---

Nu har jeg så lige siddet og skrevet en mindre stil og så lukkede den lige vinduet ned....vrææææll... Nå men jeg må starte forfra og lige gemme det en gang i mellem...
Jeg skal lige have luft og håber det hjælper at komme af med det her.. Det tærer voldsomt på mine kræfter at se svigermor behandle min mand på den respektløse måde hun gør. jeg ved ikke rigtig om jeg bare skal se til eller om jeg skal blande mig. Er bange for at gøre ondt værre.
Jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde, uden at ende med at sidde og fortælle om alt der er sket for min mand og jeg de sidste 6 år.
Jeg har altid ment at det enormt elendige forhold jeg har haft til min svigermor har været fordi hun bare altid har ment der ikke har været nogen piger der var gode nok til hendes søn. Jeg har aldrig kunnet snakke med hende overhovedet. som tiden gik troede jeg lidt det ville gå over når vi fik børn, for så kunne jeg jo spørge hende til råds og snakke med hende om den lille og hvordan og hvorledes. Jeg tog grueligt fejl. Tværtimod er det blevet meget værre. Vi havde haft nogle problemer min mand og jeg og det gjorde vi følte vi var nødt til at ende forholdet inden det ville ende med at vi blev rigtig voldsomt uvenner. Vi så lidt til hinanden endnu og mødtes ofte hvor vi hyggede os gevaldigt. Jeg endte faktisk med at blive gravid og vi blev derfor enige om at vi ville give vores forhold en chance mere, og så fordi vi i forvejen havde så svært ved at undvære hinanden. Det passede slet ikke hans mor, hun var vist også ganske sikker på at barnet bestemt ikke var hans. Det var også kun hans far der ønskede mig tillykke med graviditeten. Det var virkelig ønskebarnet selvom det var et lidt upraktisk tidspunkt. Jeg hoppede og dansede som en vanvittig da jeg fandt ud af det. Vi havde prøvet i ca 3½ år på at blive gravid uden held, så det kunne ikke være mere lykke for mig.
For 2 år siden flyttede vi for at få lidt luftforandring hvilken betød vi kom tættere på hans forældre (ikke lige mit største ønske) Men det var også lidt i håb om at kunne finde arbejde. Hvilket lykkedes for min mand. Jeg fandt ikke noget, desværre. Til gengæld stod vi ikke særligt godt økonomisk, vi ville gerne have flere børn, men da jeg har PCO er der ikke den store chance for det sådan lige sker. Mit forhold til svigermor var rigtig slemt og jeg følte slet ikke jeg gjorde noget som helst godt nok. Ligemeget hvad jeg sagde eller gjorde kiggede hun på mig med et blik der næsten sagde du kan sgu da heller ikke gøre noget som helst rigtigt. Vi kunne sidde ude ved dem en lørdag hvor hendes svigersøn kunne fyre en vittighed af og hun kunne ligge færdig af grin selv om den var virkelig styg. ugen efter kunne jeg sige noget for sjov og med det samme så hun bare alvorlig ud og kunne bestemt ikke se det sjove i det. Når min svigerindes mand sidder og driller min svigerinde synes svigermor bare det er sjovt, men hvis jeg driller min mand lidt når hun er der og min mand godt ved det er kærligt ment, kan jeg bare se hvordan svigermor snerper mere og mere sammen i masken. En dag havde jeg f.eks sagt at vi ville holde fødselsdag, men at det bare blev til eftermiddagskaffen med boller og kage fordi jeg ikke synes der ar penge til at sætte det helt store på. Så var hende og min svigerinde der med det samme at sådan noget kunne man bare ikke. Man kan ikke kun invitere til boller og kage for det var bestemt ikke fint nok. Et halvt år efter inviterede min svigerinde familien til fødselsdag og gæt lige hvad hun inviterede til .... JEP boller og kage... Jeg var simpelthen så harm og skuffet at jeg var ved at tude over det. Så har de siddet der og fortalt hvor forkert det var af mig at invitere på boller og kage, men når svigerinden gjorde det var det ganske fint. Sådanne små ting sker hele tiden..

Jeg fik virkelig meget at tænke på efter vi var flyttet og endte med at få en voldsom depression. Jeg spærrede mig inde når der kom gæster og simple ting som at skifte min datter blev en fuldstændig umulig opgave jeg slet ikke kunne se mig ud af. Men nej den troede svigermor heller ikke på, jeg var bare fuld af løgn, for så hurtigt kom en depression ikke. Hun vidste ikke jeg i flere måneder havde gået og spillet glad for at dække over det.
jeg fik piller hvilket gjorde mig kold overfor min mand selvom han gjorde alt for mig og var den bedste støtte man kan tænke sig. Han prøvede virkelig alt hvad han kunne for at hjælpe mig igennem desværre uden held. Jeg tog hjemmefra noget tid for at snakke med en veninde og kæmpe mig igennem det komme ud og tænke på lidt andet. Det hjalp også lige indtil jeg kom hjem igen. Endte med jeg tog hjem men fik det skidt og tog derfor afsted igen. Tog min datter med fordi min mand skulle arbejde og det passede ikke med hendes dagpleje ellers var hun blevet hjemme. Men jeg kunne ikke få mig selv til at tage hjem igen for jeg vidste hvor dårligt jeg havde det der. Det endte med svigermor fik kørt min mand så meget op at de alle begyndte at tro jeg havde kidnappet hende og at han aldrig fik hende at se igen. Jeg tog hjem dagen efter vi var blevet enige om at vores forhold var ødelagt og vi måtte gå hver til sit. Men svigermor kunne slet ikke tilgive mig for at have taget vores datter med hjemmefra i længere tid. Og nægtede pure at opholde sig i nærheden af hvor jeg var.
Vi flyttede i hver sin lejlighed og havde så vores datter på skift en uge af gangen. Hvilket fungerede super godt og vi var virkelig gode venner. Sådan gik det et halvt års tid. Han fortalte mig ærligt at hans forældre var meget forargede og de mente jeg skyldte dem en undskyldning og uha de kunne slet ikke udstå synet af mig. Hvilket jeg da var ligeglad med jeg skylder ikke dem noget. Han tilgav mig for det jeg gjorde og han ved godt at jeg ikke var mig selv. Jeg er helt ovre min depression den dag i dag og ved at pillerne jeg fik gjorde stor indvirkning på de ting jeg gjorde.
Det gik dog sådan at vi fandt ud af at vi bare hører sammen og slet ikke kan undvære hinanden. Jeg elsker ham virkelig og kan slet ikke forestille mig et liv uden ham, og han siger han har det på samme måde overfor mig. Vi har så været sammen de sidste par måneder og det fungerer virkelig godt. jeg fik hurtigt fortalt min mor det, som ikke ligefrem virkede lykkelig over det, men hun accepterer det og min mand har endda ligefrem været savnet i min familie og kan slet ikke mærke han har været væk. Da min mand så sendte sin mor en besked den anden dag at vi var sammen igen og at uanset hvad hun siger så kan hun ikke ændre på det, husker ikke ordret hvad han skrev, men det var en meget sød besked. (det skal lige siges at det har været meget svært for ham fordi han har været virkelig bange for hun helt ville slå hånden af ham når han fortalte det, så det har taget ham lang tid at fortælle det.) Efter lange samtaler med mig og hans kolleger har vi overbevist ham om at hvad hans familie siger er deres problem, har han tilgivet mig og vil være sammen med mig så er det det der betyder noget. Kan hans mor ikke unde ham at være lykkelig og se alt ikke drejer sig om hende, ja så må hun selv om det. Nå men hendes eneste kommentar til hans besked var et simpelt "nå".
Vi har ikke hørt fra hende siden og min mand nægter pure at kontakte hende hvilket jeg godt kan forstå. Har spurgt om han ikke overvejer at snakke med sin far, men han siger at han render lige til hende og fortæller det hele så det vil han ikke, hans far kan alligevel ikke tage stilling til noget som helst uden han først har rådført sig med hende. Min mand har indset at det jo kun er dem det går ud over hvis de vil bære nag til mig i al evighed.
Jeg er også lidt af den mening at det er hende det går ud over og jeg er lidt ligeglad med om hun har tilgivet mig, bare han har er det det vigtigste.
Jo det er bestemt også synd for vores datter, men hun er heldigvis så lille endnu.
Må dog erkende svigermor altid har stillet op og hjulpet hvis vi har manglet lidt penge, eller skulle have noget ordnet.
Men jeg føler slet ikke de tager vores datter til sig som de burde og de forskelsbehander virkelig meget deres børnebørn, hvilket vi slet ikke kan acceptere. de har altid en dum undskyldning hvis vi bad dem passe hende et par timer, men når min svigerinde har bedt dem passe deres børn har det aldrig været et problem.
Jeg føler mig trådt på og de små stikpiller hun altid har fyret af har virkelig været sårende. Jo jeg har bestemt lavet dumme ting og jeg kan godt forstå hvis hun er bange for at jeg ender med at såre hendes søn igen, ingen tvivl om det, men når det så er sagt mener jeg også at jeg har ændret mig så meget at jeg fortjener en ny chance. Den har hun ALDRIG givet mig. Hun har i det hele taget ikke givet mig nogen chance fra starten, men bare valgt at sige jeg ikke er god nok til hendes søn.
Jeg ved ikke om der er nogle der kan se det fra min side, men jeg håber. Jeg prøver lige nu bare at finde ud af hvordan jeg støtter min mand bedst muligt, så jeg ikke ender med at miste ham igen. Det må selvom han ikke vil indrømme det være svært at ens egen mor pludselig vender en ryggen.
Burde hans lykke ikke være det vigtigste for hende? Burde hun ikke tage tyren ved hornene og indse at hun rent faktisk er ved at miste både sin søn og sit barnebarn? Skal han tage kontakt til hende eller lade hende komme til os?
Hvad gør jeg for ikke at gøre ondt værre? Jeg ligger meget søvnløs i håb om der pludselig går et lys op for mig og jeg ser løsningen på det.
Vi snakker ligefrem om at flytte virkelig langt væk, bare for at komme væk fra hende. Det kan da ikke være rigtigt?
jeg håber håber håber virkelig der er nogle der har taget sig tid til at læse min historie som har en ærlig kommentar....
Jeg takker rigtig mange gange.. Jeg er kommet af med lidt luft...
Måske der er nogle der lige kan sætte sig ind i det.

---

Det største problem i ægteskaber er tit svigermor................altså "hans" mor.
Mange mødre kan ikke give slip på deres baby, og bruger som regel at give sønnen dårlig samvittighed over for sin mor.
Desværre er mange sønner nogle tøsedrenge, som heller ikke kan give slip på moar, som jo giver ham ret i alting. Du skal ikke forsøge at overtage moderrollen overfor din mand - men prøve at være ligeværdige i ægteskabet. Sæt ham stolen for døren og tving ham til at vælge (uden at han ved det)
Held og lykke.
Eyvind.

---

Hej, kedeligt at det kan ødelægge din verden så meget med nogle klumper af mennesker omkring dig, men du skal være opmærksom på at den eneste du kan ændre er dig selv. Vælg at se dig selv som den voksne og ansvarlige, øv dig i at sige fra med det samme når du føler dig trådt på - ærlighed kan virke enormt afvæbnene i sådanne situationer. Forbered dig på at blive skamløst bagtalet og modarbejdet, men vid bedre!

Ergo, søg viden og råd vedrørende udvikling af din selvfølelse og selvværd. Børn har brug for virkelige voksne, der kan lære dem at konflikter løser man ved at sætte sig ud over situationen.

vedr. din mand - jeres forhold har ikke haft de bedste udgangspunkter og en familie som hans vil søge intriger og bekræftigelse i at de er "bedre" ved at gøre andre dårlige - det har formodentlig intet med dig at gøre, men handler om en lang forhistorie.

Fra mit eget liv kan jeg fortælle dig at jeg i en årrække valgte næsten ingen kontakt til min egen famile, men at de i dag har udviklet sig voldsomt - alle sammen, fordi jeg blev kontant og altid tog den virkelige indfaldsvinkel. Jeg har grinet lidt i skjul over alle de gange jeg hørte de sandheder jeg selv fremlagde nogle uger forinden, fremlagt somom de var vedkommendes egen visdom. Min familie er idag mit største aktiv og jeg kan ikke ønske mig noget bedre.

med hensyn til din udtalelse
Så skal du bare vide at det netop er sådan umodne mennesker hævder sig over andre, det er ikke gjort af et godt hjerte. Jeg tror i kan klare jer selv og at det er godt at vise dem at i kan.

Du har ingen pligt til samkvem med mennesker du ikke føler giver dig eller dine noget godt, det er noget du vælger af en eller anden årsag - vær bevist om at det er dit valg. Du skal IKKE være den søde og udglattene, selv dit barn vil få mere respekt for dig hvis du siger fra og/eller fjerner hende og dig fra miljøer der er skadelige for dig.

Jeg er uening i at du skal sætte stolen for døren for din mand. Han er selv voksen og hvis han ikke opfører sig som sådan, må du vælge dig selv og børnene.

---

Kære du, værn om din egen lille familie, alt hvad der sker inden for jeres 4 vægge, kan og skal i selv styre. Det er meget vigtigt for dig, din mand og jeres barn. Ros din mand dit barn og dig selv, for hver lille bitte succes oplevelse, det styrker jeres familie, og det er nu engang det vigtigste.
Din holdning, dine tanker om forskelsbehandling, overfører du til jeres barn, er det noget du ønsker, eller har du bare ikke lige tænkt over det ?????.
Alt hvad du og din mand foretager jer, er lærdom for jeres barn, husk i er superforældre i barnets øjne, hvilket vil sige at i skal tænke jer om, mere end en gang, og efter allerbedste evne nå til enighed om hvordan jeres hverdag skal være, Husk at i er de voksne, i jeres hjem.
Hvad svigemødre/andet familie siger eller gør, betyder ikke noget.
Omvendt psykologi, er stort set altid et godt våben, det bevirker samtidig at brugeren skal tænke sig lidt om, før man handler.

M.v.h.
Yllom

---

lige en kommentar mere.
Livet er for kort til den slags bekymringer.
Man vælger sin partner og skaber en fremtid sammen, dem der vil (svigermor), kan måske få lov til at deltage, ingen andre har pr. automatik, indflydelse på jeres liv.

M.v.h.
Yllom.

---

du skal fortælle din svigermor, at det er dig og din mand der bestemmer hvordan i vil have det, og kan hun ikke forstå det eller acceptere det, må hun holde sig væk. kort og godt en rigtig iskold skulder.

---

Jeg tror, du skal søge ind i dig selv....

Din svigermor kan du ikke forandre på, men du kan forandre din egen indstilling til hende, og dermed gøre forholdet mindre anstrengt - ihvertfald for dig..

Jeg ved sørme godt, at det er svært at gøre det, jeg foreslår nu, men ikke desto mindre ved jeg, at det hjælper helt enormt...

Det handler om tilgivelse. Det handler om at du kun kan spille på din egen banehalvdel og du kan vælge ikke at lade hende påvirke dig og dit liv.
Hun er som hun er, og det bliver hun ved med - men du kan ændre den måde, du tænker på hende på.
Du kan erstatte dit syn på hende som en bitter og magtfuld, hævngerrig dame, til et menneske, der lever et stakkels liv, hvor kærlighed og empati ikke har store værdier. Det er hendes liv, der er fattigt, ikke dit.

Hvis du ikke vil have, at hun påvirker dig i negativ retning, så sig det til dig selv. Spørg dig hvorfor du hidtil har givet hende den magt i dit liv? Spørg dig selv, om du vil give hende lov til det i fremtiden.
Beslut dig for, at magten til at gøre dig glad, ked af det eller vred er din. Aldrig hendes... Hvis du nægter at blive såret, så bliver du det heller ikke....

Hvis du kan tilgive din svigermor, således at du kan slippe bitterheden og vreden og erstatte den med medfølelse for hendes fattige følelsesliv, så vil du også kunne rumme at være sammen med hende, selvom hun er som hun er.
Du vil kunne forklare dit barn, at Farmor er som hun er, og hun fortjener at blive holdt af på trods af sine fejl og mangler. Og du vil kunne overskue, at din mands forhold til sin mor er noget de to skal have på plads med hinanden - uden din mellemkomst. Du skal blot støtte din mand i hans proces mod tilgivelsen.... Ligesom han skal støtte dig i din....

Læg bitterheden fra dig. Stop med at fordele skyld, og gør dig selv og din familie mentalt fri af din svigermors magt.....

Vaxen

---

Det behøver altså ikke være så teknisk som du får beskrevet, men jeg synes det lyder somom vi alle er enige - nu ville det være godt med en kommentar fra myes...

---

Jamen så må jeg jo lige komme med en kommentar

jeg kan sagtens følge jer allesammen i det jeg siger.
Så længe der slet ikke er nogen kontakt til den side af familien, skal jeg bare tage det som det kommer, støtte min mand i det han beslutter.
Og så kan jeg nok se hvis der bliver kontakt til dem igen, skal jeg ikke finde mig i det hun siger, men have selvtillid nok til at sige hende imod og stå fast ved det (uuhhhh det bliver nok svært)

Jeg synes ikke rigtig jeg lige kan tilgive hende for at hade mig, fordi jeg mener hendes holdning til det had ikke er berretiget, hun mener ikke jeg er god nok ved min mand og min datter. Og jeg gør hvad jeg kan for at de har det godt. Men skal nok lige lærer at selvom hun føler hun er mere end mig, så er hun det ikke..

Jeg må vist sætte mig selv højere så det ikke smitter af på min datter, hun behøver ikke blive påvirket af det hele, men skal bare vide der er nogle mennesker der ikke kan se ud over deres egen næse.

Min mand er en utrolig person og må sige han godt ved han skal sætte sig selv højere end sin familie, for han er så god af sig og minder faktisk ikke det mindste om sin mor..

Jeg takker rigtig mange gange for alle jeres kommentarer og for i tog jer tid til at læse min ikke så korte min historie. Jeg har været lidt i tvivl om hvor vidt jeg har været helt forkert på den her.

Håber jeg har forstået jer rigtigt, ellers må i skære det ud i pap for mig

---

Det er præcis det, du bliver nødt til at slippe for ikke at vedblive med at have det dårligt over kvinden.
Tænk efter - hvis hun vil hade dig, så er det hendes sag. Det er hun fuldt berettiget til, om du så føler der er en grund eller ej.
Det du kan gøre er, at bestemme om du vil lade hendes had have indflydelse på dig. Og når du vælger at holde fast i, at hun ikke har grund til at hade, så hopper du let og elegant over på hendes banehalvdel og fastholder dig selv i negative tanker, som du ikke har brug for.
Du kan ikke forandre på, hvad hun tænker om dig, men du kan forandre på, hvad DU tænker om HENDE - og ikke mindst dig selv.
Når det går op for dig, at din svigermor bare er et menneske der er følelsesmæssigt afstumpet og derfor ikke er i stand til at se, hvad der er godt omkring hende, så vil du kunne tilgive hende.

Du må tro på, at hvis hun kunne gøre det anderledes, så havde hun gjort det. Hun har ikke evnerne, hun har ikke overskuddet og hun har ikke blikket for kærlighed og omsorg. Det er hendes tab.
Du står ikke til regnskab overfor hende - ligesom hun ikke står til regnskab overfor dig.
Hvis hun ikke har fortjent indflydelsen så lad være med at give hende den....

Du giver hende lov til at påvirke din selvtillid. Og det skal hun selvfølgelig ikke have. Hvis du ved, at du gør det bedste du kan, så er det jo så inderligt ligegyldigt hvad hun mener. Hvis du er lykkelig, din mand er lykkelig og jeres barn er lykkeligt, hvorfor så lade hendes manglende lykke influere på det? Hvorfor ikke tro på, at du er god nok? Og vurder hvad der gør hende kvalificeret til at bedømme dig...

Vaxen - der godt ved, at det er lettere sagt end gjort.

---

Kære Myes!

I det store og hele er jeg enig med kommentarerne og din fortolkning. Og så Vaxen skriver, så kan hun ikke gøre før det - så hende om det.

Jeg havde for ca. 20 år tilbage en lignende situation med min daværende svigerfar og svigerinde(svigermor var død, før jeg kom ind i billedet), og hos mig udviklede der sig et had til den del af familien.

Det tog mange år, før jeg fandt ud, af de ikke kan gøre for det - surt, som det var. Og jeg kæmpede en sej kamp for at tilgive dem deres uvidenhed og diverse manglende forståelse m.v.

Min trøst kom efter flere med den erkendelse, at de rent universelt nok skal få kam til deres hår på et passende tidspunkt... Og det lykkedes efter mange seje år (7-9...!) at give så meget slip, så jeg ikke skænkede dem en tanke mere. Hverken en god eller en dårlig.

Min ældste datter er snart 21 og har for få år siden taget kontakten op med dem. Hun må gøre sig sine egne erfaringer med dem, men jeg har meget forsigtig advaret hende. Men som hun selv siger: Man kan jo forandre sig.

Og en af mine største, men simple, visdomme er: Al forandring kommer indefra!

Så hvis du kan lide den fornemmelse, som situationen giver dig "i din mave", så forhold dig til den. I sidste ende skal du som minimum kunne leve med dig selv. Kan du ikke det, hvordan skal andre så kunne?

Vær ærlig overfor dig selv, mærk efter - og stol på fornemmelsen. Måske krydret en en smule omtanke, kvindelist og hensyntagen (men uden at det går ud over dig selv). For der kommer ikke nogen og takker dig for det modsatte - og du selv bliver syg af det.

Held og lykke!

---

Vil lige smide en kommentar mere her..

I aftes ringede svigermor, utroligt nok, vi havde ikke regnet med at høre fra hende foreløbig. Nå, men min mand og jeg har kun mobiltelefoner og hans var på lydløs og har derfor ikke før vi gik i seng set hun har haft ringet.
Han reagerede ikke videre på det, men her til morgen sagde han alligevel at han var meget i tvivl om hvor vidt han skulle skrive og spørge hvad hun ville.

Jeg ved det ikke, jeg har sagt jeg synes han skal lade hende komme til ham, men jeg kunne også se på ham at det ikke er sjovt at gå og skulle vente på sådan noget.

Er der nogle der mener han skal ringe til hende, eller giver i mig ret i hun må komme til ham?

---

Hun HAR jo netop forsøgt at komme til ham, så selvfølgelig skal din man da reagere på hendes opkald. Hun har jo ikke ansvaret for, at I ikke hører, når hun ringer

Ellers sætter I jo et panser op foran hende, der gør det umuligt for hende at gøre noget rigtigt.

Vaxen

---

Kan jeg sagtens følge dig i vaxen, det er bare svært, også den der med at man er nødt til at prøve, fordi man godt inders inde ved så holder det i 14 dage og så er vi tilbage til det gamle...
Men nu har han skrevet til hende og fået at vide hun vil ringe senere..

Jeg får simpelthen så ondt i maven over det, fordi jeg intet aner og intet kan gøre end vente og se..

---

Giv hende (og Jer selv...!) en (ny) chance...

Der er ingen grund til at male fanden på væggen - og måske har hun tænkt lidt over livet siden sidst!?

---

Tja ysseven der er ikke andet for...
Vi håber begge at vi kan starte på en frisk, så håber vi svigermor også er med på den

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.