Sophies valg - kærlighedsfilm med Meryl Streep
En af firsernes mest respekterede - og bevægende - film med Meryl Streep.
Meryl Streep var firsernes førende kvindelige stjerne i Hollywood. Men i perlerækken af store præstationer er der én, som lyser særligt: hendes Sophie i Alan Pakulas meget roste filmatisering af William Styrons bestseller "Sophies valg". Hendes spil som den dragende gådefulde og sårbare Sophie, der skjuler en tragisk fortid, indbragte hende en Oscar - hendes anden efter "Kramer mod Kramer".
Meryl Streeps lysende sjælfulde Sophie, i hvis sind livstroen og dødsdriften kæmper, står i centrum af dette følsomme og oprivende trekantsdrama, der tager udgangspunkt i forfatteren William Styrons ungdomserindringer fra den tid i årene lige efter Anden Verdenskrig, da han boede i Brooklyn i New York. Hertil ankommer den unge, grønne forfatterspire Stingo i sommeren 1947 og betages straks af sine overboere Sophie og Nathan. Dette par har et forrygende had-kærligheds-forhold gående, og samtidig synes der at ligge noget hemmelighedsfuldt og fatalt bag deres hektiske livsudfoldelse. Stingo bliver mere og mere forelsket i den mystiske Sophie og langsomt trækkes sløret fra hendes mørkelagte fortid i Polen under Anden Verdenskrig.
Nathan spilles af Kevin Kline, der her debuterede på film og straks skabte en bemærkelsesværdig figur, begavet, upålidelig, charmerende og farlig. Men det var Meryl Streep, der skabte filmhistorie med sit på samme tid stærke og sarte ansigt afspejlende en stadig strøm af modstridende følelser. Et stjernespil af det store format, der blot gennem det udtryksfulde minespil kan bære lange nærbillede-scener. Stingo spilles af Peter MacNicol, der siden blev berømt som den sære advokat John Cage i komedieserien ”Ally”.
Alan J. Pakula har både skrevet og instrueret filmen og formet den som en litterært kultiveret bestseller-filmatisering. Pakula er desuden kendt for andre succeser som "Klute", "Alle præsidentens mænd" og Julie Roberts-filmen "Pelikan-notatet".
Originaltitel: Sophie’s Choice
Venlig Hilsen lagune.