Har læst om Kaj - det er godt nok uhyggelig læsning. Det virker som om systemet bevist lægger hindringer i vejen - for at få mennesker, der i forvejen har nok at slås med, til at give op på halvvejen.
Jeg synes det er godt at de trods alt er blevet ved med at klage, det må da give pote på et eller andet tidspunkt. Det burde jo bare ikke være nødvendigt, at skulle bringe det svære skyts i stilling, for at opnå den hjælp man iflg. lovgivningen har krav på.
Jeg kan da godt se fidusen fra kommunens side - de sparer jo en masse penge hvis folk når at dø inden sagerne er behandlet færdige.
Det er lige før jeg skammer mig over at være dansker - vi har verdens bedste sociale system ( i hvert fald på papiret ) og så kan velfærdsstaten ikke engang behandle syge mennesker med en smule respekt. Man kan nemt få følelsen af, at man er blevet syg bare for at genere systemet, med den behandling man ofte udsættes for.
Det er helt sikkert for ringe at:
Sagsbehandlerne ikke kender lovgivningen godt nok.
Behandlingstiderne for div. ansøgninger er så lange.
Personens egen mening om helbredstilstand ikke tages med i vurderingerne
( det er trods alt vores krop/sind det drejer sig om, og mon ikke vi kender den bedre end nogen)
Der ikke tages hensyn til hele personens liv, men kun til den del der direkte berøres af sygdom.
Mennesker der er syge, har ikke overskud til at simulere en hel masse ekstra skavanker, bare for at opnå hjælp.
Når syge mennesker beder om hjælp, er det fordi de har brug for det - og når de spørger, har de som regel gjort alt hvad der står i deres magt for at klare sig selv.
For mit eget vedkommende tænker jeg meget på hvorledes alle mine skavanker påvirker mine børns
( et hold tvillinger på 4 år ) dagligdag. Jeg kan f.eks ikke gå en tur med dem p.g.a. dårlige led i hele kroppen, jeg har heller ikke altid den fornødne energi rent psykisk. Jeg tænker tit på hvilke skader børnene evt. får, fordi de mangler en normalt fungerende mor i deres hverdag. Her kunne jeg godt bruge noget aflastning i hverdagen i form af rengøringshjælp eller lignende så jeg kunne bruge min sparsomme energi på børnene.
Men da det ikke er direkte p.g.a. min sygdom hjælpen behøves kan det ikke bevilliges. Hellere rette op på børnene når de har taget skade end give os den nødvendige hjælp nu, så vi alle kan få - forhåbentligt - nogle gode år sammen. Der er ingen der kan fortælle mig hvornår jeg bliver så handicappet at en kørestol bliver nødvendig, så jeg håber bare at jeg ved egen hjælp kan få det til at fungere tilfredsstillende, så må problemet jo tages op igen til den tid.
Det er bestemt ikke den optimale måde at gøre tingene på, men sådan er systemet.
Dorte