammen til at savre.....
De fleste mennesker kender jo sig selv rigtigt godt og det gør jeg selvfølgelig også og har måske selv en ide om hvad det kan være at jeg evt har svært ved at falde til nye steder og svart ved at få min hverdag til at funger uden stres hvis der sker noget nyt og måske endda uventede....

Jeg har søgt lidt rundt opå nettet og læst på mange hjemmesider osv og tror jeg har en form for socialangst....... Ikke på den måde at jeg ikke kan være sammen med mennesker jeg kender, men så snart jeg skal møde nye mennesker er jeg bange for hvad de tænker om mig. Jeg er en meget stille og måske nok også lukkede person når jeg ikke kender folk og de kender mig..... Jeg har altid været meget genert og har svært ved at sige noget i forum hvor jeg ikke kender de mennesker der er......
Jeg har ingen grund til at være genert... Jeg er en almenlig pige med langt hår 1.68 høj og helt normal af vægt......

Jeg har f.eks rigtigt svært ved at skulle spise sammen med mennesker jeg ikke kender, det at skulle på wc kan jeg synes er helt pinligt.

Jeg kan godt gå i byen og falde i snak med folk jeg ikke kender, men dem ved jeg jo også jeg ikke skal møde igen, så derfor er det nok ikke lige så vigtigt for mig hvad folk tænker om mig.....

Men som nu hvor jeg starter på et nyt arbejde bliver jeg meget usikker på mig selv.... Har jo ikke rigtigt grund til at blive det, men desværre er det bare ikke noget jeg selv kan styger.....
Jeg bryder mig heller ikke om at skulle til en stor fest eller familie fest hvor jeg ikke kender alle dem som kommer.....
Jeg har før fået afvide da jeg tog min udd at jeg skulle blive beder til at kunne se folk i øjnene når jeg snakker med dem og i sær i mit arbejde hvor jeg passer ælder og syge mennesker..

Et godt eksempel er fra den gamle arbejdsplads jeg var på kom der en ny fyr på vores aftenhold som jeg ogs arbejde på i dag er jeg rigtigt gode venner med ham og han har siden sagt til mig at da han startede inde på arbejde tænkte han at jeg var den mest mærkelige han nogle sinde havde mødt forde jeg den føreste mdr ikke sage to ord til ham......

Jeg har hele min skoletid gået på en privat skole... jeg husker min skoletid som en god tid, men jeg har altid haft svært ved at læse og skrive fik en del ekster hjælp som gør at jeg kan klare mig i dag uden de store problemer, men i og med jeg har skulle kæmpe for at følge med i skolen kan noget af min usikkerhed nok stamme derfra.......
Første gang jeg skulle skifte skole var efter 10 klasse hvor jeg skulle starte på min udd som sosu-hjælper hele den sommerferie op til kan jeg are huske hvor skidt jeg havde det og hvs jeg kom forbi der hvor skolen lå fik jeg en helt knude i maven ved tanken om jeg snart skulle starte der..... Selv i dag kan jeg få den følse jeg havde den gang når jeg som nu sider og skriver om det eller hvis jeg køre forbi skolen.......

Jeg har været på kursus i dag og skal også i morgen og onsdag efter som jeg er ny på arbejde er der ikke rigtigt nogle af dem der også er på kursus som jeg kender for jeg er den eneste fra mit hus også er der nogle fra de andre huse men dem kender jeg jo ikke.... jeg har en følse af nogle prasser en knyttede hånd i mit mellem gulv...... Sider for mig selv og i pauserne skynder jeg mig ned alene......

Alle dem jeg kender og dem som jeg har snakkede med det om siger bare til mig sådan har jeg også haft det og jeg ved godt hvad du mener, men jeg tror ikke det er det samme det er så svært at beskrive den følse jeg har i mig når jeg skal være sammen med mennesker jeg ikke kender.
De siger jeg ikke har grund til at ahve det sådan og det ved jeg jo godt, men kunne jeg bare ænder på det så havde jeg gjort det for længe siden......

