|
|
 | HJÆLP!
Fra :  malou0503  | Vist : 544 gange
100 point
Dato : 27-09-05 20:06 |
|
Dette er vel egentlig ikke et spørgsmål - mere et nødråb, eller...? Ved det ikke selv. Har det så skidt og er frygtelig bange. Kort om mig: Blev gift med "prinsen på den hvide hest" i en meget ung alder. Havde prøvet lidt af hvert, men følte, at her var ham der kunne passe på mig og være svaret på mine drømme. En temperamentsfuld far m. løse hænder og en stedfar der misbrugte mig i over 5 år gjorde mit selvværd lavt. Så da "han" dukkede op, ydermere 6 år ældre var jeg lykkelig. Han fortalte hvor og hvordan vi skulle bo, hvilken uddannelse der var bedst for mig osv. Stolede på ham, han var jo mere erfaren og voksen end mine 18 år. I dag, som 36 årig kender jeg dårligt mig selv. Han har valgt bolig, møbler, bil mv. Smed alle møbler ud og købte nye en dag han blev sur over noget jeg købte efter eget valg. Han har et voldsomt temperament og går let i sort. Er MEGET pertentlig og pefektionist til fingerspidserne, hvilket gør hverdagen til et helvede i angst for, at der er noget der ikke er helt som han vil have det. Det kan få ham til enten at eksplodere i vrede eller at gå i sort og f.x. vaske en enkelt flise i køkkenet i flere timer til han mener den er ren. Vennekreds/familiesamvær er udelukket pga hans jalousi. Har i årevis dækket over ham, vores liv og ladet som om at vi levet det perfekte liv; stort dyrt hus, dyre møbler, dyrt hus osv. Er blevet så vant til at dække over hans temperament, finde på løgne og undskyldninger og opdigte historier om fald på trapper, badeværelser m.m. Har to vidunderlige børn - som desværre er begyndt at lide under vores liv. Kan ikke mere, går mere og mere op for mig, at der er noget helt galt hér og ville så gerne prøve hvad livet har at byde på fra dets gode side, men ved at det har en stor pris. Ligemeget om jeg bliver eller ej er jeg i fare. Frygter hans temperament hver dag men ved, at hvis jeg vælger at forlade ham vil jeg ALDRIG være i sikkerhed. Han vil gå totalt amok og vente på den dag han kan straffe mig for mit valg. Nu ved jeg trods alt hvor han er og hvornår det går galt - men hvis jeg "flygter" vil jeg skulle se mig over skulderen hver dag. Krisecenter - tjaa, ikke ligefrem løsningen m. to børn, desuden bliver det hverdag igen. Kan ikke flygte de næste 12 år eller mere. Er helt ude at svømme og frygter for konsekvensen af at blive men endnu mere for konsekvensen af at forlade ham. Kan ikke mere, er fuldstændig tom og følelseskold indeni - som en zombie - og alligevel så bange. Lever og ånder kun for mine børn - de giver mig livsenergi til at holde modet oppe. HVAD SKAL JEG GØRE?????????
| |
|
Det er svært at rådgive her på Kandu - Men hvis du var en jeg personligt kendt ville jeg foreslå at du tar kontakt til din læge og via den vej kommer ind i et fornuftigt forløb.
Der er ikke nogen smutveje til lykke - og nogen gange må man hanke godt op i sig selv for på den anden side at få et liv der er værd at leve.
Hvis det går helt galt og han ikke kan styre sig kan han få et politi tilhold så han bliver spærret inden hvis han kommer for tæt på dig...
Så truslen er måsk ikke så overhængende - hvis du får hjælp i den rigtige rækkefølge.
Start med din læge og få nogle råd i dit lokal område..
mvh Benjamin
| |
|
Kære malouo503....
Ja det er en svær en, og det er så nemt at sige til dig få fat i en pshykolog med det samme, det er jo så moderne at ty til den slags når man har ondt i livet,jeg er fra 1944, kan godt huske når min far og mor var oppe at toppes det var altid mor der måtte bøje af, sådan skal det da heller ikke være, men jeg vil mene at du skal have dig en god snak med din egen læge , det har du nok allerede gjort hun /han kan give mange gode råd og spørg om det ikke var en ide at tage manden med , hvis i da ikke er så langt ude at i ikke kan snakke om det... det er da altid en begyndelse, og man stiller sig ikke op på en pidestal med det samme og kører hele problematikken for højt op med det samme, der er jo også børnene ja det er meget kompliceret og svært at rådgi andre, men er der en lille bitte gnist og håb for jeres forhold så grib tråden og fyren og få snakket det igennem svært bliver det nok , men det er en nødvendighed for at komme videre
held med det hele
mvh
hans
| |
 | Kommentar
Fra : dova  |
Dato : 27-09-05 20:29 |
|
Ja, bagklog kan man altid være.....men du burde jo være løbet skrigende bort for mange år siden.
Det er så meget et af de typiske tilfælde, hvor en person har store problemer med sig selv, sin selvværdsfølelelse, sit temperament, sin psyke, sin tillid til andre.......Og nej, det er ikke dig jeg mener.........det er din mand, som også ganske typisk tromler gennem tilværelsen uden at have erkendt/vil erkende, at det er ham der har problemer, og ydermere har formået at transportere alle de problemer han har over på dig (og børnene), så du nu står som en kuet, usikker, uselvstændig, nervøs og bange person, der ikke tør tage konsekvensen og sørge for at komme væk, og ikke mindst for dine børns skyld.
Det her er så let at sige, men tag dig sammen, tænk ikke på konsekvenserne over at forlade ham, søg hjælp gennem familie, venner eller et eller andet, når du nu ikke vil på krisecenter.
Jeg tror så, at din modstand mod krisecenteret bunder i, at du føler en form for skam over at måtte give op, at du er så indlevet i at spille rollen som den perfekte kone og mor, at du ikke kan overskue at skulle indrømme over for nogen hvordan dit liv egentlig er.
Du skal væk, for hvis ikke din mand vil indse, at det er ham der har problemer (jeg kunne sagtens hæfte adskillige adfærdsforstyrrelser på ham) og skal have hjælp til at tackle dem, så skal du ikke satse på, at det nogensinde bliver bedre.....snarere tværtimod.
Og du lever og ånder for dine børn.......nu ved jeg ikke hvor gamle de er, men på et eller andet tidspunkt vil de miste respekten for dig, når du finder dig i den behandling, og måske endda bebrejde dig, at du var for stor en kryster til at få dig og dem væk fra sådan en mand.
mvh dova
| |
 | Kommentar
Fra : Birgitta  |
Dato : 27-09-05 20:44 |
|
Hej, jeg har læst dit spørgsmål...
Og jeg har nogle spørgsmål til dig, om ting som ikke helt klart fremgår af dit indlæg.
1: Slår han dig? Altså, når han "eksploderer", skader han dig så fysisk?
2: Hvor gamle er dine børn?
3: Har du et arbejde?
| |
 | Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 27-09-05 20:53 |
|
Krisecenter er løsningen... Der er rigeligt plads til børn på et krisecenter - og der er ansat pædagogisk personale til at tage sig af de problemer som børnene oplever i forbindelse med denne situation.
Selvfølgelig skal du væk! Der er da en sandsynlighed for, at han forfølger dig, men på den anden måde bliver dine børns liv også ødelagt.
Og langt de fleste mænd opgiver faktisk, når de oplever at deres kone står fast ved sit valg.
På krisecenteret er du beskyttet - og er din mand så langt ude, at han ikke slapper af efter lidt tid, får du hjælp til at flytte til en hemmelig adresse - og eventuelt skifte navn.
Du må for alt i verden ikke lade dig selv og dine børn være hos en mand, du er bange for. Du skylder dine børn at passe på dig og dem.
Vaxen
| |
 | Kommentar
Fra : Klumme |
Dato : 27-09-05 21:03 |
|
Prøv at ringe til dette nummer. De kan vejlede dig.
Hotline for voldsramte kvinder
70 20 30 82
Svarer hele døgnet
| |
|
Kære nalou
Jeg kan fortælle, at jeg stod i en lignende situation, da jeg var 32. Jeg valgte at sige til min mand, at jeg havde brug for psykologhjælp, og det mente han da så sandelig også, jeg havde, - og godt at jeg endelig indså det. Han fandt en passende psykolog til mig.
Psykologen/terapeuten ville naturligvis på et tidspunkt også gerne se og tale med ham, og gjorde ham begribelig, at han måtte deltage, hvis jeg skulle komme nogen vejne med mig selv. Det gjorde han så, for han kunne ikke så godt være andet bekendt, han skulle jo støtte stakkels mig, og nægtede han det, ville det jo blive kendt, at han havde noget at skjule.
Terapierne endte med, at han ønskede skilsmisse, for nu endelig forstod han, at han aldrig havde elsket mig, og derfor ikke ville spille flere år på mig.
