---

Hej jeg er en pige på 15år..
jeg har en kæreste på 20år som jeg er forlovet med, hvilket mine forældre har accepteret.
Jeg har utrolig meget brug for, at være sammen med min kæreste, da han er den eneste jeg nogensinde har følt mig tryg hos..
Jeg har derhjemme været udsat for trusler og psykisk terror/vold, men mine forældre nægter at der er et problem..
Problemet er nu, at mine forældre har besluttet, at rejse til USA i 4-5 uger, hvilket er langt mere end jeg nogensinde psykisk ville kunne klare, kan mine forældre bestemme at jeg SKAL med når jeg, for det første har et trygt og sikkert sted at være i hele forløbet, og jeg på ingen måder ønsker, at være sammen med dem i al den tid?
Det skal lige siges at min mor godt ved jeg ville være ked af det under hele rejsen men hun er fuldstændig ligeglad. Hun mener at jeg stiller for store krav og jeg ingen rettigheder har.

Håber virkelig nogen kan hjælpe mig med nogle råd.

PS. De har sagt, at hvis jeg nægter at tage med vil de bære mig hele vejen gennem lufthavnen, og videre til USA, hvilket jeg vil mene er brud på både loven om kidnapning af egne børn, og i strid med loven om vold og tvang..

---

Hej Zonet
Jeg er helt sikker på at dine problemer føles lige så store som du beskriver dem, men for mig lyder det somom du er teenager.
Når man er teenager skal følelser prøves af - det er en naturlig ting i livet at vi alle må igennem dette.
Jeg ser det dog udefra og tænker at du er en privilligeret ung pige. Dels har du en at elske og dels har du forældre der under dig en oplevelse for livet.
4 uger af dit liv er meget lidt og aligevel en enestående chance for dig at vise dine forældre at du er moden og tackler de oplevelser som livet byder dig.

Mit bedste råd er derfor - skift taktik og lad være med at blive et offer for omstendighederne, men øv dig i at tage tingene som de kommer. Du er nok også nød til at bruge energi på at tænke over at dine forældre vil dig det bedste, men at de ikke er ufejlbarlige og har behov for at blive elsket og tilgivet af dig også.

Jeg vil ønske dig en rigtig god rejse og håbe på at du i dit liv oplever flere kæresteforhold - for de er rigtig gode til at udvikle en som menneske.

---

Du er 15, og så længe du bor hos dine forældre gør du hvad du får besked på, og hvis de vil have dig med til USA så gør du det, og mens du er der, så slå ordet Drama queen op

---

Hvorfor hedder du Michael i dit andet spørgsmål???

http://www.kandu.dk/Spg126716.aspx

---

Hej Zonet -

Jeg syntes, du skal ringe til børnetelefonen, der er der folk, som vil lytte til dig, og som også har den nødvendige viden om dine rettigheder - (også for unge) - der er åbent nu!

BørneTelefonen er din telefon!
Den er oprettet for at give dig mulighed for at få gode råd eller en at snakke med.
Du kan ringe til BørneTelefonen på 35 55 55 55
MANDAG - TORSDAG: 12 - 21
FREDAG: 12 - 19
http://www.bornsvilkar.dk/ForBornOgUnge/TopLinks/Kontakt.aspx


Jeg ønsker virkelig, at du får den hjælp/rådgivning. som du har brug for lige nu...

Knus fra HelleBirgitte

---

4 uger er lang tid at undvære sin nye far på 20 år.................................

Måske skulle du vænne dig til ikke altid at få din vilje.

---

Du er simpelthen møjhamrende forkælet, tag du hellere og vær glad for at dine forældre vil have dig med, selv om du kan blive en pestillens med dit surmuleri i flere uger

Ikke nok med dine forældre gerne vil give dig en oplevelse for livet, men de vil sikkert også gerne kunne se at huset er intakt når de kommer hjem, og ikke noget med ungdomsfester, pjækkeri fra skolen og hvad unge ellers kan finde på

Ja, tænk forældre har lov til at bestemme indtil du er 18 år, nogle kan dog flyttehjemmefra tidligere, med kommunens mellemkomst.