Selv om det her indlæg nok virker noget rodet så håber jeg det måske kan give et beder billede af hvordan det er jeghar det og hvad jeg evt kan gøre for at ænder på det hvis jeg kan ænder på det....

---

nu ved jeg jo ikke hvor i landet du bor. men der findes fobiskoler flere steder. bla. denne: http://www.fobidagskolen.dk/fobiskolen/Socialfobi_kursus.htm. Hvis du vælger fobiskole fra, er der kun den mulighed, at beslutte dig for at du vil af med din angst. du bliver simpelthen nødt til at gøre det du er bange for. i starten er det hårdt, men hvis du holder fast i at tvinge dig selv til fx at tale til dine kollegaer og andre du har det svært med, og stille spørgsmål, så vi du i løbet af et par måneder og følelsen af et par hjertestop, have gjort kål på din fobi. Du kan forbede dig der hjemme, øve hvad du vil sige og så tvinge dig selv til at gøre det.

---

Det er et meget fint indlæg du har skrevet om dig selv. Ja jeg vil sige det er meget modigt og flot at komme med "indrømmelser om hvad det er der gør dig usikker. Det er i mine øjne et godt skridt på vejen at man har selverkendelse og tør se sit problem i øjnene.
Men at komme derfra og så videre til at binde den knude op du har inden i dig, tror jeg du skal have hjælp til. Der er masser af muligheder med samtaleterapi og psykologer der kan hjælpe en med sine problemer og der er slet ingen skam i at skulle have hjælp. Min datter var sidste år impliceret i et færdselsuheld og hun var på daværende tidspunkt 17 år. Kun er kommet nogenlunde helskindet ud af det, med et smadret knæ dog som aldrig bliver helt igen og må leve med slidgigt resten af sit liv. Nå men efter et halvt år trak hun sig mere og mere ind i sig selv, hun mistede sit job, kunne ikke tage sig samme til noget som helst og vi kunne ikke nå ind til hende, selv om vi har meget nære familiebånd. Det endte med at hun fik en tid hos en psykolog efter samtaler med os i hjemmet, hvor hun godt kunne se hendes problem. Efter 8 ture hos psykologen kom hun igen op på overfladen og blomstrede op igen i fuld flor og er vores "lille" dejlige pige igen. Det viste sig at der blot skulle lidt selverkendelse og indrømmelser over for sig selv til for at hun kunne komme videre. Hun har over for os efterfølgende fortalt at hun var bange for at såre os og derfor ikke ville involvere os i hendes trauma. Det udsprang godt nok af ulykken, men hun og psykologen kom vidt omkring i hendes hjerne og hvad det er de fandt ud af kom faktisk ikke os ved, for det var jo noget hun havde med psykologen og ikke med os. Hun har efterfølgende lavet en video om hele hendes ulykke, for det var som om hun skulle fortælle det til nogen for at få det ud af kroppen. Den har hun så lagt ud på Youtube hvor den er blevet læst af mange mennesker. Det har givet hende og os en dejlig varm fornemmelse.

Nå det var lidt et sidespring, men alligevel blot for at give dig et værktøj du kan bruge i din søgen efter indre fred og selvtillid

---

Jeg kan kun tilslutte mig Fijalas indlæg.

Jeg tror også, du har brug for en hånd til at komme videre. Jeg har en veninde, som arbejder med kognitiv adfærdsterapi. Hun har mange unge klienter, som udadtil har et godt og trygt liv, men som indvendig er nogle vrag med angst, depression, manglende selvtillid, socialfobi....
Allerede efter få konsultationer er der forbedringer hos de fleste, og det eneste hun gør er at give dem nogle redskaber, som de skal arbejde med mellem konsultationerne. Men det er hårdt arbejde! Ikke kun for klienten men også for kæresten/ægtefællen/familien, siger hun.

Prøv at google "kognitiv adfærdsterapi" hvis du ikke allerede har været der.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.