/ Forside/ Interesser / Helbred / Handicap / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
Top 10 brugere
Handicap
#NavnPoint
bauchmann 799
pallebhan.. 573
mango 540
hawaii7 500
kenwood 500
Sunowich 500
Olesen-50 420
Angelica 400
Nordsted1 330
10  valde. 300
Usynligt handicap
Fra : AnniRKK
Vist : 883 gange
50 point
Dato : 16-03-06 08:55

Som overskriften siger handler det om usynligt handicap.

Hvordan lære man at leve med det?

Jeg er en af dem der dagligt må leve i et smerte helved, og folk kan jo ikke ligefrem se det på en, med mindre det er en af mine dårlige dage hvor jeg ryster som en gal, grundet smerterne.

Folk i bussen bliver sure når man ikke rejser sig for et ældre menneske, men jeg har nu også betalt for biletten, jeg kan ikke holde til at stå op i længere tid, så bliver smerterne for ulidelige.
Jeg har dog prøvet at forklare de gamle når de glor bebrejdende på en når man ikke rejser sig. De ser på en som om, "Ja det kan alle jo komme og sige"..

Der var en dag hvor jeg fik nok, den gamle dame fik pladsen, jeg advarede hende og sagde at jeg tilgengæld forventede at hun greb mig hvis jeg faldte. Da jeg kom op at stå, rystede jeg som et espeløv, (det var en af de dårlige dage) hun blev helt underlig og sagde at jeg bare kunne blive siddende, men nu er det sådan at jeg bliver utrolig stædig når det sker. Så jeg sagde til hende, "DU VILLE absolut have pladsen, fordi du syntes at du havde mere brug for den end jeg, SÅ SÆT dig!" og hun satte sig da også, men da vi langede hjørnet og bussen skulle dreje, var jeg ved at vælte. Men jeg blev stående..

Ligesom man skal forklare sig når man kommer rundt. Jeg er ved at være træt af det.
Så hvordan har I, der har disse skjulte handicaps, lært at leve med det?
Er det noget der kommer hen af vejen?

 
 
Accepteret svar
Fra : Nordsted1

Modtaget 60 point
Dato : 16-03-06 09:03


Stakkels dig....du kan ikke gøre andet end det du gør i forvejen, og med tiden bliver du mere "hårdfør", min mand har et dårligt ben, og forklarede også i et væk, det gør han ikke så meget mere, jeg tror også det har noget at gøre med, at du selv skal accepterer at du har det skidt.

Kommentar
Fra : ampere


Dato : 16-03-06 09:31

Jeg håber virkeligt at der er mange der læser dit indlæg, for det er absolut ikke kun ældre mennesker der har førsteret til sædderne i bussen. De ældre har den fordel at man jo kan se at de er svage pga. alderen, men børn og voksne med skujlt handicap har også behov for sæderne. Jeg har selv oplevet at der stod børn i gangen. Under en hård opbremsning (en bil kørte ind foran bussen og bremsede) væltede en fuldvoksen ned over et barn - det var et rent held at barnet ikke kom noget til.

Så længe der ikke er synlige mærker om at du lider af en sygdom, som eksempelvis blinde har, mener jeg ikke at du kan gøre andet end det du allerede gør. Der vil altid være nogle gamle sure mennesker, der ikke kan acceptere dit svar, bare fordi de ikke kan se dit handicap. Samtidig skal du huske på at resten af bussenpassagererne måske føler med dig, men bare ikke blander sig.

Mvh. ampere

Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 09:32

svært at svare på anni - folk er jo forskellige

MEN.. du skylder da ikke nogen forklaringer hvis det ikke lige er sådan at du har lyst - eller det er nødvendigt pga en eller anden situation - vel ?



Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 09:49

Har det til tider som dig, og jeg rører mig ikke ud af pletten, for at give plads til andre.
Du har betalt for at blive transporteret, og har ret til pladsen.

--
Noget der kan iriterre mig mere, er når der kommer en børnehave klasse med en bus.
Hvem kender ikke til det.
Børnene skal rende rundt og tage pladser fra andre.
Syntes disse pædagoger, burde have mere styr på deres tropper.


Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 09:55

ampere.........
Citat
Der vil altid være nogle gamle sure mennesker
- høh - der er endnu flere unge af slagsen - grundet uopdragenhed og uvidenhed sikkert - men forfærdeligt for personen det går ud over.
Til gengæld - de ældre/gamle lider under netop deres alder hvor sandsynligheden for at blive hørt er rimelig forsvindende hvilket i sig selv er helt uhørt. -







Kommentar
Fra : ampere


Dato : 16-03-06 10:22

mirit - der er forhåbentlig ingen unge mennesker der beder en der er ældre end dem selv om at rejse sig, med mindre vedkommende er gravid, har et lille barn og der ikke er sæder ledige andre steder. Det er Anni der omtaler sin episode med den ældre dame.

Jeg kender mange ældre der ikke går og være sure på hele verden, men der er altså også ældre mennesker - der som udgangspunkt mener at alle unge mennesker er uopdragne og starter en "dialog" i et vredt toneleje. Det samme gælder omvendt, at unge mennesker mener at ældre er sure. Jeg har selv oplevet at en ældre dame var sur over at jeg havde en skoletaske på ryggen i bussen, fordi den fyldte - jeg var fuldstændig lamslået - hvornår er det blevet forbudt? (Jeg stod ovenikøbet op og med tasken mod vinduet)

Problemet er vel egentligt, at nogle tror at de pr. definition har førsteret til nogle pladser. Og hvis der sidder andre, kan de ikke forestille sig at de andre måske har en grund til at sidde der. Hvorfor kan folk ikke tænke "hvis pågældende ikke rejser sig, så er der nok en god grund" i stedet for at tænke "han/hun er vel nok uopdragen - JEG skal have den plads - JEG er berettiget hertil pga. alderen".

Mvh. ampere

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 10:41

Hej med dig Anni...

Jeg kender problematikken - jeg har selv skader efter en trafikulykke og har oplevet det samme som dig.

Jeg har besluttet mig for ikke at ville lade mig genere af de sure mennesker. Jeg VED, at jeg har ret til den plads, og sure miner preller af på mig.
Er det sådan, at jeg har brug for at sidde ned, så beder jeg pænt og høfligt med et smil og en lille forklaring. Lykkes det ikke med den første, så gør det med den næste.

Det første, der skal ske er, at man lader være med at have dårlig samvittighed selv over at tage pladsen.
Det næste er, at man skal lade være med hele tiden at føle sig forurettet. Folk KAN jo ikke se, at man har det skidt. Derfor må vi sige det til dem på en pæn, ordentlig og ikke-bebrejdende facon. Hjælpe dem til at hjælpe os.

At være sur og fornmærmet hjælper ingen - og som regel tør den sureste tante op, hvis man bliver ved med at tale venligt og høfligt til hende...

Sådan har jeg det med det....

Det er måske lidt frækt at tage op her, men jeg bliver nødt til at nævne det i denne forbindelse.
Jeg har en tarmsygdom, som gør, at jeg ikke kan holde på afføringen. Det vil sige at der går under et minut fra jeg mærker, at jeg skal, til det er sket.... Nogle gange kan jeg holde lidt længere, men med store smerter og blødning til følge.
Jeg må ofte banke på hos fremmede mennesker for at låne deres toilet og ganske ofte er folk rigtig venlige og lukker mig ind med det samme.
Men én gang har jeg oplevet, at en mand kiggede mistroisk på op og ned af mig, spurgte hvad det her nu var for noget - samtidig med, at jeg stod med store smerter. Jeg tror, han troede, jeg var en tricktyv.
Det endte med, at jeg måtte besørge bag nogle buske i hans have - det ville han gå med til....

Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg vil hen med det - nok bare beskrive at usynlige handicaps er mange ting og at hjælpsomhed har mange varianter.

