---

Hej!

Jeg har været sammen med min kæreste i 2 år.

For et halvt år siden flyttede jeg ind hos hende.

Det er sådan set gået fint nok, men nu er det begyndt at blive kedeligt. For det første savner jeg at ha' mit HELT eget sted, og for det andet er jeg begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet er forelsket.
Jeg var i byen i fredags, og måtte afslå en pige, som meget gerne ville ha' mig med hjem. Det var godt nok jeg kunne afslå hende, men lige siden har jeg synes det var ærgerligt, at jeg er "bundet" af min kæreste. Jeg overvejer at flytte fra hende, og måske slå op med hende. - Ikke pga hende fra i fredags, det ruskede bare lidt op i mig, og fik mig til at tænke over tingene.

Det er noget jeg har tænkt over noget tid, og på det sidste har jeg nok virket lidt fraværende, og måske lidt sur. Det lader min kæreste sig umiddelbart ikke gå på af, og hun elsker mig som hun hele tiden har gjort.

-Det største problem er, at hun er så satans forelsket i mig, og at jeg ikke er det i hende. Det bliver sindssygt hårdt for mig, at skulle se hende SÅ ked af det, - for det ved jeg hun bliver.

Hvordan gør jeg det på den bedste måde?

Er det bedst først at flytte og senere slå op, eller skal jeg gøre det hele på én gang?

Vil i udfra dette ikke vurdere, at det bedste er, at gå fra hende?

Jeg er godt klar over at det er svært at svare på dette. Jeg forlanger heller ikke et svar, men håber på et par gode råd/erfaringer.

Tak.

1312

---

hvis du ikke elsker hende er det bedre du flytter. alt andet ville være synd for hende.. Men ta en hurtig beslutning, og vent ikke til lige før jul.. et forhold kræver 2.. det er ikke nok at den ene elsker
Jeg håber du finder en løsning

---

og den bedste måde... VÆR ÆRLIG

---

Du skal flytte og sige op på én gang, man kan ikke forlade et forhold i små skridt.

---

Du må da være ærlig, og tage en alvorlig samtale med din kæreste. I kunne måske blive enige om at i skulle prøve at flytte fra hinanden, i en periode, og blive ved med at holde kontakten.
Som jeg læser det er du måske lidt umoden, og har ikke prøvet nok endnu. men lad være med at blive uvenner med din kæreste, - jeg syntes det lader til at hun er en god og stabil pige.
Skriv dig det bag øre, det er ikke så ligetil at finde "den eneste ene". Hvis du dermed mister din kæreste, så husk at du selv var ude om det.

---

Du skal gøre det forbi og flytte......din kæreste kan da ikke være tjent med, at gå rundt og blive "holdt for nar"....for det er jo faktisk det der er tale om, når du bor sammen med hende uden du elsker hende, hvilket hun sikkert regner med du gør, selv om er lidt fraværende og sur.


Selvfølgelig bli'r hun ked af det lige til at begynde med, men du skal bestemt ikke blive fordi du synes det er synd og fordi du vil få dårlig samvittighed over at såre hende.

---

Kors i skuret hvor er det dog nemt...

Så bliver man lidt træt af det hele, så holder forelskelsen op, så bliver man fristet af en ny - videre, væk....
Forfra..
Næste...


Det er ikke nemt at være i parforhold og det er dødkedeligt en gang i mellem. De færreste er forelskede hele livet. Nogen arbejder for at få det til at fungere, andre giver op uden at prøve.

Vaxen..

---

Ja jeg har lidt den fornemmelse som vaxen, det er så nemt bare at flyve videre til den næste blomst der dufter dejligt. Men jeg kan godt forestille mig at du vil møde det samme problem med den næste blomst.

Man bliver ikke ved med at være forelsket, og det bliver kedeligt at bo sammen. Derfor skal man kunne beskæftige og underholde sig selv. Man skal have sit eget univers hvor man finder udfordring og udvikler sig.

Du har brug for rum og plads til dig og dit, skriver du. Jamen handler det om at have klædeskabet for sig selv eller skal det være dit eget univers hvor du har plads til at være mand og individualist.

Intet forhold kan overleve sovs og kartofler i længere tid. Det bliver ikke ved med at være en eviggyldig lykke at gå på indkøb og bygge rede.

Er det angsten for konflikten der får dig til at tænke du ikke vil gøre hende ked af det eller er det bare en undskyldning for at blive ved med at kede dig? Eller er det et oprigtigt ønske om at passe på hende? Er det en ny måde at opleve dine følelser for hende.

Kærlighed handler ikke om at være forelsket.

---

Et parforhold er fuld af etaper og starter altid spændende og rosenrødt i starten.

Næste etape er så at flytte sammen og finde hinandens forskelligheder og at acceptere disse. Hverdagen kommer og der er nogle skarpe kanter der skal slibes af i fællesskab. At komme træt hjem fra job/skole og stadig syntes at det hele er rosenrødt kan til tider være svært.

Parforholdets prøver (livet igennem) starter først rigtigt når man flytter sammen. Man har pludselig kæresten lige om hjørnet. Man længtes/hungrer efter kæresten for hun/han er jo lige ved siden af. Det er her vigtigt at have nogle fælles interesser men sandelig også nogle alene. Her tænker jeg ikke på "gå i byen" interesser.

Parforholdet bliver pludselig (som Vaxen siger) kedeligt og trivielt. De daglige husgerninger skal også laves (stadig i fællesskab). Nogle af vennerne falder fra men der kommer nye til.

Nu er jeg en "gammel rotte" men kan dog stadig huske, da jeg mødte min mand for 27 år siden. Jeg var ung og forelsket. Han var ældre og ville gerne flytte sammen. Okay tænkte jeg. Det gør vi så. Vi har været en del igennem og har også været, hvor du er nu. Vores forelskelse kommer og går. Nogle gange er det mig der er forelsket igen og andre gange er det min mand. Dagligdagen er blevet mere kedelig, men alligevel er det lykkedes os at "overleve".

Lige nu føler du dig smirget over, at andre piger falder for dig. Det er et af parforholdets store prøver. Og dem kommer der masser flere af. Lige meget hvor gammel du er, vil du altid få "tilbud" og det er her, man skal gøre op med sig selv, hvad man vil og hvad konsekvenserne kan blive.

Tænker du på, at springe ved siden af, så drop kæresten inden du gør det.

Du skal træffe dit eget valg og vælger du at flytte så skal du indstille dig på, at dette også betyder slut på parforholdet. Lad være med at blive pga. din kærestes reaktion. Det er altid MEGET følsomt at bryde et parforhold. Der er ingen der er tjent med et halvt fungerende forhold. Det skal være gensidigt.

Dit valg skal træffes velovervejet. Er dine følelser forsvundet kan du vel ikke være i tvivl. Det er fejt at blive i forholdet grundet midlidenhed. Et forhold sagtens kan brydes i venskab.
Vælger du at forsøge igen, skylder du nok kæresten at fortælle om dine overvejelser. 2½ år er alligevel lang tid og I har allerede nu skabt et bånd mellem jer.

De bedste ønsker herfra.

---

Tak for jeres svar. Og tak fordi i tog jer tid til det.

Jeg er i enorm tvivl, og hvis jeg tvivler er det nok bedst ikke at gøre noget som helst endnu. - Ikke?

Jeg er 23 nu, og har livet foran mig. Derfor har jeg meget svært ved at overskue vaxen's og hyggemors sætning: "Det er ikke nemt at være i parforhold og det er dødkedeligt en gang i mellem".

I har helt sikkert ret, men det er ikke nemt at skulle forholde sig til.

Tanken om at give det en chance mere, hvis det alligevel ikke hjælper, er ikke rar.


"I kunne måske blive enige om at i skulle prøve at flytte fra hinanden, i en periode, og blive ved med at holde kontakten. "
- Kan man holde kontakten som kærester, når man først HAR boet sammen, og derefter flytter fra hinanden?

Jeg tror jeg sætter mig ned, og tænker mig om.

---

Jeg er helt enig med Vaxen

Det du beskriver, har jeg faktisk selv prøvet.
Gået at være i tvivl om det nu var det rigtige og at jeg jo sikkert kunne finde en, der var bedre derude et sted. Havde boet sammen med hende omkring 1½ år da jeg så valgte at gøre det forbi.
I løbet af de næste par uger fandt jeg så ud af det var forkert valg og at det jeg havde i hende faktisk var godt nok, men i stedet for at sætte mig og snakke med hende, så valgte jeg den nemme løsning. Da jeg så havde fundet ud af det, ville hun ikke have noget med mig at gøre mere.
Og det kan jeg jo egentlig godt forstå hende for.
Det er nogen dage, der vil forfølge mig resten af livet ligemeget hvad.

Så hvad jeg siger, tænk dig rigtig godt om inden du gør noget.
Find ud af hvad i egentlig har sammen. Husk at tage hende med ud og prøv at se jer fra 3. vinkel.

---

Det er altid en god idé.

Prøv også at overveje hvad det er du mangler, hvis det bare er muligheden for at score til fester er det lidt for spinkelt et grundlag at forkaste jeres forhold på.

Overvej også hvad der skal til for at få jeres forhold til at fungere.
Kan hun gøre noget?
Er der noget du har lyst til?
Skal I gøre noget sammen?
Eller netop gøre noget hver for sig?

Græsset ser ofte grønnere ud på den anden side, men med lidt gødning kan ens eget græs ofte komme til kræfter igen.

---

Jeg har været sammen med min mand i 15 år og det du beskriver, at har vi begge gennemgået et par gange eller tre - hver...

Forelskelsen forsvinder, det bliver hverdag, sådan er et bare. Og sådan vil det også være med den næste du møder.

Min mand og jeg har været tæt på skilsmisse et par gange, men har sat os ned, og sammen overvejet, om vi har gjort alt hvad vi kunne. Og det havde vi ikke.
Vi overvejede, om vi virkelig var færdige med hinanden og vi kunne konkludere, at det var vi ikke.
Vi er ikke forelskede hele tiden og vi er ikke lykkelige hele tiden, men vi er det ind i mellem. Og vi erkender, at vi skal knokle enden ud af bukserne en gang imellem for at holde gejsten oppe.

Nogen skriver at 2½ år er lang tid - det synes jeg faktisk ikke. Det er jo der det hele starter. Det er der, man begynder at lære hinanden at kende for alvor, og hvor parforholdet viser sin sande styrke. - Eller svaghed.

Nu handler det ikke længere om at være forelsket men om at elske.. Og at elske er ikke øresønderrivende og voldsomt, men dybt og stille. Nogengange så stille, at man ikke kan mærke eller føle det før det er for sent.

Overvej nøje hvad du gør, og spørg dig selv om du har gjort alt hvad du kan for at i sammen har et godt parforhold. Og at du har gjort alt hvad du kan for at du er tilfreds med din tilværelse. Og at du gør alt hvad du kan for at din kvinde føler sig som verdens heldigste fordi hun har dig...

Vaxen

---

Det var mig Vaxen

Sagt ud fra at jeg var 100 på at spørger ikke er så gammel. Og som spørger selv siger, har han livet foran sig. For os som har været i et forhold i mange år er 2½ år ingenting.

Men jeg er enig i, at et forhold først begynder når man flytter sammen. Nu er det lige pludseligt blevet alvor og jeg tror at det er her "kæden" hopper af.

Man føler sig bundet og forpligtet på en anden måde. Parforholdet kan indeholde mange ting bl.a. tryghed, troskab, sammenhold i tykt og tyndt og selvfølgelig det vigtigste af alt skal de følelser man har være gengældt.

Livet er ikke nemt, det er fyldt med udfordringer, både arbejdsmæssigt og privat - held og lykke.

---

Hej ACAB.

Hvis du er i tvivl om dine egne følelser for din kæreste, så prøv at lukke dine øjne og forestil dig.......

at - din kæreste sidder på en meget hyggelig restaurant, faktisk er det er sted hvor du og hun har været engang. Hun sidder og hygger sig sammen med en anden mand over et romantisk måltid. De har stearinlys på bordet og ænser næsten ikke den gode mad, har kun tanker for hinanden. De sidder og rører hinandens fingerspidser lige så blidt og ser hinanden dybt i øjnene og ja...deres blikke siger alt...


Prøv også at forestille dig at du slår op med din kæreste - hendes reaktion kommer ganske bag på dig, hun trækker nemlig vejret dybt og lige da du tror at kun vil bryde ud i gråd, lyder hendes stemme i et højt, glad og lettet toneleje - hun siger " GUD hvor er jeg glad fordi du tog den beslutning, her har jeg gået og haft det skidt i SÅ lang tid fordi jeg har forsøgt at tage mig sammen til at slå op med dig! Jeg har det nemlig på samme måde, jeg synes også at vi to er ved at være færdige med hinanden og at vores dagligdag er blevet grå og kedelig. Hvorfor har du egentlig forandret dig SÅ meget? Du som var så sjov og festlig, betænksom og sød den gang vi bare var kærester, før vi flyttede sammen? Nå men skidt med det, NU er der faldet en sten fra mit hjerte og jeg er både glad og lettet. Hvordan synes du vi skal gøre det? Faktisk har jeg en stående aftale med XXX om at han kommer med en trailer så snart jeg ringer - jeg skulle jo bare lige tage mig sammen..."

Hvis du kan fremkalde dette billede og denne stemning, i begge eksempler og bare ikke føle noget som helst ved det - ja så vil jeg mene at du 'er færdig'med din kæreste, at følelserne ikke er der.
Hvis det er således, så bør du afslutte forholdet hurtigst muligt og selvfølgelig på en pæn og værdig måde - ikke kun for din egen skyld men også for hendes. Hun fortjener ikke at skulle bo sammen med en fyr der ikke elsker hende - hun skal hurtigst muligt 'gives fri' så hun kan komme ud og score igen (hvordan lyder dét, for dig?...at hun skal ud og score igen?).

Man skal huske at forhold skal plejes, faktisk som en plante, det er hårdt arbejde og hvis man ikke plejer det, så visner det og dør. Så snart man ser det første visne blad, skal man skynde sig at gøde - ellers kan hele planten dø.

Jeg samler på talemåder/ordsprog - jeg hørte engang for mange år siden, et interview, det var et gammelt ægtepar som fejrede jernbryllup (70 års ægteskab) nu var de o lokalTV.
De to gamle sad ved siden af hinanden i sofaen, de holdt hinandens hænder og deres rynkede og ufatteligt smukke ansigter vidnede om et langt og begivenhedsrigt liv. Manden der interviewede dem hed Christian Kryger, han sad på en stol foran dem, deres hørelse var ikke som i de unge dage. Så spurgte Christian Kryger:

"Jens - er det for nemt at blive skilt i dag?
- svaret glemmer jeg ALDRIG, Jens svarede nemlig_
"Nej Christian - folk skilles for nemt i dag!"

- se dét var vise ord fra en gammel og meget livsklog mand. Han mente selvfølgelig at 'man' giver for hurtigt op, 'man' slås ikke nok for sit forhold.

Så mange var ordene fra mig til dig. Jeg ønsker for dig og, ikke mindst, for din kæreste, at I finder en løsning som er den rette for Jer.
Men ja - du bør tænke dig om, for det kan meget nemt gå dig som en af de ovenstående skriver - skulle du gå hen og fortryde din beslutning om at afslutte forholdet, så risikerer du at 'løbet er kørt' og at hun ikke vil spilde mere tid på dig, når hun ved at hun kan risikere at du 'bare' går, hvis du en dag skulle kede dig.

Lykke og held til dig og hende fra Dorthe
- som i næste måned har været gift med min mand i 28 år og glæder sig til de ehmm... næste 28

---

Det eneste rigtige er, at være ærlig overfor hende. Sæt dig ned og snak med hende om hvordan du har det med det hele. Ja hun bliver helt sikkert ked af det, men hun skal nok komme videre. Det er vigtigt, at du har hjertet med i det du gør og det har du ikke nu - lyder det til. Det kan jo være, at det "bare" er forelskelsen der er forsvundet og blevet til kærlighed - sådan er det i hvert fald for mig og min mand, selvom vi "kun" har været sammen i tre år. Vi bor sammen og har det godt, men hvis du ikke elsker hende længere, så må fortælle hende det - håber du finder ud af noget

---

det er generel misforståelse at hvis bare man elsker hinanden så skal det nok gå, næ nej et forhold skal der arbejdes på, man skal blive ved med at opleve ting med og fra hinanden, huske de små ting som at møde sin kæreste med kys når man kommer hjem.
min kæreste oh jeg har været sammen i 4 og for ca. 2 år siden havde vi en periode lidt a la jeres. det er svært at forklare hvordan vi kom igennem det, men det gjorde vi og idag har vi det bedste forhold nogensinde. min kæretse går så langt som at sige; at det vi har er helt unikt. men vi har altså også brugt 4 år på det. vi flyttede sammen i oktober 07 og det bliver bare bedre og bedre, men vi husker også at tale sammen om forholdet, husker at hygge os, men også lave ting hver for sig så vi kan glæde os til at se hinanden.

men hvis i ikke kan få det til at virke skal du gå fra hende, der er ikke noget værre for en person hvis man elsker en højere end denne elsker en.
på mig lyder det som om i ikke snakker om forholdet som var det et tabu og ikke gør "status"

held og lykke
mvh
signe

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.