Hele Grønland har et polarklima, men på grund af landets store udstrækning
nord-syd er der store forskelle. Således er nedbøren, især som sne, ca. 10 gange
større i syd end i nord.
Det isfrie område består navnlig af fjeldmark med tundravegetation. En stor del er
hede og mose.
Faunaen omfatter polarhare, polarræv, ren, moskusokse (udsat med held på vestkysten
i 1963), hermelin, halsbåndlemming og polarulv. Mus og rotter er indslæbt.
Der findes ca. 170 fuglearter og i havet seks sælarter samt isbjørn og flere hvalarter.
Den første eskimoiske indvandring fandt sted ca. 2000 f. kr., og i slutningen af 900-
tallet indledte Erik den Røde nordbokolonisationen på vestkysten. I 1261 kom
nordboerne under Norge, men i løbet af de følgende århundreder ophørte forbindelsen
totalt og blev først genoprettet efter missionæren Hans Egedes ankomst i 1721.
Ved Danmarks afståelse af Norge i 1814 forblev Grønland sammen med Island og
Færøerne under Danmark.