Vaxen

Kommentar
Fra : AnniRKK


Dato : 16-03-06 10:47

Jeg ved at der er nogen steder i landet der har, Ældre/handicap pladser i bussen.
I Århus har jeg set dem, men dem er der ikke nogen af her i byen, der er der ikke nogen af slagsen.
Men jo, det er sørgeligt når folk og fæ, har en forkert opfattelse af hinanden.

Nordsted1; Ja det tyder på at jeg må til at blive mere hårdfør, men hold op hvor er det svært at blive det, med alle de ting/oplevelser jeg skal igennem iden jeg kommer dertil, hvor jeg bare kan lukke af og ignorer..

miritdk; Hmm hvorfor jeg føler jeg skal forklare mig, tjae folk spørger tit om hvorfor jeg ikke rejser mig, hvorfor dit og hvorfor dat.. Hele tiden og så igen..

Og så var der een der nævnte det med BH-børn, Der er bestemte tidspunkter på dagen her i byen de må tage med bussen. Det er imellem 9 og 12. Kommer de uden for det tidsrum, må de kun stige ind hvis der er plads nok til børnene..

Men jeg kan jo bare håbe at folk snart har set mig så meget med bussen at de har lært mig at "kende" og de kan acceptere at jeg er handicappet..

Kommentar
Fra : AnniRKK


Dato : 16-03-06 10:51

Vaxen

Det er nu ikke fordi jeg føler mig forudrettet, det er mere jeg tager ikke med en bus fordi jeg er dovn og ikke gidder gå det stykke der er ned i byen. Fordi havde jeg kunnet gå det stykke så gjorde jeg gladeligt det..

Men ok, set på den anden side, det kan de andre jo heller ikke vide..

Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 10:56

Angående børnehave klasser, så holder den ikke vand, hos mig.
De står på i myldretrafikken, hos mig, omkring kl 16, og de roder frem og tilbage i bussen, og til tider får man en arm eller andet, et ømt sted, og det syntes jeg ikke kan passe.
Men ellers bare "klø på" andre finder med tiden ud af, at der sikkert er noget galt.
Men regn ikke med det.

Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 10:57

Ved ikke hvorfor det er ved 16 tiden, syntes jo børnehaven burde været lukket.


Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 11:32

Anni, som jeg læser det, så lægger du dine egne tanker over i dine medpassagerer...

Du skriver at du ikke tager bussen fordi du er doven - hvorfor skulle der være nogen, der tænker sådan? Og er det overhovedet vigtigt, hvad de tænker?
Du må slippe de dårlige tanker..
I bund og grund tror jeg, det handler om, at du har svært ved at acceptere, at du har det handicap, du har - og da det er lettere at lægge frustrationen uden for sig selv, er det dine medpassagerer, du føler, ikke accepterer din situation - Men det er faktisk dig selv.

Når du ved, at du har behov for at sidde ned, og at tage bussen et kort stykke, så synes jeg, du skal slippe de negative følelser og bare acceptere det. Selvom det er svært, må du tvinge dig til at se de positive vinkler. Vær så høflig og venlig som du ønsker, andre skal være mod dig. Læg ikke folk tanker og hensigter i hovedet - som regel er folk faktisk meget venligere end man regner med - specielt, hvis man forventer deres venlighed.

Tænk positivt

Vaxen

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 11:35

Hvad angår børnehaveklassen..... Prøv at kig på de små glade ansigter, der lyser af glæde og dagens oplevelser.
Lyt til deres små lyse stemmer, der emmer af energi - den som vi alle savner og ønsker, at vi stadig havde...

Og hvad så, at de fylder? Skal der ikke være plads til os alle?

Giv de søde børn et stort smil og byd dem velkommen i samfundet med respekt... Ikke med himmelvendte øjne og afvisninger....

Vaxen

Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 11:54

hmm synes ikke jeg bad om forklaring ???

et eller andet sted så er vores bus/tog etik ikke særlig god mere - hvad man naturligt gjorde i respekt før (engang i stenalderen da jeg var ung) gør man åbenbart ikke så nemt mere - jeg bliver i hvertfald næsten paf når jeg ser gamle som unge udvise respekt for andre og tilbyde hjælp.

meeeeeen jeg er jo også blot en gammel sur kone




Kommentar
Fra : mangorossa


Dato : 16-03-06 11:58

Kigger lige med


Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 12:01

Mirit, alting starter med os selv

Vaxen

Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 12:02

vaxen,,,,
OK, men i en rutebil, hvor passagerer står op, for at være i bussen.
Og børn der bare løber frem og tilbage, syntes jeg ikke hører nogen steder hjemme.
Men nogle pædagoger syntes dette er i orden.
Der skal altså ikke meget til før man får en arm et uheldigt sted.


Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 12:10

Det undrer mig egentlig Sofus, at chaufføren ikke stopper en uhensigtsmæssig opførsel, hvis den er så slem, som du beskriver. Det er jo ham, der har det overordnede ansvar for sikkerheden i bussen....

Hvad pædagogerne synes, er der ingen der ved, men hvis du er smart, så tager du de venlige briller på næste gang, og går hen og tager en god snak om det med dem. Måske I kunne komme til en fælles forståelse?
Måske I faktisk er nærmest enige?

Det nytter ikke at gå og være mavesur og se sig gal på hverken børn eller personale. Skrid til handling, hvis der er noget, der generer, men gør det på en venlig, sober og respektfuld måde... Så sker der nemlig noget ved det...

Vaxen

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 12:12

I øvrigt - Hvis de børn ikke må tage pladser i den propfyldte bus og heller ikke må bevæge sig blandt de stående, hvor hulen skal de så være?

Det bedste, der kan ske i en fyldt bus er, at alle børnene har en siddeplads. Og så synes jeg forresten, at voksne mennesker burde rejse sig, så de børn ikke kommer galt afsted ved en opbremsning. De vejer ingenting og flyver rigtig langt i forhold til voksne, der er bedre til at holde sig fast.

Vaxen

Kommentar
Fra : Ursus01


Dato : 16-03-06 12:26

Jeg ved hvordan du har det.....

Mit problem er også at folk ikke kan se på mig at jeg har et handicap, det er meget svært at forklare det til andre og mit råd til dig er at det skal du heller ikke, du skylder ikke nogen at forklare dig for at få et sæde i bussen eller hvor du nu skulle have brug for at sidde. Jeg har med tiden lært at tage det som det kommer og hvis der er nogen som beder mig flytte mig fra et sæde i bussen, siger jeg bare kort og kontant, jeg er gangbesværet og kan ikke stå op i bussen, mere snak er overflødig, det lyder måske frækt i andres øre, men det gælder om at passe på sig selv, for det er der ikke nogen andre der gør....

Så fortvivl ikke, du vil med tiden blive bedre til at sige fra for at hjælpe dig selv og husk, du skylder ikke nogen som helst en forklaring, slet ikke en du ikke kender.

Man finder en måde at leve videre selvom det gør ondt hver dag....

Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 13:01

vaxen,,,,
Jeg er ligeglad, jeg skal nok klare mig, men det kan bare undre mig.
----------
Men her snakker jeg om 10+ børn der bare løber rundt, uden at der er nogen der påtaler noget.
Og det kan til tider undre mig.
Når men så skal ud, kan man da også høre fra chaufør og andre passagere, at det var sg en vild omgang.
Og jeg syntes heller ikke det er min pligt, at gøre noget ved det, hvad skulle jeg sige.

Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 13:55

vaxen....
Citat
Mirit, alting starter med os selv
jooooh - på mange måder - men du - unger der kæmper indbyrdes om hvem der kan overgå bedst i frække og respektløse udgydelser kan få mig til at koge - selvom jeg har en rimelig venlig indstilling til børn i flok

det er IKKE rart at se når børn chikanerer mennesker der af en eller anden grund er bange for dem - og heller ikke rart at være den der bliver offer for evt indgriben - vel ??


Nå det skulle ikke handle om børn og deres mangler i den forbindelse ( børn er jo ikke onde men mange forsøger at trække ting i land på de mest besynderlige måde i forhold til kammerater og så videre) - men at vi alle burde tænke os temmelig meget om når vi omgåes - ligemeget hvor. Det ER svært ikke at få en fornemmelse af at skulle gå rundt med et skilt der gør opmærksom på diverse skavanker for ikke at blive ked eller på tværs i mange situationer - men at skulle komme med forklaringer i een lang køre for at kunne holde ud for eks. at køre i bus eller lign. - nope - det bør ikke være nødvendigt.

Hvorvidt man lærer at leve med et usynligt handicap - tjahhh - tror egentlig man i bund og grund på en eller anden måde resignerer og forsøger at komme igennem på bedst tænkelige måde - og ind i mellem får det netop som ANNIRKK - nu skal der brokkes !!!!!!!! - et eller andet sted er der noget om at har man sat ord på harmen og fået udgydt lidt galle så går det lidt bedre et stykke tid og smilet kan komme frem igen. (uden at man gør sig umage for at bringe det frem vel at mærke)






Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 14:28

Sofus, personligt ville jeg, hvis jeg fandt det grænseoverskridende udtrykke min bekymring for børnenes sikkerhed overfor personalet - gør de ikke noget, ville jeg henvende mig til chaufføren - som i øvrigt må have været mere end almindelig konfliktsky i den pågældende situation. Han lever ihvertfald ikke op til sit ansvar.

Vi har alle vores facon - men brok uden vilje til at gøre noget, nytter ingen ting .

Mirit, jeg er ski da også forarget over, hvad der er nogen, der slipper afsted med - dette er i øvrigt fuldstændig uafhængigt at alder. Men ikke desto mindre synes jeg altid, at man skal bevare den høflige og venlige linje - den synes jeg, man kommer længst med. Selv når man klager over et eller andet. Jeg synes ikke, man får noget positivt ud af, at være sur.

Jeg er helt enig med jer i, at man ikke skylder nogen en forklaring - men hvis man tager udgangspunkt i tingenes tilstand, så må man se i øjnene, at en lille kort forklaring på, hvorfor man ikke rejser sig eller gerne vil have en siddeplads, kan være nødvendig for at få den. Og går der noget af en, for at sige som ursus f.eks. gør? Jeg har altid smilet venligt og sagt, at jeg har brug for pladsen, fordi jeg har nogle skader på min krop. Jeg sørger for at være venlig og hvis folk bliver sure, er det deres problem.
Jeg er fuldstændig ligeglad, for jeg ved, at jeg har ret til pladsen, og jeg ved, at jeg har opført mig ordentligt.... Og jeg bliver ikke i dårligt humør bare fordi de er det

At leve med et usynligt handicap synes jeg ikke kræver resignation - tvært i mod. Det kræver en form for accept af tingenes tilstand. Og at have det godt samtidig med det, kræver, at man slipper vreden over situationen og fokuserer på de ting, som rent faktisk kan lade sig gøre, og som man er glad for.
Alle har dårlige dage, der skal der være plads til. Men man skal sørge for, at kigge efter de gode dage og huske dem.

Når verden er lidt sort, så handler det om, at overse så mange småproblemer som muligt og tage sig af dem, der har værdi.
Jeg spørger oftest mig selv om, om jeg, når jeg står ved Sct. Peter, vil være tilfreds med, at jeg brugte energi på netop denne ting, eller energien ville være spildt..
Det hjælper mig med at grovsortere mellem det væsentlige og det uvæsentlige....
For mig er sure mennesker i bussen afsindigt uvæsentlige

Vaxen

Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 14:35

vaxen,,,,
Når du skriver at jeg skulle "blande mig" jeg kan jo ikke komme frem i bussen.
Med mindre jeg skal til at være værre end ungerne.
Så jeg bliver tålmodgt hvor jeg sidder/står.

---------
Men tilbage til emnet.
Vi skal heller ikke slå det originale spørgsmål i stykker.


Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 14:36

ville gerne møde dig vaxen - en dag jeg har det rigtig rigtig skidt og se om du kunne bevare smilet helt op i øjnene

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 14:47

Der er mange måder at bevare den positive kerne på Mirit... Det er ikke altid med det store smil fremme. Nogle gange er det bare at være der

Jeg er heller ikke glad altid - jeg har absolut perioder, hvor jeg er nul og niks værd. Og der er jeg da også fuldstændig handlingslammet, det skal der ikke være tvivl om.
Det, jeg ikke kan lade mig selv gøre, det er, at lade de dårlige ting være det, der definerer mit liv.
Jeg har selv smerter og omfattende kropslige begrænsninger efter en trafikulykke. Og min tarmsygdom byder mig i perioder at gå på toilettet 15-20 gange i døgnet med blodig diarre. Det udmagrer en totalt - så meget, at det er svært at beskrive.
Men en ting er hel sikker - ligegyldig hvor skidt, jeg har det, er jeg altid glad i min sjæl... Og det er virkelig det, der gør livet værd at leve for mig

Når jeg arbejder med mennesker, der har det skidt, finder de det ofte meget provokerende, at jeg har den indgangsvinkel til livet. Nemlig, at man i høj grad selv er ansvarlig for, hvordan man vil leve. Der er nogen ydre betingelser, der sætter rammer for ens liv, men om man vil have det godt med sit liv eller ej, er absolut en beslutning... Selvom det for de fleste er virkelig virkelig svært at slippe de dogmer, man altid har levet med. Det er lidt at slippe sig selv et øjeblik....
Men det virker!

Vaxen





Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 14:56

Hov... Nu handler det jo ikke om mig

Sorry Anni... Tilbage til dig

Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 14:59

vaxen ja så da virker det - men det er netop det med at også have lov at slippe de sure opstød løs ind i mellem

igen - vi mennesker er forskellige og har mange forskellige opfattelser - mange forskellige dårligdomme af forskellig grad osv - men lige det med at slippe sig selv er ualmindeligt svært for visse / mange endda - desværre, også selvom det er for en kort tid og for at komme videre. ( uff ukendt grund = farlig)

egentlig utroligt så mange kræfter man kan spilde på at holde fast i gamle ting der absolut ikke fremmer noget andet end det negative på enhver måde af og til









Kommentar
Fra : Birgitta


Dato : 16-03-06 15:02

Tjah, jeg er osse usynligt handicappet. Og jeg kører næsten ikke bus mere.. Men hvis jeg tager en bus, så sætter jeg mig glad og gerne ned OG BLIVER SIDDENDE, selv om bussen bliver fyldt. --Faktisk har jeg slet ikke tænkt over, at det skulle være noget, jeg ikke havde ret til, eller at der skulle være nogen, der kikker skævt til mig af den grund.. -Jeg er 57 og ser ikke specielt gammel ud, syns jeg (har billede i profilen).

HVIS der kommer en højgravid eller en dårligt gående op på bussen, så vurderer jeg efter hvor langt jeg har tilbage før jeg skal af, -hvor træt jeg er -og hvordan chaufføren kører, -om jeg kan tilbyde min plads til vedkommende. Det er da ikke noget jeg føler, at jeg SKAL.

Men omvendt så føler jeg heller ikke, at jeg har KRAV på hensyn fra de andre buspassagerer. Hvis der ingen siddepladser er i bussen når jeg vil stå på, så kan jeg vælge at vente til næste bus eller eller jeg kan vælge at stå op i bussen. --Hvis unge mennesker bliver siddende, så KUNNE det jo være, at DE af en eller anden grund havde brug for det...

Vi har IKKE KRAV på hensyn, -uanset om vi er synligt eller usynligt handicappede. Men vi kan bede om hensyn. Men når man BEDER om, -ikke KRÆVER noget, så er det dermed underforstået, at man ingen ret har til at "mopse" eller blive sur hvis man får et nej på sin bøn.

Men busser er ved at blive for besværlige for mig...
AnniRRK, glæd dig over, at du ikke er nået dertil...

Mht. børn, så er det mest almindeligt heromkring (Ballerup) at pædagogerne koster de små børn ned midt i -eller bag i- bussen og får dem til at sætte sig ned på gulvet. SÅDAN! Det skulle ikke undre mig, om de har indøvet det med at sidde helt tæt i flok hjemme i børnehaven.
Selv hvis bussen er halvtom, så er det da nemmere for pædagogerne at holde styr på småbørnene når de sidder samlet, fremfor hvis de sidder 3 og 3 på sæderne.

De større børn er mere højtsnakkende og fylder mere på sæderne. Men jeg mener da at have oplevet, at større børn er blevet "trykket sammen" på sæderne af pædagogerne, -for at give plads til nye passagerer. Og det behøver ikke engang at være handicappede.. Men der BLIVER da meget stille i bussen når sådan en flok står af.......


Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 15:10

Jeg er fuldstændig enig, Mirit - der skal være plads til det hele - ærligt talt, så tror jeg faktisk, at det oftest er galden, der får mest plads

Når sådan et spørgsmål kommer, har jeg svært ved at være rygklapper - derfor er det så kategorisk, jeg svarer Anni. Selvfølgelig synes jeg, hendes situation er frygtelig for hende, men jeg tror på, at den slags anerkendelse er det, man får mest af. Derfor vælger jeg altid den anden approach - og får faktisk tit lidt hug for det.... Men synes, det skal frem....

Vaxen



Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 15:12

Lige mine ord Birgitta....

Så klart, du kunne udtrykke det

Kommentar
Fra : miritdk


Dato : 16-03-06 15:32

hvis ikke anni har fået luft ved at skrive sit indlæg - hvad jeg tror - se SÅ er den gal



Kommentar
Fra : sofus.dk


Dato : 16-03-06 15:56


Hopper af tråden, inden min mailboks sprænger.

Men til spørger, gør som din krop byder dig.
Lad dig ikke hidse op over andre, gør bare dig mere syg.
Tænk ikke på, hvad andre, måske tænker om dig.
Held og lykke.


Kommentar
Fra : AnniRKK


Dato : 16-03-06 22:20

Hvor er det egenligt rart at der kan komme en god debat ud af dette, det viser jo bare at det ene kan lede til det andet, så det gør ikke mig noget at det nogen gange kommer på et side spor.

Men det er rigtigt som nogen er inde på, det handler om accepten.
Jeg skal lære at acceptere at jeg har/er handicappet. Fordi når jeg ser på mig selv, forbinder jeg ikke migselv med en der er handicappet. Det er et stærkt ord at tage i min mund.

Tjae hvorfor tænker jeg sådan på hvad andre tænker? Aner det ikke, men måske har det noget at gøre med at jeg inderst inde ønsker at være perfekt, og dermed ikke kan håndtere at jeg dog ikke er så perfekt alligevel? Måske, måske ikke.

Dog er jeg stadig ung, og det at få kodet ordet, handicappet, sammen med mig.. Det gør sq nok lidt ondt et eller andet sted, men gør det ikke det ved alle når sådan noget sker/ er sket?

Som en læge i systemet engang sagde til mig, "Det er jo din egen skyld, du kunne jo bare have ladet være med at få børn!"

Men set på den anden side, jeg kan give mine unger noget som andre måske ikke kan. Det er at de lære at acceptere i en tidlig alder, at der er nogen i denne verden der ikke har samme muligheder som andre. Det er måske bare min forvrængede hjerne der er ude i extremerne nu, men det er sådan jeg ser på det.

Nå men det jeg egenligt ville sige var, tusind tak til jer alle der har deltaget her idag. Det har været rart med flere forskellige synspunkter og det har da bestemt givet mig noget at tænke over, samt jeg har noget jeg skal have revideret personligt. Og det har været "hyggeligt" med denne debat.

Godkendelse af svar
Fra : AnniRKK


Dato : 16-03-06 22:21

Tak for svaret Nordsted1.

Selv om jeg gerne ville have givet jer alle point har dette jo ikke kunnet lade sig gøre.. Så de går til Nordsted1

Kommentar
Fra : vaxen


Dato : 16-03-06 22:33

Held og lykke til dig!!

