---

Hej..

Min kæreste gennem 2 år og jeg står i krise. Jeg elsker hende højere end noget andet og jeg er ikke i tvivl om at det er hende jeg vil have. Men hun kan ikke finde ud af sine følelser mere og tænker rigtigt meget på "hvad nu hvis der er noget bedre endnu derude?".

Det er alt sammen ekstremt forvirrende for mig, fordi på andre tidspunkter der siger hun samtidig at hun ikke kan forestille sig at finde en mand der er bedre for hende, passer bedre på hende, støtter, lytter, sætter grænser, er der og er mere tålmodig end jeg.. Hun svinger frem og tilbage mellem sine følelser for mig men oftere og oftere er vi begyndt at have sammenstød fordi hun frygter at hun ikke føler nok for mig.

Jeg bør måske starte med hvor jeg selv først mærkede det for alvor. For ca. 9 måneder siden begyndte vi at tale seriøst om at få børn sammen og alt var virkeligt godt der. Vi ville rigtigt gerne begge to og snakkede meget om hvornår var godt. Tiden gik og vi kom tættere og tættere på at nu skulle det være. Hun droppede p-pillerne for at have det ordentligt ude af systemet og det hele. Så pludseligt, ca. i slutningen af april gik hun nærmest i panik og blev i tvivl omkring hendes følelser overfor mig, vores forhold og vores fremtid sammen.. Jeg har ingen anelse om hvorfor og jeg oplever det nærmest som at være sket fra dag til dag.

Min kæreste er en pige der stresser utroligt meget, og jeg mistænker at det kan være relateret til dette. I december droppede hun sit studie på uni da hun gang på gang havde stress angst op til eksamen m.m., hun har samtidig brugt ekstremt meget energi på at hjælpe sin søster og hendes (daværende) svoger med at restaurere et nedlagt landbrug, og oven i det også at hjælpe med at planlægge deres bryllup (de blev gift i lørdags).

Jeg har mistanke om at hun går med nogle psykiske problemer, stress fremkaldt depression el. lign. men hun er meget lidt modtagelig overfor den mulighed, og generelt bliver utroligt defensiv så snart det handler om hende.. Hun ved godt hun har forsømt vores forhold og mig rigtigt længe, og vi vil sammen gøre noget ved det nu, bruge mere tid sammen m.m. men jeg har så svært ved at tro på det lykkes og på at hun virkeligt vil det nok.. Hvad gør jeg for mig og for os?

---

Uha, det er altd svært at svare på disse spørgsmål, fordi din beskrivelse giver anledning til så mange spørgsmål den anden vej. F.eks.:

Hvor gamle er I?
Bor I sammen?

Pas på med at "ville hende for meget" lige nu. Hvis hun føler, at du holder fast og hele tiden vil overbevise hende om at hun skal blive, så får hun sikkert større og større trang til at rive sig løs. Hvis du derimod giver hende plads og accepterer hendes følelser, så er der en større sandsynlighed for at hun bliver hos dig. Jeg ved godt at det er svært, men jeg tror du skal være opmærksom på hvordan du forsøger at "fange hende" og holde hende "fanget"- slipper du hende fri, er der en chance for at hun kommer tilbage til dig.

Godt at I ikke har fået børn, for det ville være uheldigt for alle parter.

Jeg håber, I finder ud af det sammen, og hvis ikke - at du så kommer godt videre og finder hjælp til dette.

---

Det var måske et par vigtige detaljer at have fået med ja..

Jeg er 33 år gammel og hun 27. Vi bor sammen ja, og flyttede måske sammen lidt for hurtigt da vi har boet sammen i ca. 1 år og 4 måneder, det vil sige det meste af forholdet.

Det du skriver med at holde hende fanget og ville give slip, det kom faktisk op i en diskussion/skænderi om forholdet (igen igen) i sidste uge, hvor jeg rent ud sagde at jeg ikke ville blive ved med at kæmpe alene og at jeg ikke ville ødelægge mig selv eller os på det, for hvis hun ikke vil så vil hun ikke.. Og jeg blottede så ellers en masse meget dybe følelser om mig selv i den også. Men efter jeg havde sagt de ting sagde hun, med tårerne ned af kinderne, at jeg lige så godt kunne have friet til hende (sagt på måden hvor hun havde sagt ja på stedet), fordi jeg ville give slip på og ofre det hele for hendes (og mit eget) bedste.. Vi er så slet ikke på det sted til at fri med de problemer men ja, det gør bare det hele mere forvirrende at hun kan svinge over i den grøft så snart jeg kommer ind bag hendes parader og hun lytter, og når jeg ikke gør det så er der alt muligt der mangler i vores forhold..

---

Jeg synes, du skal finde én, du kan tale med om jeres forhold. Selv om mange af os her på Kandu kan lægge øre til og komme med gode råd til dig/jer, så er det alligevel ikke det samme som at sidde sammen med et menneske, der kan lytte og spørge ind. Hvis ikke du har penge til det, så spørg din egen læge til råds.
Måske kan I finde en psykolog, som I kan gå til sammen, men her tror jeg på, at også du kan have brug for hjælp til at håndtere din egen situation. Du kan ikke og skal ikke redde hende. Hun må selv tage et ansvar også.

I alle kriser er det et godt råd at "lytte og forsøge at forstå" mere end at "fortælle og forsøge at overbevise"!!!

---

Der er en ting man som mand altid skal søge og det er din forhåbentlig kommende svigermor...

Der er ingen på denne klode der kender din kæreste som hendes mor. fortæl hende hvordan du føler for hendes datter og fortæl hvordan hendes datter reagere... måske har hun gjort dette før og det endte ud i ingenting... måske kan hun give nogle gode råd, og måske give dig lidt fred i sjælen.

en anden ting er en samtaleterapeut , måske gemmer din kæreste på noget indeni som gør at hun reagere som hun gør..'

men prøv Mor først

Melander

---

I et forhold skal der være balance, man skal ville det (stort set) lige meget, man skal være ligeværdige. Hvis du presser hende, kan du enten støde hende fra dig, eller få hende til at gå med, men det bliver ikke med hjertet.

Så mit råd er at du slapper lidt af, trækker dig lidt tilbage, mens du fortæller hende at du er der, hvis hun vil. Lad hende finde ud af sig selv, lad hende få ro, lad hende få chancen for at savne dig og lad hende få chancen for at komme frem på banen. Det kræver mod og tålmodighed fra din side, men jeg tror det er indsatsen værd.

Og hold svigermor langt ude af jeres forhold!

---

Umiddelbart tænker jeg :

- Hvad er din egen andel i hendes problemer?
(Er det du ser hos hende problemstillinger som du selv er den der bidrager mest til....)

- Hvorfor er det vigtigt for dig at hun får styr på hendes liv?
Noget tyder for mig på at i ikke har samme forventninger til hvordan livet skal forme sig.

- I har vel valgt at leve sammen, i har vel ikke valg at leve hinandens liv ?

- Hvis du forestiller sig at hun ikke får mere styr på hendes liv nu, vil du så leve samme med hende om 5 år ?

- Har i skrevet dette indlæg sammen, og er i enige om at er et fælles problem for jer, eller det kun et stort problem for dig?

- At hun svinger frem og tilbage - kan dette skyldes at hun kan mærke at du ikke kan rumme hendes tvivl - og at du ikke kan give hende tiden til at nå en afklaring?

- Børn løser ingen problemer - så hvis i ikke kan sammen uden børn, kan i slet ikke sammem med børn. Så hvorfor er børn blevet vigtigt for jeres forhold?

Jeg forventer ikke at du svare på de spørgsmål jeg stiller. Det har jeg ikke krav på. Men jeg tror det er vigtigt at vi selv kigger på hvad vi bidrager med i konflikter - da vores partner godt kan have problemer, men om disse er et problem for os, er ikke altid vores partners ansvar.

Du kan ikke lave hende om, og det er vel næppe heller meningen med at dele kærligheden.

Mvh Benjamin

---

I december droppede hun sit studie på uni, jamen for pokker da, er det underligt, at hun svinger op og ned?
brugt ekstremt meget energi på at hjælpe sin søster og hendes (daværende) svoger med at restaurere et nedlagt landbrug, og oven i det også at hjælpe med at planlægge deres bryllup (de blev gift i lørdags).

Hvor er det godt, og hvor er det positivt, at hun ikke bare laver ingenting, hun hjælper der hvor hun føler sig værdsat...

Mon ikke hun er godt og grundig i vildrede, skal hun få barn, da studierne er droppet, og er det reelt det hun ønsker lige nu? Måske vil hun alligevel gerne tilbage på Uni?
Måske skulle du have støttet hende i hendes eksamensangst, mange lider af eksamensangst, og det kan afhjælpes.
Jeg har mistanke, om at hun går med nogle psykiske problemer, stress fremkaldt depression el. lign, skriver du. Brug ikke ordet depression, jeg forstår godt hun bliver sur, stresset og misfornøjet.
Du skal lære at blive opmærksom på dine egne mønstre, og på hvor du lægger din opmærksomhed, du skal opdage andre tolknings- og reaktionsmuligheder. Du skal simpelthen vende din bekymring til noget positivt.
Og så skal du øve dig i, at vælge de positive tanker frem for dem, der gør dig utilfreds.

---

Hvis man går og spørger sig selv om man virkelig elsker kæresten /konen så er løbet nok kørt.

---

Faktisk tror jeg du er den af jer to der er i størst krise, for du kan slet ikke håndtere at hun sætter spørgsmålstegn ved jeres forhold og derfor vil du forsøge at holde hende fast.

Men du kan ikke tvinge nogen til at blive hos dig eller elske dig.



Og det er mit umiddelbare gæt, at sammenstødene kommer som følge af, at du presser på.

Og jeg er altid forbeholden over for omklamrende mænd, der vil pådutte partneren psykiske problemer o.s.v. når et forhold ikke lige går efter deres hoved.
Ikke at det er umuligt det forholder sig sådan, at hun har nogen problemer, men umiddelbart synes jeg ikke det lyder sådan..udover at hun måske er ved at være færdig med jeres forhold.


Jeg tror slet ikke på jeres forhold vil holde særligt længe, det må jeg sige.

Men hvis du håber det fortsætter så er der to muligheder, enten at du giver hende fred for ethvert pres, accepterer forholdet som det er nu uden at forvente yderligere og det hele falder i hak af sig selv med tiden, eller også siger du til hende, at "ok, så holder vi pause, du skal ud at se om det er noget andet du skal med livet". Og enten så kommer hun tilbage eller også må du til den tid indse, at det bare ikke skulle være jer to.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.