|
|
 | Har en mærkelig fornemmelse...
Fra :  majcherek128superman | Vist : 856 gange
50 point
Dato : 16-07-06 22:33 |
|
Jeg ved ikke hvorfor, men lige siden jeg begyndte på puberteten, har jeg følt en mangel på et eller andet.
Jeg ved ikke hvad det er, men det er som om jeg mangler (ja grin bare!) en tvillingebror, selvom jeg aldrig (Så vidt jeg ved) har haft en.
Jeg håber der er nogen som kan hjælpe, eller som har/har haft samme følelse.
 Det hele føles bare underligt (HVAD ER DET DER MANGLER)
| |
|
Vitaminer....nej næppe, sex for jeg også ind imellem...såå.....
Men den med at finde mig selv, kunne det være, men tror det ikke.
Det er anderledes, og jeg ved allerede godt, hvad jeg skal med mit liv. Desværre, ellers godt bud 888
| |
 | Kommentar
Fra : mothers |
Dato : 17-07-06 00:07 |
|
Har du en rigtig god ven/veninde?, er du en pige eller en drenge?
| |
 | Kommentar
Fra : stimo1  |
Dato : 17-07-06 00:38 |
|
Det kan være du mangler nogen at snakke med!
Teenagere har ofte ofte brug for en "udenforstående" at betro sig til, da der ind imellem er ting de bedre kan snakke med en sådan om, end deres forældre og venner.
Eller måske mangler du - som 'mothers er inde på' - en rigtig god ven/veninde.
Eller måske 888 alligevel har ret. Ja undskyld - du ved selvfølgelig bedst selv hvordan du har det - men teenagere har altså nu sjældent styr på *hele* deres følelsesliv. Uanset at de selv mener det.
Med andre ord: måske ér det "bare" en naturlig del af den udvikling, det 'kaos' du gennemlever som teenager.
[LOL - jeg lyder sq vist som en anden Freud ... ]
| |
|
Jeg husker godt følelsen. Det er en underlig følelse, men nu har jeg selv fået børn som er i puberteten, og min søn på 16, som er lidt sent ude..om man må sige, har udtrykt det ret fint: " det er underligt som man helt ændrer mening og følelse for alting, når man kommer i puberteten"
Det, jeg eentlig tror man føler man mangler, er en svunden barndom...pludselig føler man sig meget alene, fordi ens grundlag er væk..de tanker man havde før er væk, de følelser man havde før er væk. Ens forældre, ser man i et andet lys..det er ret skræmmende, men det er din vej ud i voksenlivet..og bare rolig...det hele ordner sig..men skræmmende er det. 
| |
 | Kommentar
Fra : Flash77 |
Dato : 17-07-06 01:51 |
|
Ok - nu får du vierkeligt et tip her:
Først og fremmest - spis æbler. MANGE!!!!
Derefter skal du spise svampe (de samme som arne.jakobsen spiser) - så får du med det samme en tvillingebror, en stor candyfloss, 12 elefanter, en billet til Kim Larsen koncert, 2 liter cola, en forhekset skov, 2 par Nike løbesko og en fe-gudmor.
Hvis ikke det er nok spiser du flere æbler og svampe indtil du ikke føler du mangler noget længere da alle dine ønsker med tiden bliver opfyldt....
Pøj-pøj med det.
| |
 | Kommentar
Fra : TheRipley |
Dato : 17-07-06 09:24 |
|
Kan du ikke beskrive lidt mere udførligt, hvad du synes du mangler og hvem du i øvrigt er?
Jeg er sikker på, at der er mange, der gerne vil prøve, at hjælpe dig, men det er svært ud fra de få oplysninger du giver.
Hvis du er teenager, så mangler du mange ting. Barndommen som Mango skriver, men også de rettigheder som vi voksne har så mange af - og oven i det en bunke hormoner der flagrer og en generel usikkerhed på dig selv.
Til gengæld får du så lov til at være netop teenager. Du slipper for mange af de plikter du får som voksen, og du bliver respekteret på en anden måde end da du var "lille".
Så få det bedste ud af det, det kan være nogen hårde år, men det er helt sikkert også nogen der er dejlige, hvis man giver sig selv lov til at være lidt ubekymret og til at glæde sig over sit liv  .
Sikke en forelæsning!! Held og lykke - Hilsen Ripley
| |
|
Til Vonna:
Jeg har både en lillebror og en storesøster, og som jeg selv starter med at sige så VED JEG faktisk ikke om jeg har en tvillingebror!.
OG JEG GIDER IKKE HØRE PÅ FLASH77 MERE!!!!
Nej jeg kan ikke rigtig beskrive det bedere. Jeg er dreng på 15, og har da venner, måske ikke lige dem man snakker med det her om, men de er der da.
Jeg tror at stimo1 rammer bedst ind til videre...
| |
 | Kommentar
Fra : vil.du  |
Dato : 17-07-06 11:28 |
| | |
| Kommentar
Fra : stimo1 |
Dato : 17-07-06 13:23 |
|
Mht. en tvillingebror. Hvis du virkelig er i tvivl om/spekulere på hvor vidt du har en sådan, kan du så ikke 'bare' gå dine forældre på klingen?
Eller er dit forhold til dem på en sådan måde, at det er nemmere sagt end gjort?
| |
| Kommentar
Fra : stimo1 |
Dato : 17-07-06 13:51 |
|
Citat: "Jeg har både en lillebror og en storesøster ..."
Er du meget sammen med din lillebror? Hvis ikke, kunne mere samvær med ham måske give dig noget (af "det" du fornemmer du mangler).
Måske kan din 'tomhedsfølelse' ligefrem skyldes, at i ikke er nok sammen(?).
Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor gammel han er. Hvis aldersforskellen er meget stor, vil du måske i mindre grad kunne kompensere på den måde. Men ellers er samværet med ens søskende meget vigtigt (det gælder i øvrigt dem begge, men med din storesøster er det selvfølgelig, pga, af køn og det at hun er ældre, sværrere. Hun har sikkert for meget fart på/travlt med mange andre ting).
| |
|
Kan ikke rigtig snakke med mine forældre om sådanne ting. Jeg snakker ikke med min lillebror så tit, da vi oftest bare kommer op og skændes, han er 10 år...
| |
|
Faktisk skete der (kan jeg se i fotoalbummet) ret mange mærkelige ting under min fødsel...der var billeder af ting som der slet ikke var ved dem fra min brors og søsters.
| |
|
kan du beskrive "de ting" du ser på billedet lidt mere?
Jamen det kan jo nemt være, at du har haft en tvilling, som er død ved fødslen ...det ser man jo da ind imellem.
Men hvorfor er det så svært for dig at spørge dine forældre?
| |
|
Jeg har vanskeligheder med mine forældre som gør at jeg ikke tør/kan.
Måske skal det også nævnes at jeg er for lille af min alder, og har været til en del undersøgelser. Ved faktisk ikke helt selv hvad det altsammen har gået ud på, men har fået af vide at det har været fordi de ville finde ud af hvorfor jeg var for lille. Undersøgelserne stoppede her for 1½ år siden, hvor de aldrig fandt ud af noget.
| |
 | Accepteret svar
Fra : vaxen | 
Modtaget 50 point
Dato : 17-07-06 15:08 |
|
Hvis der er noget, du føler, dine forældre skjuler for dig i forbindelse med din fødsel, så synes jeg, du skulle henvende dig til din læge og bede om at få aktinsigt i din journal fra din fødsel. Jeg er ikke klar over, om man kan få det uden forældres samtykke når man er 15, men du kan da prøve.
En anden ting er så, hvordan du kommer til at tackle det, du finder ud af, hvis du ikke har dine forældre med i baghånden.
Sådan noget kan være djævelsk hårdt, og står man alene med det, bliver det virkeligt svært.
Måske en mulighed?
Vaxen 
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 17-07-06 15:12 |
|
Jeg har tjekket - når du er fyldt 15 kan du få aktindsigt...
Jeg vil dog anbefale dig at henvende dig til en voksen, som du føler dig tryg ved, der kan støtte dig...
Vaxen
| |
|
Det kunne være en mulighed... jeg siger mange tak! Du har lige hjulpet mig meget....
| |
|
Tak for svaret vaxen. Det var bare genialt, det vil jeg gøre.
| |
| Kommentar
Fra : stimo1 |
Dato : 17-07-06 15:18 |
|
Citat
Kan ikke rigtig snakke med mine forældre om sådanne ting. |
Det lyder ikke godt.
Hvis ikke du kan snakke med dine forældre, så tror jeg endnu mere på at det du mangler/savner, netop er nogen at snakke med, nogen at betro dig til.
Men mht. 'ting der skete' i forbindelse med din fødsel og spørgsmålet om hvor vidt du har en tvillingebror, så er der desværre ikke andre end dine forældre der kan svare på det ...
Citat
Jeg snakker ikke med min lillebror så tit, da vi oftest bare kommer op og skændes, han er 10 år... |
Hvis dit forhold til din bror er dårligt, kan det altså godt foranledige en tomhedsfølelse/et savn. Uanset at i skændes (og det måske ikke føles sådan) så har i brug for hinanden!
Måske det var en god ide at arbejde på at forbedre jeres indbyrdes forhold. En dreng på 10 år er jo ikke "kun" et barn (= en irriterende lillebror). Han er også et menneske (med følelser, tanker og drømme), som faktisk kan give en utroligt meget. Så måske skal i bare lære hinanden bedre at kende.
Har du det på samme måde med din storesøster? I så fald er det ikke noget under at du savner noget/nogen. For så har du jo to søskende - og alligevel ikke ...!
Bortset fra det, så er du jo (med undtagelse af dine spekulationer omkring hvor vidt du har en tvillinge bror, de er jo konkrete) i tvivl om hvad dit problem er. Du fornemmer blot, at der mangler "et eller andet".
Jeg tror (jeg skriver 'tror', jeg er jo ikke psykolog ...) det helt rigtige sted at starte, vil være - som jeg allerede har været inde på - at finde en som du kan snakke rigtig godt med. En som du stoler på, kan lide og som du kan tale med om alt.
Jeg *tror* nemlig det handler mere om ensomhed, end noget andet. Man kan jo godt være ensom, selv om man har venner.
---
Citat
Faktisk skete der (kan jeg se i fotoalbummet) ret mange mærkelige ting under min fødsel...der var billeder af ting som der slet ikke var ved dem fra min brors og søsters. |
Man kan godt stille spørgsmål om familiefotos, uden at der behøver at være en dybereliggende årsag. Almindelig nysgerrighed er jo helt naturlig, når det handler om ens egen familie ...
| |
| Kommentar
Fra : stimo1 |
Dato : 17-07-06 15:20 |
|
Nå, jeg var ikke klar over at spørgsmålet var blevet lukket. Det tog tid at skrive indlægget.
---
Håber du får styr på tingene.
Held og lykke!
| |
| Kommentar
Fra : Heart  |
Dato : 29-11-07 12:17 |
|
Hej majcherek128superman
Jeg ved det er meget længe siden, du har skrevet dette indlæg. Har du fundet ud af hvad det var for et mærkelig følelse du havde??
Hvis ikke, kan jeg anbefale dig at læse Sjælerejser & Sjæleskæbner skrevet af Michael Newton.
Mvh
Heart
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|