Hvis du ellers er et positivt væsen, så tror jeg, at tiden kommer til at arbejde lidt for dig.
Det er drønsvært at acceptere ordet kronisk, når man ikke er særlig gammel, og egentlig synes jeg ikke, at man bare skal stille sig tilfreds med sådan en diagnose. Personligt gør jeg, hvad jeg kan for at tage ansvar for situationen og forsøge at gøre min krop så godt rustet som muligt.

Det er noget, der beriger mit liv, og som gør, at jeg føler, at jeg har bevaret en grad af kontrol.

Men det første er, at man bliver nødt til at anerkende, at det nu er sådan - og så tage livet derfra. Kæmpe indefra og ud med den energi, man kan mobilisere. Tage ansvar og beholde det.

Det er sgu surt at have det sådan... Men livet er faktisk dejligt alligevel - ihvertfald en gang imellem, ikke sandt?

Mange hilsner og tanker herfra

Vaxen

Kommentar
Fra : Nordsted1


Dato : 16-03-06 22:36

Selv tak også for den gode debat.

Det lyder som en rigtig ondartet bækkenløsning og en mandlig læge, jeg kender desværre begge dele alt for godt.



Kommentar
Fra : Ursus01


Dato : 16-03-06 22:37

Jeg siger også tak, det var en god debat...

Held og lykke

Kommentar
Fra : mangorossa


Dato : 16-03-06 23:06

Jeg får lige lyst til at give et lille pip..

Jeg bed mærke i at du skrev Har/ er handicappet.

Prøv lige at smage på det:
Jeg ER handicappet
Jeg HAR et handicap

Hvad føler du?
Jeg har selv et synligt handicap (kørestolsbruger efter trafikulykke for 26 eller er det 27 år siden? )
Og det tager tid at vænne sig til sin nye identitet..for det er det jo..i ens eget hovede kan man ikke lade være med at identifisere sig med sit handicap..det er der udfordringen ligger.
Men jeg har ikke noget nyt at sige, jeg kan kun tilslutte mig de andre kloge kvinder og mænner..men det er dig der skal gøre abejdet..og det er ikke så skide nemt altid..men tro mig, det beriger dit liv på en eller anden måde..det vil du indse om en tid.
Mange knus og gode tanker
Sus

Kommentar
Fra : santashooter


Dato : 31-07-07 01:17

Hej Anni.
jeg har lige læst dit indlæg og jeg synes det virker meget interessant.
jeg er selv en dreng på 17 år. og jeg har haft et usynligt bevægehandicap siden jeg blev født.
jeg vil egentlig ikke skrive så meget mere, jeg tror dine spørgsmål er blevet besvaret langt bedre end jeg kunne have gjort det
jeg vil bare på en måde takke dig for at skrive indlægget da det har hjulpet mig meget i hvordan jeg skal se mig selv.
fordi det er svært at identificere sig selv med sin sygdom, men nogle gange kan man ikke bare ignorere den og så komme over den, man må bare lære at leve med det og så sørge for at ens dagligdag bliver så "problemfri" som muligt.

jeg har selv muskelsvind og jeg har lært at "man mærker kun man har et handicap når der er noget man ikke kan, eller noget der er sværere" hvis omgivelserne er til det og man har den rette indstilling, så kan det at have et handicap fylde ligeså meget i ens hverdag som priserne på ris i den lokale netto.

jeg har haft meget svært ved at se i øjnene at jeg havde et handicap, mest fordi mine forældre transporterede mig rundt i bil som de andres forældre gjorde, jeg kunne løbe og lege som de andre kunne (dog skulle jeg bruge dagen efter til at ligge stille i sengen, pga. smerter)
og fordi jeg blev mobbet i skolen meget og derfor altid har skyldt skylden på mit handicap.

jeg skal til at ansøge om en handicap bus snart og til at redegøre mine behov. og det er en hård omgang, fordi det ligger oveni at jeg skal starte på gymnasiet hvor jeg gerne vil tage mig godt ud.
og have overskud til at møde nye mennesker.

men ihvertfald tak for dit indlæg. det er dejligt at se at man ikke er alene

Du har følgende muligheder
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177281
Tips : 31960
Nyheder : 719565
Indlæg : 6406936
Brugere : 218861

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste