---

Når man opsender et rumfartøj (eller det skal lande) er der så en bestemt retning, man sender det op i; stik nord eller stik øst eller et bestemt antal graders drejning/vinkel i forhold til nord-syd retningen -
(under hensyntagen til jordens rotation)?.
Jeg snakker ikke om hvor "skråt" det sendes op i luften; kun opsendelsens retning.
Vl h
Lyngballe

---

Kommer an på destinationen, ikke andet.

---

man vil gerne sende det op mod øst og helst fra et meget højt bjerg ved ækvator. Jorden drejer i forvejen den vej. og det giver et bidrag til at opnå frigørelseshastigheden, som, så vidt jeg husker, er ca. 11 km/sekund, hvis al hastigheden gives nær havoverfladen.
Forestil dig, du er på et kørende tog. Hvis du kaster noget bagud af togvinduet, falder det tamt ned. Kaster du noget fremad i kørselsretningen, får det hastighedsbidrag både fra dig og fra toget. Samme med et rumskib under opsendelse. Men bidraget er ikke så stort. Lidt overslagsregning: 1 ækvatoromgang/døgn = 40 000 km/24 timer a 3600 sekunder = cirka 11/24 km pr. sekund. eller 0,45 km/sekund. Men med de enorme mængder brændstof, der kræves for at bringe noget i kredsløb, er det værd at tage med. Den europæiske ESA har lagt sin rumfartsbase i Fransk Guyana, ikke så langt fra Ækvator. NASA har sin i Florida, længst sydpå i "Fastlands-USA".
USSR havde/Rusland har sin base i Baykonur i Sibirien. ret langt fra Ækvator. Der har hemmeligholdelsen og logistikken åbenbart betydet mere end brændstoføkonomi - eller også var økonomi et fyord i den gamle union.
Men som du ser, er der sammenhæng i det.
mvh
pbp

---

Raketten sendes lige op, for at komme fri af jordens atmosfære så hurtigt som muligt.
Derefter drejes der mod øst.

Jo tættere på ækvator opsendelsen foregår, desto mindre brændstof skal der til for at få rumfartøjet ud i rummet.

http://science.howstuffworks.com/satellite2.htm


Landingen er beskrevet her.

http://science.howstuffworks.com/space-shuttle7.htm

mvh
jakjoe

---

Foreløbig min bedste tak for de udførlige svar.
Men kan det passe at man (tidligere) har opsendt BEMANDEDE rumfartøjer op fra Cape Canaveral i en nærmest nordvestlig retning for i videst mulige omfang at komme fri af stråling fra jordens magnetfelter og van Allenbæltet?
Det har jeg læst noget om et sted - og jeg vil gerne høre, om det er helt ude i hampen?
Vl h Lyngballe

---

Nu ved jeg ikke, hvad du mener med "ikke hvor skråt det sendes op i luften, kun retningen". Mener du mon kompasretningen?

Men tingene hænger sammen. Hvordan (både hvor skråt og den resulæterende kompasretning) afhænger af, hvilken bane, man ønsker fartøjet skal ende i. Også sonder til andre planeter, anbringes i en parkeringsbane omkring jJorden, inden den sendes videre.

Det er ikke korrekt når et svar siger "Raketten sendes lige op, for at komme fri af jordens atmosfære så hurtigt som muligt. Derefter drejes der mod øst." Det afhænger helt af formålet.

Hvis du betragter en rumfærgeopsendelse, vil du se, at den efter ganske få sekunder begynder at "lægge sig ned" og den foretager et rul omkring længdeaksen. Disse manøvrer afgør, hvilket baneplan Rumfærgen kommer op i. En meget væsentlig detalje, hvis man f.eks. vil op i samme bane som Rumstationen eller Hubble Teleskopet. Man kan ikke senere skifte baneplan af betydning. Det koster alt for meget brændstof.

Førhen kunne man se med sine øjne, om en rumfærgemission var militær: Hvis rullet var stort, sigtede man efter en banehældning på, såvidt jeg husker, 53 grader for at få banen op til Sovjets breddegrader, hvorimod man til andre formål ofte kun valgte en banehældning i tyverne, og så var rullet ikke lige så udtalt. Rullet kan ses med det blotte øje fra opsendelsesstedet.

Mange satellitter til observation af Jorden sendes op, så banen kommer op over polerne; altså banehældninger omkring 90 grader. Derved kommer satelliten ind over hele Jordens overflade 2 gange på et døgn (fordi Jorden roterer under banen).

Men der er mange andre banevalg, hvor også højden (200 - 36.000 km) betyder meget. Kommunikationssatellitter skal stå stille i forhold til Jordens overflade, og lægges derfor i geostationær bane 36.000 km ude nær ækvatorplanet. GPS-satellitter ligger i 3 forskellige planer ca 20.000 km oppe, hvor de får en omløbstid på 12 timer.

Som et lille kuriosum, står Launch Control Center på Kennedy Space Center for opsendelsen, men missionen overtages af Mission Control Center på Johnson Space Center i Houston, Texas, allerede, når Rumfærgen er fri af tårnet.

---

Mange tak til nfol for den udførlige redegørelse, som kun NÆSTEN gav mig svar på det, jeg er ude efter.
Jeg spørger derfor lige på en ny måde. Er der -eller kan der tidligere have været - specielle fordele ved at opsende (lande?) BEMANDEDE rumfartøjer i en bestemt, nærmest nordvestlig/sydøstlig kompasretning (muligvis for i videst mulige omfang at undgå farlige strålinger og magnetfelter).
På forhånd mange tak for svar og venlig hilsen fra
Lyngballe

---

Både opsendelsen og landingsretningen afhænger af det pågældende baneplan.

Du nævner nordvestlig/sydøstlig retning. Hvis det passer med det ønskede baneplan, ville man vælge retningen sydøst fremfor nordvest, for at udnytte den fart, som rumskibet allerede har, mens det står på den roterende Jord (Ved ækvator 40.000 km/24 timer = 1.667 km/t = 0,46 km/s; sammenlignet med det, der skal til for at være i kredsløb i 400 km højde: 7,6 km/s).

Det opnåede baneplan afhænger ikke kun af opsendelsesretningen fra opsendelsestedet, men også af opsendelsesstedets position. Sender man f.eks. op mod øst fra Kennedy Space Center, som ligger på 28 grader nord, får banen en hældning på 28 grader. Sender man op mod øst fra en base, der ligger på ækvator, får banen en hældning på 0 grader.

Hvilke muligheder, man har for opsendelse fra en given base, afhænger jo også af de hensyn, der skal tages til området (beboelse, "safety range" m.v.). Man dropper jo rakettrin og der kan ske ulykker.

Og, ja, man tager hensyn til farlige områder, når man vælger bane. F.eks. vil man aldrig sende mennesker i bane over polområderne. Ved polerne ville de få en helt uacceptabel strålingsdosis 2 gange i hvert kredsløb. Så det er kun for ubemandede fartøjer; satellitter.

Man vil også gerne undgå den "sydatlantiske anomali". Det er et område over den sydlige del af atlanterhavet, hvor Jordens strålingsbælter når ned til relativ lav højde (fordi det magnetiske centrum ikke falder sammen med Jordens massecentrum.) Området strækker sig fra cirka 35 til 60 grader sydlig bredde. Så alle lave baner omkring Jorden med den hældning vil passere gennem området to gange i døgnet (banen står jo stille i rummet, mens Jorden roterer med sin anomali nedenunder).

Rumstationen har en banehældning på ca. 51 grader, så den passerer faktisk igennem den sydatlantiske anomali. Det har man taget højde for i Stationens strålingsbeskyttelse, ligesom man undgår rumvandringer på de tidspunkter.

Hubble rumteleskopet kan ikke observere i 15% af tiden pga. af samme passager, da strålingen påvirker de lysfølsomme ccd-chips i dens kameraer.

Mvh nfol

---

Med hensyn til påstanden, at raketter sendes "lige op til sen er fri af atmosfæren", er dette billede meget illustrativt. Her ser man på røgen, at raketten stadig er i atmosfæren, når den går næsten parallelt med Jordens krumme overflade og nærmer sig banen. Det kan ikke ses, men raketten har spidsen "nedad" (på billedet) ude i horisonten og er (forhåbentlig længere væk end Jordens krumme overflade.

http://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/ap070929.html


Mvh
nfol

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.