Det er jo så træls, som det er med mange ting: Man kan ikke få erfaring uden at beskæftige sig med området.
Mange af de fejlopdragede hunde er jo netop fejlopdragede fordi ejeren ikke har nogen erfaring. Det er ganske fantastisk, hvis det går godt første gang man får hund.
Et "kørekort" kunne være et bevis på at man havde gennemgået nogle grundlæggende kurser, der dels drejede sig om, hvad man skulle være opmærksom på inden man anskaffede en hund, og dels et kursus om hvordan man opdrager en hvalp. Og endelig et kursus om problemløsning.
Alle kurser skal indeholde undervisning i lovgivningen omkring hunde.
Alle de grundlæggende kurser bør så vidt muligt være uden en speciel ideologi og snarere oplyse om hvilke valg man har indenfor de forskellige områder. Det er vigtigt, at hundeejeren ikke opfatter kurserne i sig selv som løsninger, men snarere som en hjælp til at tage ansvar og vælge en retning.
Kurserne skulle gerne være motiverende, så hundeejeren selv søger yderligere undervisning.
Kørekortet kunne også bruges til at registrere lovovertrædelser, som kunne give et "klip" i kørekortet, eller succes'er som beståede prøver og kurser eller lignende, der kunne give en stjerne.
Kørekortet kunne så fortælle lidt om hvorvidt en hundeejer til en overfaldshund skal have lov til at anskaffe en ny hund..
Og for mange klip i kørekortet ville eventuelt kunne repareres ved at hundeejeren tjente et passende antal stjerner.
Kørekortet følger selvfølgelig hundeejeren.
Men en tilsvarende registrering burde der laves på hunden, så man altid ved, hvad en hund har lavet tidligere i sit liv, selv om den skifter ejer.
OG: sådan et kørekort indeholdende registreringer af hundeejerens tidligere meritter ville være et fint værktøj for den ansvarlige opdrætter, der kunne frasortere uønskede købere. Enten fordi de var for uerfarne til netop opdrætters hunde, eller fordi de havde for mange klip og for få stjerner i kørekortet.
Det hele må dreje sig om registrering.
Men når det er muligt at registrere alle DKK-hunde med hensyn til en masse detaljer om deres liv, så må det være muligt at gøre noget lignende med mennesker.
Dansk Hunderegister må kunne udvide deres register til også at indeholde alle episoder som en given hund gør sig bemærket med i løbet af deres liv.
Måske vil det blive dyrt. Der er kun hundeejerne til at betale.
Men det kunne sikre ansvarlige hundeejere, så DE i det mindste havde papir på, at DE var ansvarlige hundeejere. Og at DERES hund ikke havde nogen pletter på registreringen, måske endda tværtimod. Uanset race.