Prøv du bare at flytte hjemmefra nu, så opdager du hvor godt du har det... og selvfølgelig kan din psyke klare at holde ferie

---

du må vente til du bliver 18 år. indtil da er du nul og niks.

---

Du fortjener i høj grad at blive taget alvorligt.
Det er sørgeligt at mange voksne glemmer hvordan det var at være ung og de problemer der var. De voksne skal kunne rumme deres børn og ikke diktere dem til at tilpasse sig deres krav ubetinget. Især når man som i din alder er i en process mod at blive helt voksen og selvstændig. Jg ved ikke hvad de tænker på, det kommer jo lidt eftter lidt ig ikke når de bestemmer det eller den selvsamme dag vi fylder 18 år.
Det du beskriver er jo omsorgssvigt og du står faktisk i en situation, hvor de voksne der skulle være der for dig kun tænker på sig selv. Det er anstrengende og det har du ikke brug for. Det er fint du har en ven, men alle vil have noget og du kan ikke være afhængig af nogen, selv en sød kæreste, for du er først og fremmest nødt til at være din egen bedste ven.
Det hjælper at snakke med andre for at få den støtte dinne forældre ikke er i stand til at give. De gør det sikkert så godt de kan, som de nu har forstand til, men det behøver ikke være godt nok for dig, du skal ikke finde dig i, at have det dårligt bare fordi de ikke kan forstå særlig meget. Så hellere finde nogen, der rent faktisk kan hjælpe dig, hvadendten det er rent praktisk eller de bare er der for dig med et åbent sind og en oprigtig interesse i dit liv. På denne side: http://www.ventilen.dk/ kan du under"links" finde et emne der hedder "samtale og rådgivningslinier" for unge, der er flere muligheder for at få en god snak med nogen der tager dig alvorligt og som kan hjælpe dig på vej.

---

Jeg vil også lige sige, at nu, hvor du har været udsat for terror/vold i din opvækst, at det måske ville være en god ide at finde nogle bøger om psykologi og sætte dig ind i, hvad eftervirkningen af det betyder for dig. I værste fald kan det betyde post traumatisk syndrom. Så ville det jo være godt at kende symptomerne på det og finde ud af hvad der kan gøres for at forebygge eller afhjælpe dette.

---

@Eyvind



Så blev jeg sørme gift med min "far" - jeg var heller ikke ældre end 15 - men manden 21. Vi har guldbryllup om 2 år.

Jeg frygter tiden, hvor mine børnebørn får den slags problemer - for det er jo et megaproblem for pigen lige nu. Men sikkert meget værre for hendes forældre

Hilsen Ingelein - og jeg håber at pigen og forældrene klarer det skær.

---

For lige at forklare hvorfor jeg Michael herinde, er det fordi min kæreste hedder Michael, og det er hans profil jeg opretter spørgsmålet fra.
mulberry>>>for mig er det virkelig en pine, at være derhjemme, jeg føler mig aldrig tryg, for jeg har hele min barndom igennem blevet manipuleret af dem til at gøre alt for dem,
og hvis ikke har de bare sat en eller anden straf op.
Det er som sådan ikke det med, at jeg skal være væk i 4-5 uger, men at være sammen med dem i så lang tid ville jeg ikke kunne bære, samtidig med jeg ikke vil væk fra min mand, jeg ønsker jo bare at være voksen, og selvstændig, og da min kæreste er det ældre, og endda er en fornuftig dreng, sørger han omvendt også for jeg trygt og sikkert kan klare det på egen hånd, uden at havne i noget rod.
Hvis det stod til mig ville jeg bare gerne bo hos ham, hvilket er helt fint med ham, han bor stadig hos sine forældre men de er virkelig som de forældre jeg aldrig selv, rigtigt, har haft, og de har selv sagt til mig, at de ikke ville have noget imod jeg boede der.
Men altså jeg er jo godt klar over det nok ikke lige kan lade sig gøre, medmindre jeg blev gift med min kæreste, og det kræver jo desværre samtykke fra mine forældre..ellers kunne det have været den hurtige og lette løsning, ( dermed ikke ment at ægteskab skal udnyttes, men da kærligheden helt klart er med os begge, ville det stadig være rigtigt at gøre)
TIL ingelein.... tak for din backup, ja jeg ville godt nok også mene det ville være godt klaret hvis min far var kun 5 år ældre end mig............
Men lige for at have det på det rene, hvis jeg trods opfordringer virkelig nægter, at tage med dem afsted, så er det vel også ulovligt, hvis de fysisk tvinger mig til det? ikke sandt ?

