/ Forside/ Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Spørgsmål
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn 

Kodeord  


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
Hvordan siger jeg det..
Fra : blue-sky
Vist : 546 gange
20 point
Dato : 15-05-08 21:54

Jeg er en kvinde på 22. Jeg har siden jeg ca var 12 gjort skade på mig selv i mindre grad, men fra jeg var 15-19 skar jeg mig meget, efterfulgt af at jeg begyndte at tænke over mine ar, og derfor skiftede til at jeg slog mig selv på armene med en hammer til jeg blev sort og knap kunne bevæge dem og banke hænderne så meget ind i væggen at mine knoer begyndte at bløde og hæve så meget at jeg ikke kunne bevæge mine fingre. Min vægt har svinget med 10 kg og har i flere år været besat af dette. Jeg har samtidigt mange tanker omkring selvmord i alle de år, jeg er meget optaget af at læse om forskellige metoder, hvor længe der går før døden indtræffer, adgang til forskellige metoder etc - og finder det stadig som noget af en besættelse..

For 2 år siden blev jeg patient på psyk. ambulatorium på bispebjerg efter et selvmordsforsøg med mislykket forsøg på at skære håndledet over, og indtagelse af 50 panodiler, efter min kæreste havde fundet en anden samtidigt med at jeg havde mistet mit nye job da jobbet viste sig at være alt andet end hvad jeg blev lovet, og jeg derfor måtte sige op. Her konstaterede de at jeg led af Emotionelt ustabil personlighedsstruktur - borderline type, og atypisk bulimi. Efter ca 4-5 mdr samtale med psykriatere valgte jeg at hoppe fra, da jeg ikke følte det hjalp mig - men tværtimod forværrede det hele. Jeg begyndte herefter at gå meget i byen ca ½ år efter. Jeg har drukket meget få gange i mit liv, altid været meget stille og indadvendt, men pludseligt går jeg i byen tordag-søndag morgen uden mere end få timers søvn hver eneste uge, med en ny veninde jeg møder igennem et skoleophold. En aften mødes vi med en fyr, og jeg prøver kokain for første gang og det ender med at jeg bliver syg og dårlig af det, hvilket han udnytter til at have sex med mig imod min vilje imens jeg er halvbevidstløs og kun kan gøre meget lidt modstand - dog siger jeg klart NEJ hele akten igennem. Jeg tør ikke anmelde det, da min veninde fortæller mig at hans bror engang forsøgte at slå hans eks ihjel, og da hun så anmeldte ham for tingene blev han kun mere opsat på det. Jeg havde konstant frygt for at være alene, og udviklede herefter en mindre afhængighed af kokain, med indtagelse ca 4 dage om ugen i flere måneder, afløst af mindre mængder kokain og af store mængder hash. Jeg har ikke taget kokain i 10 mdr, men har regmæssigt brugt amfetamin indtil for 5 mdr siden. Jeg har ikke røget hash i 4½ mdr. Jeg så det som en nem vej til at tilsidesætte de dårlige minder og følelser.

For ca 1 år siden flyttede jeg tilbage til den samme by som min familie, i håb om dette ville kunne hjælpe mig. Jeg begyndte at fremtvinge opkastninger kort efter, og følte mig i en kort periode fri for den byrde jeg har følt de sidste mange år. Tankerne kom dog hurtigt igen. Det skal samtidigt nævnes at jeg har været udsat for meget svigt mht forhold til venner og kærester, og det er kommet til det punkt at jeg bliver panisk angst når jeg møder en ny person fordi jeg frygter det samme sker. Hvis jeg bliver forelsket ryger min selvtillid endnu mere i bund, og jeg skader mig selv mere og mere i takt med tiden der går. Jeg har samtidigt en meget stor angst for at min far skal dø, selvom han er sund og rask. Faktisk tænker jeg på det flere gange dagligt og bliver dårlig og føler skam over jeg tænker over det.

Jeg har siden august gået i skole på VUC hvilket jeg er meget glad for, samt fik jeg et arbejde ved siden af. Dog begyndte jeg efter få måneder at få mavesmerter, og var meget sygemeldt fra skole og arbejde. I april valgte jeg at opsige mit arbejde da jeg ikke kunne klare det længere, med sidste arbejdsdag 31 maj. Jeg har i 1½ uge nu været sygemeldt fordi jeg har haft det fysisk dårligt, men idag gik det op for mig at det måske er det psykiske der giver mig kvalme, mangel på appetit og mavesmerter og jeg vil faktisk slet ikke tilbage på arbejdet.. For et par dage siden sluttede endnu et forhold; han havde fundet en anden, hvilket har været årsagen i 90% af tiden. Dog tænkte jeg ikke mere over det, for jeg er efterhånden vænnet til at det sker, da jeg måske lidt mere er typen man har det sjovt med, frem for den man binder sig med..

Jeg stod i min stue idag og talte i telefon, da jeg pludseligt fik det underligt. Jeg lagde på og begyndte at få vejrtrækningsproblemer og begyndte at blive angst hvilket forværrede det. Jeg faldt om på gulvet og tud brølede, alt imens jeg hev efter vejret og blev fysisk dårlig. Jeg lå der i ca 20 min før jeg kunne rejse mig op og lægge mig i sofaen - stadig med tåre i øjnene og imens jeg hiver efter vejret. Efter en times tid fik jeg det lidt bedre, og nu er det et par timer siden og jeg sidder og tænker på hvordan jeg skal kapere alt det her. Jeg sidder tilbage med en følelse af at jeg har opgivet. Min hjerne bliver konstant afbrudt af tanker henledt på selvmord eller selv-skade og at jeg ikke ved hvad jeg skal sige til min arbejdsgiver i morgen, da han forventer at jeg kommer tilbage på arbejde her.

Jeg vil have hjælp. Men hjælpen kommer jo ikke til mig, og jeg vil gerne fortælle mine forældre de hemligheder jeg har gemt altid. Det eneste de kender til er mit selvmordsforsøg, alt andet ved de intet om. Jeg er meget knyttet til min far, men har ikke turde fortælle ham det, da jeg er bange for at skuffe ham, og jeg skammer mig sådan over at jeg er blevet sådan. Min mor har jeg ikke et specielt tæt bånd til, men de er stadig gift og jeg er derfor nødsaget til at fortælle det til dem begge. Jeg ved bare ikke hvordan, jeg ved ikke hvordan jeg skal starte en samtale med dem? Jeg kan jo ikke bare sætte mig ned og sige "Mor og far, nu skal i høre, jeg har skadet mig selv i 10 år, og jeg har været udsat for det og det, jeg har taget narkotika og i øvrigt har jeg bulimi og selvmordstanker konstant"

Samtidigt ved jeg ikke hvad jeg skal sige til min arbejdsgiver.. jeg kan slet ikke klare at tage på arbejde, jeg føler jeg kan bryde sammen når som helst igen..

Hvad gør jeg

 
 
Kommentar
Fra : ziggy99


Dato : 15-05-08 22:17

Du kan ikke forvente en brugbar løsning på dine psysiske og sociale problemer i dette forum. da du har været igennem et forløb som du selv er bevist om, men stadig er uforløst. Jeg tror, at du må være guf for en enhver behandler med ambitioner...så opsøg din læge ...og vedlæg denne beskrivelse... og du vil komme i et proffisionelt behandlingsforløb med afvending og psykologhjælp, for far/mor og medlemmer af dette forum har ikke den fornødne viden eller brugbare anvisninger for problemer af denne kaliber

Ziggy99

Kommentar
Fra : Rosalill


Dato : 15-05-08 22:37

Ziggy har ret på det punkt at vi her ikke er i stand til at hjælpe dig og måske er de råd du kan få her ikke de optimale.

Men vi kan her give nogle medmenneskelige råd.

Du bliver nød til at søge hjælp hos en professionel. Og det skal du gøre uanset hvad, det er rigtigt det vil føles som om det bliver værre en periode. Men det vil højst sandsynligt vende igen.

Du spørger helt konkret hvordan du skal sige det til dine forældre og giver selv et bud på hvordan du mener du ikke kan gøre.
Men det du skriver er lige nøjagtigt det du skal gøre. Det kan man godt, dine forældre vil sikkert være glade for at du endelig får fortalt dem hvor svært du har det. Samtidig skal du bede dem om at hjælpe dig videre til en professionel hjælp, for eksempel gennem din læge.

Måske vil det være en anden og for dig bedre hjælp at henvende dig til en psykolog, istedet for en psykiater. Men du har brug for hjælp.

Kommentar
Fra : dova


Dato : 15-05-08 23:15

Citat
Jeg kan jo ikke bare sætte mig ned og sige "Mor og far, nu skal i høre, jeg har skadet mig selv i 10 år, og jeg har været udsat for det og det, jeg har taget narkotika og i øvrigt har jeg bulimi og selvmordstanker konstant



Hvis ikke du kan fortælle det til ham/dem, så print dit indlæg her ud og send det til din far.......

Og så skal du gå til din læge og bede om proffessionel hjælp

Kommentar
Fra : mangorossa


Dato : 16-05-08 00:01

Ja, du har beskrevet dine følelser utroligt præcist og flot..om jeg må have lov at bruge det ord? Og som Dova skriver, så print det indlæg ud og giv det til dem du mener kan hjælpe dig videre.
Jeg håber af hele mit hjerte at du kan komme igennem og få den hjælp du behøver.

Kommentar
Fra : vil.du


Dato : 16-05-08 00:23

Søde pige....

Sjældent har jeg set en SÅ velformuleret, informativ og dyb beskrivelse!
Du er en knag til at formulere dig og dit oplæg hér, kan du trygt printe ud i flere eksemplarer - giv et til mor og også et til far, lad dem læse i ro og mag og jeg vil tro at du bliver overrasket, vi forældre har en eller anden særlig 'antenne' / 'føler' som fortæller os når noget er rivende galt hos vores børn. Jeg tror dine forældre allerede har en anelse om at tingene ikke går helt som de skal, for deres pige og når de får denne beskrivelse, vil jeg tro at de sukker dybt og tænker..'endelig en forklaring'.
Derfra vil de handle. Sig til dem at de meget gerne må være MOR og FAR nu - sig at du har brug for dem og deres hjælp og støtte og at de skubber dig videre, så du kan få den proffessionelle hjælp som du har behov for!

Jeg ønsker dig AL mulig lykke og held derudad!
Jeg håber du får hjælp til at takle dit liv og at det hele vil vende, så din fremtid må blive lys og glad!

Mange varme tanker til dig
fra Dorthe.

Kommentar
Fra : scootergrisen


Dato : 16-05-08 01:16

Årh ja nedern og behandle sig selv sådan. Jeg tror du skal ud og være sammen med nogen mennesker og kig på nogen ællinger nede i parken og sove i telt eller noget. Ellers må du komme hjem til mig eller køb en scooter og kør en lang tur det jo sommer "sådan næsten da" og tag ned på stranden og vis nogen patter seriøst du ska da ik gå og slå på dig selv, hvis du gør det igen så smadre jeg dig... fik du den sort sort humor. ja sjov har jeg sku aldrig været eller noget gange men HEY bare fordi du har haft en fucked up barndom og dine forældre har pillet ved dig og dine skoleklasse har mobbet dig og folk kører ind i dig på gaden med vijle.... ja så det fortiden og det der fandme ik noget og gøre ved. så kom nu ligesom hende der Natascha ville sige hoved op ... eller hvem det nu var.

Hey har du set den her video : http://www.youtube.com/watch?v=NONnUBKcNZI
Den er da sjov ik.
Hey vi dør allesammen det handler bare om hvad DU vil bruge tiden på indtil du skal dø.
Ja det hårdt sådan er livet vend dig til det.

Kommentar
Fra : scootergrisen


Dato : 16-05-08 01:17

Det var faktisk den her jeg mente men de begge goe :
http://www.youtube.com/watch?v=PDnB1f9VOeI&feature=related

Kommentar
Fra : mulberry


Dato : 16-05-08 04:04

Ja,hvordan får du det sagt.
Problemet er vel, at de (dine forældre) ikke er engagerede nok, for ellers ville de vide det! Eller de er ikke klogere og bliver det nok ikke. De har vel på den ene eller anden måde, hvadenten passiv eller aktiv været med til at føre dig til hvor du er da du jo kun for få år siden er fløjet fra deres rede. Det er nærmest en klichè at sige at folk gør det så godt de kan, en vel rigtigt nok.
Nu er jeg ikke dig så derfor kan jeg ikke sige hved du skal gøre, men jeg ville bide i det sure æble og sige at siden de ikke har været medvirkende til at du har det bedre end du har nu, så vil de nok aldrig komme til det. Og så må du håbe at noget bedre kommer til dig på et tidspunkt. De vil vel måske ligesom andre her i tråden sende dig til psykolog hjælp, hvilket du allerede har erfaret kun gør det værre. Historien har detmed at gentage sige Så hvis historien viser at de ikke har gjort noget særligt for dig hidtil, og det er underordnet om du har fortalt noget, for de har selv haft mulighed for at vide bedre, så vil historien nok bare gentage sig.
Du skal ikke gå til psykolog, hvis du føler det gør det værre. Du er i modvind,de fleste du spørger peger den vej, men stolpå digselvførst og fremmest. Vi er vores egen bedste ven. Bliv bedre ven med dig. Det virker som om du har brug for at give slip på den ydre verden og at finde din egen indre verden hvor du kan finde tryghed og vejledning. Dette er meget smertefuldt, men smerten vil lære dig større medfølelse og forståelse for andre.
Der er intet der så dårligt, at det ikke er godt for noget. Det er ikke altid vi kan forstå eller se hvorfor noget er som det er og hvad vi kan gøre ved det, men det vil blive åbenlyst. Jeg kan godt forstå at det er svært og noget af det er følgesygdomme og følgehændelser af de første hændelser, hvilket jo ikke gør det lettere.
Jeg er sikker på at det ikke varer ved. Men jeg føler med dig fordi du må gennemleve så meget grumt i en så ung og i forvejen usikker alder.
Vi lever i de bedste tider og i de værste tider på samme tid.
Hvis jeg skulle nævne noget, der måske kan støtte dig, ville det være inden for den såkaldt alternative verden. Såsom bøger af Asger lorentzen, Stuart wilde, Jose Silva, m.fl. disse er lærer der hjælper èn til at finde sit sande selv og se en meningmed galskaben, ja ligefrem Scientologi har gode måder at afhjælpe de ting vi ikke kan se, men som trigger os til at leve med unødige smerter fysisk som psykisk. Dog vil jeg også advare om ikke at lade sig presse af dem, men kun tage det du kan bruge. At skrive kunne også være en selvhjælp, du har tydeligvis talent.
Du kunne også gå på latterkursus eller dyrke noget motion, da begge dele laver nogen stoffer i hjernen, der fjerne smerter både fysisk og psykisk.




Kommentar
Fra : mulberry


Dato : 16-05-08 04:17

Du må lære at sige fra så andre ikke overtager kontrollen med dig, fx som du har prøvet med at begynde at knytte dig meget til en veninde, som førte til at gå meget i byen, som førte til kokain, som førte til misbrug af dig, det samme med psykolog som måske kan føre til at du får medicin, som føre til at du ikke selv kan mærke, hvad du behøver for at for at det er rigtigt for dig. Ligesom dt hele kan føre til at ikke kan beholde et job eller uddannelse, men bliver afhæng af offentlige ydelser, som er så lave at de hverken er til at leve eller dø af.
Du må gøre noget for dig. Saml stumperne op og sæt et for dig ønskeligt og overkommeligt mål.

Kommentar
Fra : vixen


Dato : 16-05-08 06:43

Hej søde, hvor jeg føler med dig. Du lyder som et dejligt menneske og det er utroligt uretførdigt at du skal have det på denne måde.

Hvis du føler at du ikke "kan få snakket om det" kan det være at medicin kan hjælpe dig igang. Der findes medicin der kan dæmpe dine føleser lidet, og dermed gøre det lidt lettere i starten at snakke med nogen om de svære ting du har været igennem. Du kan sp stoppe med medicinen på et sener tidspunkt hvis du ønsker dette.

Du kan til enhver tid få en henvisning til en psykiater hos din egen læge som kan udskrive noget medicin til dig. Fortæl ham hvorfor du gerne vil have det, de kender udemærket til denne grund. Herefter kan han henvise dig til et psykiatisk center/hospital hvor du bor (så det er gratis), hvor du kan snakke med en psykolog.

Hvis du ikke føler at du kan sige det til dine forældrre lige nu, så vent endelig til du er parat. Det er ok, man behøver ikke altid at sige alt til hinanden. Det vil komme helt af sig selv på et tidspunkt når du er åarat til det. Det er tit letter at snakke om sådanne ting, hvis det er en person man ikke slet ikke har noget forhold til man snakker med, nogle gange kan man godt være "for tæt knyttet" på en eller anden måde.

Bare et forslag.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i fremtiden.
Vixen
Ps hvis jeg kan hjælpe dig med noget kan du jo altid skrive et privat indslag til mig, under min profil, det må du gerne

Kommentar
Fra : Rosalill


Dato : 16-05-08 08:30

Dine problemer er så store og komplekse. Det er ikke meningen at du skal klare dem alene. Derfor er din egen fornemmelse med at fortælle dine forældre det slet ikke så tosset.

Måske er de ikke i stand til at hjælpe dig og måske er de. Men som forældre kan jeg ikke forestille mig at de ikke skulle have ønsket om at hjælpe dig.

Men derudover så er det en uvildig du har brug for at blive hørt af, en der ikke er involveret i dine og dine forældres problemer.

Jeg vil på ingen måde opfordre dig til at klare disse problemer selv, du har været alene om det længe nok.

Vi er i et samfund, dvs. vi lever ikke ud fra devisen at man skal klare sig selv. Så havde det hele set anderledes ud.

Den smerte du føler nu bliver ikke mindre af at du ikke gør noget. Den bliver heller ikke mindre af at du får hjælp af andre, men så er du ikke alene om det. At være i en behandling kræver tillid, og den tillid bygges op, undervejs vil det være smerteligt fordi livets fakta også er smertelige. Du skal lære at holde af - og tage ansvaret for dig selv. Det er på en måde at lade sig genopdrage, fordi du skal lære det du ikke lærte som barn.

En psykiater giver medicin, en psykolog kan ikke udstede medicin. Begge giver terapeutisk behandling. I den alterneative verden, får du lidt hjælp fra gud. Det er sikkert heller ikke det værste at få. Men du må gå vejen alene, og livet er ikke det værste vi har fået. Det er faktisk en gave hvor vi selv skal vælge at ville have det bedre.
Nogle har en psykisk brist, (jeg siger ikke at du har det) men selv psykiatere er begyndt at erkende at nogle psykisk syge kan blive helbredt. Jeg kan dog godt konkludere at du har psykiske problemer, som du kan blive hjulpet igennem.

Søg hjælp hos andre, selv om du samtidig søger glæden i livet for dig.

Kommentar
Fra : ziggy99


Dato : 16-05-08 23:21

Blue-Sky..Jeg tror at du har hamret dig for voldsomt på arme, ben og i hovedet så psykiater /psykolog eller Natashia kan ikke hjælpe på din løgnehistorie...tog lidt tid at gennemskue dig.....

Kommentar
Fra : ziggy99


Dato : 16-05-08 23:27

Citat
Jeg har en "hobby" - jeg løber flere gange om ugen, og har jeg gjort i 2½ mdr nu.. synes bare ikke det har haft nogen effekt rent følelsesmæssigt..
....WAAAW

Kommentar
Fra : blue-sky


Dato : 17-05-08 07:22

ziggy99 - jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle lyve om sådan en ting - og mit andet indlæg mht hobby var et svar på en person der rådede mig til at få en hobby såsom at løbe, da det skulle forbedre fx en depression. Hvis du læser mit indlæg kan du også se at jeg ikke ønsker opmærksomhed, men forklarer hvor store problemer jeg har så i kan hjælpe mig til hvordan jeg skulle sige det til mine forældre så dén byrde var taget af mine skuldre!

Kommentar
Fra : mulberry


Dato : 17-05-08 10:09

Hvordan vil du helst sige det til dine forældre?
Jeg tænker blandt andet på, at det kunne være du har en vis forventning til dem.
Jeg er nemlig nervøs for at de bliver en skuffelse for dig.
Jeg har det selv sådan i perioder at jeg taler med forskellige mennesker om diverse ting, det er sådan set underordnet hvad, og så bliver jeg utrolig skuffet over deres svar og ville ønske jeg aldrig have sagt noget.
Når man foræller nogen noget personligt og især noget der meget vanskeligt for en selv, så er det jo at vise dem tillid og hvis de så i steden for bare at være åbne og deltagene, begynder at give gode råd uopfordret eller at kritisere, så virker deres svar mest som om det er for deres egen skyld, for at slippe for at blive gjort del i noget der kan være ubehageligt for dem.
Så hvad forestiller du dig at dine forældre vil sige, hvis du fortæller dem det, vil de overhovedet lade dig tale ud. Hvor gode plejer de at være til at lade dig tale ud ? Du kender dem så du ved jo nogenlunde hvordan de ellers reagerer.
Jeg tror det er en god ide at tænke på det først, at de har deres begrænsninger, så du ikke har urealistiske forventninger, dermed ikke sagt, at du ikke burde have deres fulde opmærksomhed og støtte, det er bare ikke sikkert at de begriber ret meget af det der foregår med dig.
Til slut, i dette indlæg, vil jeg foreslå dig noget krystallhealing, der kan hjælpe dig fri af den selvdestruktive bane du befinder dig i.


Kommentar
Fra : blue-sky


Dato : 17-05-08 10:15

Mulberry

Jeg har fortalt mine forældre det ved at skrive et brev til dem, som jeg bedte dem læse igennem sammen, tale om sammen og sove på, inden vi talte om det. Det virkede bedre end forventet, og jeg føler at jeg har fået taget en del tunge sten af mine skuldre - for nu skal jeg i det mindste ikke frygte deres reaktion mere, eller frygte at de opdagede noget inden jeg fortalte dem det.

Min mor havde haft det på fornemmelsen i et par år, men havde haft det som jeg - "hvordan starter man en samtale om det"? - så hun fik det også en del bedre. Alt i alt er det endt med jeg er sygemeldt på mit arbejde, og at min mor tager til lægen med mig i næste uge og hører om muligheder som IKKE er noget i nærheden af den oplevelse jeg fik på bispebjerg.

Samtidigt har jeg en del tvivl til alternative metoder såsom krystal-healing, og er af den overbevisning at det kun hjælper hvis man tror 100% på det - så det ville nok ikke have den store effekt på en som jeg

Kommentar
Fra : mulberry


Dato : 17-05-08 20:36

Det lyder rigtig godt, ikke bare brevformen, men også, at du bad dem tale sammen og sove på det. Fordi det er mange år der bliver kogt ned og præsenteret.

Og det fik din mor på banen, så hun nu er med dig i retning af en bedre vej end du hidtil har oplevet
Så hun har da virkelig forstået noget, sikkert takket være din fremgangs måde.

Det med troen kan vende og drejes

At skulle prøve en krystalterapi fremfor fx en medicin, er jo udenfor den box vi normalt er kendt med. Men vi skal også tro på medicinen og der er undersøgelser, der viser, at virkingsløst medicin har virket fordi folk blev bildt ind, at det var virkningsfuldt og de troede på det. Ligesom der faktisk er flere der dør af medicin end der bliver gjort raske af det. (http://www.healthranger.org/)
Den vestlige medicin, som ikke i forhold til menneskets historie, ikke har mange år på bagen er uovertruffen til det mekaniske, og ikke ret meget mere.
For mit vedkommende vil en krystelhealing fordre lidt åbenhed for at se, hvad der sker, hvis noget.
Men, hvis man er forudindtaget og derved tror meget stærkt på, at det ikke virker, ved hjælp af et tilsyneladende fornuftigt arrgument, så er det også en tro, og man er lukket for muligheden for, at det kunne vise sig at virke.
Personligt vil jeg hellere undgå at putte kemikalier i min krop, hvis et mineral/sten kunne hjælpe mig på en holistisk måde, omend jeg stadig ville have lang vej at gå, for en enkelt krystal kan jo ikke gøre alt for mig, kun lidt. Og bivirkningsfrit.





Kommentar
Fra : vil.du


Dato : 18-05-08 16:12

Hvor er jeg glad, på dine vegne, for at der nu er taget hul på det hele!!

Og ja, som jeg skrev, så er vi forældre sådan indrettede, at vi har en form for sjette sans, der kan fortælle os (ikke ALTID men rigtig mange gange!) - om noget er galt omkring vores elskede afkom.
Din mor havde haft anelsen længe og hun har garanteret haft det uendeligt svært med det og er nu lige så lettet som du!

Held og lykke med livet!

Mange hilsener fra Dorthe.

Kommentar
Fra : Rosalill


Dato : 19-05-08 07:52

Kære Blue-sky

Hvor det glæder mig at det lykkedes.

Og det glæder mig at høre, at du fandt en særdeles velovervejet metode til at fortælle dine forældre det. Du fik plads til din følelse, og dine forældre fik plads til at klare deres chok, uden at det blev din oplevelse. Og derved gav du dem en rigtig god mulighed for at være i sig selv når I mødtes, således at de kunne blive din hjælp, som forældre allerhelst vil være. Du er et klogt menneske.

Bliv ved med at passe på dig.

Kærlig hilsen
Rosalill

Kommentar
Fra : mulberry


Dato : 19-05-08 08:12

Helt enig med Rosalill, godt formuleret

Kommentar
Fra : scootergrisen


Dato : 27-06-08 20:51

blue-sky prøv og køb en scooter så kan du kører mange steder hen og oplevet nogen dejlige ting.
Tag i zoologisk have på frederiksberg og se nogen sjove dyr.
Gå ned på legepladsen og leg med nogen børn.
Prøv christiania, hvorfor tror du folk ryger hash.
Gå i bio
Gå i pornobio ;)

Du skal i sidder der og være depri kom nu ud og prøve noget sjov og ballade.


Du har følgende muligheder
Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 173471
Tips : 31650
Nyheder : 719565
Indlæg : 6382431
Brugere : 218248

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste