forældre & børn konflikter Fra : moronen Vist : 475 gange 20 point Dato : 13-03-04 15:41

Jeg mangler en jeg kan skrive sammen med vedr: Voksne børn der ikke vil have noget med deres forældre at gøre. Jeg ved at der altid vil være et eller andet grund til at det kommer så langt ude. men jeg har vendt og drejet hovedet for at finde ud af, hvad grundet kan være. Efter min mening synes jeg ellers at jeg har støttet hende samt hendes mand og børn..Men som tak fik jeg smæk i hovedet med den besked " mor jeg vil ikke have noget med dig at gøre heller ej mine børn få du se mere" så for mig har det gjort meget ondt i mit hjerte at høre disse ord. Men jeg håber stadig at de vil lade sig høre.. Så spørgsmålet er. om der er noget til rådighed for at snakke om det. På forhånd tak..

Kommentar Fra : Teil Dato : 13-03-04 16:03

Min første tanke var - der er kun plads til en husmor i et hjem - Friheden til at leve sit eget liv må ikke krænkes. Ligesom respekten for andres meninger.

Kommentar Fra : valde. Dato : 13-03-04 16:19

Jeg har desværre ikke tid på grund af en del andre gøremål, jeg vil bare lige nævne et par ting. Jeg synes i det mindste du har krav på at vide hvad der er i vejen. Du har vel prøvet at ringe. Du kan også prøve at sende en mail, der kan hun da i det mindste ikke lægge røret på, en god lang mail hvor du forklarer dit syn på sagen, så må vi håbe hun læser den, og tænker over, hvad du skriver. Har du andre børn, der måske kan prøve at mægle? Det er desværre alt hvad jeg lige kom i tanker om, du må ikke tage det ilde op at jeg nok ikke svarer mere, men måske der er andre, der kan sige noget eller har gode råd. Mvh. Valde.

Kommentar Fra : frieda Dato : 13-03-04 16:23

Har du prøvet at skrive et brev til hende og spurgt om grunden. Ofte er det lettere gennem breve. Der er ikke mulighed for at hidse sig om, som når man har en direkte konfrontation, hvor det ene ord tager det andet. Der må jo være en grund til, at hun intet vil have med dig at gøre. Det kan evt. bero på en misforståelse, eller på at I begge må gøre jer klart, hvad I forventer at få og at give. Jeg har heldigvis et godt forhold til min mor, men vi har da også måttet tage nogle diskussioner. F.eks. var der en periode, da jeg netop var flyttet hjemmefra, hvor jeg syntes, hun altid kritiserede mig. Aldrig gjorde jeg noget godt nok. Jeg talte med hende om det; hun blev meget overrasket, men forandrede væremåde. Prøv at skrive, hvordan du føler, og at du meget gerne vil have en positiv dialog igang. Hvor I begge må være åbne og villige til kompromisser. frieda

Kommentar Fra : frieda Dato : 13-03-04 16:25

Vi har den samme tanke, Valde, men jeg vil foreslå et brev (sådan et med frimærke på; det er mere personligt.

Kommentar Fra : valde. Dato : 13-03-04 17:11

oki til frieda

Kommentar Fra : moronen Dato : 14-03-04 12:07

Jeg vil meget gerne sige tak for jeres komentarer, desværre har jeg prøvet at ringe/skrevet uden resultat. De der er sket er "Den ene af mine børnebørn havde fødselsdag, hvor jeg var tilstede den dag, men da den anden havde fødselsdag kunne jeg desværre ikke komme p.g.a at jeg var syg, der havde jeg allederede givet besked 2 dage før at jeg var syg, så da jeg ringe til dem for lykønske dem, fik jeg den besked." Jeg vil ikke have noget med dig at gøre heller ej mine familie, fremover få du heller ikke lov til at se mine børn" Nu skal det siges, hun bestemmer alt derhjemme og hun får altid sine vilje, og hvis hun ikke får sine vilje går hun amok..Og jeg har snakket med manden om det, men manden er åbenbart bange får sine kone. Hvergang han får problemmer med sin kone ringer han hjem til os og fortælle hvad der sker,lige meget hvad tid om døgnet Og der har vi sagt stop til det, da vi mener at det er på sit plads at det skal til at lære at klare sig selv.. Men vi kan ikke lad være med at tænke hvordan børnebørnen har det. Håber stadig at de vil ringe. for dagen er ikke slut endnu. sådan tænker vi hverdag siden det skete..mormoren

Kommentar Fra : valde. Dato : 14-03-04 12:40

Ja så må jeg give mit besyv med en gang mere, Hvorlænge har det stået på? Efter min erfaring kommer den type mennesker hurtigt ned på jorden igen! Hold endelig kontakten til svigersønnen vedlige, jamen selvfølgelig gør du det! Jeg tænker på måske din datter har en sykisk lidelse? Tænk på det også, det kan være svært for de nærmeste at indse, hvis det er forklaringen, må i jo finde ud af hvordan i får hende overtalt til at gå til læge. Det var lige de tanker jeg fik da jeg læste din kommentar. Mvh. Valde

Kommentar Fra : moronen Dato : 15-03-04 08:07

Valde... Du har måske ret i der ligger psykiste lidelse i det. Nu skal de også siges, hun har været til psykolog samtaler, men hvergang springer hun fra, og ikke møder op til samtaler. Vi har prøvet at snakke om det før, endnu engang uden held. Jeg har meget på hjertet som jeg ellers vil snakke med nogen om vedr: emne hvordan skal jeg gøre får at komme i kontakt med en der vil snakke med mig uden at jeg skal sende det til kandu. men direkte mellem vores mailer...Jeg tør ikke sætte min mail her, da hun måske vil opdage at det er dem vi snakker om.. På forhånd tak mormoren

Kommentar Fra : valde. Dato : 15-03-04 12:40

Moronen! Som jeg indledte med, så har jeg ikke rigtig god tid til en længere samtale eller udveksling af mails. Min eneste forudsætning er et langt livs erfaringer (75 år) Og så interesserer jeg mig lidt for mine medmenneskers ve og vel. Men jeg har gang i nogle projekter som tager det meste af min tid. Det er muligt, at du kommer i forbindelse med flere, hvis du starter/genopretter spørgsmålet igen, under samme kattegori, så står det en tid under seneste 25 og det ser de fleste(pointene har ingen betydning i den slags spørgsmål) Med hensyn til mail ,så kan du oprette en ganske gratis, hos ofir.dk. en som kun du kender, og med dit pasword ,så kun du kan åbne den. Nu er jeg helt ny her på kandu, så jeg ved ikke om der findes nogen interessegrupper, du vil kunne have glæde af. Rundt omkring på nettet findes der jo kontaktsteder, jeg ved ikke om du kan have glæde af nogen af dem. Det kan godt være jeg følger udviklingen her, men det er ikke sikkert jeg skriver, medmindre jeg finder en god ide. håber du må have held med det mvh. Valde.

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 15-03-04 18:40

Hej, mormor.. jeg tror såmænd at problemet er mere almindeligt end du forestiller dig... Jeg har selv en voksen datter og 3 børnebørn under skolealderen og den mindste, som blev født i december har jeg endnu ikke set. De bor i en naboby. -De 2 store kender jeg knapt nok. Det er ikke en situation, som jeg er lykkelig over, men voksne børn er jo voksne, og det er deres ansvar, hvem deres børn skal have kontakt med. Vi kan ikke som forældre gøre ret meget for vores voksne børn hvis de ikke ønsker noget fra os. Vi kan kun sørge for selv at leve et sundt og tilfredsstillende liv UDEN vores børn. For så har vi kræfterne og overskuddet til at være der for dem, hvis de skulle få brug for os en dag. Og hvis de aldrig skulle få brug for os, så har vi da ikke spildt livet med at vente forgæves. Jeg er nødt til at stoppe for i dag, men jeg kommer på kandu igen i morgen eftermiddag. Husk bare: du er ikke alene...

Kommentar Fra : moronen Dato : 15-03-04 19:10

Hej birgitta Mange tak for din kommentar. Det varmer meget at høre at man ikke er alene. Og jeg vil give dig ret i at man ikke kan gøre ret meget for vores voksne børn, Og jeg vil altid være til rådighed hvis de lad høre fra sig. Men det vil dig være rart at høre grundet til at hun gøre sådan, For vi havde god kontakt til dendag den lille havde fødselsdag, hvor jeg ikke kunne deltage p.g.a at jeg var syg. Håber stadig at de vil lad høre fra sig, dagen er ikke omme endnu.. Med det varmeste hilsner moronen

Kommentar Fra : moronen Dato : 15-03-04 19:15

Hej Valde Tak for alt det råd og tips du giver mig, så har jeg da noget at går efter og kigge mig rundt, Jeg er nemligt også ny i (faget) kandu. For jeg synes selv ,at det hjælper at snakke med nogen, selv om det kun er på nettet. For man føler sig helt alene, når man mangler nogen at snakke med.. Endnu endgang tak..

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 16-03-04 12:40

Hej igen, Har du hørt noget fra din datter? Måske er alle problemer løst? Jeg har indtryk af, at det ikke er nogen langvarig situation, sådan som det er for mig. Jeg håber da for dig, at I har fået talt ud, så du ikke mere har brug for kandu i den sammenhæng. Det er da det bedste, hvis generationerne kan enes... Men lad os lige vide, om alt er vel.

Kommentar Fra : moronen Dato : 16-03-04 18:06

Hej Birgitta Jeg har stadig ikke hørt fra hende. Og situationen er ikke blevet bedre, nu er selv hendes søskende bekymret for hvad der sker. De har heller ikke hørt noget fra hende, og igår aftes ringede min søn for at få hendes adresse, og søsteren sidder konstant på sin computeren med den håb at hun kommer i online som de har brugt til kommunikation.. For hverdag der går undrer vi os mere og mere. Hvad er det der sker?? Hilsen moronen

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 16-03-04 18:19

Hej igen. Hvor gammel er din datter? Og hvad laver hun i sin hverdag? Måske synes hun bare, at det er for meget med alt det der familieri hvor alle hele tiden skal vide alt, hvad der foregår. Uanset hvad der foregår, så kan man ikke tvinge sig ind i et andet voksent menneskes liv imod hendes vilje. Jeg synes det lyder lidt som et forsinket ungdomsoprør. Det sker vist i rigtig mange familier, at de voksne børn holder en pause fra forældrene indtil de har fundet deres fødder i deres voksne liv.

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 16-03-04 18:58

moronen, her er min mailadresse hvis du hellere vil bruge den. Men jeg synes da, det var bedre, hvis din datter havde mulighed for at blande sig i debatten. -Hvis hun da er kandu-bruger. På den anden side: Døtre, som tror, at det er dem, det drejer sig om, er velkomne til også at bruge min mailadresse.. noname48@ofir.dk

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 16-03-04 18:59

Jeg lukker for computeren nu, men jeg kommer på igen i morgen eftermiddag.

Kommentar Fra : moronen Dato : 17-03-04 07:00

Hej Birgitta Tak for din interesse for min/vores situation.. Jeg skriver til dig på din mail.. Hilsen moronen

Kommentar Fra : anjabr Dato : 26-03-04 11:57

Nu står jeg i den modsatte situation, med en mor jeg har måtte afskære forbindelse fra... og jeg er stødt på flere, der står i samme situation som mig. Jeg vil sige til dig, moronen, at når du forklarer tingene er der måske mere i dem end som så. Det kan være, dette blot har været dråben for din datter... Men selvfølgelig bør du have en forklaring fra din datter, hvis du er interesseret i virkelig at høre, hvad det er hun siger, og ikke lukker af og går i forsvarsposition med det samme. Hvis din datter ved, at de ting hun vil sige dig, blot ender op i diskussioner, forstår jeg godt, hun ikke forsøger at give dig en forklaring... Det er jo svært at hjælpe, når man ikke kender sagen fra begge vinkler. Men du kan jo prøve at se tingene fra hendes vinkel, og prøve at FORSTÅ hvorfor hun gør, som hun gør. Undtagelsen er selvfølgelig, hvis hun vitterligt er syg, og det ikke bare er en af dine forsvarsmekanismer at påstå, hun er syg! Og sådan en påstand er altså ikke særlig befordrende, hvis du ønsker at åbne op for en kommunikation med din datter!!! Så det var lige et par kommentarer fra "den anden side af bordet"

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 26-03-04 14:42

Og hej fra mig, moron... Jeg har mailet til dig d. 20 marts, men har ikke hørt noget fra dig siden. Står alt vel til?? --Måske har ofir kludret med at sende mail, så du ikke har fået den. Så lad mig det vide her. Anja, jeg har set din kommentar også. Og du har ret i mange ting. Men hver eneste situation er forskellig. Det bliver jo netop svært at forstå hinanden, når man ikke kommunikerer. Så bliver det til rent gætteri. Jeg ved ikke, hvordan man så kommer videre..

Kommentar Fra : moronen Dato : 26-03-04 14:56

Hej anjabr. Tak for din kommentar. Nu skal det lige siges at det er lige presses det der er sket som du beskriver det og ikke omvendt. Vi Har hørt på min datter hver eneste gang, hun henvender sig til os og oven i købet også manden, når han henvender sig. Så jeg mener ikke vi går i forsvarpositionen, fordi jeg har brug for at snakke med nogen vedr: det der er sket. Jeg synes bare at det er synd for børnebørnene at det også bliver indblandet. For det må jo også være svært for min datter og skulle sige et eller andet hvis det spørger efter os, for det var jo vandt til at,det lige siger hej til os næsten hverdag eller siger godnat inden de skal i seng. Hilsen moronen

Kommentar Fra : moronen Dato : 26-03-04 15:38

Hej Birgitta. Jeg har ikke modtaget nogen mail fra dig af den 20. en nu har jeg lige sendt dig email. Hilsen Moronen

Kommentar Fra : moronen Dato : 26-03-04 19:13

Til anja br. Med hensyn til det jeg skrev foroven vil jeg lige gøre opmærksom på, Jeg nævnte at det var lige der skete, der mener jeg at det var min datter der ikke vil snakke med mig mere og ikke omvendt. Jeg vil altid være der for hende, når hun får brug for mig, sådan som jeg altid har gjort. Og jeg vil også nævne, at jeg har prøvet at se tingene fra hendes side. Selvfølget har vi haft nogen diskusioner, men der har aldrig været nogen med at vi går hver til sit fordi den anden ikke vil høre på den anden. Og igen vil jeg nævner,at vi aldrig i deres privat liv, De ved at hvis det få brug for os kan de henvender sig,også vil vi prøve at hjælpe dem så godt vi kan. Hilsen moronen

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 28-03-04 16:20

Hej, moron, -jeg har sendt en mail til dig i dag. Hvis du ikke har modtaget den, så lad mig det vide her.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 29-03-04 08:57

Til moronen! Umiddelbart virker du jo meget fornuftig, med det du skriver her. Men jeg ved, at folk der møder min mor også ville synes hun lyder fornuftig, når hun fortæller tingene fra sin synsvinkel. Fra min synsvinkel trænger hun virkelig til professionel hjælp. Hun ville sikkert sige det samme om mig! Men jeg bliver helt sikkert blød om hjertet, når du skriver, at du gerne vil bevare kontakten med dine børnebørn - igen med baggrund i min egen situation, hvor min mor er meget lidt interesseret i at lære mine børn at kende! Når du skriver, at tingene er sådan som du skriver, ryster jeg jo lidt på hovedet. For tingene kan altid ses fra mindst to sider. Du har din version, din datter har MÅSKE en anden - og begge er lige rigtige. Hvad der så får mig til at se rødt, er når du skriver følgende: Nu skal det siges, hun bestemmer alt derhjemme og hun får altid sine vilje, og hvis hun ikke får sine vilje går hun amok..Og jeg har snakket med manden om det, men manden er åbenbart bange får sine kone. - idet det jo ikke er specielt objektivt - tværtimod tolker du en masse ting, og MÅSKE er det fejlfortolket... Jeg vil give dig det råd at skrive til hende, at du er ked af, at I ikke snakker, at du meget gerne vil snakke tingene igennem med hende - også gerne hos en psykolog, så I kan finde ud af, hvor hunden i virkeligheden ligger begravet - så I kan få nogle redskaber at arbejde med i stedet for at man måske cutter forbindelsen igen og igen (se sådan en terapi ville jo være noget af en investering!) Vedr. dine børnebørn er det mest synd for børnene hvis I bliver uvenner igen og igen. Hvis du og din datter virkelig ikke kan finde ud af det sammen, mener jeg det ville være bedst for alle parter at stoppe kontakten en gang for alle - hvilket jeg jo er lidt ked af på dine vegne... Og en kommentar til Birgitta: Det bliver jo netop svært at forstå hinanden, når man ikke kommunikerer, skriver du. Men det bliver jo ikke ret meget bedre, hvis datteren får smidt noget tilbage i hovedet, lige så snart hun prøver at forklare sig. Og det er jo derfor, jeg spørger Moron, om det er tilfældet - for så kan det jo være en forklaring på, at datteren ikke har lyst til at forklare sig...

Kommentar Fra : moronen Dato : 29-03-04 12:49

hej anjabr. Tak for din kommentar. Med hensyn til din kommentar med at jeg/vi smider noget tilbage til dem når det prøver at forklarer sig, vil jeg lige sige, De kommer og vi lytter hvis de vil have råd giver vi dem,så godt vi kan .Vi er aldrig de første der henvender til dem. Men du skal vide der er nogen ting jeg ikke vil skrive her, men hvis du har lyst til at høre mere kan du jo skrive til min mail som er : moronen@ofir.dk For jeg skriv hertil for at lede efter nogen jeg kan skrive sammen med vedr: denne emne. hilsen moronen.

Kommentar Fra : valde. Dato : 29-03-04 13:03

Til anjabr! Det er da spændende at læse dine fortolkninger/ fejlfortolkninger, og din "objektivitet". Det giver da en meget bedre forståelse for hvorfor, den slags konflikter opstår. De sidste ca. 4 linier, i dit indlæg! Tænk dem igennem, bare lige en gang mere. Jeg er helt klar over at børnene ikke tåler,"at få noget smidt i hovedet" Det skal gerne være forældrene, der "får noget smidt i hovedet". Så hedder det saglig kritik. ikke sandt? Mvh. Valde.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 29-03-04 14:45

Til Moronen! Jeg ved ikke, hvor meget jeg konkret kan bidrage med, men jeg finder det umiddelbart mere interessant at diskutere i et forum frem for på en mail, så alle parter kan se de kommentarer kommer ind. Så derfor vil jeg nok ikke benytte mig af din mailadresse, men gerne bidrage herinde eller i et andet forum, hvis du finder et, der er bedre. Mvh. Anjabr

Kommentar Fra : anjabr Dato : 29-03-04 14:54

Til Valde! Jeg havde skrevet et svar til dig, men det forsvandt åbenbart ud i det blå, så jeg prøver igen. Man skulle næsten tro, du kendte min mor, for det er lige hendes ord! Jeg mener, man skal tale ordentligt til hinanden og acceptere hinanden som voksne mennesker. Min erfaring siger mig, at nogle forældre har svært ved at give slip på deres børn og betragte dem som selvstændige individer - og se, at det vigtigste er at ens voksne barn har det godt - også selvom det har andre meninger end en selv og gør ting anderledes, end man synes, man har opdraget det til. Jeg skriver ikke, at de voksne børn ikke har fejl for det vel alle mennesker... såvel børn som forældre, men jeg skriver, at en forudsætning er, at man taler ordentligt til hinanden. Tommelfingerregelen må være at tale til hinanden, som man taler til andre voksne mennesker... Mvh. Anja

Kommentar Fra : valde. Dato : 29-03-04 15:18

Til Anja! Jeg synes da du har så evig ret. Det med høflighed, det skrider jo hele tiden. De yngste generationer, de yngste generationer kender efterhånden ikke andre tiltaleformer end Fuck you, åndsvage stodder, og ja du kender dem vel bedre end jeg? Det er da ikke nemt at få en saglig dialog, med den slags høflighedsfraser! (Jeg skylder ikke dig for at bruge dem) Tænk på at vi måske lægger noget forskelligt i ordene! Mvh. Valde.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 29-03-04 15:25

Til Valde! Nej - jeg tror jeg er for gammel til at kende de høflighedsfraser, du der skriver om... Det er velsagtens teenagersproget i dag - og nu er mine børn ikke så gamle endnu, så jeg er inde i dem Jeg kan kun gentage, at hvis man taler til sine forældre/børn, som man taler til andre voksne mennesker, kan man ikke gå helt galt i byen. Mvh. Anja

Kommentar Fra : valde. Dato : 29-03-04 15:57

Nå- jo - men jeg vil nu have lidt ret!Det er da rigtigt at de tiltaleforme, hører den alleryngste generation til. Men nu er jeg blevet en lidt bedaget herre, og jeg har lagt mærke til at sproget og tiltalemåden har forandret sig, hele mit liv! Jeg siger det kun for, at i også skal være opmærksom på, om det der bliver sagt, opfattes som det er ment. Mvh. Valde.

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 29-03-04 17:27

Åh, anja. Gid det var så vel... At hvis man taler til sine børn som man taler til andre voksne mennesker, så kan man ikke gå helt galt i byen. Jeg er nok ret direkte i min væremåde overfor andre mennesker. Jeg siger (nogle gange uopfordret) hvad jeg mener, og jeg respekterer i høj grad at andre udtrykker en anden mening. Og andre mennesker ved præcis hvor de har mig, fordi jeg er åben om, hvad jeg tænker og føler. Og meget åben og lyttende overfor hvad andre tænker og føler. Og de mennesker, jeg kender (udover min familie) de holder af mig som jeg er. Men du kan da sige dig selv, at den går slet ikke overfor mine voksne børn. Skulle jeg uopfordret sige, hvad jeg tænker og føler omkring f. eks. børneopdragelse?? Nej, vel? Den går da slet ikke. Eller udtrykke eventuelle frustrationer ang. min ex-mand (deres far)? -For ikke at tale om at forsøge at pejle sig ind på, hvad de tænker og føler? Det kommer jo ikke nødvendigvis ens mor ved! Der er så rigtig mange ting, som man ikke bare kan snakke om som man snakker med andre mennesker. Og det kan nemt gøre samværet til en linedans. Og anstrengende for alle parter. Og så kan man hurtigt finde nogle håndfaste årsager til at afbryde forbindelsen, -når det måske egentlig handler om, at det er blevet for kringlet og anstrengende at finde ud af det sammen. Jeg er helt enig med dig i, at det kan være en god ide at gå til familiesamtaler hos en psykolog. Men det kan jo nok være svært at putte ind i en fortravlet hverdag. Jeg ville i hvert fald gerne gå til samtaler sammen med min datter, -eller sagt på en anden måde: Jeg tror ikke, at jeg ville vove at satse på samvær med hende og mine børnebørn UDEN hjælp fra en trediepart. Hvad med dig selv, anja? Har du prøvet familieterapi med dine forældre? Du kan have ret i, at det kan være svært at éns voksne børn skal leve deres eget liv. Men jeg tror også, at det er svært for rigtig mange voksne børn at indse at forholdet til forældrene nødvendigvis må blive mere ligeværdigt når de bliver ældre. Ønsket om at forstå hinanden skulle helst være gensidigt. Ligesådan med omsorgen. Og interessen.

Kommentar Fra : valde. Dato : 29-03-04 18:32

Den her kom jeg lige i tanker om, det gælder vist også forældre børn kærlighed, efter hukommelsen: To som elsker hinanden kan gøre hinanden mer ondt end alle de argeste fjender der hævner sig jorden rundt. Mvh. Valde.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 29-03-04 21:51

Til Birgitta! Når du siger, at du ganske uopfordret kommer med din mening, tænker jeg umiddelbart, at du let kommer til at såre andre - det accepterer man måske lettere at venner gør end at ens mor gør. Men det er jo også noget værd at vise andre mennesker, hvad man står for, hvis man vel og mærke kan gøre det uden at såre... Vedr. børneopdragelse er det generelt, at man ikke skal komme med sin mening, hvis man ikke bliver spurgt! Det gælder altså ikke kun ens børns børneopdragelse. Det er faktisk noget, vi har diskuteret i et andet forum, jeg plejer at skrive i... hvor irriterende det kan være, hvis der kommer kritik af ens børneopdragelse. Det kan selvfølgelig så være lidt selvmodsigende, at man ønsker at kritisere sine forældres børneopdragelse, men det er jo i disse tilfælde når barnet er blevet voksen - så skal forældrene jo ikke fortsætte med at opdrage - i så fald skal det være en gensidig opdragelse Nej, jeg har ikke prøvet familieterapi med min mor. Hun er ikke så åben over for andres mening. Hvorfor skulle hun være det, når hun jo har de "rigtige" meninger. Vi har dog prøvet at give vores forhold en chance, men det ender, ultrakort beskrevet, når hun bliver fornærmet over, at hun ikke kan få lov til at bestemme hos os... Mvh. Anjabr

Kommentar Fra : anjabr Dato : 29-03-04 22:04

Til Valde -To som elsker hinanden kan gøre hinanden mer ondt end alle de argeste fjender der hævner sig jorden rundt - Ja, det er jo så rigtigt som det er skrevet!

Kommentar Fra : valde. Dato : 29-03-04 23:21

lige en bemærkning, for at være lidt hår ved dig Anja, du siger i dit sidste afsnit af gensvaret til Birgitta. Hun har jo de rigtige meninger (Din mor altså), det skinner helt tydeligt igennem, at det har hun ikke det har du! Mvh. Valde.

Kommentar Fra : moronen Dato : 30-03-04 08:47

Til anjabr. Du skriver at din mor bliver fornærmet, når hun ikke kan bestemme over jer. Men vores situation er det modsatte, hvis min datter ikke får sin vilje bliver hun fornærmet. Så jeg er glad for at du kan se det fra begge sider. Så vil jeg gerne spørger dig om i har prøvet alt det forslag du kommer med på jer selv, og hvis ja. har det hjulpet på jeres situation eller er det blevet værre?

Kommentar Fra : anjabr Dato : 30-03-04 08:49

Til Valde! Det kan da godt være, du læser det sådan. Jeg mener selv, jeg er åben over for nye input. Men det hjælper jo ikke noget at diskutere noget som helst, hvis den ene part allerede har dømt på forhånd, og bagefter drejer det man har sagt, så det passer ind i hendes kram, hvorefter man får smidt det tilbage i hovedet igen - Det kan altså ikke blive en særlig konstruktiv diskussion... Mvh. Anja

Kommentar Fra : anjabr Dato : 30-03-04 08:51

Til moronen! Jeg har allerede svaret på dit spørgsmål i mit svar til Birgitta længere oppe Mvh. Anja

Kommentar Fra : anjabr Dato : 30-03-04 08:58

Til Birgitta! Den der med din eksmand skulle jeg lige have vendt en gang mere, før jeg kommenterede den... Hvis du sammenligner med hvad du siger til dine venner... når du omtaler fælles venner som du har problemer overfor dem, brokker du dig vel ikke bare over dem, men søger råd til, hvordan du skal få løst problemer. (For ellers må dine venner da også regne med at du bagtaler dem sammen med andre fælles bekendte). Så tilbage til din eksmand... hvis du søger konstruktive råd til at komme videre vedr. et problem, mener jeg sagtens du kan drøfte det med dine børn, men hvis du derimod bare vil brokke dig over ham, vil jeg give dig ret i, at man ikke kan tillade sig det (jf. ovenstående sammenligning med venner). Mvh. Anjabr

Kommentar Fra : moronen Dato : 30-03-04 10:06

Tak anjabr. Så må du da også vide hvordan det er, når man står i den situation som jeg gøre nu.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 30-03-04 10:23

Til moronen! Ja - men det eneste at gøre er at acceptere situationen. Fordelen ved ikke at have kontakt til min mor har været, at hvor jeg har brugt mere energi end jeg har fået tilbage, når jeg har kontakt med hende, kan jeg nu bruge energien på min egen familie. Så jeg har formået at vende det til en positiv ting for mit vedkommende. Og jeg håber sådan set det bedste for min mor - at hun og jeg så ikke har kontakt, er hvad det er... Mvh. Anja

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 30-03-04 13:09

Hej, anja. Du har helt misforstået mit indlæg!!! Jeg kommer jo netop ikke med mine meninger om børneopdragelse, ex-mænd eller mange andre tabu-emner. Og jeg møver heller ikke ind på dem for at få dem til at fortælle hvad de tænker og føler, -uanset hvor gerne jeg ville vide det! Det er DIG! der skriver: "Hvis man taler til hinanden som man taler til andre voksne mennesker, så kan det ikke gå helt galt". Jeg påpeger bare, at du nok ikke helt mener det, du der skriver. Forholdet mellem forældre og børn kræver jo helt andre ting end forholdet mellem andre mennesker. Fordi forholdet til andre voksne sandsynligvis er ligeværdigt fra starten af. Hvor forholdet forælder-barn jo nødvendigvis er startet med at den ene part giver og bestemmer, og den anden part tager imod og lader sig bestemme over. Forholdet til de voksne børn kan så udspille sig på flere måder: Det kan fortsætte uændret, -f.eks. "mors dreng" der har økonomisk fordel af at blive boende hjemme, men så også giver afkald på en del af sin selvbestemmelse. Måske er han endda omsorgsfuld overfor forælderen så de har et gensidigt afhængighedsforhold. Eller som moronen antyder: forælderen giver og giver og barnet tager uden at gengælde, men gør samtidig oprør mod forælderens forsøg på at være medbestemmende. Eller som med min datter og mig selv: Vi bestemmer hver især i vores liv, men kan ikke finde ud af det følelsesmæssige, så vi kommer til at "sulte" hinanden. Jeg føler ikke, at hun synes at jeg gør nok, -lige meget hvad jeg gør. Og så lader jeg hellere være med at gøre noget som helst. ---Og hun har det sikkert på samme måde. Ved du hvad, Anja? Jeg har ikke indtryk af, at jeg ofte sårer andre mennesker. For jeg er meget god til at forstå dem. Og min mening vil da altid være farvet af det enkelte menneskes aktuelle situation. Og anja, det med den megen energi, som man får tilovers når man dropper forholdet til sin mor/datter, det er lige netop det, jeg nævner i et tidligere indlæg. -Men hvis man så finder en håndfast grund eller to for ikke at have kontakt (HUN lytter aldrig, HUN er ikke åben, HUN vil bestemme) -ja så er skylden placeret og skyttegraven gravet. Jeg håber og beder til, at min datter og jeg begge har en slags "stand by", fordi vi begge ønsker at prioritere andre ting i vores liv højere lige for tiden. -Men jeg ved det ikke, da vi jo ikke har ret meget kontakt. -Den smule kontakt vi har, er dog ikke fjendtlig, vi gør os nok begge meget umage.

Kommentar Fra : valde. Dato : 30-03-04 13:54

Anja! Bare en lille bemærkning til dit svar til mig, Det med de "rigtige" meninger skulle forstås "dobbelt" de "rigtige" meninger "dem har du" jeg kunne have sagt det samme til din mor! I er begge to gået i dækning bag de "rigtige" meninger op af skyttegraven. Da jeg var ung - for mange år siden, da blev jeg jo også præsenteret for de helt "rigtige" meninger. Jeg lyttede altid høfligt til dem (det gjorde vi dengang), derefter overvejede jeg med mig selv, om min "moderne " indtilling var den helt rigtige, det var den da nogle gange, så blev tingene djort på min måde det sagde jeg ikke noget om, men når de gamle havde ret - det har de somme tider - så huskede jeg at fortælle, at det viste sig at være et godt råd. Mvh. Valde.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 30-03-04 14:17

Til Birgitta! Nej jeg misforstår ikke dit indlæg - jeg underbygger blot mit argument om, at forældre/børn kan snakke med hinanden som de snakker til/med andre mennesker. Jeg syntes blot ikke de eksempler du kom med var specielt gode - idet du ikke kan tale sådan til dine børn, men ej heller til andre mennesker. Og det var i det tilfælde, at du taler sådan til andre mennesker, at jeg syntes, det lyder ret sårende for dem... Men du har da ret i, at det er vanskeligt at komme til det punkt, at man er ligeværdige som barn/forældre. Når du nu opremser de forskellige situationer det kan ende op med, falder jeg over den med at forældre giver og giver og barnet tager uden at gengælde, men gør samtidig oprør mod forælderens forsøg på at være medbestemmende. Der har jeg den livsholdning, at du kan give, hvad du har lyst til, men hvis du giver for at få noget igen må du melde det klart ud. Det er den med: Nu har jeg gjort det og det for dig, så har du pligt til at gøre det og det for mig. Men det skulle jo så have været aftalt forud. Man giver for at glæde andre (og dermed sig selv) - ikke for at få noget igen. At man så ofte får noget igen er så bare dejligt. Og hvis man aldrig får noget igen, og har et problem med det, bør man jo holde op med at give! Så snakker du om at placere skyld. Man placerer vel hver især skylden - men hvis begge parter har det bedst med ikke at have kontakt, er det vel lidt irrelevant... Mvh. Anja

Kommentar Fra : anjabr Dato : 30-03-04 14:20

Til Valde! Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt forstår din kommentar. Du har travlt med at skrive om min situation - hvor der egentlig ikke er så meget at diskutere. Vi står ikke på hver sin side af skyttegraven - vi har slet ikke kontakt, så hvis du synes du har fat i noget, må du uddybe... Mvh. Anjabr

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 30-03-04 16:27

Åh, ja, anja... Hvis det var en nabo, eller en veninde, der gav og gav uden at du gjorde gengæld, så ville du vel også synes, at det var i orden? -Som voksen synes jeg, at jeg kommer i gæld hvis nogen hjælper mig. Og så forsøger jeg at gøre gengæld ved først givne lejlighed. For vi har jo brug for hinanden som voksne mennesker. Men det er da godt for dig hvis du er en så gavmild person så du giver gentagne gange til andre ligeværdige voksne uden at forvente noget til gengæld... Jeg må med skam meddele, at jeg bliver utilpas hvis jeg modtager gaver eller tjenester fra andre, som er ude af proportion, d.v.s. som ikke passer nogenlunde sammen med hvad jeg er i stand til at yde. Jeg giver valde ret m.h.t skyttegravssituationen. Du behøver ikke at have kontakt for at grave en skyttegrav. ---En skyttegrav er ikke noget, I står på hver side af. Det er en grav den ene eller begge kan grave sig ned i. Man graver oftest hver sin grav. Selv om den ene beslutter, -og det lykkes- at komme op af sin skyttegrav, så kommer hun ikke nødvendigvis den anden nærmere, for den anden er stadig nede i sin skyttegrav. Så får man en afvisning, og -Vupti! så går man i skjul igen. ---I vores familie er det nærmest en livsform. Anja, du er guld værd for mig, for jeg får et indblik i, hvordan unge voksne tænker. Og jeg husker hvordan jeg selv har tænkt engang. Men man modnes, både som datter og som mor, og på et tidspunkt udvikler forholdet sig til at blive ligeværdigt. Og hvis man er heldig, så kipper forholdet senere ganske stille, så det er datteren, der er den voksne og omsorgsfulde, og moderen der skamløst har ret til at nyde som et lille barn. Så giver man af kærlighed, som man gav til sit lille barn, uden tanker på gengældelse. Men så er det IKKE et ligeværdigt forhold mere. Og ligesom det ikke er alle, der får børn, så er det jo heller ikke alle, der får gamle forældre.

Kommentar Fra : valde. Dato : 30-03-04 17:26

Anja! du forstod ikke helt min kommentar, n eej, det tænkte jeg nok! Jeg prøvede at forklare, at du og din mor nok har nogenlunde den samme opfattelse af hinanden: Hun vil ikke se - hun vil ikke høre - hun vil ikke forstå, Det er altid mig der skal gøre tingene - det er altid mig der skal yde. Et eller andet sted, klager du lidt over, at i ikke mere har kontakt! Eller er det bare en konstatering? Kontakten er ikke længere borte end den nærmeste telefon, Man kan da altid begynde undskyld at jeg hidsede mig sådan op forleden, (For det gjorde i jo nok begge to). Lad hende dog have den glæde at det er dig, der tager initiativet! Lad være med at tænke hvorfor skal det være mig der tager initiativet? når nu det er mig der er den forurettede! Held og lykke med det1 Mvh. Valde.

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 30-03-04 18:32

Valde, hvor har du ret i nogen ting. Jeg tror at både min datter og jeg selv føler at den anden giver for lidt. Men jeg ved det selvfølgelig ikke. Jeg ved bare, at for os duer den der med at ringe op ikke, for det er jo ligesom man siger, at den anden part har ret... -i mit tilfælde "jeg skal nok sørge for al omsorgen". Så er man jo også den, der skal ringe op næste gang, -og næste gang igen.. o.s.v. Når den anden part stadig sidder i skyttegraven, så nytter en fremstrakt hånd ikke. Og når min datter nu lige har ringet til mig, så kikker jeg i kalenderen, hvor længe siden er det, at jeg ringede til hende... nå, 3 mdr. Så skal der nok også helst gå 3 mdr. før jeg ringer tilbage til hende... Pas du på dit forhold til dine børn, Valde.. Det er meget nemmere at vedligeholde et godt forhold end at redde et forhold, der er brudt sammen.

Kommentar Fra : valde. Dato : 31-03-04 14:24

Til Birgitta! Ja Men jeg synes da i skal glemme kalenderen! Hellere tage telefonen og sig , å jeg glemte lige at fortælle dig her forleden O.S.V.---- Ja det er jo let nok at fortælle i andre, hvordan man løser problemerne. Det er vel ikke så vigtigt med hvem der har mest ret,eller om det kommer til at se ud som man har bøjet lidt af! Mvh. Valde.

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 31-03-04 17:41

Valde! problemet mellem min datter og mig er måske i høj grad, at jeg har haft for travlt med at kontakte.. -lidt ligesom moronen, men nok knap så tit. Jeg syntes, det var prægtigt, at vi "kom hinanden ved", -hun var gravid for første gang, og jeg bildte mig ind, at hun havde et eller andet behov for at snakke med mig, så jeg besøgte hende en gang om ugen ca. lige fra hun gik på barsel 2 måneder før fødsel og den første måneds tid efter at barnet var født. Men henad vejen gik det op for mig, at det var meget ensidigt.. Hun kontaktede ikke mig. Da jeg så heller ikke hørte en lyd til min fødselsdag, -hvor mit første barnebarn blev født knap en måned før, -så gik det op for mig, at begejstringen over samværet nok ikke var så gensidig. Derfor lod jeg være med at ringe mere og ventede på, hvornår hun syntes, det var passende at have kontakt. Knap ½ år senere kom der en skriftlig invitation til barnedåb, som jeg selvfølgelig ringede og sagde tak for. Derefter har der været kontakt ved julekort, -og jeg var på hospitalet og se nr.2 da hun lige var blevet født. Og jeg blev inviteret til kombineret bryllup/barnedåb, -igen en kort og upersonlig invitation.--Siden da har der ikke været nogen kontakt. Nr.3 blev født i december. Ham har jeg ikke set endnu, selv om jeg har snakket med min datter ualmindelig mange gange siden da. Hun er altid sød at snakke med, og jeg berører ALDRIG sprængfarlige emner! -Men jeg har 3 børnebørn på 0, 3 og 5 år, som jeg næsten ikke kender... Se, så er det jo svært at regne ud, hvornår det er "passende" at ringe igen. Problemet er nok også, at jeg helst ville have bare et lillebitte overskud, hvis jeg skulle kontakte hende. Men som du jo ved, så har jeg en gammel syg mor, som tager alle mine kræfter lige nu. -Så en kontakt nu kunne meget nemt skabe en ny skyttegravskrig fordi min datter er nedprioriteret i forhold til min mor. Det er altså meget nemmere med min søn: Det er altid ham, der ringer, og det er altid mig, der inviterer. Suk..

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 31-03-04 18:28

Hej, moron jeg har sendt mail til dig på ofir d. 30-3, -hvis du ikke har fået den, så fortæl mig det her.

Kommentar Fra : valde. Dato : 31-03-04 20:19

til Birgitta! Når jeg nu har lettere ved at "løse" andres problemer, end mine egne så kan det da sagtens være fordi, følelserne ikke er involveret på samme måde. Men der skal jo to til, der begge er indstillet på at løse problemet. Det tror jeg i regelen også begge parter er, - - men hun skal ikke tro jeg kommer krybende! Jeg ville da også prioritere på den måde du gør, Din syge mor kommer først, datteren er jo "stor" nok til at klare sig selv! Har jeg mon ret i, at mange problemer mellem mor og datter starter starter i forbindelse med datterens graviditet og fødsel? Hvis det er tilfældet kunne der jo være noget med at følelsern er helt uden på tøjet i den periode. Når så moderen gerne vil hjælpe bliver det måske opfattet som utidig indblanding. Mvh. Valde.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 01-04-04 09:02

Til Valde! Jeg kan godt se din pointe mht. skyttegrave, men jeg synes så ikke den holder i mit tilfælde. Faktisk synes jeg tiden er den faktor, der graver de største skyttegrave: Jo længere tid, der går, jo mindre er sandsynligheden for at man finder sammen igen - man går simpelthen glip af for meget af den andens liv. Så nej, jeg beklager mig ikke over, at jeg ikke har kontakt med min mor - det er bare en konstatering - og det er formentlig bedst for alle parter. Hvis jeg kunne se, at der var en mulighed for at vi kunne få et ligeværdigt forhold ved hjælp, tog jeg gerne teten - men jeg har bare ikke det overskud af energi, der skal til for endnu engang at gå i dialog med hende... Og hvis jeg ikke kan lide den person, hun har udviklet sig til, men måske ville kunne lide hende, hvis hun lavede sig selv fuldstændigt om, så er det jo også lidt formålsløst at tage kontakt... Mvh. Anja

Kommentar Fra : anjabr Dato : 01-04-04 09:25

Til Birgitta! Det er måske en anelse overdrevent som du skildrer mig mht. til at give og tage... Jeg forsøger ikke at have forventninger om, at nogle skal gøre noget for mig fordi jeg har gjort noget for dem... Hvis jeg alligevel bliver skuffet over, at forholdet kun giver noget den ene vej, er det min egen opgave at gå i dialog med vedkommende, og få forholdet forbedret. Alternativet er at lade stå til. Men jeg synes, min opgave er at lære mine børn, at andre mennesker ikke er tankelæsere, så hvis man er skuffet over dem må man lade dem det vide - ved at gå i dialog: Jeg synes... hvordan ser du på det? Ændrer dit syn på sagen ved min holdning - hvis ikke, kan vi så ændre på det på en eller anden måde... Jeg forsøger at være en god rollemodel for mine børn ved ikke at negligere problemerne - men gå ind i dem og forsøge at løse dem. Men først og fremmest ved at melde ud til den anden part, at jeg synes der er et problem, og det er mit ønske at få løst det på en konstruktiv måde. Mht. din datter, så fik jeg det helt dårligt da jeg læste, du havde afbrudt kontakten lige efter hun havde født 1. gang... For der har man da absolut ikke overskud af energi, men har måske tværtimod behov for at være centrum. Har du spurgt din datter direkte, om hun synes du kontakter hende for meget? For ellers er det vel et mindre problem hvem der kontakter hvem (ok, jeg forstår godt, du er skuffet over, du ikke hørte noget til din fødselsdag, men ellers...). Det er så synd for dig, du går glip af dine børnebørn, men du har jo på den anden side også pligt til at holde ved, hvis du har lyst til at følge dem. For din datter må det på nuværende tidspunkt se ud som om du ikke ønsker det, siden du stopper med at kontakte hende lige efter hun har født! Mht. indbydelserne kunne det jo være en udstrakt hånd fra din datters side - at du i det hele taget bliver inviteret... har du måske tænkt sådan på det? Så prøv at spørg din datter, om hun har lyst til, du skal være der noget mere, eller om hun har det bedst med at der ikke er ret meget kontakt, og sig til hende, at du har behov for, at hun også engang imellem tager kontakt til dig, hvis I skal have mere kontakt. Men når der er små børn kan man jo ikke forvente, at skulle sidde og snakke med sin datter om en hel masse voksen ting - det må jo foregå på børnebørnenes præmisser. Jeg oplever bl.a., at vi ikke ringer så meget til folk, der snakker for længe i telefonen - fordi der ikke er tid til det, når man har små børn... Slutteligt vil jeg sige til alle jer, der er med i diskussionen herinde, at jeg synes, det er en god diskussion, vi har - man får tænkt noget igennem fra andre synsvinkler - og det var jo lige bestemt formålet... Mvh. Anja

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 01-04-04 15:22

Hej, Anja. Nææh, jeg afbrød ikke forbindelsen til min datter da hun lige havde født. Jeg forsøgte gennem 3 måneder at genoprette en forbindelse. Vi havde ikke haft ret meget kontakt, og netop fordi man jo ikke har alverden af overskud når man er på barsel, så så jeg stort på, at hun ikke kontaktede mig. Kontakten har været sporadisk lige siden hun flyttede hjemmefra som 18 årig, så jeg havde virkelig et håb og et ønske om at det at hun selv skulle være mor ( som 28 årig) kunne give os en ny chance. At jeg holdt op med at kontakte hende, var jo netop for at skåne hende for min utidige indblanding. Det var IKKE på nogen måde i vrede eller for at straffe hende. Jeg var -og er- fuldt og helt overbevist om, at det var det HUN havde behov for på det tidspunkt. Jeg HAR på et eller andet tidspunkt i forløbet forsøgt at finde ud af at ses, men når hun ikke er på barsel, så er der så mange ting, de skal nå hver week-end med indkøb, venner, rengøring o.s.v. ---Og et andet aspekt i sagen er altså også, at jeg er hjerneskadet, så jeg har ikke mulighed for at passe mine børnebørn, -hvor gerne jeg end ville. Det kan min ex-mand og hans nye kone, og de gør det gerne. Men de bor lidt længere væk, så der går jo let en hel dag, når de skal besøges. Jeg forstår så inderligt godt, at de må prioritere, når de har 3 børn, arbejde, fritidsinteresser og venner. Det jeg kan gøre, det er at holde mig selv ovenfor "skyttegravsniveau", så jeg ikke er afvisende hvis situationen en dag ændrer sig. Og det gør jeg bedst ved at leve mit liv på en måde, som jeg er tilfreds med. Også uden min datter. Min datter er ikke så meget for den der direkte konfrontation. Stiller jeg et direkte spørgsmål, så viger hun helt uden om. Enten siger hun ingenting, eller hun vil tænke over det eller hun sukker bare. Hvis jeg så "fremturer" så cutter hun forbindelsen. Netop det med små børn og telefoner gør jo også, at jeg ikke ret gerne ringer. For det er helt klart til ulejlighed. Som da hun i december til min telefonsvarer fortalte at hun havde fået en søn, men hun ville ringe igen senere... Hun ringede ikke, så tidlig på aftenen tog jeg mod til mig og ringede hjem til hende, for om ikke andet, så kunne jeg jo sige tillykke til telefonsvareren. Og hendes mand tog telefonen. Huset var fuld af mennesker. Hans forældre var kommet fra Jylland, min ex-mand med kone var kommet for at aflevere de 2 store børn, og min datter lå og hvilede sig lidt, -hun var lige kommet hjem fra hospitalet. Jeg fik hende i røret, og hun var selvfølgelig så træt, hun havde jo ikke sovet i næsten et døgn, og havde lige født. Da vi havde snakket lidt, skulle hun ind og spise, der var lavet mad til alle. Hvordan i alverden kunne jeg gøre noget som helst andet end at forsikre hende om, at hun bare skulle give sig tid til at komme til kræfter, og at de 5 i første omgang skulle lære hinanden at kende.. At jeg synes, at det er helt urimeligt, at folk kommer rendende når hun lige har født, det skal i hvert fald ikke gå ud over hende. Og jeg skal jo i hvert fald IKKE gøre det værre ved at give hende en eller anden dårlig samvittighed over, at hun ikke har overskud til mig også. Min datter har nok -uanset hvor intelligent og højtuddannet hun er- ret svært ved at sige fra og hun har det heller ikke godt med konflikter. Men hun er meget rolig og ligevægtig. Jeg synes, Anja, at du har et godt og fornuftigt syn på børneopdragelse. Og dine børn er godt tjent med dig. Hvis du mener, at det er bedst for dig og dem at undvære kontakten til din mor i øjeblikket, så hold fast i det. Men prøv at undgå at grave dig en skyttegrav. Prøv på at lægge ansvaret i situationen og ikke hos din mor. Hun er som hun er, og du har halvdelen af dine gener fra hende... Jo mindre du lægger ansvaret på din mor, jo større er chancen for at I engang kan få et GODT forhold... Og det ønsker vel både døtre og mødre... Der er bare uenighed om, hvori et godt forhold består. Jeg vil da ikke forsøge at holde kontakt til mine børnebørn bare fordi jeg har lyst til at følge dem. Det væsentligste er da deres vé og vel. Ikke mine behov!! Og jeg har fuld tillid til, at min datter varetager sine børns tarv. Men jeg påskønner meget denne diskussion, Anja. -og Valde, og hvem der ellers vil være med.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 01-04-04 16:31

Birgitte, dit seneste indlæg fik sat en del på plads mht. dit og din datters brud. Jeg har selv oplevet, at nogle af mine nære har ønsket at sætte sig selv og dere problemer i centrum lige efter at jeg havde født - derfor mine kommentarer. For lige efter en fødsel er man måske ikke så minded for at tage sig af andres problemer... Mht. skyttegrave er det jo altid et problem, at man er flere parter til at grave dem, og når den ene er parat til et kompromis, er det ikke givet den anden part er. Den dag i dag tror jeg ikke på, at min mor og jeg får etableret en kontakt, der er givtig for os begge, hvilket i høj grad skyldes, at hun smider en masse ord i hovedet på sin modpart, som hun formentlig ikke mener. Senest har jeg således fået en besked, der lød: "Jeg håber snart du dør!" Og så synes jeg ikke, der er så meget mere at tale om... Hun har åbenbart et behov for at smække dørene så godt i, at chancerne for at de åbnes igen, forsvinder. Mvh. Anja

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 01-04-04 18:30

Anja, skyttegrave er et udtryk fra 2. verdenskrig. Man graver en grav som beskyttelse mod fjenden. Man graver for det meste hver sin. Din grav bliver gravet f.eks. med (meget forståelig) forurettelse over nogle ord, der selvfølgelig er sagt i frustration og vrede. Det er helt uacceptabelt, at din mor siger sådan... Din mor har sikkert nogle bebrejdelser hun retter mod dig, som hun graver sin grav med. Lad os prøve at forestille os, at din bedste veninde efter en periode med tiltagende uligevægt en dag råbte sådan til dig: ANJA! JEG HÅBER SNART DU DØR!!! Hvordan ville du så reagere?? Personligt ville jeg blive meget chokeret, men også voldsomt bekymret, for jeg ville være overbevist om, at der var et eller andet helt galt med min veninde. Og min første prioritet ville da være og finde ud af, hvad der havde ramt hende. Enten var det jo noget, som jeg havde gjort, der havde fået hende til at reagere så voldsomt, eller også var der noget helt andet, der plagede hende. Forældre er jo også bare mennesker, der har haft et eller andet liv, som har gavnet og skadet dem. Jeg ville aldrig have kunnet opdrage mine børn med al den omsorg og omtanke, som jeg oplever hos mange i den yngre generation, --bl.a. dig og min egen datter. Jeg har gjort mange flere fejl dengang jeg var ung, end I gør. I gør det meget bedre. Men ved du hvad, Anja? Jeg gjorde det alligevel meget bedre end mine forældre!!! Og det er det bedste, man kan opnå. Det er ikke alle, der kan sige det, for det er ikke nemt. Din mor har sikkert sit at slås med, som måske hænger sammen med ting, som du slet ikke kender til. Jeg ved, at min datter i hvert fald kun kender til en brøkdel af mit liv før jeg fik børn. Og jeg er først begyndt at lære om min egen mors liv efter at mine børn er blevet voksne. Før har jeg nok ikke selv haft et oprigtigt ønske om at forstå hende. Der er jo det ved det, at hvis man helt forstår et andet menneske, så kan man jo ikke bebrejde det noget mere. Men det kræver tid og energi og overskud, -især hvis ens mor har nogle psykiske -eller andre- problemer. Så det er forståeligt, at man ikke har lyst til at gå i gang med det samtidig med at man har små børn. Jeg har følt meget vrede og frustration overfor min egen mor, men i dag hvor jeg kender til en masse ting i hendes liv, så føler jeg omsorg og især medfølelse med hende for de ting hun har oplevet i sit lange liv.

Kommentar Fra : anjabr Dato : 02-04-04 08:35

Birgitta, jeg prøver skam at forstå min mor, hvilket nogle måske synes er stort af mig. Men det er nu ikke grunden! Grunden for mig er, at jeg har et behov for at forstå andre mennesker - det være sig min mor eller andre - især når de kaster skyts efter mig. Men som situationen er nu, giver det mig ikke mere lyst til at tage kontakt til min mor - snarere tværtimod. Jeg kan jo se, at det er faktorer gennem hele hendes liv, der har gjort hende så bitter. Men jeg ved slet ikke, om det kan lade sig gøre at ændre ret meget på det - det har jeg lidt svært ved at tro på. Og hvis hun ikke selv synes, hun trænger til hjælp, men skyder det hele over på mig, synes jeg det er ret håbløst at starte en proces op... Det er i hvert fald ikke noget, jeg har overskud til nu, og jeg ved ikke, om jeg nogen sinde får så meget overskud, for det vil da kræve sin kvinde! Mvh. Anja

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 02-04-04 14:27

Anja, jeg har selv haft år, hvor jeg ikke har haft kontakt med min mor, -lige netop da børnene var små. Og når det går sådan, så synes man altid, at der er den anden parts skyld. Man har nok nogle forventninger om at mødre ikke må være mennesker med fejl og egne problemer. Mødre SKAL være mennesker med personligt overskud til deres børn. Har de ikke det, så er de dårlige mennesker, der bør lave sig om eller tage sig sammen. Det er vildt besynderligt, at intelligente, følende døtre, der har overskud og omsorg for andre mennesker, -IKKE betragter deres mødre som "andre mennesker". Og det er mærkeligt, at man som mor til voksne børn kan blive trigget til fuldstændig flipud, så man tér sig som et lille barn. -Jeg er jo skilt fra mine børns far, og jeg oplever, at min datters væremåde lige netop ligner det, jeg blev skilt fra hos hendes far. Og det kan få mig til at vræle som et lille barn. -Jeg ved ikke, hvem af os, der hader det mest. --Hvor må det også være svært at éns forældre går fra hinanden. De lader sig jo skille fra et menneske, som de ikke kan leve sammen med. Og børnene ER jo et produkt af forældrene. Og ligner derfor også den forælder, man er blevet skilt fra. Jo, jeg er egentlig ikke i tvivl om, at du skal få overskuddet engang, Anja. For du er jo netop et menneske, der søger at forstå. Men lige nu er der for mange ting, der ikke er i orden. Og du har brug for at koncentrere dig om dine børn. Engang vil de jo have deres eget liv, og det vil i det hele taget være ret uvæsentligt for dig, om din mor vitterlig ønsker dig død eller ej. På et tidspunkt får du behov for at lære DIG SELV bedre at kende, at forstå DIG. Og da vil al din familie være væsentlige brikker i puslespillet. Hvis din mor ikke lever til den tid, så vil du sandsynligvis forsøge at lære hende at kende gennem fælles kontakter, -anden familie eller venner. Det er ikke sådan, at hvis hun først er død, så har du forspildt alle chancer. Det gør det bare lidt mere besværligt. Og mere sorgfuldt. Jeg begyndte først at interessere mig for min far da han havde været død i mange år. -Han døde, da jeg var 25. Og dengang var det ikke noget stort savn, for jeg kunne hverken lide eller forstå ham. I dag savner jeg ham og ønsker, at jeg havde haft en bedre kontakt til ham, da han levede. Også fordi jeg nu kan se de sider hos mig selv, som ligner ham. Når børnene er små, så har man så travlt med at være forælder, så man ikke ser hverken sig selv eller éns nærmeste klart. -Men man ændrer sig jo livet igennem. det gælder både for dig og for din mor.

Kommentar Fra : moronen Dato : 15-04-04 16:40

Hej alle der har været med til diskussionen. Jeg vil lige sige tak for jeres svar og råd. Grundet til at jeg ikke har svaret på nogen af jeres kommentar er at jeg nu har haft kontakt med min datter igen. Hun kontaktede mig først og sagde unskyld for det hun har gjort mod os, der mener jeg for både hende og mig, for som hun sagde havde det været meget svært for hende at ikke kunne kontakte mig. Så nu har jeg lige haft besøg af mine børnebørn i nogle dage og nu er min datter og hendes familie fundet sig en bolig tæt ved os, hvor det boede ca 5 timer kørsel fra os, nu er der kun 8 min kørsel til os. så man kan sige at vi kommer tættere til hinanden. Knus allesammen hilsen moronen

Kommentar Fra : frieda Dato : 15-04-04 16:45

Det lyder dejligt. Pas nu på, at I får talt sammen, hvis problemer opstår, inden det går så galt igen. Og behold nogle af de kloge tanker, der er skrevet ovenfor, i baghovedet. Ha' et rigtigt dejligt forår. frieda

Kommentar Fra : moronen Dato : 15-04-04 16:50

Hej Frieda Takker igen og det vil jeg så gøre altså beholde nogle af de kloge tanker. Og ilm. med et rigtigt dejligt forår. Knus moronen

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 15-04-04 18:02

Hej, moron. Jeg håber for dig, at det går godt. Ellers ved du, at du kan vende tilbage til os på kandu. Vi løber ingen steder. -Indimellem er det meget godt at få "læsset af" Hilsen Birgitta.

Kommentar Fra : valde. Dato : 15-04-04 18:03

Fik bare lyst til at sige tillykke til hele familien! Mvh. Valde

Kommentar Fra : dkwM327 Dato : 20-04-04 12:39

Hej moronen Tillykke med dit resultat. - Dejligt at se når noget lykkes for nogen at opnå et godt resultat at deres anstrengelser. vmh Steen Hansen

Kommentar Fra : anjabr Dato : 27-04-04 14:57

Moronen - jeg glæder mig på dine vegne. Pas rigtigt godt på hinanden... Mvh. Anja

Kommentar Fra : moronen Dato : 03-05-04 19:38

Hej alle Synes at jeg lige ville sige hej til alle og fortælle at vi alle har de godt herhjemme. Vi har alle gode kontakt til hinanden og man kan også sige, vi også er kommet tættere til hinanden, så alt i alt går det fremad. Jeg vil opfordrer alle som har problemmer med hensyn til hinanden i familiemedlemmer ,til at lade være med at opgive håbet. For et eller andet måde skal det nok lykkes med at man få kontakt til hinanden igen. Endnu engang tak for jer alle der har været med til diskussionen. Kærligste hilsner moronen

Kommentar Fra : Birgitta Dato : 04-05-04 13:30

Hej igen, moron. Det glæder mig, at det stadig går godt hos dig. Men at gå og leve i et håb et helt liv, det vil nu næppe ligge til mig. For jeg har set mødre leve og dø med savnet af deres børn i sådan en grad, at det har ødelagt deres liv. Det er glædeligt, når det lykkes for nogen at have et nært forhold generationerne imellem. Men vi ejer IKKE vores børn. Og især i disse tider, hvor så mange mødre er blevet skilt fra deres børns fædre, dér kan man ikke med fornuft forvente, at de voksne børn skal føle sig fuldt ud accepterede og elskede. Halvdelen af deres gener stammer jo fra den mand, som vi ikke kunne holde ud at være gift med. Så forholdene er forskellige, moron. Og der er vidt forskellige årsager til at man ikke kan ses. I nogle tilfælde ER problemerne uløselige!

Du har følgende muligheder

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.