---

og ingelein, forresten tillykke med jeres guldbryllup om 2 år, det er sku så dejligt med folk der holder sammen, og gør en indsats i kærlighedens tjeneste...
Om nogle/mange år, kan jeg sige det samme, for selvom jeg er ung, er jeg ikke uviden på hvad jeg føler, og på hvad min kæreste føler, og det vi har sammen er ikke bare noget der går over, vi har fundet sammen for at forblive sammen, som ægteskabet siger, "til døden os skiller"

---

Har du prøvet at snakke med kommunen om evt. at kunne bo udenfor hjemmet??, det er jo nogle grove beskyldinger du kommer med - ikke dermed sagt, at de ikke kan være rigtige - .. Har du slet ikke fortalt det til nogen, udover din kæreste... hvad med en skolelærer... eller din læge. Husk lægen har tavshedspligt. Hvor længe har det stået på??

Umiddelbart har dine forældre forsørgerpligten og ansvaret over dig til du er fyldt 18 år, og kan også bestemme, at du skal med dem på ferie

---

Dine beskrivelser virker meget sort/hvide og dette fortæller mig at du har brug for et råd som det allerførste jeg gav dig. Prøv at læse igen - også det der står imellem linierne.

Der er ikke noget galt, du træffer bare nogle unuancerede valg som viser omverdnen at du er teenager - som jeg skrev, benyt lejligheden til at vise du er indstillet på at klare dig selv - ikke blot at du er imod.
Det er fint du er forelsket, men vågn lidt op søs

---

Jeg kan sige så meget at jeg for nogle få år siden, var tæt på at begå selvmord, fordi de presser mig til alt, min mor er psykolog, så hun burde vide bare lidt om følelser, men hun forstår sig virkelig ikke på det, jeg sys selv jeg giver mig selv ret så meget for familien, da jeg holder en ugentlig hjemme aften med dem, tager hjem og spiser med dem hver dag, og sidder med det en dag om ugen også+ diverse..
Men hver gang jeg f.eks. spiser med dem, sidder jeg konstant og er rædselsslagen for hvad de nu end kan finde på, sagt på en anden måde, jeg er aldrig tryg i hjemmet, kun når min kæreste er tilstede, for mine forældre er omvendt af den type som ikke vil indrømme der er et problem, fordi de ikke vil vise problemer udadtil, så når han er der spiller de bare falske og giver udtryk for alt er perfekt, men han har dog flere gange fået dem sat på plads, og brudt igennem deres facade...

---

Held og lykke fremover - lister ud af tråden...

---

lille jomfruane, jeg kan til en oplysning fortælle at det ikke bare handler om forelskelse, men at vi faktisk har været sammen i omkring 1 år nu, og tingene virkelig fungere godt for os, og nej jeg er ikke en typisk teenager der bare ikke gider lytte til forældrene og de voksne råd, men jeg har på grund af min barndom, blevet skubbet mange år frem i tiden, og ved udemærket godt, hvad mine følelser er og hvad der er rigtigt og forkert, og friheds berøvelse, ligger ihvertfald ikke under den rigtige kategori,
Jeg vil jo gerne have det til at fungere med dem, men de vil på ingen måder samarbejde, og f.eks. give mig et valg om at tage med eller ej, det hele kører i deres hovedet på at jeg SKAL, hvilket er tvang, og dermed et brud på mange love...

---

Hvis Du skal bæres skrigende igennem lufthavnen er der ingen af Jer der kommer med den dag. Kidnapning er der ikke tale om, men nogen kan være nidkære og stille spørgsmål.

Hvis Du endelig tager med så opfør Dig ordentligt, myndighederne derovre tager omsorgssvigt meget alvorligt, der var jo en sag med en dansk mor der havde efterladt sit spædbarn i en barnevogn lige ud for det vindue hvor hun sad og holdt øje, hun blev meget hurtigt sat i varetægt.

---

Kunne det måske være, at dine forældre kunne overtales til at tage din kæreste med på turen?

Måske vil de betale for hans billet, hvis det betyder at de får en glad datter med.
Måske har han job, tjener penge og kan derfor selv betale.
Måske vil hans forældre betale? (det kunne jo være en tidlig julegave)

Lige en endnu en tanke, du kunne overveje: husk på at du får en gratis 4 ugers ferie i et af de fedeste lande i verden. Du og din kæreste kan jo være sammen resten af jeres liv -- de næste 60-70 år, hvad betyder 4 uger så?

---

Davs frøken..

Nu skal jeg nok blive skide upopulær, og det kan jeg godt leve med.. Men læs lige det hele alligevel, der kunne jo alligevel være noget du kunne gøre nytte af.

Jeg har selv haft en barsk barndom, og din er vand ved siden af. Måske føler du lige nu at hele verdenen er imod, og det er den, Du er teenager, så det skal du føle..

Det du føler for din kæreste, den tryghed, den finder du fordi at du der er ligestillet, men det har intet med kærlighed at gøre, sandsynligheden for at det rent faktisk er kærlighed, er 1 til 10 millioner. Og tør andre ikke skrive det, så gør jeg altså.

Jeg var 14 da jeg mødte mit livs store kærlighed, jeg havde en masse tryghed, men det var pga min opvækst og han var god ved mig.. Den dag i dag, sidder jeg tilbage og tænker at han sikkert aldrig har betydet noget, men han var god ved mig, og tænkte på hvad jeg tænkte på. Og som jeg hører dig beskrive alt det her, ja så er det noget af det samme.

Din hjerne er slet ikke udviklet til at vide hvad kærlighed er, og nej det er ikke kidnapning fordi at dine forældre at du tager med, og du overlever også 4-5 uger uden ham. Du har alderen hvor du skal more dig og have det skide skægt. Og det har jeg ladet mig fortælle at det har man derovre.

Du er 15 år gammel, og har antageligt fundet dig en sød kæreste, nyd da det når du kan, du har også et liv uden ham, det er altså for tidligt at være afhængig af andre. Du skulle gerne være en selvstændig person, der udvikler dig hele tiden, det sker altså ikke naturligt, hvis du er afhængig af en anden. Jeg har fuld forståelse for at du elsker din kæreste over hele jorden, men det er et crush, som går over på et tidspunkt.

Hvis du ikke mener at din familie har alt på det rene, bør du tage kontakt til din sagsbehandler på kommunen, men for guds skyld, lad være med at foreslå at du flytter ind ved din kæreste, for så tror de bare at det er derfor at der problemer hjemme. Men hvis din plan er at flytte over til kæresten direkte hjemmefra, skal du vente til du bliver 16, med at anmode om at flytte hjemmefra. Årsagen er, at man i lovens og de kommunales øjne, er mere moden og er bedre i stand til at vurdere hvad du kan og ikke kan, og de gider ikke bruge resourcer på at finde en plejefamilie eller opholdssted til en pige på 16, men det gør de til en på 15. Dog vil kommunen kræve for at dette kan lade sig gøre, at han er selvforsørgende, kan forsørge dig og at han har egen bopæl, og det er ikke hos hans forældre. Han skal altså også have et fast arbejde, ikke være på bistand, men et rigtigt arbejde. Han skal have et netværk af respektable personer, ingen kriminelle venner. Og han må ikke selv have en kriminel baggrund. Så der er mange ting der kræves. Det kan også være at de siger at du skal flytte på et kollegieværelse til du bliver 18, og så forsøger de dig til dit 18 år. Det er de muligheder du har når du bliver 16, ikke før. Så lad for guds skyld være med at lave en masse vildt inden. Du kan jo ved siden af det, risikere at dine forældre siger stoop, og beder kommunen om hjælp, og det er langt fra bedre for dig, for så ser du slet ikke din kæreste. Så tag du lige og holde pinen ud til du bliver 16.

Jeg er hård, men også retfærdig, og du skal lære at stole mere på dig selv end alle andre. For i sidste ende har du KUN dig selv at regne med. Jeg synes at du skal tage med på den tur til USA alene, og find ud af på den tur, hvad du i virkeligheden føler for din kæreste, og er det lidt mere end et crush, er savn kun godt. Og i vil nyde hinanden meget mere når du kommer hjem igen.

Håber at du har læst det hele, og hørt hvad budskabet er. Og ikke bare tænker fuck det, for det kan være det der redder dig i sidste ende.

Dog vil jeg lige sige til KORTOVERVERDENEN: Hvad fanden bilder du dig ind, tror du at vi lever i det forrige århundrede endnu, børn i dag, skal vokse op med gensidig respekt, men også med hvem der er forældre. Min mor skal sq ikke sige til mig hvad jeg skal og ikke skal. Hun kan enten konstatere at sådan er det, eller bliver, men ellers må hun sq lære at spørge. Din oplevelse er verdenen er godt nok helt forkert, diktatur er ulovligt i Danmark, såvel som slavehandel.. Vågn da lige op, og se hvordan verdenen fungerer i dag..

Men pas på dig selv, det lyder ikke til at dem der burde gøre, gør et ret godt job. Så held og lykke fremover, og lad være med at binde dig allerede, du skal nå at opleve meget mere i dit korte liv. Hvad det vil sige at gå i byen med vennerne og veninderne, sidde og diskutere og klare hele verdenssituationen med vennerne, og hvad der ellers hører til at blive voksen. De kloge hoveder har regnet ud, at hjernen først er fuldt ud udviklet når du bliver 21. Prøv at have den i baghovedet. Og lad være med at prøve at være klogere end det du nu er, det vil bare gøre at du lever på noget, som ikke er.

Held og lykke med det hele, det lyder til at du får brug for det..

Knuzz Trille..

---

du skal ring til en der hedder mette petersen hun er søde at talg med søde

nummer er 36450879 du skal jo ikke har en k på 20 år hun er får gammel til diig søde
du er på min jeg er en pige på 14 år som godt vel hjæp dig med dit liv og ting som du vel ud med

skal vi være venner du skal har noge venner der kan hjæp dig i med og mod går søde

jeg har selv på det førte søde .

ps hvor bor duu

fra annika

---

Et lille sidespring: Jeg kender også to psykologer, der stinker, den ene, han er totalt manipulerende, selvoptaget og respektløs, den anden er et stort ego og arrogant og tror hun ved alting bedre end alle andre.
Derfor: At være psykolog er ingen garanti for at behandle andre godt.

---

Voldsom debat. Men kendt.

jeg har læste alle indslagene gennem.Håber du vil læse mit svar. Det bliver nok lidt langt, men jeg er selv mor til 3 unge mennesker, og har faktisk også selv været ung engang. Mine unger er skønne, men jeg har haft en del mere massive problemer med dem, end det du nævner.

1. Du kommer med nogle påstande om dine forældre mht vold og psykisk terror - Jeg skal ikke kunne udtale mig om der er hold i det eller ej. Vi kender jo ikke dine forældres version, og jeg dømmer zldrig uden at kende begge sider af historien.
Hvad gør de helt præcist?


Her vil jeg nu mene, at med et par forældre der giver dig en lang og virkelig dyr rejse til USA, så er du bestemt ikke nul og niks for dem.


Det er ikke omsorgssvigt at blive "tvunget" på en rejse. Men hvis der er vold og terror, så er det omsorgssvigt. Det er heller ikke omsorgssvigt, at teenagere ikke kan bestemme alt. Der er en grund til man ikke er myndig før man er 18.


Den er lidt svær. Tror 90 procent af alle teenagere synes livet hjemme er en pine. Hvad har du skulle gøre for dem?


Han er ældre. og i dine øjne meget voksen, men han er stadig en ung mand med meget lidt livserfaring, og slet ikke ansvarsfuld nok til at tage det fulde ansvar for en ung pige på 15.
Jeg ville heller ikke være tryg ved at min datter eller en af mine drenge skulle "passes" af en 20 årig så længe.


Hvorfor i alverden skulle de dog det? Her er chancen for at få DIG med. At bruge tid med DIG. At nyde den sidste tid DU bor hjemme. Der er jo egentlig ikke så længe til du bliver 18, og kan flytte - vel? Det er en tid, der er meget svær for forældre. Vores unger flytter og er glade og jublende, vi står hjemme med et "mistet" barn. I vil altid være vores små nusere. Uanset hvor gamle i er.
Vi er urolige altid. Når i bliver voksen, måske kører motorcykel, flyver til udalndet osv. 18 års omsorg og ansvar ligger man ikke bare væk. Jeg ville da ønske jeg havde råd til at give mine unger samme oplevelse. At kunne nyde samværet med dem ude i den store verden, og se hvor modne og fornuftige de er.


Hvad gør DU helt præcis for at få det til at fungere?


Nej søde. Det er ingen brud på nogen love. Du er bare ikke myndig.


Jeg synes faktisk ikke du lyder en dag ældre end 15 år. Min yngste er 15, så har haft 15-årige tæt på livet 3 gange :) Mener det ikke for at fornærme, men prøv da og nyd din ungdom.
Du har en pragtfuld alder lige nu. Kan tillade dig at være barn og samtidig med en ung piges muligheder.
Livet ender ikke, fordi du først er myndig om knapt 3 år.


Hvordan skal hun vide noget om DINE følelser? Hvor meget gør du virkelig for at hun skal forstå dig? Det handler ikke om at stå og råbe: du forstår mig fandeme heller ikke. Det handler om at DU måske sætter dig omkring kaffebordet, og siger: mor og far.. hør her... og så fortæller dem om dig.
Dermed skal du jo ikke have lov til at bestemme over dig selv - du er jo ikke myndig - men de kan få en større forståelse, og de kan jo så fortælle deres følelser til dig.

Hos os SKAl man saftsusme spise sammen. Både morgen og aften, hvis ikke der er aftalt andet dagen før. Ham på 15 skal hære hjemme 20.30 på skoledage, kl 24 fredag og lærdag, medmindre andet er aftalt. Og så er det kun i særlige tilfælde han får lov at være længere ude.
Som din mor som psykolog garanteret ved, så er søvn og kost noget af det vigigste for indlæringsevnen. Og iøvrigt... Ingen alkohol her, før man er 18!!!
Så du er bestemt ikke den eneste unge i verden der har skrappe forældre. VI er skrappe for at hjælpe og passe på jer, fordi vi faktisk elsker jer.


Kan jeg godt forstå. Man vil bare så gerne være sammen hele tiden når man er forelskede.
Men - min erfaring er nu, at det er sundt at savne hinanden. SÅ er det endnu bedre at være sammen med kæresten. 4 uger i USA... Du kan tage fede billeder, købe noget specielt til ham. Og når du så er sammen med ham igen, er du SÅ lykkelig. Kan dele dine oplevelser med ham, og han kan glædes på dine vegne. Bare tanken om at ses igen... det er da en så dejlig ting.
Min mand er aldrig hjemme på hverdagene, derfor er vi stadig ret forelskede efter de år vi har været sammen.

Her skal du jo så bare huske, at det at besøge og evt. overnatte hjemme hos dem er IKKE det samme som den kedelige hverdag. Her vil du også opleve de trælse voksne.
Jeg synes iøvrigt de er totalt uansvarlige hvis de virkelig har sagt til dig, at du gerne må bo hos dem.
Det er jo bare at sætte dig yderligere op mod dine forældre.

Men jeg kan godt garantere dig, at hvis du gerne vil et andet sted hen og bo, hvis du snakker med kommunen, og de beslutter sig for at du har det så hårdt, at du har behov for det (det koster immervæk ofte 80-100.000 om måneden med en anbringelse for kommunen), så kommer du IKKE til at bo hos hans forældre.
Det vil nærmere blive en akut ungdomspension, hvor man kan være begrænset tid (oftest 3 mdr), og i den tid skal der så findes en løsning.
Men det ville måske være en idé at komme på sådan en midlertidig plads. At få hjælp til at få løst problemerne?

For tro mig - dine forældre elkser dig skam ven.

---

duuq skal har hjælp ad noge der kan hjælp dig søde...
'mend jeg kan ikke sige hvad du skal gøre søde med jeg kan giv dig min hjælp til det søde
du kan få mit numme og så kan vi talg ved søde .

ps? hvor bor duuq søde ...

mvh annika .. <333.

---

Hej mulberry, du har lige præcis fat i den lange ende, og det du siger beskriver meget godt mine forældre, for det eneste de går op i er hvordan de selv har det, og at familien udadtil skal se perfekt ud, hvordan det så fungere, er de egentlig ligeglade med,
...en
Jeg kan også sige så meget, at det er bestemt ikke ford jeg ikke har prøvet at snakke med mine forældre om det, for det har jeg virkelig prøvet, at gøre utrolig mange gange, men det eneste de siger er, det ved du ingenting om fordi du er så ung, du skal bare høre hvad de voksne siger, for vi har livserfaringen,
men helt ærligt, den eneste erfaring de har i livet er deres arbejde, hele min barndom, har jeg været skubbet til side, fordi de har arbejdet til langt ud på aftenen, og når jeg nu er nået til alderen hvor jeg faktisk i mellemtiden har lært, at klare mig selv, vil de pludselig styre hele mit liv...
Jeg prøver tilmed, at hjælpe dem med forskellige ting, såsom at lave mad for dem når de kommer sent hjem og sådan, og ja det er nok en ting jeg aldrig har haft en mor til at lære mig, men jeg prøver virkelig, men det første min mor gør når hun kommer hjem er, at tale ned til mig, og fortælle mig alt jeg har gjort forkert, og det er bare et eksempel, for det er ikke nogen overdrivelse, når jeg siger at 90% af hvad jeg gør har de et problem med, og det er bestemt ikke fordi jeg bare render rundt og laver lort i det hele,
jeg vil jo bare gerne have de forstår mig, og prøver at acceptere, at jeg trods min unge alder, også har behov..Alt jeg har lært har jeg måtte lære af mig selv, eller andre, men aldrig mine forældre...

---

Sjovt du kun reagerer på medhold.

Svar dog på nogle af de ting der er spurgt om, ellers er der jo ingen, der kan give dig et reelt og brugbart råd.

Du lyder nu endnu mere forkælet og egoistisk

---

Tjaaaa.... jeg tror Olsen-50 har fat i noget

---

duuq srive til miiq hves du vel søde


barv srive til mig duuq skal jo har hjælp af noge

der kan hjælp diig med din ting måske en der dame

der hadder mette k h petersen


ps .. jeg vel godt hjælp med din ting ...

......... mvh en søde pige der hedder annika som er mig .. <3333333.

---

Hejsa (:
jeg er selv 15 år snart 16!
Jeg forstår godt den følelse du sidder med..
Jeg har en kæreste som jeg har haft 1½ år som dog kun er 1 år ældre end mig..
Det er også virkelig svært at undvære ham, og her i sommerferien skulle jeg sjovt nok også til USA.. 3 uger!! og jeg havde virkelig ikke lyst! For tanken om at skulle sidde der og savne ham, og at jeg ikke engang kunne skrive eller ringe til ham over mobilen.. Det var hårdt..
Men jeg besluttede mig for at det sikkert var godt at savne lidt? Utroligt nok..
Men nu her sidder jeg og er virkelig glad for jeg tog afsted, godt nok græd jeg hver 3. dag fordi jeg savnet ham så uhyggeligt meget, men samtidig var det en oplevelse for livet, som jeg virkelig vil takke mine forældre for maaaaaaaaaaange år frem!!!
Min mor er syg så det er begrænset hvor meget hun kan lave her hjemme, derfor er hun også førtidpensionist så min far må arbejde ekstra hårdt, og kan derfor heller ikke bidrage til så meget herhjemme.. jeg vil sige du har det let 8)!
jeg laver mad 6 dage ud af en uge! jeg støvsuger næsten hver dag.. osv osv..
Jeg ser næsten kun mine venner og veninder og min kæreste i weekenderne for skal jo også passe min skole..
Nu skal du ikke tro jeg har det helt fint med det, for selvfølgelig kunne jeg da godt ønske at jeg bare kunne skabe mig tosset hver eneste dag og se min dejlige kæreste, men på den anden side jeg bor hjemme? får alt betalt? mangler intet? så derfor er det mindste jeg kan gøre vel nok at hjælpe til herhjeme og bruge noget tid på min familie...
Du er er kun 15 som jeg.. du har massere tid til at lege"familie" med din kæreste og tro mig hvis det er ham du vil være sammen med har du helt livet foran dig med ham så er 4-5 uger ingenting (:
Men forstår dig sagtens man føler det er urimeligt men samtidig skal du huske de er dine forældre og de vil det bedste for dig..
Jeg var ligesom dig i laaang tid.. brokkede mig kun, men på et tidspunkt gik det op for mig at om nogen få år skal jeg klare mit liv selv!
så hvorfor ikke nyde det mens man kan
- Melissa

---

Hej
Ja nu har jeg jo fortalt at jeg mødte min mand da jeg var i din alder. Men jeg fortalte ikke at han ganske kort tid efter at vi havde mødt hinanden skulle læse videre i udlandet i 4 år. Vi så hinanden 5-6 timer hver 4. eller 5. uge - somme tider også hver 8. uge. Han var enebarn, og hans forældre havde jo også krav på at se ham. Så vi måtte dele ham en weekend - der kunne da slet ikke være tale om at være sammen om natten ------- ikke dengang - for søten. Min svigermor ville falde besvimet om, hvis hun vidste det, som mine forældre vidste.
Dengang var tingene ikke som i dag. Mine forældre tillod mig at rejse hen til ham for at besøge ham, men de forlangte til gengæld at jeg ikke tog i byen ellers. De ville sørme vide, hvem der eventuelt var "far til barnet".
På det tidspunkt var jeg ikke færdig med skolen, og efter skolen kom jeg i lære og havde desuden mange fritidsinteresser blandt andet med at sy mit tøj, så det var ikke noget afsavn at jeg ikke måtte tage i byen. Men kors, hvor jeg savnede min kæreste.
Engang skulle jeg hente ham på banegården i Padborg. Det var snestorm, jeg gik de 7 km i højhælede sko, og også hjem igen, for han var ikke kommet med toget. Dengang havde mine forældre ikke telefon - og mobilos, var ikke opfundet. Det er en tur i bælgravende mørke, som jeg aldrig vil glemme.
Psykologer er også kun mennesker, og de dur da slet ikke til deres egen familie eller sig selv. Vi har 3 psykologer i den nærmeste familie - og de er ligeså almindelige som alle andre mennesker.

Men det jeg ville sige var at jeg tror at den lange betænkningstid/forelskesestid, hvor vi virkelig savnede hinanden har gjort vores kærlighed bestandig.

Selvfølgelig siger alle forelskede som du, ellers var der jo ingen, som giftede sig, men forelskelse er ikke det samme som kærlighed - det er noget man får til hinanden, når man har lært at acceptere hinandens særheder osv.

Jeg vil stadigvæk sige at dine følelser for din kæreste er helt rigtige i dag, men gør dog ikke den USA tur til det store problem - Alting får en ende, prøv dog at gøre dine forældre den tjeneste, tag med, lad være med at være sur - hellere det modsatte. Hvis ikke de også så noget positivt i at tage dig med, ville deres egen oplevelse af turen jo være ødelagt på forhånd. Jeg tror at du har forrendt dig i en forkert tanke om at ville blive hjemme. (Vær glad for at din kæreste ikke er soldat og skal til Afghanistan, sådan som mit barnebarns (19) kæreste (21). Hvad ville du så have gjort??????

Hvis din kærlighed til din kæreste ikke kan bære en USA-tur med dine forældre, ja, så ved jeg virkelig ikke...... Kærlighed tåler alt osv......

Tag dig nu lige i nakken og se at få det overstået.
God tur
Ingelein

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.