Så jeg blev skilt - omend først et par år senere, det er jo en proces, og han har aldrig forfulgt mig. Han fandt ret hurtigt en ny kone, som passede bedre ind i hans måde at leve livet og være menneske på.
I dag er jeg taknemmelig for den tid, jeg havde med ham, for det var jo pga. hans dominans, at jeg fandt min egen styrke, ved at komme dertil hvor "nu kan det være nok" - ja, jeg brugte "list og lempe" og jeg synes, det var klogt ikke at gå i konfrontation.
Venligst Kirsten
| |
| Kommentar
Fra : malou0503 |
Dato : 27-09-05 21:49 |
|
Tak til jer alle! Det har været helt overvældende, troede at jeg var "palle alene...". Til dova - har dyb respekt for dine svar i flere af emnerne på kandu.dk - og ja, jeg skulle være løbet skrigende væk for mange år siden. Men da jeg var helt ung slog jeg hans "anfald" hen bagefter, han var jo så ekstrem sød, forståend, charmerende, moden osv osv når han ikke havde sine "anfald". Det der er ved at gå op for mig nu, er at jeg som jeg skrev, ikke føler jeg har en identitet længere. Jeg aner ikke hvem jeg er, hvad jeg kan lide/ikke lide, hvad min smag/stil er m.m. Det er rædselsfuldt og dybt frustrerende, samtidig med at det har en alvorlig pris at begynde at stille alt for mange spørgsmål ved det...Og ja, jeg skammer mig. Har jo i alle disse år dækket over det der foregår og være så bange for at folk så bag facaden - og hvem ville tro mig hvis jeg fortalte om ham den flotte, charmerende mand, med godt job og "perfekt" hjem???? Han kan jo tale sig fra alt og overbevise alle om at han har ret..Netværk har jeg derfor ikke ret meget tilbage af - de "farlige" har han luset ud i. Så, dova, dine ord rammer hårdt, men er nok sande og kloge.
Til Birgitta: 3: ja, jeg har et, godt, deltidsjob. 2: børnene er 5 og 11. 1. Har været svært for mig at svare ærligt på - det er så nemt at vige udenom når spørgsmålet stilles mundtligt, men skriftligt.... Psykisk kører han RIGTIG meget på mig kan jeg se nu og fysisk... Som jeg skrev er jeg fantastisk god til historier om fald på trapper, badeværelser osv...
Mit største problem er, at jeg er, at det er ved at gå op for mig, at det der foregår i mit liv ikke er acceptabelt og "normalt" - at der må findes noget bedre på den anden side. Men i takt med at min opmærksomhed øges omkring det, stiger hans vrede/anfald også. Så det er en ekstrem farlig balancegang, hvor jeg den ene dag tænker at det kan også være lige meget det hele, orker ikke mere. Den næste dag tænker jeg, at det kan ikke passe det her.
Det der gør mig så bange er, at jeg ved hvor han er lige nu mens vi bor sammen, kan læse ham når han kommer hjem; er han vred, glad, gået "i sort", eller... Hvis jeg flytter fra ham, vil han for det første gå amok over at jeg er flyttet samtidig med at jeg er sikker på at han vil gøre alt for at ramme mig og hævne min flugt. Det er fint nok m. krisecenter, men JEG skal bevise hvor slemt det er - kan jo ikke bare få ny identitet på mit glatte ansigt - og hvad m. børnene, de skal vel se ham? Det drejer sig jo om ikke bare måneder frem, men de næste mange, mange år...
Ved godt dette måske ikke er det rette forum, har bare sådan brug for luft - er ved at blive desperat efterhånden som situationen spidset til...
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 27-09-05 22:02 |
|
Jo, du kan faktisk få en ny identitet på dit glatte ansigt. Det eneste, du ikke kan er, at få skiftet cpr-nr. Ellers er resten ikke de store problem.
Ja, børnene skal se ham - og det er vel også det bedste for dem, hvis han altså ikke er fysisk og psykisk voldsom over for dem. I så fald, må du jo møllen igennem i forhold til forældremyndighed.
Det aller aller vigtigste er, at du kommer væk inden du fuldstændig mister dig selv i det forhold. At du skriver her betyder, at der stadig er noget af dig tilbage, og det skal du holde fast i!
Du skal tænke på, at krisecentrene er skabt til præcis din situation. Og der kommer både tandlæger, pædagoger, arbejdsløse, rige, fattige, sorte og hvide... Det er slet ingen skam at opsøge sådan et sted. Tværtimod - du tager ansvar for situationen. Du drager omsorg for dig selv og dine børn.
I første omgang kan du jo ringe til den linje, som Klumme nævner. De har med garanti nogle konkrete forslag til dig.
Spørgsmålet er, om du er klar til at høre dem?
Vaxen 
| |
 | Kommentar
Fra : vil.du |
Dato : 27-09-05 22:56 |
|
Kære Malou0503.
Jeg er enig med dova og er klar over at det er 'rene ord for pengene'.
Du har et stort ansvar i og med at det er en kendgerning at dine børn tager skade af den måde I lever på.
Du taler om at dine omgivelser / netværk ikke er klar over hvad der foregår - er du nu helt sikker på det? Jeg var, for mange mange år siden i et forhold hvor alt udadtil var 'perfekt' - han var utrolig vellidt over alt, ikke mindst hos mine forældre som nærmest forgudede ham. Jeg troede at jeg ville stå fuldstændig alene den dag jeg gik fra ham.
Han slog ikke, så var jeg 'løbet skrigende væk' med det samme, men han kørte på mig psykisk, forsøgte at nedbryde mit selvværd totalt. jeg tror det udspringer af jalousi, for - når vi ikke har mere selvtillid tilbage, kan han jo være sikker på at vi bliver.
Den dag jeg gik fra ham, tog jeg direkte hjem til mine forældre, dén kommentar jeg blev mødt med, da de erfarede hvad der var sket? Den lød "Det skulle du have gjort for længe siden".
De havde luret bag facaden i lang tid - det er ikke umuligt at det er ligesådan hos dig, det kan man ikke vide, men mennesker der står vort hjerte nær, er ofte eksperter i at 'læse mellem linierne'.
Jeg ved ikke hvad det bedste er du kan gøre, men væk, det skal du - bid tænderne sammen og tænk på dine børn. Lad fyren få et polititilhold hvis han bliver vanskelig, men der er da også en mulighed for at han bliver mere 'tam' når han pludselig ser at du kan selv - for han skal da være helt usædvanlig afsporet hvis han ikke, inderst inde, er fuldstændig klar over hvad det er han gør.
Jeg ønsker dig al mulig lykke og held derudad!!
Varme tanker fra vil.du/Dorthe.
| |
 | Kommentar
Fra : joniaya  |
Dato : 27-09-05 23:09 |
|
Når og hvis (du forhåbentlig gør) flytter for dig selv, så kan en dørspion også gøre underværker for dig :)
Et lille tip jeg selv har benyttet mig af.
Ønsker dig al held og lykke, uanset hvad dit valg bliver.
| |
 | Kommentar
Fra : AG112 |
Dato : 28-09-05 00:48 |
|
TAG VÆK ET STYKKE TID, NÅR HAN ER SÅÅ SELVCENTRERET, VIL HAN I FØRSTE OMGANG BLIVE MEGET VRED PÅ DIG, OG VIL MÅSKE OGSÅ TÆNKE PÅ HÆVN, SOM DU SELV SKRIVER.
MEN DER VIL IKKE GÅ RET LANG TID FØR HAN VIL FINDE EN ANDEN, HAN HAR UTROLIG BRUG FOR AT VÆRE I CENTRUM, OG HAVE NOGEN AT IMPONERE, OG PRALE OVER FOR, SÅ VIL DU HURTIG BLIVE UINTERESSANTOG DU VIL KUNNE BLIVE FRIGJORT FRA HAM.
MEN TAG VÆK EN TID FØRST, JEG TROR DET LØSER SIG TIL DIT BEDSTE.
MEN DET ER KUN DIG SELV, DER KAN GØRE NOGET VED SAGEN.
HELD OG LYKKE.
MVH AG112
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 28-09-05 14:09 |
|
Nå...
Jeg er glad for at høre, at du har et godt job. Det betyder dels, at du har en omgangskreds udenfor hjemmet, og det betyder også, at du rent faktisk har mulighed for at klare dig selv (og børnene) økonomisk, når du forlader din mand.
Selvfølgelig "burde" du straks forlade ham og tage til det nærmeste krisecenter. Især da han HAR lagt hånd på dig. Det ved du vist godt..
Men hvis du er så langt nede, som jeg tror, så er det måske ikke en mulighed lige nu.. Du har måske også svært ved at se, hvordan du kommer af sted til et værelse på et krisecenter med 2 børn, computer, playstation, barbidukker, cykler og hvad børn ellers har i dag af materielle goder. Måske har I et par dyr også...
Men du skriver, at du dækker over ham... Det kunne du måske arbejde på at holde op med.
Først og fremmest må du finde nogen og betro dig til. Har du ikke en god veninde, -eller en kollega eller noget familie, som du kan fortælle til? IKKE med forventning om at de skal "redde" dig, for det skal du selv denne gang. Men fordi du skal vænne dig til at være åben om, hvad der foregår. Det er bedre for dig, og det kan give dig styrke til at nå til næste skridt, nemlig at forlade ham.
Du kan måske også gå til din socialrådgiver og fortælle, hvad der foregår. Gå til din læge og fortæl. Er han voldelig så det kan ses, -blå mærker eller lignende, så bliv fotograferet, -måske har du selv et kamera, du kan gøre det med. Det er ting, som dels vil styrke dit selvværd, og desuden vil det give dig dokumation for voldelighed, når I når til skilsmissen.
Bliv skrevet op til en lejlighed, -hos kommunen og i boligselskaber. --HVIS du en dag BLIVER nødt til at flytte til et krisecenter med børnene, så er det altså godt allerede at være skrevet op til en anden bolig, så I ikke skal være alt for længe på krisecenteret.
Hvad med familie? Har du ingen familie, som du måske kunne bo hos et stykke tid, hvis forholdene pludselig spidser til? Det er måske en bedre løsning end et krisecenter?
Du ER jo allerede på vej, ved at du fortæller om din situation her på kandu.
| |
 | Kommentar
Fra : Toupie |
Dato : 28-09-05 22:24 |
|
Malou0503 jeg vil ikke råde dig for det har de andre klaret så flot - men jeg vil bare sige: Godt gået  hvor er det flot, at du er nået til den erkendelse - der er mange der aldrig når dertil eller bare accepterer tingene som de er...
Jeg vil ønske dig alt held og lykke i dit fremtidige liv  og jeg håber du snart finder den rigtige løsning 
// Toupie
| |
| Kommentar
Fra : malou0503 |
Dato : 28-09-05 22:41 |
|
Kære allesammen!
TUSIND tak for alle jeres søde ord - omend mange af dem gjorde ondt, fordi I skriver så ærligt. Har brugt det meste af en time på bare at tude efter at have læst jeres svar igen og igen. Der var vist lige et par sluser der blev lukket op langt om længe!!! Jeres ord har endelig givet mig en form for bekræftelse for, at det nok ikke er helt okay det der foregår i mit liv. I øjeblikket er han ude at rejse - igen - og det giver mig lige lidt tid til at fordøje mine egne tanker efter mit spontane "nødråb" samt jeres kommentarer. Frygter selvfølgelig som altid weekenden når han kommer tilbage efter en rejse, men er nok nødt til at tænke lidt konstruktivt nu inden det går helt galt en dag. Selvom frygten ikke er blevet mindre har jeres kommentarer givet mig et lille skub fremad og sat en kædereaktion af tanker i gang....Har brug for at fordøje det hele og kan ikke lige overskue at acceptere et svar frem for et andet lige nu - I har alle givet mig et tiltrængt verbalt "kram" hvis man kan sige det på den måde.
Et enkelt lille ord til Birgitta mht familie; det er lidt kompliceret og handler om alvorlig sygdom, alkohol-/pillemisbrug m.m. hos de allernærmeste, så overskudet er nok ikke lige at hente dér. Derfor har det måske være endnu mere vigtigt for mig at holde facaden.... Vi overveje dit råd m. kolleger. Tak.
Malou
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 29-09-05 15:06 |
|
Hej, Malou.
Godt at høre fra dig. Og rart at vide, at du har et par dages "fri". Kunne du ikke bruge den tid til at blive skrevet op til en lejlighed? Det ER jo altså første skridt, hvis man ikke ønsker at være gift mere, -at den ene part finder et andet sted at bo. Og det er nok det sikreste for dig, hvis det er DIG, der flytter.
Der vil sandsynligvis gå både måneder og år før der er en lejlighed til dig... --dog afhængigt af, hvor i landet, du befinder dig. Københavns-området, hvor jeg bor, og omegnen af de største byer er værst.
Og du bør nok tænke på, at få post om bolig sendt til en anden adresse. Dér kunne en kollegas adresse være en god hjælp. Da jeg selv søgte lejlighed, fik jeg sendt boligtilbud til min arbejdsplads. Men det kræver jo, at du er åben om dine problemer.
---Mine søskende havde også misbrugsproblemer, og de var allesammen blevet gift og skilt flere gange, så jeg syntes, det var et kæmpenederlag at jeg også søgte skilsmisse.. Men jeg er ikke min søster, og jeg lever i dag et lykkeligt og godt liv alene!!! JO, det kan man altså godt!
--Nogle gange, hvis man har fået skader i barndommen, så kan det være bedst at finde ud af at få et godt liv alene, -simpelthen fordi man er tilbøjelig til at opsøge den samme slags problemer igen og igen hvis man starter et nyt parforhold...
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 04-10-05 15:23 |
|
Malou, hvordan går det?
Har du klaret week-enden?
| |
| Kommentar
Fra : dkwM327 |
Dato : 06-10-05 00:38 |
|
Hej Malou
Jeg er også meget spændt på at høre hvordan det går,
da jeg selv har haft problemet tæt inde på livet i rigtig mange år,
men har valgt at leve med det, da jeg mener at jeg kan tackle det.
Med venlig hilsen
DkwM327
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 06-10-05 13:17 |
|
Hvis en kvinde bliver udsat for vold i et ægteskab kan hun ALDRIG!!!!!!!!! "vælge at levet med det". Det er muligt, at en mand i et voldeligt ægteskab har det valg. Men kvinden er enten tvunget til at leve med volden. Eller det lykkes hende at bryde ud. Hun "vælger" ALDRIG at leve med vold! Og mange gange tvinges hun ikke bare til at "leve med volden" men også at dø med den. Det er langt de færreste gange, at det overhovedet bliver opdaget, at der er tale om mord. Netop fordi både manden og kvinden skjuler volden overfor omverdenen.
Hvis bare Malou i første omgang ville fortælle til en kollega eller noget familie, så vil manden i det mindste ikke kunne slå hende ihjel ustraffet..
Jeg håber at du, DkwM327, tackler DIN situation på en måde, så andre mennesker ved, hvad der foregår?
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 06-10-05 15:52 |
|
Dorthe, det ved en voldsramt mor godt. Tit har hun det jo selv med fra barndommen af. Men det er med til at handlingslamme og lægge endnu mere skyld på det stakkels menneske, der er i situationen.
Jeg må sige at jeg aldrig selv har været voldeligt gift. Men jeg har haft en voldsramt veninde... Hun er død nu...
.........Jeg ville ønske, at Malou lod høre fra sig...
| |
| Kommentar
Fra : vil.du |
Dato : 06-10-05 16:25 |
|
Ja, jeg vil osse gerne høre fra Malou nu, der er gået lang tid...
Og - ja, jeg ved godt at en voldsramt mor er klar over følgerne i relation til børnene, det var blot en tilføjelse til din hilsen til DKWM327, for i at 'vælge at leve med det' vælger man jo osse på børnenes vegne....spørgsmålet er om man kan tillade sig det, som mor. NU ved jeg ikke om der er børn i dét forhold..
Men ja - det ville være rart at høre fra Malou nu...
| |
| Kommentar
Fra : vaxen |
Dato : 06-10-05 19:49 |
|
Tjaa, der findes jo også voldsramte mænd - det er dog vældig tabubelagt, men ikke desto mindre lige så slemt...
Dette er et forhold, som man altid bør fravælge - uanset...
Vaxen
| |
| Kommentar
Fra : malou0503 |
Dato : 19-10-05 16:38 |
|
Hej igen allesammen!
- og endnu en gang tusind tak for alle jeres søde/barske/kloge ord. Har ikke haft det store overskud til at melde tilbage - sorry! Gik godt lige de første par dage. Fik undersøgt boligmuligheder, hmm! 6-8 års ventetid i min egen kommune og 14-20 år i nabokommunerne. Kommunen mangler akutboliger, så de kan ikke hjælpe men henviser til eget netværk! Følte mig behandlet som et forkælet barn, da jeg desperat forsøgte at forklare at jeg IKKE har et netværk og at nærmeste familie er ramt af alkoholmisbrug, depressioner, sygdom m.m. "Venner og kolleger har alle vel" lød svaret så.
Rimelig stor nedtur. Har haft et par MEGET hårde weekends efter og eneste possitive er, at jeg forsigtigt har fået "pippet" lidt til min nærmeste chef. Ikke meget, men nok til at han nu forstår en del og jævnligt spørger til hvordan jeg har det.
Er alligevel temmelig langt nede og føler mig "fortabt" og lidt skræmt - er svært at forklare. Det drejer sig jo om et mønster der går helt tilbage til min barndom kan jeg se nu. Så som 37-årig er det meget svært at "opdage".....
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 19-10-05 21:21 |
|
Forhåbentlig har du ladet dig skrive op til lejligheder allevegne?
DET er første skridt. Og så skal du være klar over, at der skal penge til indskud, flytning og husleje. Så du skal forsøge at sætte penge til side, så du har rådighed over noget når tiden kommer.
Nu ved jeg ikke, hvor du bor. Når du har arbejde, så kan du jo ikke søge bolig alt for langt derfra. Så jeg håber bare, du måske kan få bare en lille, dyr lejlighed i første omgang. Senere, når der viser sig noget mere egnet, så må du flytte igen. Men alt det kan jo kun lade sig gøre, hvis du har en nogenlunde løn.
Og hvis du har gode muligheder for at sætte penge til side, så kan du måske købe noget, ejer eller andels eller rækkehus...
Dit arbejde er vigtigt.
Men når først skilsmissen er gået igennem, så vil du jo få halvdelen af jeres fælles værdier, så til den tid kan økonomien bedre hænge sammen.
Det er rigtig fint, at du har fået fortalt lidt om din situation til din chef.
Jeg synes også, at du skal snakke med din læge om situationen. Måske har han ideer til, hvad du kan gøre. Du har nok også brug for samtaler hos en psykolog for at kunne forliges med din barndoms traumer.
Hvis der er et krisecenter i nærheden, så kunne det være, at du kunne blive en slags "dagpatient" der. At du kunne komme der og snakke med nogen. En socialrådgiver eller lignende. Det er jo en fordel, at din mand rejser en del. Det giver dig måske lidt tid til at pleje dine egne interesser.
Men når du ikke har noget netværk så er det DIG!!! der skal redde dig ud af suppedasen!
Har ikke skrevet før, for jeg kunne ikke komme ind på denneher tråd i eftermiddags..
| |
| Kommentar
Fra : malang |
Dato : 19-10-05 22:00 |
|
Kære Malou0503
Du må endelig se at komme ud af det forhold ,det er jo ikke til at leve med sådan en knude som du har i dig ,det går jo også psykisk ud over dine børn .
Du kan jo ikke vente på en ledig lejlighed, når du får den kan det være forsent,så se at komme ud af forholdet ,selv om det er svært for dig .Dine børn skulle gerne have dig mange år endnu og hvad jeg kan høre er din mand virkelig syg i hovedet.
Din eneste mulighed er krisecenteret el.kvindehjemmet,jeg ved på kvindehjemmet er der personale til at tage sig af dig hele tiden og de lukker ikke mænd ind,du kan komme på kvindehjem i den anden ende af landet.
De hjælper dig med alt, også polititilhold som du afgjort bliver nødt til at få.
Jeg håber virkelig for dig selv og dine børn at du finder styrken til at gå.
Ps.
Et andet job kan man altid få men ikke livet hvis man først har mistet det.
Varme tanker og dyb medfølelse for dig et stort knus
| |
| Kommentar
Fra : vil.du |
Dato : 17-05-06 00:39 |
|
Kære Malou.
Hør nu her!! Du SKAL opsøge noget kompetent hjælp, det kan KUN går for langsomt!
Læge eller Krisecenter eller - hvad med din præst? Der er tavshedspligt hos dem alle - du bliver nødt til at tale med nogen Malou!
Ved du hvad....opsøg din præst! Præsten har givet været ude for mennesker i krise før og han/hun vil kunne lede dig videre!
GØR DET I MORGEN FORMIDDAG!
Du kan evt. se præstens 'tider' i din lokal telefonbog eller du kan gå til kirken, der vil du se præsteboligen - gå hen og ring på døren. Hvis det er præstens ægtefælle der lukker op, så forklar kort din situation. Jeg vil tro at du bliver bedt indenfor for at vente, hvis præsten ikke selv er tilstede. Hvis præsten selv er hjemme, er jeg helt sikker på at han/hun vil tage sig kærligt af dig og dine børn og være til stor hjælp for Jer!!
Du bliver nødt til det Malou - og det vil helt sikkert være en lettelse for dig at få talt med præsten og få tingene ud, til én der kan og vil hjælpe dig.
Kærlige og meget bekymrede tanker fra Dorthe.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-05-06 16:51 |
|
Men kommunen har fået en indberetning....
Betyder det så, at hverken du eller børnene passer jeres "arbejde"? Er I alle tre gået under jorden??
Den store er jo skolepligtig, så det går altså ikke...
Og hvis børnene passer deres "job", så må du også forsøge at passe dit. Både af hensyn til økonomien, men også fordi DU har brug for en så normal hverdag som muligt i den svære situation du er i.
Kan du ikke kontakte din sagsbehandler igen? Forholdene har jo ændret sig idet der er indberetninger fra børnehaven og skolen.
Jeg mener altså, at kommunen har pligt til at hjælpe dig, -især fordi der er børn involveret.
Jeg håber, at du har dokumentation for de "faldskader" som du har haft inden du forlod din mand.
Det kan være en hjælp i forbindelse med en skilsmisse.
Du skal nok også tage skridt til at søge skilsmisse.
Du kunne henvende dig i et krisecenter. Ikke for at få husly. Så længe han ikke ved hvor I er, så er I jo i sikkerhed i sommerhuset.
Men et krisecenter kunne råde dig til i hvilken rækkefølge du helst skal gøre tingene.. Og måske give dig en bisidder, der kunne gå med dig til kommunen.
Jeg ved ikke, hvor i landet du bor, men der er jo krisecentre i de fleste større byer. Du kunne ringe til en af de nærmeste og få noget rådgivning. En god samtale med en socialrådgiver kunne du godt have brug for.
Det der bekymrer mig mest er nok, at du siger at du hverken har familie eller venner...
På en eller anden måde må du skabe dig en omgangskreds. Dine børns skole- og legekammerater har da forældre? Har du aldrig haft kontakt med nogen af dem? 
Men du har fået taget det første store skridt!!! Tillykke med det!! Du er kommet væk fra din mand.
Og et sommerhus er jo ikke det værste sted at gemme sig på denneher årstid. Men du kan ikke gemme dig resten af livet, så du må i gang med at ordne de forskellige ting. Én ting af gangen, -stille og roligt... Og efterhånden får du skabt jer en hverdag, der hænger sammen. Det skal nok lykkes for jer. 
Hvis jeg kan hjælpe, så kan du bare kontakte mig privat. Rent fysisk befinder jeg mig i Ballerup ved København, så jeg kan nok ikke hjælpe dig så meget -ud over på kandu- hvis du bor langt væk herfra.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-05-06 16:52 |
| | |
| Kommentar
Fra : dkwM327 |
Dato : 18-05-06 03:09 |
|
Hej malou0503
Jeg ser at du har fået mange gode råd, og at du tilsyneladende også har benyttet dig
af en del af dem.
Så jeg vil også lige tilføje en smule til følgende:
++++++++++++
Lever og ånder kun for mine børn - de giver mig livsenergi til at holde modet oppe. HVAD SKAL JEG GØRE?????????
Du skal først og fremmest leve 100 % for dit eget liv, for ellers svigter du virkelig dine børn.
Men det er jo faktisk også det du gør, altså du lever først og fremmest for dit eget liv, - du udtrykker dig bare lidt anderledes - og det kan godt være lidt farligt, hvis du begynder at tro på,
at du prioritere dine børn højest, for det har resulteret i flere selvmord og børnemord.
++++++++++++
- er bare SÅ ked af det og bange.
Og - Føler mig totalt ensom og forvirret.
Ja, men det er da en helt OK følelse. som du skal igennem, eller rettere sagt bearbejde, for du kan aldrig bare gemme den væk eller bare glemme den.
++++++++++++
Alt det som jeg i årevis har fortrængt dukker nu op med voldsom styrke og alligevel har jeg ikke lov at reagere,
JO - Gu Fanme har du så lov til at reagere, for du er da et levende menneske !!!!
+++++++++++
føler at jeg er nødt til at vise børnene at jeg har styr på det vi har gang i,
Du er da "åndssvag" malou, hvis du tror du kan gemme dine følelser, angst osv. for dine børn.
Tror du virkelig på at du er et fremmed menneske for dine børn. - Nej min ven. - De læser dig som en total åben bog, for de kender dig - næsten bedre end dig selv!
+++++++++++
trods kaos lige nu. Sååå - her står vi så nu og skal i gang med at bygge en ny hverdag op på et tidspunkt. Har et arbejde der gerne vil se mig på et tidspunkt igen og pengene er jeg mere end nogensinde afhængig af, så jeg kan ikke blive under jorden så længe igen..... Ikke så muntert, men håber den gode fe snart svinger sin tryllestav over mig så det begynder at lysne forude..........
Fis med dig ! - For du er nemlig en god og stærk mor, du mangler bare lidt tro på dig selv,
men det er tilsyneladende rigtig godt på vej. - For jeg mener helt afgjort at du har fundet ud af,
at du skal gøre en indsats før du får belønningen af indsatsen.
Rigtig hjertelig tillykke med din kommende succes !!!
De kærligste hilsner
Steen
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.
| |
|
|